Skip to main content

Full text of "Danske dronniger; fortaellinger og karakteristikker af Ellen Jorgensen og Johanne Skovgaard"

See other formats


.IT) 
:C0 



■iD 



Ico 



• VN 


^)i» 


'l»^V;; 


^^ 


Vi'- 


m 7-- 


'■- ■■ v' 


■i^p 


1 




ør: 

i 





X^^:^ 







^ 



^^j 



»►i:*-'- 



^m 



Digitized by the Internet Archive 

in 2010 With funding from 

Univers i ty of Toronto 



http://www.archive.org/details/danskedronnigerfOOjorg 



Jv o o 



DANSKE DRONNINGER 



DANSKE 
DRONNINGER 



FORTÆLLINGER OG 
KARAKTERISTIKKER 



AF 



ELLEN JØRGENSEN o(, JOHANNE SKOVGAARD 

DR. PHIL. CAND. ,MAG. 



a. 




H. HAGERUP^^ FORLAG 

KØBENHAVN 



pi- 




TItlKrtS HOfiTHYKKEFU (o. \.. I.tND & Nt.MA FH/ENKEL) 
1910 



FORORD. 

Danmark har en stolt Række Dronninger, men deres Per- 
sonligheder er kun i ringe Grad blevne Folkets Eje. 
Der er fine og forsagte Skikkelser og stærke Karakterer, 
lidenskabelige Kvinder ; der er Dronninger, hvis Historie er 
uadskilleligt forbunden med Rigets Historie — Thyra og 
Dronning Margrete, Margrete Fredkulla og Margrete Spræng- 
hest; der er dem, som kun ønskede at være gode Hustruer 
som Elisabet, der fulgte Christian U i Landflygtighed, og 
Louise, Frederik V's elskelige Dronning; der er magtkære, 
hensynsløse Kvinder som Heimskringlas Sigrid Storraade- 
Skikkelse, Dronning Emma, der ægtede den unge Sejrherre 
Knud den Store og gerne vil slette Fortiden ud, den første 
Dorothea med hendes Attraa efter Hæder og Herredomme 
og Gods, den anden Dorothea med den rastløse Virksomhed, 
Juliane Marie og Sofie Amalie, som i Selvretfærdighed og 
bittert Nag ikke kan forst aa og aldrig kan glemme; der er 
andre, som er rede til at tilgive, som vil mildne og hjælpe 
og ikke kræver noget for sig selv. Frederik VFs Hustru 
Marie Sofie Frederikke var en saadan ædel Personlighed, 
hvis Minde endnu lever i mundtlig Tradition, og med Dron- 
ning Marie maa nævnes Caroline Amalie og de lyse Skik- 
kelser fra Danmarks Middelalder Ingeborg, „den gode Frue**, 
og Folkevisens Dronning Dagmar. Blandt vore Dronninger 
finder vi Kvinder, som ikke holdt sig tilbage, naar der var 
Fare paa Færde, driftige Kvinder, der raadede for mange 



Gaarde og tumlede med mange Penge; vi finder ogsaa for- 
græmmede, ensomme Mennesker og unge Dronninger, der 
led under et fyrsteligt Ægteskabs Ulykke. 

Det er vanskeligt at sige, i hvilken Grad vore Dronninger 
har været Kulturbærere. Andre Landes Middelalders historie 
giver mange Eksempler paa, at en fremmed Fyrstinde ved 
sit Ægteskab bragte ny Kultur hid fra sit Hjemland, men 
Overleveringen vedrørende vor Middelalders Dronninger er 
meget fattig, og naar intet berettes, og intet direkte Bevis 
foreligger, tør vi kun tale ret almindeligt om den Mulighed 
for Paavirkning, der var given f. Eks. ved Knud den Stores 
Bryllup med den normanniske Hertugdatter, Englands Enke- 
dronning, eller ved Knud den Helliges Ægteskab med Edel 
af Flandern, og vi kan ikke overse, at Kongens Ægteskab 
kun er eet Moment blandt mange. 

I Tiden efter Reformationen knyttedes vore Konger stærkt 
ved den fælles Konfession til de nordtyske Fyrsteslægter, og 
vore mange tyske Dronninger var da i nogen Maade Bærere 
af den stærke tyske Kulturindflydelse ; men atter her maa 
man betone, at mange Momenter virker sammen, fremdeles 
at Dronningerne med en enkelt Undtagelse stille gled paa 
den store Strøm, der rullede frem fra Syd. 

Der kom Tider, da man forfærdedes over denne Strøm 
og i national Selvhævdelse vendte sig mod den tyske Ind- 
flydelse, da rettedes Klagen over Hoffets og Landets For- 
tyskning altfor ofte og uretfærdigt mod Dronningerne, den 
hastige Dom søgte A årsag og Virkning lige for sin Dør. 

Hvad man kan klage over, er Mangel paa Initiativ, 
Mangel paa Vilje hos de tyskfødte Dronninger til at komme 
deres danske Folk i Møde; og dog maa man være varsom 
i sine Krav, man maa have de Tiders Forudsætninger for 
Øje og ikke søge Nutidens Opfattelse af nationale Forhold 



hos det 17de og 18de Aarhundredes Mennesker. Hver Tid 
maa maales med sit Maal. 

Vor Fortælling om de danske Dronninger vil strække sig 
over mange Tidsaldre, og Fortællingens Form maa skifte med 
de skiftende Tider, med Overleveringens vekslende Karakter. 
Nødvendigvis maa Beretningen om de ældste Dronninger 
blive meget knap, og Tvivl ofte gives i Stedet for Viden. 
Thi hvad ved vi? Et Navn, en Linje eller to hos en middel- 
alderlig Forfatter er vor Kundskab, og vor Dom skal hvile 
paa en Tradition, som maaske kun een Mand er Bærer af. 
Anderledes bliver Forholdet op mod de nyere Tider, alt som 
Overleveringen bliver fyldig og mangfoldig og ved sin Rigdom 
giver os den større Sikkerhed, — da vi kan følge Dron- 
ningerne fra Aar til Aar, undertiden fra Dag til Dag, da vi 
kan se dem i deres Tid og blandt deres Omgivelser, da Breve, 
Regnskaber etc. foreligger fra deres Haand, og Dommen over 
dem fældes af en mangetunget Samtid. 

Arbejdet har været saaledes delt, at Bogens midterste 
Parti, begyndende med Erik Plovpennings Dronning og af- 
sluttende med Frederik Vs Hustru Louise, er skreven af 
undertegnede Johanne Skovgaard, medens undertegnede Ellen 
Jørgensen har skrevet om den ældre Middelalders Dronninger 
samt det sidste Afsnit, der omfatter Juliane Marie, Caroline 
Mathilde, Marie Sofie Frederikke og Caroline Amalie. 

Med Dronning Caroline Amalie har vi naaet Grænsen 
for den Tid, der horer Historien til: denne Grænse bør 
Historien ikke overskride. 

Frederiksberg, September 1909. 

JOHANNE SKOVGAARD. ELLEN JØRGENSEN. 




Jellingehojene. 



DER er historiske Skikkelser, der lever i Sagnet gennem 
Aarh und reder; de formes efter hver Tidsalders Trang, 
de optager i sig de fortællendes Ønsker og Haab og 
kæmper for sene Slægters Ideer. De samler Æventyr fra mange 
Tider og Egne omkring sig, de laaner Træk fra andre Skik- 
kelser, de kan skifte Navn og spalte sig i flere Sagn- 
skikkelser, og dog, naar man soger tilbage, vil man hinsides 
alle Metamorfoser finde et Menneske med en mærkelig Skæbne, 
en kraftig Personlighed, som vilde erindres, og som satte al 
denne Digten og Drømmen i Gang. 

En saadan Personlighed, der har kaldt paa Folkets erin- 
drende og digtende Evne, og som har levet med i Danmarks- 
historien ned gennem Tiderne, er 



Thvra 



THYRA DANEBOD. 



Først optegnede Svend Aageson og Saxo hvad der i deres 
Dage huskedes om Dronning Thyra, og de gengav ikke Over- 
leveringen som en gammel kuriøs Historie, til hvilken de 
ikke havde noget Forhold, men med Varme talte de om den 
Danske Dronninger. 1 



Dronning, der havde samlet de Danske til Arbejde og havde 
rejst Værn mod Rigets Fjender. Saxo fortæller, at Thyra 
drog Vold fra Slesvig over mod Vesterhavet, mens senere 
Kong Valdemar og Biskop Absalon rejste en Teglstensmur op 
til denne gamle Vold og saaledes „med mandig Visdom" fuld- 
byrdede, hvad den kække Dronning havde begyndt, og Svend 
Aageson taler om det Forsvarsværk, som Eftertiden gav Navnet 
Danevirke, „fordi det var bygget og fuldendt ved Danernes 
Møje." „Saa opførte da først Thyra det herlige Virke, som 
siden altid har hegnet Danerne som et Gærde og været dem 
det tryggeste Værn mod tysk Rasen," siger den gamle Krønike- 
skriver, og han lægger Dronningen Ord i Munden, der lyder 
som et Ekko af Absalons Svar til Frederik Barbarossas Af- 
sending, da Kejseren krævede Lensed af den danske Konge. 
Thyra er allerede i Traditionen hos Svend Aagesøn i 
meget en Æventyrdronning, og længere ned i Tiden tager 
Æventyret Magten fra den historiske Overlevering, — da er 
Thyra i Sagnene, som de lød ved Danevirke, den djærve 
Kongedatter paa Thyraborg, der hugger Hovedet af sin Bejler, 
— da hedder hun Swart Gret og er blandet sammen med 
Dronning Margrete Sambiria, kaldet Sorte Grete; — ved 
Midnat rider hun over den gamle Vold, som Djævelen byggede 
for hende i en eneste Nat; snart hedder det, at hun har 
lovet Djævelen sin Sjæl, snart at han som Løn for sin Umage 
har betinget sig det første levende Væsen, der kommer gennem 
Voldens Port, og som Løn faar en Puddel; eller Egnens 
Folk drømmer om et Bryllup i stor Stil, ved hvilket Thyra 
brugte al Vandet i Graven til Brygning. 

Her er lokal Forklaring, Bondefantasi, Reminiscenser fra 
alle Haande Æventyr, men bag ved det brogede Stof og hin- 
sides Swart Gret og Folkesagnets raske Prinsesse staar Dronning 
Thyra, Danmarks første Dronning, om hvem vi fuldt sikkert 
kun ved, at hun bar det smukke Tilnavn „Danmarks Bod". 

Vi ved ikke, hvorfra hun stammer; vi ved ikke, om hun 
var Hedning eller Kristen, thi Traditionen er sen og usikker; 
vi ved intet bestemt om hendes Hvilested, for vel hedder det, 
at Gorm og Thyra blev begravede ved Kongsgaarden i Jeliinge 
i to Høje, men Undersøgelsen af Højene har ikke givet nogen 
egentlig Stadfæstelse derpaa. Mens den sydlige Høj viste sig 



at være tom, har man i den nordlige fundet et mærkeligt 
Gravkammer med noget Gravgods, som dog var saa ringe i 




Gravkamret i den nordlige Høj i Jellinge. 
Efter Afbildninger og Beretninger fra Undersøgelserne i 1820 og 1861, 








Gorms Sten over Thyra (Wimmer : De danske Runemindesmærker). 



Omfang, at man ikke deraf kunde slutte, om det var en 
Dobbeltbegravelse eller en Enkeltbegravelse og i saa Fald, 



om det var en Mand eller en Kvinde, der havde været be- 
gravet dér. 

Men i Jellinge staar endnu den Dag i Dag Haralds store 
Sten og Gorms mindre, og paa denne sidste læses: „Denne 
Sten satte Gorm over sin Kone Thyra, Danmarks Bod." 

At Dronningen fik det Tilnavn, borger for, at hun har 
udfort en Gerning, der fortjente at mindes i danske Sagn. 



SIGRID STORRAADE. 

Sigrid Sigrid Storraades Skikkelse hører paa en Vis ikke Dan- 

mark til, thi skønt Dronning Sigrid ved Ægteskabet med Svend 
Tveskæg og gennem Datteren Estrid blev Stammoder til 
Kongeslægten, er Traditionen om hende fattig, og ved kun, at 
hun hævnsyg stod bag ved det nordiske Fyrsteforbund, der i 
Aaret 1000 vendte sig mod hendes gamle Bejler, den norske 
Kong Olaf Trygvesøn; men Nordmænd og Islændinge vidste 
at fortælle om Sigrid Storraade, om hendes kaade Spot og 
Skadefryd, — en Overlevering, som fremtræder mest udformet 
hos Snorre Sturlesøn, der har tegnet denne Kvinde med 
Klogskab og megen Kunst. 

I Sverige var en Storbonde Toste, kaldet Skøgul-Toste 
efter Valkyrien Skøgul. Han laa i Viking og var meget be- 
rømt. En norsk Kongeætling Harald Grænske kom med i 
hans Krigerfølge og var Vinteren over paa Skøgul-Tostes 
Gaard, hvor han saa Tostes Datter Sigrid, som siden hen 
blev gift med den svenske Konge Erik Sejrsæl. 

Harald Grænske fik Herredømme i Vestfold i Norge og 
giftede sig; men en Sommer for han paa Vikingetog og kom 
til Sverige, hvor Sigrid sad som Enke efter Kong Erik. Da 
hun hørte, at hendes Fostbroder Harald var i Landet, sendte 
hun Bud efter ham, gjorde stort Gilde baade en og to Dage, 
og var overmaade mild og glad til Mode. 

Man drak og talte, og til sidst sagde Dronningen, at 
hendes Ejendomme i Sverige ikke var mindre end Haralds 
Kongerige i Norge. Efter de Ord blev Kongen mørk, fandt 
ikke Glæde ved noget og brød snart op, men Sigrid fulgte 
ham til Dørs med store Gaver — glad som før. 



Harald sad Vinteren over i Norge og var tung i Sind, 
men næste Aar, da han for i Østervej, mødte han Sigrid og 
kom brat med det Spørgsmaal, om hun vilde gifte sig med 
ham. Sigrid svarede, at det var taabelig Snak, siden han var 
godt og lykkelig gift, og dermed red hun bort. 

Endnu en Gang drog Harald til Sigrid, skønt hans Mænd 
raadede ham derfra. Samme Aften, som han naaede Dron- 
ningens Gaard, kom en Konge fra Gardarige for at fri til 
hende. De fik god Modtagelse, Mad og Drikke med hele 
deres Følge, men om Natten brændte Dronningen Hallen af 
over dem, idet hun sagde, at hun vilde lære Smaakonger af 
med at komme fra andre Lande at bejle til hende. Fra den 
Tid kaldtes hun Sigrid Storraade. 

Siden vilde Olaf Trygvesøn vinde Dronning Sigrid. 

Der gik Bud mellem Landene, og ved Foraarstid mødtes 
Olaf og Sigrid paa Grænsen i Kongshelle. Kongen krævede, 
at hans Hustru skulde være kristen, men hun svarede: 

„Jeg vil ikke opgive den Tro, jeg har haft og mine 
Frænder før mig, men jeg har intet imod, at Du tror paa 
den Gud, Du har Lyst til." Olaf for op i Harme og slog 
hende i Ansigtet med sin Handske. Sigrid gav til Svar: „Dette 
kunde blive Dig til Bane." Dermed skiltes de, — Sigrid 
ægtede Svend Tveskæg, og Olaf giftede sig med Svends Søster 
Thyra mod Broderens Vilje og vakte hans Vrede, men Sigrid 
talte ikke for Fred og Forlig, hun drev Svend frem mod den 
norske Konge og æggede ham med spottende Ord: „Det 
vilde Dine Forfædre aldrig have taalt." 

Traditionen faar Form under Snorres Hænder, Skikkel- 
serne støbes efter hans Sind og Erføring, han ynder hvast 
Ordskifte og lægger gerne sine Kvinder de Ord i Munden, 
der tvinger Mændene til Handling: Gyda sætter Maal for 
Harald Haarfager, — Thyra haaner Olaf Trygvesøn, fordi 
han ikke tør sejle til Venden forbi de danske Øer, — Sigrid 
Skjalgsdatter rækker Thore Hund det Spyd, der ramte hendes 
Son, og tvinger ham til at blive Sønnens Hævner. Der er i 
Heimskringla saa meget af Eposet, saa stærkt et kunstnerisk 
Element, at man uvilkaarligt stiller sig overfor Sigridskikkelsen 
som overfor en af Digtningens Skikkelser. Anderledes overfor 
Knud den Stores Hustru 



6 

EMMA. 

Emma Hendes Liv tilhorer Historien, idet vi gennem Samtiden i 

hvert Fald stykkevis erfarer, hvorledes hun greb ind i Be- 
givenhederne; det gælder her at naa frem til Forstaaelse af, 
hvem den Kvinde var, der havde en saa betydningsfuld Plads 

i England, da danske 
Konger herskede over 
^> Landet. 

Paa en Vis har Emma 
selv givet os et Vink om, 
hvorledes hun vilde op- 
fattes, idet en Munk fra 
Klosteret St. Omer efter 
/-_ ^ ^y Dronningens Bud og ty- 

''^■^^^'""^^^S 1^^' ' deligt paa Grundlag af 

\ hendesMeddelelserskrev 

i %^\^ \ en kort Fremstilling af 

|. as-t ■j1j'*''a/- 

(^. .. r- ^%n Svend Tveskægs, Knud 

den Stores og hans Søn- 
ners Historie. Skriftet er 
tilegnet Dronningen og 
skrevet til hendes Pris, 
men det kan ikke andet 
end øve modsat Virkning 
end den tilsigtede; thi 
ig^<ij^ selv om man vil ind- 

A?" rømme Emmas høje Stil- 

ling, Tidens Stil, Lov- 
talers svulmende Retorik 

Kong Knud og Dronning Emma. "^^ ^aa meget, tilbage 

Billede i et samtidigt Haandskrift fra Staar dog, at Bogen inde- 

Winchester (W. de Gray Birch: Liber holder Usandhed Og For- 

vitæ: register and martyroiogy of New drelelse af Facta 

Minster and Hvde abbey, Winchester). ,, -i i i. 

^' Man synes ikke at 

kunne sige Dronningen fri fra Skyld og faar fra første Færd 
Mistillid til hendes Karakter. 

Emma var Datter af Normandiets Hertug Richard uden 
Frygt og en dansk Kvinde Gunnor; hun var i 1002 bleven 







u. 



gift med Englands Konge Æthelred den Raadvilde, og havde 
med ham to Sønner, der bar den engelske Kongeæts gamle 
Navne, Ælfred og Eadward, ligesom Emma selv af Angel- 
sakserne kaldtes Ælfgyfa, maaske i Erindring om Kong Eadgars 
Moder. Slægtstraditionerne havde dog ingen Magt over Emma, 
thi da Riget opløstes under de Danskes Angreb, og Æthelred 
døde, svigtede hun den Slægt, hun havde tilhørt i 14— 15 Aar, 
opgav sine Sønners Sag og ægtede om Sommeren 1017 den 
fremmede Erobrer Knud den Store. Knud var da først i 
Tyverne, Emma omkring de tredive Aar. Munken fra St. Omer 
fremstiller Forholdet, som om Normandiets Hertugdatter først 
nu kom til England og som Sejrherrens jomfruelige Brud, 
Ægteskabet med Æthelred forties. — Dog Forbindelsen mel- 
lem Knud og Emma, der synes at stride mod al Ære, maa 
under de daværende Forhold, som vi ikke nu kan overskue, 
have været baaret af en Tanke. St. Omer-Munken antyder, 
at Freden sikredes derved, og usandsynligt er det ikke, at 
Emma, der var klog og aktiv, har øvet sin Indflydelse paa 
dette skæbnesvangre Tidspunkt og bidraget sit til, at Sejr- 
herrerne og de besejrede faldt til Ro. Hun træder under 
Knuds Regering langt mere i Forgrunden, end de angelsaksiske 
Kongers Hustruer plejer, hvilket iagttages i Dokumenterne, 
hvor Dronningens Navn kun forekommer nu og da, med- 
mindre en Enkedronning fører Regeringen for sin umyndige 
Søn, men Emmas Navn findes næsten altid i Dokumenterne 
fra Knuds Tid, og hun skriver oftest under umiddelbart efter 
Kongen før Ærkebisperne af Canterbury og York. 

Ligesom Kongen og den danske Jarl Thorkil med Landets 
høje Gejstlighed drog til Assandun og rejste en Kirke, hvor 
Englændere og Danske havde kæmpet den sidste Kamp i 1016, 
genopbyggede Knud og Emma St. Eadmundsbury i det hærgede 
Østangel og deltog med „det kongelige Barn" Hardeknud i Høj- 
tideligheden, da den folkekaarne Helgen, Ærkebisp Ælfheah, som 
var falden for dansk Haand, fortes fra London til Canterbury. 

Kirken paa Valpladsen, den stolte Bygning over St. Ead- 
munds Grav og Overførelsen af St. Ælfheahs Lig var talende 
Vidnesbyrd om, hvad Kong Knud og hans Omgivelser vilde, 
men hertil maatte komme Dagenes og Aarenes stille Arbejde 
og besindige Styre, at to Folk kunde vokse sammen. Aar- 



8 

bogerne er næsten tavse under Knuds Regeringstid, — det 
er Kongens store Ære. 

Disse rolige Aar synes at have været Emmas bedste Tid, 
thi efter Knuds Dod kastes hun atter ud i Striden. Harald 
Harefod, en Frillesøn af Knud, valgtes til Konge nord for 
Themsen, mens Emma bevarede Sydengland for sin Søn 
Hardeknud, som opholdt sig i Danmark. Knuds Huskarle 
blev Dronningen tro, og Jarl Godwin stod ved hendes Side; 
men da man længe forgæves ventede paa Hardeknud, vandt 
Harald mere og mere Tilslutning. Ælfred, den ene afÆthel- 
reds og Emmas Sønner, der under Moderens Ægteskab med 
Knud havde levet i Normandiet, kom over til England, hvor 
han blev dræbt, og i 1037 drev man Emma af Lande „uden 
al Barmhjertighed — mod den vilde Vinter." Hun fandt Tilflugt 
i Flandern og søgte derfra at vinde frem mod Harald Harefod 
og hans Moder, „den anden Ælfgyfa", paa den ene eller den 
anden Maade. Hun sendte Bud til Sønnen Eadward i Nor- 
mandiet, men fandt, at han ikke vilde vove noget for hendes 
Skyld eller for at vinde Englands Krone; først derefter gik 
Bud til Danmark til Hardeknud. Han lød hendes Kalden og 
kom sejlende til Brygge i 1039 og var beredt paa et Sommertog 
mod England, men i Marts 1040 døde Harald Harefod, Eng- 
lænderne tog Hardeknud til Konge, og han og hans Moder 
satte atter Foden paa engelsk Grund. 

Dronning Emma stod ved Hardeknuds Side under hans 
korte Regering (1040—1042), men den ny Konge Eadward 
bar Nag til Moderen, „fordi hun havde gjort mindre for ham, 
end han vilde, før han blev Konge, og ogsaa efter den Tid." 
Der tales om hendes utallige Skatte, som hun holdt fast paa 
med sin gamle Haand. Maaske har hun ogsaa villet spille 
højt politisk Spil endnu en Gang, — vi bemærker, at samtidig 
med Dronningen rammes „a daring pilot in extremity," den 
urolige Biskop Stigand, og at Anken mod ham var, at han 
var Emmas nærmeste Raadgiver, hvem hun fulgte i et og alt. 
Vist er det, at Kong Eadward med tre Jarler og deriblandt 
Godwin uformodet kom til Winchester sidst i Aaret 1043, 
tog en stor Del af Dronningens Ejendomme og bød hende 
at forblive roligt i denne By. Et meget sigende Bud. 

Siden da levede Dronning Emma i Winchester, hvor 



9 



Knud og Hardeknud hvilede i Domkirken hos de gamle 
Konger, — endnu en Stund efter hendes Dod kaldtes de 
angelsaksiske Kongers Slot, der havde været hendes Bolig, 
„Dronning Emmas Hus". Hun døde i 1052 i Marts Maaned — 
sandsynligvis den Tende Marts, thi under den Dato er hendes 
Navn indskrevet i Ælfwines Kalender. ÆlFwine var Abbed 




Winchester Domkirke. 



i New Minster i Winchester paa Emmas Tid. Fra en sam- 
tidig Winchesterbog stammer ogsaa det Billede af Kong Knud 
og Dronning Emma, der er gengivet Side 6. 

Gennem Tradition i de folgende Slægtled udformedes 
Emmas Historie, og Dommen over hende blev fældet. Man 
fortalte i Winchester om Kong Eadwards Anklage mod sin 
Moder og Dronningens Gang over glødende Plovjern, — en 
Fortælling, der rober sig ved sin Mangel paa Sammenhæng 



10 



Overle- 
veringens 
Karakter 



Og Sandsynlighed og ved sin hysteriske Tone; man dømte 
hende haardt, fordi hun havde ægtet sin Mands Modstander 
og glemt Æthelreds Born, man skildrede hende som hævn- 
gerrig, — gavmild mod Kirker og Klostre, men haard overfor 
de fattige. Eftertiden maler med den brede Pensel, — Sam- 
tiden gav kun de lose Konturer af en Kvinde, der ikke følte 
sig bunden af de Baand, der binder stærkest, en hensynsløs 

og magtkær Personlighed, 
der vidste at hævde sig under 
alle Omskiftelser og at knytte 
de dygtigste i Tiden til sig. 

Om de andre Dronninger 
fra den ældre Middelalder 
beretter hverken Sagn eller 
Historie udførligt. Navne ere 
bevarede snart i en Rune- 
indskrift som paa Sønder- 
vissing Stenen, hvor man 
læser: „Tufa, Mistivis Datter, 
Harald Gormsøn den Godes 
Kone, lod gøre dette Mindes- 
mærke efter sin Moder," — 
snart i Optegnelser, der stam- 
mer fra Mindebøger af lig- 
nende Art som det Winche- 
sterhaandskrift, hvis første 
Blad vi afbildede. I Bremen 
Mindebog siges Kong Harald 
og hans Hustru Gunhilds 
Navne at være indskrevne, 
fremdeles Knud den Stores, 
Emmas og Hardeknuds Navne, — i Durham Mindebog læses: 
„Eiric Danernes Konge. Botild Dronning". Fyldigere, men 
mindre sikker Viden hentes hos Bremerkanniken Adam, der 
levede paa Svend Estridsøns Tid, fyldigst er den danske og 
norsk-islandske Tradition, der optegnedes i det 12te og 13de 
Aarhundrede. De gamle Tider havde Evne til at fastholde en 
Overlevering, en stærkt udviklet Hukommelse for Slægtskabs- 




Søndervissing-Stenen 
(Wimmer: De danske Runemindes- 
mærker). 



11 

forhold, men i Fortællingen fremtræder ganske naturligt en 
Stræben efter at kombinere og forklare, der kan lede paa 
Vildspor. 

Der viser sig ikke ringe Vanskelighed ved at bringe Rede 
i den forskelligartede Overlevering. 

Vi ser de danske Konger søge deres Brud i de slaviske Slaviske 
Lande: Harald Blaatand ægtede Tufa, vistnok en Datter af '"^^'^ 

Abodriternes Fyrste Mistuvoi. Svend Tveskæg hjemforte en 
polsk Hertugdatter Gunhild, der blev Moder til Knud og 
Harald og vel ogsaa til den Santslaue, der nævnes som Kong 
Knuds Søster i Mindebogen fra New Minster i Winchester. 
Hendes Navn taler om slavisk Afstamning. 

Men vi iagttager ogsaa en Tilknytning til Sverige. 

Harald Blaatand skal i Følge Saxo have giftet sig med Svenske 
Gerytha, en Kvinde af den svenske Kongeslægt; Svend Tve- 
skæg ægtede Erik Sejrsæls tidligere Hustru Sigrid Storraade, 
og hendes Gods i Sverige, det saakaldte Sigridlev, gik i Arv 
i den danske Kongeslægt. Det nævnes i Slægtens Eje i „Kong 
Valdemars Jordebog" i det 13de Aarhundrede. Sigrids Datter- 
son Svend Estridsøn var i 12 Aar i sin Fætters, den svenske 
Kong Anund Jakobs, Hird, og under Kampene mod Magnus 
den Gode og Harald Haarderaade hedder det Gang efter 
Gang, at han flyede østerpaa til Skaane og op i Sverige, „for 
han havde et Skjul oppe i Gotaland", — Sigridlev tænker 
man; ofte gik Rejsen videre mod Nord til den svenske Konge, 
hos hvem Svend fik Hjælp til at vove et nyt Forsøg paa at 
vinde Danmark. „Alle Svenske var Svends Venner," siger 
Snorre, „thi han havde den største Æt der i Landet." Da 
Anund Jakob døde, ægtede Svend hans Enke Gunhild, som Norske 
var Datter af Svend Jarl, Sønnedatter af den gamle Haakon "^ ' ^*' 
Jarl paa Lade. En Forbindelse mellem den danske Konge- 
familie og Haakon Jarls Æt var intet nyt, for Erik Jarl var 
bleven gift med Svend Tveskægs Datter, og den yngre Haakon 
Jarl havde i Følge engelsk Kilde været trolovet med en Søster- 
datter af Knud den Store, — den fælles Kamp mod Harald 
Haarfagers Ætlinge maatte forene. Fælles Kamp forenede 
maaske ogsaa nu; man tor tro, at Svend ved Ægteskabet med 
Svend Jarls Datter har villet holde Slægtens Forbundsfæller 



12 

sammen og samle om sig alle i Sverige, der vilde krige paa 
Magnus den Gode og Harald Haarderaade. 

Mod dette Ægteskab rejste Kirken Indsigelse, idet Mand 
og Hustru var nærbeslægtede. Sigrid Storraade var Bedste- 
moder til Svend og Gunhild saavelsom til Anund. Ærkebispen 
af Bremen bebrejdede Svend hans Brøde og truede med 
Band, Svend lovede i Harme at hærge Stiftet og lægge det 
ode, til sidst drog Ærkebispen Paven ind i Sagen, og Kongen 
maatte bøje sig. Ægteskabet opløstes, og Gunhild levede siden 
paa sine Gaarde i Gotaland flittig og godgørende. Saxo for- 
tæller, at hun og hendes Piger tilvirkede Kirkeklæder, og at 
Roskilde Domkirke havde en prægtig Korkaabe, der var 
Dronningens Gave og Arbejde fra hendes Haand. 

Senere ægtede Svend Estridsøn en Kvinde af en anden 
af de stolte norske Slægter — Thora, Datter af Thorberg Arnesøn 
af Arnmødlingernes Æt i Ægteskab med „Rogalandkongen" 
Erling Skjalgsøns Datter, — underligt kun, at Thoras Gifter- 
maal med Danmarks Konge ikke er optegnet i den gamle 
Stamtavle over Arnmødlingerne. 

Ligesom Haakon Jarl førte sin Æt tilbage til Odin, havde 
Arnmødlingerne Sagn om Slægtens Oprindelse. Deres første 
Mand hed Finnvid den Fundne; ingen kendte hans Æt, thi 
han var funden i en Ørnerede svøbt i Silke. Dog Slægterne 
grundede ikke deres Anseelse paa gamle Drømme, men paa 
Driftighed og reel Magt: Frænder og Ejendom. Haakons 
Ætlinge færdedes i Øst og Vest i „det større Norden" som 
Knytlingernes Mænd og Venner, Arnmødlingerne sad helst 
paa deres Gaarde hjemme i Fred med Landsherren, men de 
var selvraadige og æggedes let. Kalf Arnesøn søgte til Kong 
Knud og førte siden Bondehæren mod Olaf den Hellige ved 
Stiklestad, mens de andre Arnesønner værgede deres Konge. 
Senere hen brød Finn Arnesøn med Harald Haarderaade og 
blev Svend Estridsøns Mand. 

Ægteskabet mellem Svend og Thora Thorbergsdatter betød 
imidlertid ikke en Alliance mellem den danske Konge og den 
norske Opposition, men en Befæstelse af Freden i Norden, 
thi Thora var^i 1068, da Svend ægtede hende, Norges Enke- 
dronning og Kongemoder. Hun havde været gift med Harald 



13 

Haarderaade, der ved dette Ægteskab havde søgt at knytte en 
mægtig Slægt til sig; — nu gav Olaf Kyrre sin Moder til den 
danske Konge, da Svend efter Harald Haarderaades Fald og det 
ulykkelige Englandstog truede det svækkede Norge, — selv 
tog han Svends Datter Ingerid til Hustru. Saaledes knyttedes 
for første Gang Baand mellem de herskende Slægter i Dan- 
mark og Norge, men i de følgende Menneskealdre forekommer 
hyppigt indbyrdes Ægteskaber; vi nævner kun, at Ingegerd 
Haraldsdatter blev gift med Olaf Hunger, at Margrete Fred- 
kulla. Enke efter Magnus Barfod, ægtede Kong Niels, og at 
endnu en norsk Enkedronning, Malfrid, der havde været gift 
med Sigurd Jorsalfarer, drog til Danmark til nyt Ægteskab, 
hun blev Erik Emuns Hustru. • 



EDEL. 

Kun sjældent hentedes i ældre Tid Danmarks Dronninger 
fra fjernere Lande. Karakteristisk nok er Knud den Hellige 
næst efter sin store Navne den første, der tager sin Brud 
uden for den vanlige Kreds af svenske, norske og slaviske 
Fyrstinder, idet han ægtede Edel, en Datter af Flanderns Edel 
Greve Robert Friser. 

Vel var Flandern kun et Len af Frankrig, men havde 
sin Betydning, som det laa ud til Havet og mellem Frankrig, 
Tyskland og det nye normanniske England, det var et Land 
i Væxt saavel territorialt som økonomisk og et Hjemsted for 
kirkelig Reform. Den dygtige Greveslægt var paa alle Om- 
raader gaaet i Spidsen for Udviklingen og drev en dristig 
Politik blandt sine store Naboer. Fælles Kamp mod Vilhelm 
Erobreren førte Knud og Robert sammen. I 1075 havde Knud 
været Anfører for en dansk Flaade, der skulde støtte en Rejs- 
ning mod Vilhelm og vinde Svend Estridson Knud den Stores 
Rige. Men Toget havde været uden Lykke. „De danske 
vovede ikke at møde Kong Vilhelm i Kamp, men stævnede 
over Havet til Flandern," siger angelsaksiske Kronike. Her 
har Knud sandsynligvis indledet Forhandlinger om et Forhund 
mod England og fæstet Grev Roberts Datter Edel til Brud. 
Men Svend Estridsons Død arbrod brat alle Planer. Knud 



14 

maatte ved Kongevalget vige for sin Broder Harald og fær- 
dedes i de følgende Aar i Sverige eller krigede paa de hedenske 
Folk iOsterso; han har næppe hjemført Edel som sin Hustru, 
for han fik Kongenavn ved Harald Hens Død i 1080. 

Ælnoth, der fortalte Knud den Helliges Historie, omtaler 
hans Hustru som ædel og forstandig; vi erfarer senere, at hun 
delte sin Slægts kirkelige Interesse, men om hendes Forhold 
til den danske Kirke, om hendes Indflydelse paa Kongens 
Kirkepolitik vides intet. Overhovedet staar vi raadløse overfor 
Sporgsmaalet om de Impulser, der drev Knud frem i hans 
Arbejde for Kongemagt og Kirke, ingen Raadgiver staar ved 
hans Side som den angelsaksiske Biskop Grimkel stod hos 
Olaf den Hellige, men usandsynligt var det ikke, at Forbin- 
delsen med Flanderns Greveslægt har haft sin Betydning. I 
hvert Fald i Udenrigspolitik stod Knud og Robert Friser 
sammen i nøjeste Alliance, idet de i Fællesskab forberedte et 
Englandstog i 1085, og da Knud maa opløse Flaaden efter 
Ledingsmændenes Bøn og Klage, sender han sin Broder Olaf, 
der har været deres Talsmand, i Lænker til Flandern; endelig, 
dengang han paa Flugt for Bondehæren ned gennem Jylland 
kommer til Slesvig, beder han Edel søge til sin Hjemstavn, 
hvis det skulde gaa ham ilde. Knud har været stærkt knyttet 
til Flandern, og det synes, som han mente, at Danmark lige- 
saalidt bød Ly for hans Hustru som Sikkerhed for hans 
Fange. 

Kong Knud blev dræbt i Albani Kirke, og Dronningen 
drog hjem til sin Fader, efter at hun dog først havde været i 
Odense med den Tanke at føre sin Husbonds Lig til Slægtens 
Kloster St. Peter paa det blandinske Bjærg i Ghent. Men et 
Lysskær i den nattemørke Kirke, hedder det, overbeviste 
hende om, at hun ikke burde røve Liget fra det Sted, hvor 
Kongen var falden som Martyr. Hun lod to Døtre tilbage, 
Ingerd og Cecilie, som vist fulgte deres Farbroder Erik til 
Sverige, til Familiens Godser — Sigridlev; siden ægtede de 
fornemme svenske Mænd. Knud og Edel havde tillige en 
Søn, der bar Navnet Karl, et nyt Navn i den danske Konge- 
slægt, men et Navn, der havde en egen Klang i de Tider, da 
Karl den Store, Carolus Magnus, stod som den straalende 
Fortidsskikkelse. Sighvat Skjald havde ladet Olaf den Helliges 



15 



Son døbe med Navnet Magnus og gav som Forklaring: Jeg 
kaldte ham efter Kong Karlamagnus, den bedste Mand i Verden, 
jeg ved." Men med særlig Grund kunde Dronning Edel 
kalde sin Søn Karl, thi skønt Navnet ikke var blevet Slægt- 
navn hos planderns Grever, mindedes de altid med Stolthed, 




Stykke af et vævet Silketæppe, fundet i Helgenskrinene i Odense. 



at de paa mødrene Side nedstammede fra Karolingerne. Ælnoth 
glemmer ikke heller at berette, at Edel var af kejserlig Æt. 

Med sin lille Søn rejste Dronningen til Flandern. Her 
er i 1090 udstedt et Gavebrev til Klostret Mont d'or ved 
Rheims, hvorved Adela, Danernes Dronning, skænker en Del 
af en Skov ved Harlebeke til St. Thcodcricus til Lise for sin 



16 



Herre, Kongens Sjæl; hun tilskøder Klostret denne Ejendom 
ved sin Handske. Af Brevet erfarer vi, at Helgenens Lig 
fortes gennem Landet efter en middelalderlig Skik, som hyp- 
pigt nævnes i Flandern i det Ilte Aarhundrede, da store Syg- 
domme hærgede Landet. Dronningen er med sine Klerke og 
fornemme Lægmænd draget Helgenskrinet i Møde med Lov- 
sange og Hymner og har ført det ind i Harlebeke Kirke. 
Senere besøgte hun i Følge med sin Broder Robert Klostret 




W-* >n: 



SU'kke af et vævet Pudevaar af Silke, fundet i Helgenskrinene i Odense. 



og blev optaget i St. Theoderici Broderskab. Munkene lovede 
at mindes Dronningen og Greven i deres Bønner. 

Da Dronningen drog ind til Munkene i Mont d'or, var 
hun paa Vej til Syditalien for at ægte Robert Guiscards Søn, 
Hertug Roger. Normannerne i Italien hentede ofte deres 
Brud fra de kendte Egne ved Seine og Kanalen, eller deres 
Døtre fandt et Hjem deroppe; — Roger I af Sicilien var 
første Gang gift med Vilhelm af Evreux' Datter Sybille, og 
senere hjemforte Korsfareren Hertug Robert af Normandiet 
hendes Frænke, en anden Sybille, Grevedatter fra Conversano; 



17 

Forbindelsen mellem Normannerne i Italien og de gamle 
Lande i Nord var ikke brudt. 

Tidligt paa Aaret 1092 blev Edel Hertug Rogers Hustru, 
thi i Maj 1092 findes hendes Navn første Gang i et af Her- 
tugens Breve. I den følgende Tid underskriver hun ofte 
Dokumenterne. Et Gavebrev af August 1105 til Fordel for 
Marie, Moder til Hertugens uægte Søn, siges udtrykkeligt at 
være udstedt paa Edels Bøn. Ved Rogers Død i 1 1 1 1 fører 
hun Regeringen for sin umyndige Søn Vilhelm under meget 
vanskelige Forhold. Der krævedes en Herskerpersonlighed, 
om de ulige Elementer i Normannernes nye Land skulde 
holdes sammen, her hvor Romere og Grækere, Longobarder 
og Normanner boede Side om Side; Hertug Roger havde ikke 
kunnet løfte sin Faders Arv, og Hertug Vilhelm viste sig 
ogsaa magtesløs. De skildres som smukke og ridderlige 
Fyrster, gavmilde og gode Herrer, elskede af deres Folk, men 
selv en pietetfuld Tradition kan ikke skjule deres Mangel paa 
Karakter. 

Om Edels Formynderstyrelse kan intet bestemt siges, 
fordi vi ikke ved, hvor længe eller med hvor stor Magtfylde 
hun styrede, vi iagttager kun for Perioden efter IIll. at 
Begivenhederne udvikler sig, uden at den hertugelige Regering 
kan gøre sig gældende. Ligesom i Rogers Tid udstedes 
mange Gavebreve til Kirker og Klostre — altfor mange i saa 
trange Tider. 

De italienske Kronikeskrivere, Romuald af Salerno og 
Falco af Benevent beretter intet om Edels Styrelse, ikke heller 
om hendes Karakter og Evner, mens de dog dvæler ved 
Erindringen om de fyrstelige Herrer Roger og Vilhelm; 
Romuald nævner hende kun som „Hertugens Moder", „Robert 
Frisers Datter", „Danernes Dronning". Edel var en fremmed 
og en Kvinde og har maaske ikke haft nogen udpræget Person- 
lighed. Det er da vanskeligt at sige, hvad hun var. Stærkest 
fremtræder hendes kirkelige Interesse og dertil hendes Tro- 
fasthed mod Kong Knuds Minde. Fra Italien sendte hun 
Gaver til hans Helgenskrin — maaske de byzantiske Tojer, 
man har fundet deri, — det rode Silketøj med Ornemonstrct 
og det gule med blaa Fugle. Kors og Hjerter. 

Danske Dronninger. 2 



8 



BODIL. 



Bodil Bodil hed Erik Ejegods smukke og gode Dronning, Knud 

Lavards Moder. Hun bar Navn efter sin Farmor, en Datter 
af Haakon Jarl den Yngre. løvrigt var hendes Slægt dansk, 
— en urolig Slægt, der havde Lyst til det fjerne og for paa 
lange Rejser. Farfaderen Ulv kaldtes Galizie-Ulv, fordi han 
havde gjort Tog tilGalizien; af de yngre Slægtled drog Biskop 
Svend af Viborg og hans Broder Eskil til Palæstina og fandt 
deres Grav i en lille Kirke paa Oliebjerget; ogsaa Ærkebisp 
Eskil i næste Generation gæstede det hellige Land, mange 
Aar af sit Liv levede han uden for Danmark og døde som 
Munk i Clairvaux. Slægten havde iltre, trodsige Mænd, men 
Bodil fik i Traditionen Lov for sit blide Sind, hun nævnes af 
Saxo som „et lysende Spejl paa Kvindetaalmod," fordi hun 
ikke harmedes over Kong Eriks Utroskab, men endog smyk- 
kede hans Friller med egen Haand: „De Møer, som stjal 
hans Hjerte, satte hun større Ære i at hædre end i at hade; 
hun lagde ikke blot Skjul paa sin Mands Skændsel, men saa 
bort fra hans Frillelevned og fandt sig i at være venlig mod 
dem, der fortjente hendes Fjendskab". Denne Saxos Lov- 
prisning af Nedværdigelsen har undret og forarget senere 
Tider, og man har peget paa Klerkens bristende Forstaaelse 
af Mennesker; men Spørgsmaalet er, om vor Historieskriver 
har givet andet, end hvad Traditionen gav, — om han i dette 
Forhold ikke dømte med Samtidens Dom. 

Da Kong Erik for at sone Drabet paa sine fire Hird- 
mænd vilde drage „den nye Bods Vej" til Jerusalem, fulgte 
Dronning Bodil som saa mange andre Kvinder i Korstogs- 
tiden sin Mand. Rejsen gik gennem Rusland til Constanti- 
nopel og over Middelhavet til Bapho paa Cypern, en By, der 
nævnes atter og atter i middelalderlige Krøniker og Rejsebe- 
skrivelser som Anløbssted for Palæstinafarere. Her blev Kong 
Erik syg og døde, men hans Hustru fortsatte Rejsen til 
Jerusalem. 

„Bodil døde paa Oliebjerget og blev begravet i Josaphats 
Dal**, hedder det kort og knapt i Anders Sørensen Vedels 
Excerpter af Robert af Elys nu tabte Skrift om Knud Lavard, 



:9 



og forgæves søger man mere Viden i den omfattende Palæ- 
stinalitteratur. Man finder ikke Dronning Bodils Navn i de 
mange Dokumenter fra Jerusalem med dets kirkelige Stiftelser, 
ikke heller i Korstogstidens Krøniker; der er ingen Overleve- 
ring om hendes Grav, endskønt man i det 12te Aarhundrede 
flere Gange hører om Begravelser i Josaphats Dal nær ved 
Jomfru Marie Gravkirke derude. Men Vedels fattige Notits 
faar en egen Betydning, om den læses med Korstogslitteraturen 
i Minde. Man gætter, hvad Robert af Ely har skrevet, og 
man aner lidt om Dronning Bodils sidste Dage, naar man 
erindrer, hvorledes hin Tids Mennesker higede mod Palæstina 




Jomfru Marie Gravkirke i Josaphats Dal. 

Og ikke ønskede at vende hjem, men at do paa de hellige 
Steder, til hvilke de ikke blot knyttede Minder, men ogsaa 
Drømme om Verdens sidste Tid, da den sidste Romerkejser 
paa Oliebjerget skulde nedlægge sit Scepter og sin Krone, og 
alle skulde stævnes til Doms i Josaphats Dal. 



MARGRETE FREDKULLA. 



Vi har ovenfor omtalt Margrete Fredkulla, Kong Niels' .Margrete 
Dronning, som en af de Fyrstinder, der drog fra Norge til 
Danmark. Hun var svensk af Fødsel, Datter af Kong Inge 



20 

den Ældre og hans Dronning Helena. Hvorfra Helena stam- 
mede, vides ikke, men hendes Navn og de Navne, Døtrene 
5ar^ _ Margrete, Kristine og Katrine — synes at tale om, at 
hun var af fremmed Byrd, maaske af russisk Fyrsteslægt; thi 
i Norden holdt man fast ved de Navne, der var overleverede 
fra Forfædrene, kun langsomt trængte de kirkelige Navne ind 
og da ofte ved Forbindelse med udlandske Slægter. 

Margrete blev i 1101 gift med Norges Konge Magnus 
Barfod, der havde kriget paa Kong Inges Land, hun skulde 
være Pant paa Freden og kaldtes Fredkulla (Fredpigen); men 
snart efter Brylluppet drog Magnus vesterpaa til nye Kampe. 
„Magnus med de hurtige Skibe" kaldte Irerne ham. Han 
vandt Dublin og Egnen derom, overvintrede i Connaught og 
tog næste Aar store Dele af Ulster; men just som han be- 
redte sig til Hjemfærd, blev han en hed Sommerdag, da han 
og hans Mænd dumdristigt havde øvet Strandhug, overfaldet 
af Irerne ude i et Mosedrag. Her faldt Magnus knapt 30 Aar 
gammel. „Ry skal en Konge søge, ikke langt Liv", havde 
han sagt. 

Margrete Fredkulla giftede sig anden Gang med Kong 
Niels, en Mand, der var vidt forskellig fra den raske Magnus. 

Niels tænkte kun paa de smaa Ting, han var uden Handle- 
kraft og havde saa vist „aldrig taget Lykken med Vold". Møjen 
og Ansvaret lod han andre om, selv var han let at lede. Han 
bøjede sig for Dronning Margretes Overlegenhed, men efter 
hendes Død lyttede han til Bagsnak og drev for alle Vinde. 
Hans Hustru kom til Danmark til vanskelige Forhold i Konge- 
slægten og i Riget, men hun vandt et godt Navn for sit milde, 
fredsæle Sind, for fast Vilje og Dygtighed. I et Skrift, der er 
affattet endnu i det 12te Aarhundrede, hedder det ved Om- 
talen af Niels' Kongetid: „Men da Niels ikke havde saa vidt 
et Syn eller saa megen Styreevne, som Rigets Tarv krævede, 
beroede Styrelsen for Størstedelen paa den ædle Dronning 
Margrete, saa at fremmede sagde, at Danmarks Styrelse laa i 
Kvindehaand. Men denne Dronning, som var en vis og høj- 
sindet Kvinde, viste moderlig Kærlighed mod Kong Eriks Søn 
Knud ligesaafuldt som mod sin egen Søn Magnus. Knud og 
Magnus var da ogsaa Venner og Kammerater, saaledes som 



21 

Blodets nære Baand krævede det; og saalænge Dronningen 
levede, kunde der ikke trives noget Fjendskab mellem dem". 

Hvad nu Landets Styrelse angaar, søger vi forgæves mere 
Viden i den nys citerede Levnedstegning af Knud Lavard og 
hos Saxo. Saxo omtaler Margretes Slægt, hendes Born, 
Arbejdet for at udjævne Modsætningen mellem Knud og 
Magnus, hendes rige Gaver til Kirkerne, men har intet Ord 
om hendes Styreevne eller om en Virken uden for Slægtens 
Kreds. Han skildrer Niels' Kongetid som en Forsmædelsens 
og Ufredens Tid, men paa den mørke Baggrund lyser Knud 
Lavards Skikkelse. Atter i Levnedstegningen er Knud Lavard 
Helten, — hans Livsgerning og Skæbne skal fortælles, og alt 
andet maa træde tilbage for dette Maal. 

Saa meget tungere vejer Skriftets Ord om Dronning Mar- 
gretes Indflydelse under Kong Niels' Regering, thi de kommer 
tilfældigt og uden Tanke; vi tør være sikre paa, at hun har 
haft stor Betydning, siden hendes Ros lyder i et Værk til 
Knud Lavards Ære. Men hvorledes hun greb ind, paa hvilke 
Omraader hun virkede, erfarer vi ikke af de gamle Skrifter; 
der er imidlertid Sandsynlighed for, at det er Dronning Mar- 
grete, som har ladet opføre den ostre Vold fra Hadeby Nor 
til Danevirkeso, et stort Fæstningsværk, der ses at være bygget 
til Værn for Slesvig By og for at hindre, at Fjenden trængte 
frem over Vadestederne ved Sliens inderste Vig. Denne Del af 
Danevirke kaldtes til sene Tider Margretevolden af Egnens Folk. 

Lokaltraditionen er trofast og har paa somme af Historiens 
Omraader sin egen Værdi. 

I Slægtens Kreds var Dronningen den forsonende — i 
Sandhed en Fredkulla. Hun kunde have saaet Splid blandt 
ilsindede Frænder, men brugte al sin Indflydelse til det gode, 
hun kunde have baaret Nag til Kong Eriks og Dronning 
Bodils Søn, men hun holdt meget af ham og satte sin Lid 
til hans Retsind og Trofasthed. Knud blev gift med Dron- 
ningens Søsterdatter Ingeborg fra Rusland, og Margrete gav 
selv Bruden Medgift af sit Fædrenegods. Margretes Broder- 
datter Ingerd fra Sverige blev Henrik Skadelaars Hustru og 
udstyredes paa samme Vis; — ja der er ved denne Tid endnu 
flere Forbindelser mellem de russiske og danske, svenske og 
norske Fyrstefamilier, og de skyldes vist for en Del Dron- 



22 

ningens Iver for at befæste Freden i Norden. Navnlig maa 
Malfrid man tro, at Margrete har ordnet sin anden Søsterdatter Mal- 
frids Brudefærd fra Rusland til Norge; hun blev gift med den 
tungsindige Kong Sigurd — Sigurd Jorsalfarer — og ægtede 
efter hans Dod Erik Emun. 

Eet Sporgsmaal var dog uløst og samlede Bitterhed og 
Had, Sporgsmaalet om, hvem der skulde følge Niels som 
Konge i Danmark. Vi ved ikke, om Dronning Margrete har 
haabet for sin eneste Søn, men det tør vi sige, at hvis hun 
havde intrigeret eller blot arbejdet for ham, da havde hun 
faaet et andet Eftermæle i Saxos Værk og i Knud Lavards 
Levnedbeskrivelse. Nu er det kun tydeligt, at hun har frygtet 
for, hvad Fremtiden vilde bringe, thi paa sit Dødsleje kaldte 
hun Knud til sig og bad ham holde over Fred og Venskab 
med Magnus, selvom denne lyttede til onde Raad eller lod sig 
lede af sin egen Daarskab. Hun har gennemskuet de daar- 
lige Karakterer, der omgav Magnus, og kendt Sønnens Fejl. 
Blandt Nid og Vrede og Vankelmod stod Margrete Fredkulla 
høj og overlegen til det sidste; — da hun ikke var mere, 
brød Stormen løs. *) 



SOPHIA. 

Striden om Kronen og Hadet mellem Kongefrænderne 
blev Danmarks Ulykke i lange Tider. Magnus fældede Knud 
Lavard, Erik Emun fremtraadte som Knuds Hævner, og i 
næste Generation stod Svend og Valdemar, Sønner af Erik 
Emun og Knud Lavard, mod Magnus' Søn Knud. Valdemar 
og Knud maatte fra første Færd være Fjender for deres 
Fædres Skyld, men efter nogle Aars Forløb kom det til en 
Udsoning mellem de to unge Fyrster. De var begge aabne 
og ærlige og mødte hinanden i Tillid, mens Valdemar overfor 
Svend følte sig mere og mere ilde til Mode paa Grund af 
Kongens ændrede Sindsstemning og den uheldige Udvikling 
af hans Karakter. Hertil kommer saa, at Knuds Raadgivere, 



•) Efter Margrete Fredkullas Død ægtede Kong Niels en norsk Kvinde af 
gammel Slægt Ulvhild, der forlod ham, lokket af Kong Sverker i Sverige. 



23 

der forstod, at Valdemar var Kong Svends største Styrke, 
gjorde deres for at skille de to ad og drage Valdemar over 
til Knud; Midlet og Fredspantet skulde Knuds Halvsøster 
Sophia være. De lovpriste hende for Valdemar, der i Følge Sophia 
Saxos Fremstilling gerne lyttede til deres Tale og gerne fulgte 
deres Forslag, thi Sophias Skønhed drog ham stærkt. Men 
en Stund stod han dog tvivlraadig, og som Grund for sin 
Tøven gav han Sophias Fattigdom, idet hun som Datter af en 
russisk Fyrste ikke vilde arve Gods i Danmark. Da gav 
Knud Tredjedelen af alt sit Arvegods i Medgift, og Sophia 
blev Valdemars Fæstemø. „Derved knyttedes atter det glemte 
Frændskabs Baand, der saa længe havde været brudt af deres 
usalige Had, og saa ærligt mente de det med hinanden, at det 
ny Forbund ikke skæmmedes ved det ringeste Spor af gam- 
melt Nag og Fjendskab fra deres egne eller deres Fædres 
Dage". 

Sophia var Datter af en russisk Fyrste Volodar og Richiza 
af Polen, som i sit første Ægteskab med Magnus den Stærke 
var bleven Moder til Knud; selve hendes Navn sagde, at hun 
var en fremmed, thi Sophia nu saa gammelkendt et Navn var 
dengang nyt for de danske, det kom først med Valdemar den 
Stores Brud ind i Kongeslægten, hvor vi oftere møde det i 
de følgende Generationer tillige med Moderens fremmede 
Navn Richiza. 

Valdemars Fæstemø var ved Trolovelsen kun halvvoksen, 
og han gav hende da til en Frue ved Navn Bodil at opdrage, 
og først .i 1157, da Knud var bleven myrdet i Roskilde, og 




I 



>f 



Valdemar samlede den dræbte Konges Parti om sig til Hævn- 
krig mod Svend, hjemførte han den Hustru, Knud havde givet 
ham som Pant paa deres Forbund. Brylluppet stod i Viborg 
umiddelbart før den afgørende Kamp, og da Sejren var vunden, 
lod Kongen præge Mindepenge, — smukke Brakteater eller 
Hulpenge, der med deres Billeder og Symboler tale, om Ægte- 
skabet mellem Valdemar og Sophia, om Sejren og Freden. 



24 

Paa en af Monterne ser man en Kongeskikkelse over for en 
Dronningeskikkelse: Kongen rækker Dronningen et Sværd i 
Skede eller paa en anden Mønt en Palme; man ser Konge 
og Dronning med et Scepter imellem sig og en Fane imellem 
sig; fremdeles Konge og Bisp, Sværd og Krumstav, „Agnus 
Dei" og et anseligt Kongehoved. Denne sidste Mønt bærer 
Indskriften „Wibergis". 

Under Kong Valdemars dygtige og lykkelige Styrelse blev 
de danske enige og stærke, de fik Kraft til Landvinding i 
mere end een Forstand, og de erhvervede Anseelse blandt de 
fremmede, som nu ofte nævner Danmark og dets Konge i 
deres Skrifter af forskelligste Art. De danske droges ind i 
europæisk Kultur mere end før, men de droges ogsaa ind i 
den europæiske Interessestrid, Intrigespillet og Familiecombi- 
nationerne; Valdemars Slægt kom til at lide under den ny 
Iver for at knytte Forbindelse med Capetingerne i Frankrig 
og med Tysklands stridende Slægter. Kongedatteren Ingeborg 
drog paa en lang Brudefærd til Frankrig, men blev forstødt 
af Philip August straks efter Brylluppet, og Aar gik hen, inden 
hun fik ført sin Sag frem; en anden Datter trolovedes med 
Frederik Barbarossas Søn, men blev under en ændret politisk 
Situation hjemsendt med alt sit Udstyr; og Dronning Sophias 
Skæbne skulde ikke blive Døtrenes ulig. Da Kong Valdemar 
var død i 1182, vilde Knud VI og hans Raadgivere frigøre sig 
for al Afhængighed af Kejseren og søgte Tilnærmelse til de 
tyske Fyrster, der stod Frederik Barbarossa imod. En af 
disse nye Forbundsfæller, Landgrev Ludvig afThiiringen, for- 
skød sin Hustru og bejlede til den danske Enkedronning; 
Kong Knud fulgte sin Moder i ærefuldt Optog til Ejderen, 
hvor den tyske Herre mødte dem. Men snart efter at Land- 
greven havde hjemført sin Hustru, sendte han hende tilbage 
med Forsmædelse; han havde ændret Politik eller skiftet 
Sind, begge Dele gik hurtigt i de Tider. Vi ved ikke, om 
Dronning Sophia tjente Sønnens Politik, idet hun gav Land- 
greven sin Haand, eller om hun selv ønskede det ny Ægte- 
skab og havde sat sit Haab til en betydningsfuld Stilling i 
Tyskland. Ærgerrig har hun maaske været, som Saxo an- 
tyder, for Resten omtaler han hende sjældent og synes ikke 
at have haft Sympathi for hende. Men saavel Saxo som 



25 



Svend Aagesøn fortæller om hendes Skønhed, Svend Aagesøn 
maa berømme hende med zirligeOrd: „Hun var i Besiddelse 
af en ualmindelig fager Skabning, som Naturen havde anvendt 
al sin Skønheds Kunst paa at danne. Ja, til at beskrive 
hendes Skønhed vilde selv en Tullius' Veltalenhed være for 
mat, Nasos Digteraare vilde løbe tør, Vergils Begavelse vilde 
have svær Møje dermed". Middelalderen kalder i Iver og 
Beskedenhed Oldtidsforfatterne til Hjælp: Cicero hentes fra 
Underverdenen, St. Hieronymus fra sin Himmel, — og Old- 
tidsskikkelserne drages frem til Sammenligning: Thyra Dane- 
bod har for Svend Aagesøn Nestors Erfaring, Odysseus' Snild- 
hed, Salomons Visdom, men Ingeborg af Danmark er efter 
Stephan af Tournays Ord næsten modnere end Sara, visere 
end Rebecca, mere yndefuld end Rachel, frommere end Anna, 
mere kysk end Susanna; Helena og Polyxena staar ikke over 
hende i ædel Skønhed. 

Dronning Sophia døde den 5te Maj 1198 og blev begraven 
ved Kong Valdemars Side i Ringsted Klosterkirke, hvor Slægtens 
Medlemmer kom til at hvile hos Stamfaderen, den hellige Hertug 
Knud Lavard. Her jordfæstedes Hertug Christoffer, Toves Søn, 
hos sin Fader Kong Valdemar, fremdeles Kong Knud VI og 
hans Søster Richiza, Valdemar Sejr med sine to Dronninger, 
Valdemar den Unge og Eleonora af Portugal og mange flere; 
men fjernt fra Kongegravene og alene hviler Knud VI's Hustru 
Dronning Gertrud ovre i Væ i Skaane. 



GERTRUD, 



Henrik Løves Datter, er en mærkelig ensom Skikkelse; hun Gertrud 
synes fremmed og forglemt i den Slægt, til hvilken hun var 
bleven knyttet af politiske Hensyn, og fremmed og ligegyldig 
for det danske Folk, som i hende maaske mest har set Sakser- 
hertugens Datter, Gidselen for Fred paa Østersoen. 

Gertrud var ganske vist ikke Danmarks første tyskfødte 
Dronning, thi Erik Lam havde været gift med Lutgard, Datter 
af Markgrev Rudolf af Soltwedel, og Svend Grade havde ægtet 
Konrad af Meifsens Datter Edel, men i Valdemars og Knuds 
Tid havde den nationale Bevidsthed vundet i Styrke, og Had 



Tyskfodte 
Dronninger 



26 



til Tyskerne kom til Orde. Man mindedes Ydmygelsen, og 
Naget blev bitrere, alt som Ryggen rankedes. Historieskri- 
verne vidste intet at fortælle om Gertruds Personlighed, Folke- 
visedigterne fængsledes ikke af hendes Skæbne, de sang om 
den onde Soffi, om Dagmar og Bengerd, men ikke om Dron- 
ning Gertrud. Saa stor Tavshed hersker om hendes Navn i 
den danske Overlevering, at hun snarere fremtræder for os 
som Welfernes Datter end som Danmarks Dronning. 




Ringsted Kirke efter Restaurationen. Fotografi. 



Henrik Løve, Hertug af Saksen og Bayern, havde i Ægte- 
skabet med Clementia af JZahringen to Døtre Gertrud og 
F^ichenza. Børnene var opkaldte efter Bedstemoderen Ger- 
trud, Kejser Lothars Datter, og Oldemoderen Kejserinde Ri- 
chenza; Navnet Gertrud følges "end længere tilbage i Genera- 
tionerne. Slægten havde god Grund til at holde sine gamle 
Navne og sine Minder i Hævd, thi den talte højtstræbende og 
evnerige Mænd og dygtige Kvinder, som ikke veg tilbage fra 



27 

Mandsgerning, naar det gjaldt, — vi nævner den gamle Kejser- 
inde Richenza, en Tid Welferpartiets Overhoved, — Henrik 
den Stolte, der ikke bar sit Tilnavn forgæves, — hans kække 
Søster Judith, Frederik Barbarossas Moder, — endelig Henrik 
Løve, hvis Ærgerrighed og rastløse Virketrang er Faderens, 
og hvis Historie med Ære og Fald er Henrik den Stoltes 
Historie om igen. 

Begge Henrik Løves Døtre fik Tilknytning til Danmark, 
idet først Richenza siden Gertrud lovedes til Valdemar den 
Stores Søn Knud. Kong Valdemar havde i Begyndelsen af 
sin Regering, da Landet var svækket af Borgerkrigen, søgt 
Henrik Løves Venskab, for at den mægtige Hertug kunde 
skaffe Danmark Fred for Vendernes Hærgen. Han havde 
betalt dette Venskab for gode Penge og havde støttet Henrik, 
naar han tugtede Venderne, men snart forstod den danske 
Konge, at Hertugen ønskede hans Hjælp og hans Penge, 
men ikke undte ham Fodfæste i Venderlandet. Hertugen 
vidste dog stadig at knytte Valdemar til sig, naar Øjeblikket 
krævede en Fællesaktion mod Venderne, — under saadanne 
Vilkaar aftales i 1164 en Trolovelse mellem Hertugens Datter 
Richenza og Knud Valdemarsøn, der da var 1 Aar gammel; 
men den lille Pige døde, og Forbundet mellem Kongen og 
Hertugen var ved at briste, thi mens Henrik Løve trængtes 
af sine Fjender i Tyskland, voksede Valdemars Sikkerhed og 
Selvfølelse, da søgte Sakserhertugen paany at drage Kongen 
til sig ved at foreslaa, at Datteren Gertrud en Gang i Frem- 
tiden skulde ægte den danske Kongesøn, — Knud var nu en 
fireaars Dreng, men Gertrud Enke efter Kejser Konrads 
straalende Søn Frederik af Rothenburg; vi ved ikke nøje, 
hvor gammel hun var. 

Venskabet mellem Kongen og Hertugen var dog skrøbe- 
ligt nok. 

Valdemar vakte Henriks Vrede ved Erobringen af Rygen 
og ved at nægte ham Del i Byttet, og Hertugen slap da de 
vendiske Sørøverflaader los mod de danske Kyster. Danskerne 
gjorde Gengæld, indtil begge Parter enedes om at standse den 
ødelæggende Fejde. Valdemar kom til Mode med Henrik 
Løve ved Ejderen St. Hans Dag 1174; Kongen maatte ind- 



28 

romme Hertugen hans Krav, og Henrik sendte sin Datter til 
Danmark som Fredspant. 

Men hverken Trolovelse eller senere Ægteskab mellem 
Valdemars Son og Henriks Datter formaaede at binde Fæd- 
rene sammen, og Valdemar bidrog sit til den mægtige Hertugs 
Fald. Henrik Løve mistede Saksen og Bayern og maatte gaa 
i Landflygtighed. Han drog i Juli 1182 til Kong Henry af 
England, som var Fader til hans anden Gemalinde. 

En engelsk Krønikeskriver beretter om Henrik Løves 
Ankomst til Normandiet i Følge med Hustru, Datter og to 




Væ Kirke. (Professor J. Kornerups Radering i 
antikvarisk-topografisk Arkiv). 

Sønner, men hans Ord er tvetydige, saaledes at det ikke 
kan afgøres, om den nævnte Datter er Gertrud eller hendes 
lille Halvsøster, der bar det gamle Navn Richenza. Hvis 
man turde fastslaa, at det er Gertrud, Radulphus de Diceto 
taler om, vilde man have et væsentligt Bidrag til hendes 
Karakteristik: Hun havde forladt den danske Kongeslægt, 
der havde drevet welferfjendtlig Politik, for at følge sin Fader 
i Landflygtighed. Et saadant stærkt Udslag af Slægtfølelse 
vilde ikke være usandsynligt hos Welfernes Datter. Dog eet 
Forhold taler meget imod, at Gertrud skulde have forladt 
Danmark i Sommeren 1182: Kong Valdemar var død i Maj 



29 

Maaned, og Knud var bleven hans Efterfølger. Han brod 
afgjort med Faderens kejservenlige Politik, og i Tyskland op- 
fattedes hans Holdning i de første Aar som bestemt ved Ægte- 
skabet med Henrik Løves Datter; dog i saa Fald havde Knud 
vel mere energisk støttet Svigerfaderen i Forsøget paa at 
genvinde de tabte Lande; nu var Danmarks Uafhængighed og 
Ære det første og det sidste, Welferpolitikken kun et Moment. 

Saavel fra welfisk som fra dansk Side søgte man Til- 
nærmelse, men en Samvirken kom ikke i Stand. Kong Knuds 
Broder den sønderjydske Hertug Valdemar tilbød i et Brev 
Henrik Løve Gæstfrihed og al Ære, og Henrik sendte sin 
unge Søn til Danmark og bad ham ikke vige fra Kongens 
Side, før han havde opnaaet Hjælp. Om Dronning Gertrud 
meldes intet. Hun døde i 1197. Arild Hvitfeld, som ejede 
Gaard i Gårds Herred i Skaane og kendte Egnen, har i sin 
Danmarkshistorie, hvor han beretter om Dronning Gertruds 
Død, følgende Oplysning: „Oc bleff hun begraffuen til Whæ. 
Hendis Liigsteen udi vor tid er funden. Oc vaar icke andet end 
en slet rød Feldsteen udhuggen met it Laag paa. Men hendis 
Been vaar fortæret. Hun lod bygge uden for Whæ en Capel, 
heder Sancte Giertruds Capel, sig til en Ihukommelse." 

Maaske har hun haft sit Gods i Skaane og boet paa 
Kongsgaarden i Væ, men mærkeligt er alligevel hendes en- 
somme Hvilested, og underligt er det, at Gertruds Navn alene 
savnes i Kalenderen i „Kong Valdemars Jordebog," hvor 
Slægtens Dødsdage er optegnede, og at Kong Valdemars og 
Dronning Sophias, Kong Knuds og Hertug Christoffers Navne 
indførtes i Mindebogen i Liineburg St. Michael Kloster, mens 
Gertrud, Henrik Løves Datter, blev glemt. 



MARGRETE DAGMAR. 

„Margrete, Danernes Dronning", læses under den 24nde 
Maj i Kalenderen i „Kong Valdemars jordebog", og samme A\argrctc 
Navn findes ved samme Dato i Kalenderen i den smukke ^^^^^ 
Psalter, der engang tilhørte Jacob Sunesons Slægt, og som nu 
er i London i British Museum. 

„Margrete, Danernes Dronning" er Valdemar Sejrs Hustru. 



30 



Folkedigtningens elskelige Dronning Dagmar. „Margrete 
var hendes rette Navn, Dagmar hed hun for hendes Væn- 
hed," forklarer den gamle Oversættelse af Rydaarbogen; 
Margrete var et kirkeligt Navn, som vi ofte møder, men 
Dagmar d. e. Dagens Mø synes som et Tilnavn, saale'des at 



fT 






^ 



^^n\\ t tni 



pV(Wm\ pl!]it)j^n. nafob! 



L il> vxn 

Ptt"'^ vi 

L.;? .;f .mi 

L 0". m 
rj|ri>ut A 

C ,tvn 

,Kv "a 'p)x 

r >* ^ /V 
! li >t 

- - .(T . VI 

c .in 
^ "5 II 



1) A.A an 

y^ oliftnnif m\te iwtann atnia 









tmw 



^^^^ T ^ngmimtf femr fui-ftT fol ij' 



ctrtnwttnurgmif. 



f. 



„-^ 



TinH 1 M^f Kalenderen i „Kong Valdemars Jordebog.« 

Dro^n i ;;; °P''' ^^«"^ ''^"'"•="' »Sophia Danernes 
Dronnmg ; ved 24nde Maj: „Margareta regina danorum", 

»"'argrete Danernes Dronning" 

(Fotografi i kgl. Bibliotek. Originalmanuskript i Stockholm). 

Islændingenes Benævnelse „Margret Dagmær Dana Drotning« 
er at ,gne med de kendte Navne Margrete Fredkulla og 
Margrete Sprænghest. Dog i et Par Aarboger læses „Dagwmarh« 



31 

„Daghmar" alene og paa en saadan Maade, at man faar Ind- 
tryk af, at her alligevel er Tale om et rigtigt Navn; man har 
da fremsat den Hypotese, at det danske Dagmar gengiver det 
bøhmiske Navn Dragomir, som bares af Stammoderen for 
Dronningens Slægt, men der vides rigtignok intet om, at vor 
Dronning er bleven kaldt Dragomir, og en Opkaldelse efter 
Stammoderen er ret usandsynlig, idet den gamle Dragomir 
havde et ondt Ry; ingen andre af Slægtens Kvinder havde 
det Navn. 

Navnet Dagmar bruges ikke i Danmark i Middelalderen 
og heller ikke i det 16de, 17de og 18de Aarhundrede, først 





Emailleret Guldkors, fundet i Dronning Dagmars Grav 
i Ringsted Kirke. 



et Stykke ind i det 19de Aarhundrede dukker det op, og den 
ny Navneskik er maaske ikke uden Sammenhæng med den 
Kærlighed til Minderne fra Valdemarernes Dage, som vaktes 
ved Ingemanns Romaner. 

Margrete-Dagmar, „den ædle Dronning", som det hedder 
i en gammel Genealogi, var Datter af Premysl Ottokar I af 
Bøhmen i Ægteskab med Edel af Meifsen, hvem han efter 
mange Aars Samliv forstødte. Edel tyede til sin Slægt i 
Meifsen, og vistnok fra Meifsen og fra de mødrene Frænder 
kom Kong Valdemars Brud til Danmark. Brylluppet stod i 
1205, og næste Aar blev Bisp Valdemar lost af Fængsel — 
paa Dronningens Bon, siger Aarbogcn Ira Ryd Kloster. 1209 



32 

nævnes som det Aar, da Kongesønnen Valdemar blev født, 
1212 den 24nde Maj døde Dronning Dagmar. 

Mere ved Historien ikke om Dronning Dagmar, men 
Folkedigtningen mindes en prægtig Bejlerfærd: 

Tthi wonnde op sylcke-seegell y forgyldene ruo 

— Saa mange forgylldenne flyø — 
Thy seglitt tiell Bierr-land y maanitt thuo. 
— Saa seegler hånd iuncker Sttranngy mod iumfru Daumuor. — 

Folkevisen mindes Dronningens Bøn om Morgenen efter 
Brylluppet, da hun skal kræve sin Morgengave af Kongen: 

„Den første bøn, der ieg eder beder, 
Den beder ieg eder saa blide: 
I lader ud biskop Valdemar, 
Aller-kieriste morbroder min! 

Den anden bøn, ieg eder beder. 
Den beder ieg ether saa gierne: 
I giffuer alle ploifue-pending til, 
Oc alle fanger i iern!" 

Kongen frygter for at lade Bisp Valdemar løs og beder 
Dronningen tie med den Bøn, men hun tvinger sin Vilje 
frem : 

Hun tog guldkrunen aff sit hoffuet 
Oc sætte den for kongen paa baard: 
„Huad skal ieg i Danmarck giøre 
Mig maa icke widis it ord." 

Skønnest er den enkle, stilfærdige Vise, der fortæller om 
Dronning Dagmars Sygdom og om Kongens fortvivlede Ridt, 
som dog var forgæves: 

Der vaar ynck i fruer-stue, 

Der alle de fruer de græd: 

Dronning Damor død i liden Kierstins arm, 

Der kongen red op at stræde. 



33 

Det vaar danner-kongen, 

Hånd ind at dørren tren: 

Det vaar liden Kierstin, 

Hun recker hannem haanden igien. 

„Oc hør i, danner-kongen, 
I skal huercken sørge eller quide: 
Wi haffuer fanget en søn i dag, 
Haffuer skorn den aff Damors side." 

Jeg beder eder alle, iomfruer oc møer, 
Beder eder for Guds skyld saa gierne: 
I beder en bøn for Damors siel. 
At hun maatte met mig tale." 

Dronning Damor reiser sig aff baren op, 
Hendis øyen vaar blodige røde: 
„O vi, o wi, min edelig herre! 
Hui giorde i mig den møde? 

Den første bøn, der ieg eder beder, 
Den vider i mig saa gierne: 
Alle fridløss mend dem giffuer i fred 
Oc lader alle fanger aff iern! 

Den anden bøn, der ieg eder beder. 
Den kommer eder selff til fromme: 
I tager icke ved Biengierd! 
Hun er saa besk en blomme. 

Den tredie bøn, der ieg eder beder, 
Den vider i mig saa gierne: 
Lader i Knud, min yngste søn, 
Oc konning i Danmarck være. 

Oc haffde ieg icke min ermer om søndag snord, 

Oc icke striger*) paa sat: 

Da haffde ieg icke i pinen brend 

Oc huercken dag eller nat. 

*) I Følge Tidens Mode var Kvindedragtens Underærmer ganske snævre 
og snoredes til ; Overærmerne var vide og hang løst ned, de hørte 
egentlig ikke med, men blev sat paa, hver Gang man ifortc sig 

Danske Dronninger. 3 



34 



Hor i det, min edelig herre, 

Vil i mere aff mig vide: 

Der sidder Guds engel i Himmerig, 

De monne fast effter mig lide." 

I Ringsted[der huiler dronning Damor. 



BERENGARIA. 



En Dronning krones. 

Kalkmaleri i Kjeldby 

Kirke paa Møen, 

(Magnus Petersen: 

Kalkmalerier 

i danske 

Kirker). 




Paa Folkets Læber lød ogsaa 
en Vise om Kong Valdemars anden 
Hustru, Dronning Berengaria, den er 
kun bevaret i Brudstykker, men man 
ser dog, at Berengaria fremstilles som 
den hovmodige, egenkærlige Kvinde, Dron- 
ning Dagmars Modbillede. Ogsaa Berengaria kræver Morgen- 
gave, men hun beder ikke om, at Fangerne maa løses, og 
Folket lettes for Plovpenge, hun fordrer Samsø og en Guld- 
krone af hver Mø, hun under ikke Fruer at bære Skarlagen 
eller Bondesøn at ride god Hest, hun vil tynge Landet med 
Told og Skat. Men Straffen udebliver ikke: 

Then første piil, i leding var skudt. 
Hun vor i Berngerds hierte brot. 

Dette er poetisk Retfærdighed, — om Virkeligheden sva- 
rede dertil er en anden Sag, og om Berengaria var, som 
Folket dømte, synes yderst tvivlsomt, thi den folkelige Dom 

Dragten. Paa Tysk hed disse Overærmer „Stuche^ Maaske er Folke- 
visens „striger" Fejlskrift for „Stuche", maaske er „strige" det danske 
Ord for et saadant Ærme. 



35 



har til alle Tider været absolut og selvsikker, men meget ofte 
ubarmhjærtig og uretfærdig. 

Berengaria var Datter af Kong Sancho I af Portugal; hun 
synes dog ikke at være kommen til Danmark direkte fra sit 
Fødeland, men over Flandern, hvor hendes Broder Grev 
Ferrand havde Herredømme, thi ikke blot nævnes hun gen- 
tagne Gange i vore Aarbøger som Grev Ferrands Søster, 
men nogle Annaler fra Liittich har midt iblandt mange lokale 
Efterretninger en Bemærkning om, at Kongen af Danmark 
Aar 1214 ved Pinsetid fik den flanderske Greves Søster til 
Hustru, og en dansk Aarbog, som er affattet under Valdemar 
Sejrs Regering, viser just ved denne Tid Opmærksomhed for 
Forholdene i Nederlandene. 

Berengarias Slægt havde stærke Karakterer, men om Dron- 
ningens egen Personlighed ved vi intet. Hun blev Moder 
til Erik, Abel og Christoffer og til en Datter, som fik Far- 
moderens Navn Sophia. I Følge en fremmed, men samtidig 
Krønikeskriver Henrik af Letland døde Berengaria ved en 
Barnefødsel. Den 27nde Marts 1221 gik hun bort. 




En Dronning. 

Kalkmaleri i Ringsted Kirke. 

(Magnus Petersen: Kalkmalerier 

i danske Kirker). 



36 



JUTTA. 

Jutta I Slaget ved Bornhøved kæmpede paa Danmarks Fjenders 

Side og i deres første Rækker to tyske Fyrster, hvis Døtre 
senere begge skulde blive danske Dronninger. I Aaret 1239 
ægtede den udvalgte Kong Erik Hertug Albrecht af Sachsens 
Datter Jutta, og to Aar før, den 25de April 1237, havde Grev 
Adolf af Schauenburg med stor Pragt fejret sin Datter Mech- 
thildes Bryllup med Hertug Abel af Sønderjylland. 

Den Forligspolitik over for Nordtysklands Fyrster, som 
den gamle Kong Valdemar beseglede med disse Forbindelser, 
lykkedes med Hensyn til Sachsen, idet Hertug Albrecht støttede 
sin Svigersøn, Erik Plovpenning, under de Stridigheder, der 
opf>idte hans Regering. Ogsaa Dronning Jutta ser vi optræde 
under disse Stridigheder — paa en Maade, som vel imidlertid 
snarere giver Bidrag til Tidens end til hendes personlige 
Karakteristik. „Dronningen, Jutta ved Navn, som dengang 
opholdt sig paa Skanderborg, borttog hver Dag med Magt, 
hvad hun fandt for godt, fra vor Gaard Tørning," fortæller 
nemlig en Munk fra Øm Kloster i Himmelbjergegnen, og han 
fortsætter med at berette om, hvorledes hun truede Brødrene 
med Mishandling, hvis de satte sig til Modværge, og hvor- 
ledes hun, da de kørte Kornet ind, lagde Baghold paa Vejen 
„for at fratage os det med List og Svig." — Dette er alt, 
hvad vor Historie har at berette om Erik Plovpennings 
Dronning*). 



MECHTHILDE. 

Mechthiide Af Større, mere ulykkessvanger Betydning i Danmarks 
Historie skulde Abels Dronning Mechthilde blive. Hun til- 
hørte den schauenburgske Slægt, i hvilken Kampen for Eksi- 
stensen mod Danmark var gaaet i Arv i flere Slægtled, og 



*) Efter Eriks Død ægtede Jutta Burchard VIII, Greve af Rosenburg ved 
Hartzen. Sit sidste Hvilested fandt hun i Klostret Heklingen i Anhalt. 
Naar hun, som tidligst kan være født 1223, døde, vides ikke. 



37 

Stilheden i Valdemar Sejrs sidste Aar blev kun et Havblik. 
Under Erik Plovpenning viste det sig snart, at Danmarks 
Konge og Sønderjyllands Hertug ikke kunde holde Fred, 
mindst naar de holstenske Grever var Hertugens Konebrødre. 
Striden sluttede med Mordet paa Slien, som hævede Mech- 
thilde op paa den danske Dronningtrone. To Aar efter blev 
Abel dræbt, og de lange Aar fulgte, i hvilke hendes Liv og 
Virken var bestemt ved, at hun var Moder til den danske 
Kongesøn, Valdemar Abelsøn, som mod nedarvet Vedtægt blev 
forbigaaet af sin Faders yngre Broder, Kristoffer, ved Konge- 
valget 1252. Abels Æt, for det meste i Besiddelse af Lenet i 
Sønderjylland, altid støttet af de holstenske Grever og Rigets 
andre, ydre og indre. Fjender, stod imod Kristoffers Æt, og 
Mechthilde, de holstenske Grevers Søster og de unge Hertugers 
Moder, opfattedes af Samtiden som Sjælen i Kampen. „Dette 
Ægteskab (Abels og Mechthildes) blev Anledning til mange 
Ulykker," hedder det i de samtidige Aarbøger, der ellers er 
saa karrige paa personlige Udtalelser, og en sønderjydsk Munk 
vil vide, at den gamle Konge selv havde været utilfreds med 
Forbindelsen, „da han var bange for, at Splid mellem Brødrene 
skulde blive Følgen heraf, hvilket ogsaa skete; thi fra hin 
Dag af har indre Strid aldrig ophørt mellem Kongerne og 
Hertugerne, som blev ophidsede af Greverne, der altid pønser 
paa ondt mod Danmark," ja, han fortæller endogsaa. aaben- 
bart med Henblik paa Mechthilde, at „en tysk Kvinde, en 
Djævelens Datter, af Had til de Danske" ødelagde Valdemar 
Sejers Adkomstbreve paa Landene Nord for Elben og Elde. 

Da Mechthilde indgik andet Ægteskab, opfattede man 
endogsaa selve dette som et Træk mod Danmark. I Som- 
meren 1261, da den svenske Rigsstyrer, Birger Jarl, laa med 
en Flaade i Øresund, benyttede den danske Regerings arge 
Fjende, Jacob Erlandsøn, Lejligheden til at faa stiftet et Parti 
mellem ham og Abels Enke, „og det gjorde du ikke af nogen 
anden Grund," skriver Paven et Par Aar efter til Ærkebispen, 
„end for at ophidse nævnte Jarl mod selve Kongen og hans 
Rige." Kun fem Aar varede dette Ægteskab, thi i Aaret 12(^5 
døde Birgerjarl, og Mechthilde vendte tilbage til sit Fædreland 
Holsten. Her herskede hendes Brodre stadig. Kort for sin Dod 
overdrog hun i August 1288 Grev Gerhard Landet mellem Sli og 



38 

Ejder, som hun allerede 1260 havde pantsat ham. For første 
Gang i Danmarks Historie var „Leddet af Lave". — Sine 
sidste Aar i det mindste tilbragte hun i Kiel, hvis gamle Stad- 
bog gentagne Gange nævner „Fru Mechthilde". 

Mechthilde var ikke for intet Datter af den Mand, som 
under Slaget ved Bornhøved skal have aflagt Løfte om at gaa 
i Kloster, hvis Sejren maatte blive hans. I dette lille Træk an- 
skueliggøres paa een Gang den schauenburgske Slægts stærke 
Religiøsitet og dens lidenskabelige Energi i Kampen mod Dan- 
mark, og hos Abels Dronning findes Spor af det første Slægts- 
mærke saavel som tydelige Beviser for det andet. Hun synes 
navnlig at have interesseret sig for Franciskanerne, hvem hun 
skænkede en Grund med Bygninger i Slesvig og testamenterede 
sit Hus i Kiel, og endnu findes i Upsala en gammel Bog med 
Paaskrift: „Denne Bog om Profeten Jeremias skænkede Fru 
Mechthilde, fordum Dronning, de smaa Brødre. Hendes 
Minde være i Fred." 



MARGRETE SAMBIRIA. 

Margrete Med Kristoffer I's Hustru Margrete Sambiria, fik Dan- 

mark atter en Dronning af slavisk Afstamning. Hendes Fader 
Sambor var Hertug i det da endnu helt vendiske og halvt 
hedenske Østpommern. I Aaret 1248 ægtede Margrete, der 
da i det højeste kan have været atten Aar gammel, Kristoffer, 
Herre af Lolland og Falster, og fire Aar senere kronedes 
Juledag 1252 sammen med Kong Kristoffer I „hans ædle 
Hustru Margrete," som en samtidig skriver, for at, ligesom de 
tidligere havde delt alt, saaledes ogsaa i Eftertiden, „Magten 
og Rigets Ære skulde være een og den samme." Samme 
Forfatter priser i stærke Ord Kongens Kyskhed og ægteskabe- 
lige Troskab. 

Efter Kristoffers Død styrede hans Enke i en Aarrække 
Land og Rige. Hendes første Opgave var at redde Kronen 
for sin knap elleveaarige Søn, og det lykkedes hende, skønt 
Opgaven kunde synes til Tider at have været næsten umulig. 
Det saa mørkt ud i Foraaret 1259, da Kongehusets Fjender, 
Erik, Abels og Mechthildes Søn, Jarimar af Rugen og de op- 



39 



rørske Bisper stod som Sejrherrer paa Sjælland kort efter, 
at Efterretningen om Kongens pludselige, gaadefulde Død 
havde bredt sig over Landet. Ved Indrømmelser til alle Sider 
lykkedes det Margrete foreløbig at splitte de forbundne, men 
et Par Aar efter, da Striden paa ny blussede op, og hun og 
hendes Søn efter det knusende Nederlag paa Lohede i Som- 
meren 1261 sad som Holstenernes Fanger i Hamborg, kunde 
det synes, som om Mechthilde for bestandig havde sejret over 



ij 




^uÆ^ 



Dronning Margrethe og hendes Søn Erik Klipping. 
Efter Haandskrift i Reval fra \2S2. 



Margrete Sambiria. Aaret efter var Margrete dog atter hjemme 
i Danmark, ved personlige Underhandlinger med Greverne 
var det lykkedes hende at blive frigivet, og efter endnu to 
Aars Forløb kunde den unge Konge vende tilbade til sit Rige, 
hvor hans Herredømme nu skulde staa fast og sikkert — lige 
til det Aar, da Margrete døde. Grundene til, at dette Resultat 
paa en for os næsten uforklarlig Maade opnaaedes, maa sagtens 
hentes fra forskellige Sider: Folkets Vedhængen ved Kristotfers 



40 

Æt i Modsætning til Abels, de holstenske Grevers Lunkenhed, 
naar det gjaldt at sætte Sønderjyllands Hertug paa Danmarks 
Trone, og, ikke mindst. Enkedronningens Evner til at magte 
Forholdene. 

„Vor naadige Fru Moder Dronningen" vedblev ogsaa i 
den følgende Tid at staa ved sin Søns Side. Af Fjenderne 
fra Kristoffers Tid var endnu Jacob Erlandsøn tilbage, og bag 
den Sejghed og Kløgt, hvormed Striden mod ham førtes fra 
kongelig Side, aner man Kongens Moder. Samme Aar, 1272, 
som den afsluttedes med et for Kongemagten ret gunstigt 
Resultat, kunde Erik Klipping ved Erik Abelsøns Død tage 
Hertugdømmet i Besiddelse — begge de to Grupper af Konge- 
husets Fjender, de gejstlige og de verdslige, var nu uskadelig- 
gjorte. Omtrent ved denne Tid begynder Enkedronningen at 
indtage en noget mere tilbagetrukken Stilling. Hendes Navn 
høres i de følgende Aar mest i Forbindelse med Estland, som 
Kongen havde overdraget hende som Len. Ikke faa bevarede 
Brevskaber viser hendes Interesse for denne fjærne Besiddelse, 
særlig Revals Befæstning tog hun sig ivrigt af. 

Som man vil se, falder Margretes Historie i en Aarrække 
sammen med Rigets. Nogle enkelte Træk fra hendes Liv 
af mere personlig Art kan dog ogsaa hist og her findes. 

Hendes kæreste Opholdssted, særlig i hendes sidste Aar, 
var Nykøbing paa Falster. Her paa de sydlige Øer var hun 
sit Hjemland Venden nærmest. Især synes hun at have følt 
sig knyttet til Meklenburg, hvorfra hendes Moder, Mathilde 
af Werle, stammede. Ofte besøgte hun Rostock, hvis Nonne- 
kloster hun viste megen Gavmildhed. 

Ogsaa de danske Nonneklostre havde Margrete Forkærlig- 
hed for. I St. Agnete Kloster i Roskilde opholdt hun sig efter 
sit eget Udsagn hyppigt, fordi nogle af hendes Jomfruer, „som 
Vi elskede særlig højt," havde ladet sig optage som Nonner 
her. Dette Kloster havde Erik Plovpennings yngste Datter 
Agnes, 15 Aar gammel, „støttet af Dronning Margretes Hjælp 
og oplyst af hendes Raad," som hun selv udtrykker sig, i 
Aaret 1263 stiftet. Syv Aar efter vendte hun imidlertid, ked 
af Nonnelivet, tilbage til Verden, og i den Anledning afgav 
Margrete en Erklæring om, at hun ikke ved „Raad, Trudsler 
eller Rædsler af nogen Art" havde formaaet Kongedatteren til 



41 

at tage Sløret — en Erklæring, som ikke er langt fra at be- 
kræfte det modsatte af, hvad den tilsigter. Vist er det, at Erik 
Plovpennings Døtre, der var udstyrede med et rigt Arvegods, 
maatte anses for at være mest uskadelige inden for et Klosters 
Mure, og Margrete havde da ogsaa tidligere vist, hvor nødig 
hun saa dette Arvegods ved Giftermaal gaa over paa frem- 
mede Fyrsters Hænder. Da en norsk Sendefærd i Aaret 
1261 kom til Danmark for at hjemføre den næstældste, Inge- 
borg, der skulde ægte Kong Haakons Søn Magnus, havde 
hun imod alle Aftaler aldeles ingen Forberedelser truffet til 
Brudefærden. Nordmændene hjalp imidlertid sig selv, gik 
op til det Kloster, hvor Kongedatteren opholdt sig og førte 
hende uden mange Ceremonier hjem med sig. Men Efter- 
tiden gav den kloge Dronning Ret, idet Ingeborgs Arvekrav 
som bekendt blev Anledning til bestandige Stridigheder med 
Norge. 

Derimod skal Margrete i Følge en tysk Kilde i sin Enke- 
stands første Aar have tænkt paa selv at indgaa andet 
Ægteskab. Fra sit Fængsel i Hamborg indkaldte hun til 
Hjælp mod Holstenerne Hertug Albrecht af Brunsvig, en 
Slags tysk Kondottiéreskikkelse, hvem enhver Sag synes at 
have været lige god. Efter Dronningens Befrielse optræder 
han et Aars Tid ved hendes Side som Rigsforstander og gaar 
med hendes Billigelse frem med haard Haand mod Jacob 
Erlandsøns Tilhængere, indtil Uviljen mod den fremmede 
Fyrste blev for stærk, og han maatte forlade Landet — til 
„Sorg og Hjerteve" for Dronningen, siger den brunsvigske 
Rimkrønike, som er skrevet til Albrechts Forherligelse, thi 
„hun haabede sikkert, at hun skulde faa ham til Mand." Hvis 
Margrete virkelig har været forelsket i den ridderlige Even- 
tyrer, var hendes Kærlighed i ethvert Tilfælde haablos, thi 
netop under sit Ophold i Danmark fæstede Albrecht ved be- 
fuldmægtigede i London den Brud, Adelhejd af Montferrat, 
som han Aaret efter ægtede. 

I December 1282 døde Margrete i Rostock, og i det nær- 
liggende Doberan Kloster blev hun begravet. Her Hndes endnu 
en Egetræsstatue af hende, udført ikke længe efter hendes 
Død og sandsynligvis bestemt til at dække Sarkofagens Laag. 
Margrete er da den første danske Dronning, om hvis Ydre 



42 



Agnes 



Vi kan danne os nogen Forestilling, og Kraft og Klogskab 
præger de ret markerede Ansigtstræk, den Kraft og Klogskab, 

som danner den nødvendige 
Betingelse for hendes store 
Dagværk. Samtiden er knap 
med direkte Bidrag til Ka- 
rakteristik af hendes Person- 
lighed, men i hendes Tilnavn 
„Sprænghest" finder vi et 
endnu levende Udtryk for 
Folkets Opfattelse af denne 
energiske Dronning, der en- 
gang, til Munkenes Fortviv- 
lelse, kom ridende til Øm 
Kloster med et Følge paa 
1800 Ryttere, og om hvem 
Folkesagnet fortæller, at hun 
skoede sine Heste bagvendt 
for at lede Fjenden paa Vild- 
spor. 



AGNES. 

Efter Mordnatten i Finderup 
beroede Danmarks Skæbne 
atter, som ved Kristoffer I's 
Død, paa en Dreng med en 
Kvinde ved sin Side, den 
tolvaarige Erik Mændved og 
hans Moder, Agnes af Bran- 
denburg. Den smukke Agnes, 
Datter af Markgrev Johan*) 
i andet Ægteskab med Jutta 
af Sachsen, som var en Halv- 
søster til Erik Plovpennings 
Dronning, havde i Aaret 1273 




Hvilende Statue af Margrete Sambiria. 
Fra hendes Gravmæle i Doberan. 



♦) Johans første Hustru var Valdemar Sejrs Datter Sofie. „Ædel af 
Herkomst, ædlere af Karakter" kalder en brandenburgsk Krønike hende. 



43 

ægtet Erik Klipping, men først som Enkedronning har hun 
efterladt sig Spor i Tidens historiske Optegnelser. Trofast 
stod hun ved sin Søns Side i det første Tiaar af hans Rege- 
ring — under Kampen med de fredløse Kongemordere i For- 
bund med Norge, under det snart skjulte, snart aabenbare 
Fjendskab med Sønderjyllands Hertug, Valdemar, Mechthildes 
Sønnesøn, under den begyndende Strid med Ærkebiskop Jens 
Grand. I Folkevisen hører vi bag Smaadrengens Ord til 
Dronningen, da han melder hende Mordet paa Kongen: 

Vocter i vel ethers rige! 
oc vocter i vel ethers bo! 
vocter i vel ethers unge søn, 
al Danmarck skal styre oc raade!" 

ligesom hele Folkets Nødraab til den, hvem det ser hen til 
efter Hjælp, thi „nu stander Landet i Vaade", og naar det et 
andet Sted hedder: 

Dronningen stander i høyelofft 
oc seer hun derpaa: 
„Hist kommer riden her Marsti 
oc kongen for sønden Aa." 

ser vi Agnes staa over for Marsk Stig og Hertug Valdemar som 
den tredje Hovedperson i det bevægede Drama, der dengang 
spilledes i Daamark. 

Efterhaanden som Kongen voksede til, traadte Agnes mere 
tilbage, fuldstændig dog først, efterat hun, omtrent 40 Aar 
gammel, havde indgaaet andet Ægteskab med Grev Gerhard 
af Holsten, Mechthildes Brodersøn, bedst kendt under Navnet 
„den Blinde"=^). I Aaret 129(5 hører vi første Gang Agnes 
benævne som hans Hustru, i et Gavebrev, ved hvilket Ægte- 
parret skænker et holstensk Kloster „ærværdige Levninger af 
Vor Herre Frelsers Tornekrone", med Forsikring om, at disse 
Relikvier er „ægte og ganske fri for ethvert Bedrag." Det er 
udstedt i Nykøbing paa Falster. Agnes og hendes Ægtefælle, 



•) „Blind" eller svækket paa Synet thi fuldstændig blind kan han 
ikke have været blev Gerhard dog forst efter Agnes's Dod. 



44 



der stod i etgmeget venligt Forhold til sin kongelige Stifsøn, 
synes overhovedet jævnlig at have opholdt sig her i Landet. 
I Ringsted Kirke blev hun, som døde i Efteraaret 1304, be- 
gravet. 



INGEBORG. 

Ingeborg Over Erik Mændveds Dronning Ingeborg har Folke- 

sagnet kastet sit Skær. Da den svenske Kongedatter, hvis 
Forlovelse allerede tidlig var bleven aftalt mellem hendes Fader 
Magnus Ladelaas og Enkedronning Agnes, i Aaret 1296 hjem- 
førtes som Brud til Danmark, lød Dagmarvisen hende i Møde, 
thi, som det hedder i det sidste Vers, der synes at være 
bleven tilføjet ved denne Lejlighed: 

Der vaar stor glæde i Fruer Closter 

de Nunner læste oc sjunge 

End vaar der mere i Kongens Gaard, 

de legte met Danske Tunge, 

I bede for dem, som Krunen skal bære. 

Sang man i Danmark om Ingeborg som den, der efter 
god Dronningskik ved sit Bryllup bad „alle de Fanger løs", 
saa lød hendes Pris ogsaa fra hendes Fædreland i den svenske 
Rimkrønike: 

Ingeborge gawo the erike amot 
hon ward drotning ok dana boot 
hon batrade huart thz mail hon horde 
swa som henne til retta borde 
hon styrkte gerna ratt oc skall 
gud i hymmerike haffue henna sial. 

Der hviler da over denne „gode Frue" noget af Glansen 
fra Dagmars Skikkelse, men, ligesom Erik Mændveds Forsøg 
paa at kalde Valdemar Sejrs Storhedstid tilbage endte med 
Nederlag, saaledes slaar det Lys, der omgav den unge Dron- 
ning Ingeborg, i hendes senere Aar om til et Mørke, der, skønt 
det nu er hemmelighedsfuldt og uigennemtrængeligt, ikke des 



45 

mindreihar haft sin sørgelige Virkelighed bag sig. Kun et 
Par Aar efter hendes Død fortaltes det, at Kongen havde holdt 




Erik Mændveds og Ingeborgs Gravminde i Ringsted. 

hende indespærret, fordi hun tog sig sine Brodres, de svenske 
Hertugers ulykkelige Endeligt nær*). Den noget senere Tra- 

•) Den svenske Kong Birger, som var gift med Erik Mændveds Soster 
Mærete, ligesom Erik var gift med hans Soster Ingeborg, støttedes 
af sin Svoger i Kampen mod sine Brodrc Hertugerne. I Aaret 1318 
omkom Hertugerne, rimeligvis paa Birgers Foranstaltning, i Fængslet. 



46 

dition vil ligeledes vide, at Kong Erik lod sin Dronning inde- 
spærre i St. Claræ Kloster i Roskilde, men som Grund an- 
gives her Kongens Sorg og Vrede over at have mistet sit 
eneste, endnu levende Barn. Paa en Køretur, som Dronningen 
foretog fra Abrahamstrup (i Horns Herred) til Holbæk, var 
Vognen nemlig væltet, og Ulykken havde kostet Barnet Livet. 
Vist er det, at af den store Børneflok — der nævnes otte, ja 
fjorten — som Ingeborg fødte Erik, overlevede ingen Foræl- 
drene. De fleste var ufuldbaarne ved Fødselen, og de andre 
dode som spæde. Sørgelige har hendes sidste Aar da uden 
Tvivl været, og ikke usandsynligt er det, at hun, frivilligt 
eller ufrivilligt, har tilbragt sin sidste Levetid i Klostrets En- 
somhed. St. Claræ Kloster, som hørte til Franciskanerordenen, 
har sikkert været hende kært, da hun særlig yndede de 
smaa Brødre. 

Ingeborg døde i sit 44de Aar, faa Maaneder før sin Ægte- 
fælle , og begravedes i Ringsted Kirke, hvor hun mindedes 
med følgende Linier: „Jeg Ingeborg af Sverig, fordum Dron- 
ning af Danmark, beder alle, mod hvem jeg mod min Vilje 
maatte have forset mig, om naadig at tilgive mig og at ihu- 
komme min Sjæl. Jeg døde i det Herrens Aar 1319, Jomfru 
Mariæ Himmelfarts Dag (den 15de August)." 

Vi har i det foregaaende gentagne Gange set denne mørke 
og urolige Tidsalders Historie spejle sig i de enkelte Dron- 
ningers Liv og Skæbne, hvor dunkelt deres Skikkelser nu end 
staar for os. Anderledes forholder det sig med de to sidste 
Dronninger, som møder os, inden vi naar til den store Mar- 
grethe, hvis Historie saa fuldstændig falder sammen med Dan- 
Eufemia marks, ja med Nordens. Kristoffer ITs Hustru, Eufemia af 
Pommern, har intet som helst Spor sat i den Nedbrydnings- 
og Opløsningstid, i hvilken hun, som døde kort før Kong Kri- 
Helvig stoffer, var Danmarks Dronning. Helvig, Valdemar Atterdags 
Hustru, har ganske vist knyttet sit Navn til sin Ægtefælles 
Genrejsningsarbejde i dettes allertidligste Begyndelse, thi de 
første Fodsbred dansk Jord, han blev Herre over, skyldte han 
hende, den sønderjydske Hertug Valdemars Søster, der bragte 
ham den nordlige Fjerdedel af Nørrejylland i Medgift Men i 
de mange paafølgende Aar fra Pintsen 1340, da hendes Bryl- 



47 



lup fejredes paa Sønderborg, til Fasten 1374, da hun døde, 
sandsynligvis i Esrom Kloster, indtog hun en yderst tilbage- 
trukken Stilling, og de sidste tyve Aar af sit Liv nævnes hun 
overhovedet ikke. I Esrom Kloster blev hun begravet, og 
Dronning Margrethe, som for øvrigt mærkværdig sjælden min- 
dedes sin Moder — derimod meget ofte sin Fader — i de 
talrige Messer, hun rundt omkring oprettede, stiftede her en 
daglig Messe for hendes Sjæl. Om Grunden til denne Tavs- 
hed om Helvigs Navn vides intet, saa lidt som om Forholdet 
mellem hende og Valdemar. 



MARGRETHE. 

Margrethe, „Valdemar Dankonges Datter", (som hun selv 
senere yndede at kalde sig), blev født i Aaret 1353 og holdt 
over Daaben af „den ærværdige Fader, Biskop Henrik i Ros- 
kilde." Hvad vi ved om Kongedatterens Barndom, er kun 
lidet, og dette lidet er mere karakteriserende for hendes Fader 
end for hende selv, idet hendes Skæbne tidlig bestemtes af 
Valdemar Atterdags Bestræbelser for at genvinde Skaane. „1 
Aaret 1359," fortælleren samtidig, „kom Magnus, Sverigs Konge, 
og hans Hustru, Dronning Blanche, tilligemed deres Søn, Haakon, 
Norges Konge, over til Kong Valdemar i København. Der tro- 
lovede samme Haakon sig højtideligt med Valdemars yngste 
Datter, Margrethe, som da gik i sit 7de Aar, og gav hende efter 
Skik og Brug kostbare Fæstensgaver." En vigtig Indrømmelse 
fra Magnus Smeks Side ledsagede imidlertid denne Trolovelse, 
nemlig Løfte om Tilbagegivelsen af Helsingborg Slot til Dan- 
mark, og fra denne faste Borg, som det iøvrigt først et Par 
Aar efter lykkedes Valdemar Atterdag at komme i Besiddelse 
af, udbredtes det danske Herredomme hurtigt over de skaan- 
ske Provinser — Kong Valdemars længe efterstræbte Maal 
var naaet. 

Det var dog imidlertid langt fra, at Forbindelsen mellem 
Haakon og Margrethe nu var sikret. De svenske Stormænd 
havde altid set skævt til det venlige og fortrolige Forhold 
mellem deres Konge og den snilde og myndige Valdemar 



48 

Atterdag, og Tabet af Skaane, som snart efterfulgtes af Valde- 
mars Erobring af Gotland, skulde ikke gøre dem blidere 
stemte over for Danmark. Deres Følelser afspejler sig tydeligt 
i Udtalelser af den hellige Birgitte, der ved Fødsel og Ægte- 
skab tilhørte det svenske Aristokrati og i mange Henseender 
delte dets Tankegang. Om Valdemar hedder det, at han er 
en Ræv, der lader, som han var død for at rane de enfoldige 
<3aes _ en ikke ueffen Karakteristik af Valdemar Atterdags 
Forhold til Magnus Smek, særlig som det var under For- 
handlingerne om Ægteskab mellem deres Børn. Forbindelsen 
mellem Haakon og Margrethe kaldes „en Dukkeleg", hun er 
yngre, end Kirkeloven tillader, og af en bandlyst Sæd, aldrig 
kan der komme nogen Frelse af hendes Afkom. De svenske 
Stormænd lod det imidlertid ikke blive ved Ord. I Elisabeth, 
Grev Gerts Datter og Jærnhenriks Søster, fandt de en Brud 
for Haakon, som var mere efter deres Hjerte end Valdemar 
Atterdags Datter, og de bragte det saa vidt, at hun i Som- 
meren 1362 paa Pløn Slot blev viet til Haakon, der imidler- 
tid ikke selv var til Stede, men repræsenteredes af en svensk 
Ridder. Hele Sagen har dog sikkert været Haakon ikke 
mindre end hans Fader inderlig imod, og der er ikke 
mindste Spor af, at han har haft noget med dette for ham ret 
vigtige Anliggende at gøre. Da hændte det, at „Gud og Mod- 
vind" kom Danmark til Hjælp mod Holsten. Da Elisabeth i 
December samme Aar havde begivet sig paa Vej til Sverig, blev 
hendes Skib af Vinterstormen drevet i Land paa den danske Kyst. 
Heraf benyttede Valdemar Atterdag sig. Ærkebiskoppen af 
Lund indfandt sig hurtigt og forestillede hende, at Ægteskabet 
mellem hende og Haakon var ulovligt efter kanonisk Ret. 
Medens Elisabeth saaledes holdtes tilbage i Fangenskab, mødte 
Magnus og Haakon i København, hvor Brylluppet mellem 
„Kongens Søn af Sverig og Kongens Datter af Danmark" fej- 
redes den 9de April 1363. 

Først et Par Aar efter Brylluppet hjemførte Haakon sin 
Barnedronning til sit Rige, hvor hun blev overgivet til Fru 
Mærete Ulfsdatters Varetægt. Den danske Kongedatter blev 
saaledes opdraget i Norge af en svensk Dame, thi Fru Mæ- 
rete var den hellige Birgittes ældste Datter. Hendes Mand 
var Knud Algotsson, der ejede Godser baade i Sverig, Norge 



49 

og Halland, og Familien hørte altsaa til de ikke faa Stor- 
mandsætter, som var knyttede til alle tre nordiske Riger. I 
sin Fostermoders Hus delte den lille Dronning ondt og godt 
med Mæretes egen Datter Ingegerd. „Det hændte ofte", for- 
tæller en gammel Vadstenasøster, „at Dronningen og Ingegerd 
begge fik af det samme Ris, og de havde kærlig Omgængelse 
med hinanden i deres Barndomstid." Og hun fortsætter med 
at berette om, hvorledes Dronningen senere, i kærlig Erin- 
dring om Barndomsaarene, vedblev at vise Fru Mæretes Slægt 
sin Hengivenhed. 

Som man vil se, er det kun lidet, der er at fortælle om 
Margrethe fra disse Barndoms og Ungdoms Aar, skønt de dog 
var opfyldte af Tildragelser, der skulde blive af indgribende 
Betydning for hendes senere Liv og næppe har kunnet und- 
gaa at gøre dybt Indtryk paa hende — Begivenheder som 
Svigerfaderens og Ægtefællens Fordrivelse fra Sverig, deres 
frugtesløse Kamp med Meklenburgerne i de følgende Aar, 
endelig Faderens ulykkelige Krig med Hanseforbundet. Efter 
at Margrethe var bleven voksen, opholdt hun og Haakon 
sig i Almindelighed paa Akershus. Her fødtes Sønnen Oluf 
i December 1370, og herfra skrev hun et Par Aar senere et 
Brev til sin Ægtefælle, der er af Interesse som det eneste 
bevarede Vidnesbyrd om Forholdet mellem dem. Myldrende 
fuldt som det er af praktiske Raad og Anvisninger giver det 
et Indtryk af, hvilken Indflydelse hun allerede da havde paa 
den tretten Aar ældre Haakon. Ogsaa i Statssager synes hun 
at have deltaget, og de preussiske Stæder blev højst forun- 
drede, da de engang modtog Svar fra Dronningen paa Kon- 
gens Vegne, „da det synes os at være store Sager at overlade 
til Fruen." 

Først ved Valdemar Atterdags Dod træder Margrethe ind 
i Historiens fulde Lys og behersker fra nu af i mere end en 
Menneskealder Nordens Skæbne. Imidlertid kan vi paa Grund 
af Overleveringens Fattigdom kun lære hendes Personlighed 
at kende ved at betragte hendes Handlinger. Hvad udrettede 
da Margrethe i Tiden fra 1375 til 1412? 

Som man vil vide, havde Danmark, da en ny Konge 
skulde vælges efter Valdemar Atterdags Dod, Valget mellem 
hans to Dattersønner, den norske Oluf og den meklenburgske 

Danske Dronninger. 4 



50 

Albrecht. Meklenburgerne, hvis ledende Mand var Tronkræve- 
rens Bedstefader, Hertug Albrecht, en af sin Tids klogeste 
Fyrster, betonede stærkt deres Arveret til Riget og søgte Hjælp 
hos den tyske Kejser, saa vel som hos forskellige andre tyske 
Fyrster, særlig hos de holstenske Grever, hvem de til Gengæld 
forlenede med Slesvig og lovede Fyn i Pant. Margrethe, som 
personlig var her i Landet, gik en ganske anden Vej. Ved 
Gaver og Løfter søgte hun at vinde de danske Stormænd 
enkeltvis for sin Sag, derimod opgav hun at hævde sin Søns 
Arveret, idet hun anerkendte Folkets Ret til at vælge Konge. 
Meklenburgernes Optræden blev hende ogsaa til Støtte, idet 
den maatte drive enhver Dansk, som ikke ønskede en Gentagelse 
af Tyskerherredømmet under Opløsningstiden, over paa Mar- 
grethes Side, og takket være egen Klogskab og andres Uklog- 
skab kunde hun da efter et halvt Aars utrættelig Virksomhed 
se sin Søn som de Danskes Konge ved Stormændenes og 
Almuens enstemmige Valg. 

Hermed var dog langtfra alle Vanskeligheder overvundne. 
Tværtimod ser vi den treogtyveaarige Dronning i de nærmest 
følgende Aar stadig belejret af truende Farer og Fjender, skjulte 
og aabenbare. Først var der Hertug Albrecht, der ingenlunde 
var til Sinds at opgive sin Sønnesøns Sag, men vedblev at 
forfægte den, først med Sværdet, senere med det Vaaben, som 
kun Valdemar Atterdag havde været hans Mester i at føre, 
Diplomatiens. Hvor ilde Margrethe var stedt, ses bedst deraf, 
at det danske Rigsraad, for at affinde sig med den meklen- 
burgske Tronkræver, Gang paa Gang tilbød ham store Stykker 
af Landet, sidst Lolland og Falster, Langeland, Møen og Halv- 
delen af Fyn! Naar man samtidig hører, at flere danske 
Stormænd gik i Meklenburgerens Tjeneste, fristes man til at 
tro, at heller ikke et Rigsraad, der kunde stille saadanne Til- 
bud, har været fuldt tro over for Kongemagt og Fædreland. 
Og paa den anden Side — var disse Indrømmelser virkelig 
nødvendige og begrundede i Situationen, hvor vanskelig har 
denne da ikke været! 

Den gamle Hertug Albrecht døde 1379 midt under sin 
ivrige Virksomhed for at berøve Margrethes Søn hans Rige. 
Den overhængende Fare var hermed brat forbi, det meklen- 
burgske Rænkespil ophørte, og yderligere styrkedes Margrethes 



51 

Stilling, da Oluf 1380 fulgte sin Fader paa Norges Trone, og 
hendes Herredømme herved udvidedes ogsaa til dette Rige. 
I de nærmest følgende Aar vinder hun sin første Sejr paa 
Udenrigspolitikkens Omraade — over for Hanseaterne. Val- 
demar Atterdag havde paa dette Punkt efterladt sin Datter en 
tung Arv at løfte. Ved Freden i Stralsund havde Hanseaterne 
faaet hele Vestskaane i Pant paa femten Aar og — til yderligere 
Sikkerhed for deres Privilegiers Overholdelse — en afgørende 
Stemme ved næste Kongevalg. Ved Olufs Valg til Konge 
havde de, omend nølende, givet deres Samtykke, men Vest- 
skaane sad de stadig inde med, og dette ydmygende Fremmed- 
herredømme i Hjertet af Landet kunde ikke andet end med- 
føre Usikkerhed og Svækkelse. Hanseaterne var dog til 
Trods for denne Magtstilling ingenlunde tilfredse med For- 
holdene i Norden. Sikkerheden til Søs var aldrig stor i hine 
Tider, men netop i disse Aar plagedes Købmanden i ganske 
usædvanlig Grad af Sørøvere, og, hvad der er værd at lægge 
Mærke til, disse „Røvere", som de ligefrem kaldtes, var for 
største Delen danske Stormænd, som samtidig stod i det bedste 
Forhold til Dronningen ! Stæderne klagede da ogsaa idelig til 
Margrethe og fik bestandig et venligt Svar — det gør Dron- 
ningen ondt, af ganske Hjerte, hun vil hjælpe sine „kære 
Venner", som hun bedst kan — men derved blev det, nogen 
Forbedring afTilstanden var det dem umuligt at opnaa saa lidt 
som Tilfredsstillelse af deres store Krav paa Skadeserstatning. 
Imidlertid udløb den femtenaarige Frist, Margrethe indfandt sig 
punktlig tillige med sin Son og Rigens Raad foran Helsingborg 
for at faa denne Vestskaanes vigtigste Borg udleveret, men blev 
ikke indladt — Hanseaterne fandt det, naturligt nok, under disse 
Forhold utilraadeligt at give Slip paa et saa vigtigt Middel til 
at udøve Tryk paa den danske Regering. Dronningen er dog 
straks klar over, hvad der er at gøre. Den femtenaarige Bar- 
nekonge lader hun skrive et Brev til Stæderne og med megen 
Værdighed og Harme foreholde dem den Krænkelse, de har 
tilføjet ham. Men medens hun slaar med den ene Haand, 
klapper hun med den anden. Selv skriver hun et venligt 
Brev til sine „kære Venner", Stæderne, beklager, at de har 
fornærmet hendes Son og tilbyder sin Hjælp til en fredelig 
Overenskomst. Hanseaterne forstod Meningen, og da de frem- 

4* 



52 

for alt vilde undgaa Krig, udleverede de endnu samme Som- 
mer Slottene, uden at have faaet et eneste af deres Krav om 
Skadeserstatning opfyldt. Eet opnaaede de dog — Sørøveriet, 
som det tidligere havde syntes saa umuligt at faa udryddet, 
ophørte nu pludselig! 

Margrethe var sig Betydningen af denne ublodige Sejr be- 
vidst. I sin Glæde og Taknemmelighed foretog hun endnu 
samme Aar en Pilgrimsrejse til Vor Frue i Aachen, og et 
andet — mere betydningsfuldt — Udtryk gav hun sin Sejrs- 
glæde ved samtidig at lade Oluf antage Titelen „sand Arving 
til Sverig". Danmark havde nu genvundet sine gamle Græn- 
ser — dog med een skæbnessvanger Undtagelse, Sønderjyl- 
land. Her havde de holstenske Grever gjort sig til Herrer i 
de kritiske Aar efter Valdemar Atterdags Død, uden at Mar- 
grethe havde formaaet at hindre det, og i Aaret 1386 satte 
hun Seglet paa deres Herredømme ved at forlene Jærnhenriks 
Søn med Hertugdømmet. Hun kunde nu vende sig mod Sverig 
uden at have en Fjende i Ryggen. 

Margrethe havde saaledes rustet sig til at tage den Kamp 
op, som hendes Søn havde arvet fra sin Fader og Farfader, 
Kampen mellem Folkunger og Meklenburgere om Sverig, ja 
om Herredømmet i Norden. Og netop samtidig syntes det 
belejlige Øjeblik til at gribe ind kommet, idet Kong Albrecht 
i Sommeren 1386 forsøgte at benytte sin mægtigste Under- 
saats, Drosten Bo Jonssons Død til at hæve Kongemagten op 
af dens ynkværdige Magtløshed og gøre Ende paa Stormands- 
vældet. Men den Mulighed for en lykkelig Indgriben fra dansk 
Side, som den indre Strid i Sverig frembød, udslukkedes til- 
syneladende næsten øjeblikkelig, da Oluf døde pludselig, kun 
17 Aar gammel, i August 1387. Hermed syntes ikke blot Mar- 
grethes Krav paa Sverig at være faldet til Jorden , men ogsaa 
hendes Herredømme i Danmark og Norge at have mistet alt 
Grundlag, medens Meklenburgerne nu baade havde den største 
Adkomst til Danmarks Trone og endogsaa kunde gøre ret- 
mæssigt Arvekrav paa Norge. Vi ved imidlertid alle, hvor- 
ledes det virkelige Udfald blev: en Uge efter Olufs Død valg- 
tes Margrethe til Danmarks, et halvt Aar efter til Norges Frue 
og Husbonde, og endelig kunde hun i Marts 1388 paa Slottet 
Dalaborg ved Vanern slutte en Overenskomst med de svenske 



53 



Stormænd, hvorved hun ogsaa i Sverig fik en regerende Dron- 
nings Stilling. I Løbet af de følgende Maaneder faldt hele Sverig 
med Undtagelse af Stockholm fra Meklenburgerne og sluttede 
sig til Margrethe, og Kong Albrechts Forsøg paa ved tysk 
Hjælp at genvinde den svenske Krone knustes i Slaget ved 
Falkøping. Samme Aar, 1389, lod Margrethe sin Søsterdatter- 
søn Erik hente til sig fra Pommern, thi dette syvaarige Barn 
havde hun udset til Unionskonge, og hurtigst mulig gjorde hun 
Ende paa det i Norden enestaaende Forhold, at en Kvinde havde 



•«_ _ 




LlÉ^I 







Kalmar Slot. (Efter Fotografi). 

en Regents Stilling, ikke blot reelt, men ogsaa formelt. 1 Norge 
hyldedes han allerede faa Maaneder efter, i Danmark og Sverig 
kunde det først ske, efterat Mellemværendet med Albrecht 
omsider var bleven afgjort ved Lindholmsforliget 1395, og 
endelig fik Unionen sin faste Besegling paa det store Kalmar- 
møde 1397, hvor Erik kronedes til de samlede tre nordiske 
Rigers Konge. 

Vi har nu fulgt Margrethe fra de første Trængselens og 
Magtløshedens Aar til den stolte Dag i Kalmar, da hun saa 
de forenede Rigers Stormænd bøje sig for den femtenaarige 
pommerske Hertugsøn, som hun havde gjort til deres Herre. 
I Fostersonnen har hun sikkert set Stamfaderen for en Slægt 



54 

af mægtige Unionskonger, Konger, som skulde have Magt til 
at holde Rigerne sammen i Samdrægtighed, til at hævde deres 
Uafhængighed af enhver fremmed Magt, til at skabe og bevare 
Fred for alle Landets Børn i det indre, til paa Dommersædet 
at gore Ret og Skel mod enhver, høj eller ringe. For disse 
Maal havde Margrethe selv stridt. Vi har set, hvordan hun 
paa Udenrigspolitikkens Omraade naaede, hvad hun stræbte 
efter, et Norden, som var uafhængigt baade af Hanseater og 
Meklenburgere, og som ved hendes Død havde genvundet sine 
gamle Grænser — undtagen mod Syd. Sønderjylland lykkedes 
det hende som bekendt ikke at vinde tilbage, skønt hun i 
sine sidste Aar utrættelig arbejdede derfor. — Tilbage staar 
da at betragte, hvad Margrethe opnaaede i den indre Styrelse. 
Ogsaa indadtil havde hendes Stilling i den første kritiske Tid 
været svag og vanskelig. En stærk Lovløshed herskede i Landet 
i disse Aar. Alle Vegne fra klagedes der over morderiske 
Overfald og Brud paa Landefreden af enhver Art, og Dron- 
ningen savnede Kraft til at gribe ind. Hendes Hænder var 
bundne paa mange Maader — af den vanskelige, udenrigspo- 
litiske Situation, af Upaalidelighed hos dem , der skulde være 
hendes nærmeste Støtte og — ikke mindst — af Pengemangel. 
„Dronningen var saa fattig", fortæller en samtidig, „at hun 
ikke formaaede at give et Maaltid Mad bort uden sine Ven- 
ners Hjælp, fordi hendes Slotte var bortpantede og var be- 
satte med Vold mere end med Ret." Langsomt hæver Mar- 
grethe sig fra at være Danmarks fattige og afmægtige Dron- 
ning til at blive Nordens rige og mægtige Herskerinde. Det 
bedste Udtryk for Forandringen i hendes Stilling, for den 
Kraft og Virkning, hvormed hun nu kunde gribe ind, giver 
hendes Lovgivning i Aaret 1396 og denne Lovgivnings Frugt. 
Her indskærpes „Kirkefred, Kvindefred, Husfred, Gaardfred, 
Plovfred og Thingfred", og det forbydes Adelen at bygge nye 
befæstede Gaarde, „da der hidtil er sket overmaade lidt Ret 
af de Fæster, som er byggede, paa det at Landet kan komme 
til mere Fred, Ret og Skel igen, end der i den sidste Tid har 
været." Og Margrethe lod det ikke blive ved Ord. Lande- 
freden blev, takket være Regeringens kraftige Forholdsregler, 
ikke mindst den stærke Brug af det kongelige Retterting, til 
Virkelighed og er sikkert bleven følt som en Velsignelse navn- 



55 



lig af Danmarks og Sveriges Almue, som havde lidt meget 
under Stormandsvældets Lovløshed. 

Ikke mindre betydningsfuld var Margrethes Stræben efter 
at skaffe Kongemagten det 
økonomiske Grundlag, som 
var nødvendigt for dens 
rette Udøvelse baade udad- 
og indadtil. Ogsaa i denne 
Henseende er Lovgivnin- 
gen af 1396 epokegørende. 
Her lover nemlig Adelen 
at tilbagegive det Krongods, 
som er kommet i dens 
Hænder, i Danmark siden 
1368, i Sverig siden 1363. 
Det er vanskeligt at gøre 
sig Rækkevidden af denne 
Bestemmelse klart. Der var 
knap en Krog af de to 
Lande, hvorhen dens Virk- 
ninger ikke strakte sig. 
Navnlig gælder dette Sve- 
rig, hvor de Gaarde, som 
Kronen herved vandt til- 
bage, maa regnes i tusind- 
vis, men ogsaa i Danmark 
bredte Reduktionen sig, 
her ledet af Dronningen 
selv, der, ledsaget af den 
unge Konge, rejste rundt 
fra Egn til Egn og frem- 
lagde Kronens Adkomst- 
breve. Denne Margrethes 
Godspolitik — tilligemed 
hendes Finanspolitik over- 
hovedet — udgør en af 

Grundpillerne for hendes Magt, og hun har selv aabenbart været 
sig dens Betydning bevidst. Bestandig ser vi hende optaget 
af at øge Kronens Gods eller fylde dens Skatkammer, ad 




Klædning, som har tilhor! Dronning 
Margrethe. (Upsala Domkirke). 



56 

Rettens Vej, ved Køb, Salg, Laan, Indløsning, Pantsættelse — 
oftest med større Fordel, end Adelen, som det jo gik ud over, 
syntes om, undertiden maaske ogsaa med større Fordel, end 
Ret var. „Det er vel vitterligt", fortælleren dansk Adelsmand 
et halvt Hundrede Aar efter Margrethes Død, „at Dronning 
Margrethe havde for Sædvane, at, naar gode Mænd i Riget, de, 
som havde store Lande og Len af hende, blev døde, da tog 
hun bort efter dem Penge og Sølv, alt det, hun kunde fange", 
og i det følgende nævnes flere bestemte Eksempler paa en 
saadan Adfærd af Dronningen. Helt uden Rod i Virkeligheden 
er denne Beskyldning næppe, sikkert er det i det mindste, at 
Dronning Margrethe viser en paafaldende Forkærlighed for at 
handle med Enker. 

Ikke blot i økonomisk, men ogsaa i politisk Henseende 
vinder Kongemagten et stort Stykke frem i Løbet af Margre- 
thes Regering. Havde hun begyndt med at lade Rigsraadet — 
navnlig over for Udlandet — indtage en fremskudt Stilling, saa 
kunde hun ende med ganske at undlade at sammenkalde det 
og spørge det til Raads. Rigsembederne, som efterhaanden 
blev ledige ved Dødsfald, besatte hun ikke igen. Sine Fo- 
geder holdt hun skarpt Tilsyn med, og for at være vis paa 
udelukkende at have tro Tjenere rundt om paa Slottene ind- 
satte hun danske (eller tyske) Mænd til Fogeder paa alle de 
vigtigste Borge i Sverig, ligesom hun ogsaa søgte at indtrænge 
Danske som Biskopper saavel i Sverig som i Norge. 

Gejstligheden beherskede Margrethe overhovedet fuld- 
stændig med snild Benyttelse af dens svækkede Stilling, som 
var en Følge af Pavens Afmagt og af det verdslige Stormands- 
vælde. Med Paven stod hun altid paa den bedste Fod, saa at 
de gejstlige Embeder bestandig besattes efter hendes Forgodt- 
befindende, og i Prælaterne havde hun da villige Hjælpere, 
altid rede til at støtte Kronen, til Gengæld i rigt Maal be- 
gunstigede og beskyttede af den kloge og fromme Dronning. 

Dronning Margrethes Handlinger fortæller tydeligere end 
Ord om hendes Personligheds Storhed. Forsøger vi at gøre 
os klart, hvori denne Storhed bestod, fæstes Blikket i første 
Linie paa en Egenskab, som saa at sige indeslutter og betinger 
alle hendes andre Herskerevner, nemlig det, som man kunde 



57 

kalde hendes Virkelighedssans, hendes Evne til at gennemskue 
Forhold og Personer, til at se Kærnen gennem Skallen, Med 
sit praktiske Skarpsyn gennemskuer hun hurtigt en Situation, 
opdager de Muligheder, den gemmer, hvor svage og lidet 
fremtrædende de end kan være, for saa at udnytte dem. 
Allerede da hun som ung toogtyveaarig Kvinde kom til Dan- 
mark for at kæmpe for sin Søns Kongevalg, viste hun denne 
Evne, og den forlod hende aldrig. Hun saa de svage Punkter 
i Hanseaternes Magtstilling og de Midler, som hendes egen 
Stilling, hvor usikker den end til en Begyndelse var, frembød 
til deres Bekæmpelse. Selv hvad der syntes og var en Svag- 
hed, Stormændenes Lovløshed, forstod hun — i Form af 
Sørøveriet — at benytte som sit bedste Vaaben mod Stæderne. 
Da det gjaldt om at vinde Sverig, betalte hun resolut den dyre 
Pris, som maatte betales, Sønderjyllands Forlening til Hol- 
stenerne, for saa ogsaa at høste Frugten af sin Resignation 
paa eet Punkt i Form af den stolteste Sejr paa et andet. — 
Kan man, belært af en Erfaring, som Margrethe ikke havde, 
end ikke billige hendes Vurdering af Forholdene paa dette 
Punkt, maa man dog anerkende den praktiske Sans, som hun 
udviser. — Da hun stod som Herskerinde over Landet fra 
Nordkap til Ejderen, fra Vesterhavet til Neva, lod hun sig 
ikke forlede af sin Magtstilling til at drive europæisk Stor- 
politik, men indskrænkede sig til Stræben efter at genvinde 
det gamle danske Sønderjylland og det gamle svenske Gotland. 
Og samme Blik for Tingenes Kærne præger hendes indre 
Styrelse. Hun ser, at hvad Tiden trænger til, er en stærk 
Kongemagt, som kan sikre Uafhængighed udiidtil og Fred, 
Lov og Ret indadtil, og hun søger paa enhver Maade — 
undertiden paatværs af Løfter og Overenskomster — at frem- 
elske denne stærke Kongemagt, at fuldende sin Faders Værk. 
Af Kongemagtens ydre Tegn lader hun sig ikke blænde. 
Sønnen Oluf faar hun erklæret for myndig allerede som femten- 
aarig. Han dør, og det mærkelige sker, at en Kvinde vælges 
til Regent af alle de tre nordiske Folk. Men hurtigst mulig 
stiger hun ned fra Kongetronen for at give Plads for en Mand, 
der kan blive Stamfader til en ny Kongeslægt og sikre Uni- 
onens Fremtid. 

Denne højere Art af Virkelighedssans præger da Margrethes 



58 

hele Færd, idet den snart viser sig i Skikkelse af klogt Maade- 
hold og forsigtig Begrænsning, snart som Syn for store Ideer 
og hoje Maal. Parret med Fasthed og diplomatisk Snille 
fører den hende fra Sejr til Sejr, thi hun har ikke blot Evne 
til at se, hvor Midlerne er, men ogsaa til at benytte dem. 
Oftest gaar hun frem med Lempe, forhaler og opsætter, naar 
Tiden endnu ikke synes hende moden — særlig over for 
Hanseaterne kommer denne Undvigelsespolitik frem — eller 
nøjes med en halv Afgørelse, hvor en hel endnu ikke kan 
naas. Et godt Eksempel herpaa er hendes Fremgangsmaade 
ved det store Kalmarmøde 1397. Som bekendt udarbejdedes der 
her en Række Bestemmelser angaaende de tre Rigers Styrelse 
og indbyrdes Forhold, men fuldgyldig Form fik de aldrig, sikkert 
fordi de ikke paa alle Punkter svarede til Dronningens Ønsker 
om Rigernes nøje Forbindelse gennem en stærk Kongemagt. 
Hun har da foretrukket i Stilhed at lægge dem til Side for alene 
ad Handlingens Vej at naa sit Maal. Fra Margrethes egen 
Haand har vi et karakteristisk Vidnesbyrd om hendes For- 
kærlighed for en lempelig, afbøjende Færd. Da Erik i Aaret 
1405 skulde foretage en Rejse i Norge, medgav hun ham en 
skriftlig Instruks, som klart viser, i hvilken Grad den treog- 
tyveaarige Konge endnu gik i sin Fostermoders Ledebaand. 
Den Grundsætning, som det her atter og atter indskærpes 
ham at følge, er at undgaa alle bestemte Afgørelser. Søger 
man at opnaa et eller andet af ham, skal han, som det gen- 
tagne Gange hedder, „tøve, som han længst kan," og, „naar 
han ej længer kan tøve dermed," skal han omsider rykke ud 
med sit Hovedargument og erklære „at han venter Os daglig 
til sig, og ... at han kan intet gøre deri, førend Vi komme 
dertil, thi Vi vide derom mere end han." Meget betegnende 
er det ogsaa, naar Dronningen befaler ham ikke at udstede 
Pergamentsbreve med hængende Segl, men kun Breve paa 
Papir med Seglet trykt bag paa. Ved Siden af denne bøjelige, 
smidige Klogskab mangler hun dog ingenlunde Fasthed, og 
mere end een Gang maatte hendes Modstandere, det være sig 
udenrigske Fjender eller genstridige Undersaatter, føle Jærn- 
haanden gennem Silkehandsken. 

Som rimeligt var, gjorde Dronning Margrethes Person- 
lighed et mægtigt Indtryk paa Samtiden — vi hører endnu 



59 

Genlyden i de bevarede Krøniker. „Da faldt en Angst og 
Skræk over hele Rigets Mandskab, idet de erkendte denne 
Frues Visdom og Styrke, og de bød sig hende og hendes Son 
til Tjeneste," saaledes skildrer en Liibecker Stillingen efter 
Sønderjyllands Bortforlening 1386, da Margrethe gjorde Hol- 
stenerne til sine Forbundsfæller. Undertiden faar Beundringen 
en stærk Tilsætning af Bitterhed, og „denne Frues Visdom" 
bliver let til Snedighed i deres Øjne, for hvem dens Frugter 
var bedske. Ikke blot i Holstens, men ogsaa i Sverigs, ja 
selv i Danmarks Krøniker finder man skarpe Udtalelser, som 
imidlertid ofte netop ved deres Bitterhed viser, hvor imponeret 
man var. I Danmark har Beundringen dog sikkert været 
overvejende. 1387 valgte de Danske hende til at styre Riget 
„paa Grund af den Visdom, som Gud har skænket hende," 
og det Eftermæle, som hun fik paa Island, „at hendes Lige 
haver ikke været i disse fire Riger til Raad og Rigsstyrelse," 
vil sikkert ogsaa kunne anvendes som Udtryk for de Følelser, 
hvormed man saa paa hende i hendes Fædreland. 

Giver Margrethes Virksomhed et vist Begreb om hendes 
Herskerpersonlighed, bliver det derimod vanskeligere at danne 
sig en Forestilling om, hvad Slags Menneske der skjuler sig 
bag ved Dronningen — helt kan de to Ting dog naturligvis 
ikke adskilles. Klarest træder hendes private Personlighed 
frem i Formaningerne til Fostersønnen i den ovenfor omtalte 
Instruks. Han skal være taalig og tidig aarle og silde, tjene 
Gud først om Dagen og vogte sig for at tale i Harme. Han 
skal vise Nordmændene Velvilje, som han bedst kan. Om 
nogen byder ham til Gæst, maa han ikke undslaa sig, og om 
nogen. Mand eller Kvinde, ung eller gammel, byder sig til at 
give ham noget, skal han tage derimod med Velvilje. Gennem 
disse Ord giver Margrethe os saa at sige sig selv, som hun 
har været i sin daglige Gøren og Laden: mild og venlig, huld- 
salig og nedladende over for alle, høje og ringe. Uden en 
vindende Personlighed kan man ogsaa vanskelig tænke sig, at 
hun, med al sin Herskerdygtighed, kunde have opnaaet. hvad 
hun opnaaede. Man tænke f. Eks. paa, hvad hun formaaede 
de svenske Stormænd til, dette næsten uforklarlige: De kaldte 
hende til Hjælp mod Albrechts I-orsog paa at udvide sin 
Magt, men samtidig overdrog de hende Kongemagten i Sverig 



60 

i den udvidede Skikkelse, i hvilken de nægtede Albrecht den, 
og denne Magt styrkede Margrethe yderligere i Løbet af sin 
Regering ved Forholdsregler, først og fremmest Godsreduk- 
tionen, som uundgaaeligt vilde have kostet hendes Forgængere 
Kronen! — Der er ogsaa positive Træk, som taler for, at 
Dronning Margrethe, hvor haardt hendes Politik end ramte 
Stormændene, i sit personlige Samvær med dem har bestræbt 
sig for at vinde de enkelte, og at det ikke sjælden er lykkedes 
for hende. Vi ser hende idelig mægle i deres Stridigheder 
Mand og Mand imellem og ad fredelig Vej bøje selv de stiveste 
Halse. Vi horer om, hvordan hun stifter Partier mellem de 
unge og selv deltager i Bryllupsfesterne. Ved Kroningen i 
Kalmar takker de forsamlede Stormænd da ogsaa Dronningen 
,for det, hun haver med os omganget og nær os været." At 
hun ikke mindre har været mild og nedladende i sin Færd 
over for Meningmand, derpaa tyder hendes Formaninger i 
den Retning til Erik. Selv i hendes officielle Aktstykker her- 
sker der ofte en vis hjertelig Tone. En Kundgørelse til Be- 
folkningen i Upsala Stift slutter saaledes: „Og bede vi alle, 
Klerke, Landbo, Bønder og Almue venligt og kærligt, at hvis 
Vi og Vore Fogeder hidtil have gjort Eder noget imod, at I 
det for Guds Skyld Os og dem forlade. Vi ville Eder gerne 
yderligere til Vilje og Gode være, hvor vi kunne og formaa." 
Om et virkeligt Hjertelag for de smaa og forurettede i Sam- 
fundet vidner nogle testamentariske Bestemmelser, Margrethe 
traf Aaret før sin Død. Heri betænkes „husarmt Folk, som 
intet haver," og navnlig „fattige Jomfruer og Mænd for det, 
som sket er i Orlogen." Især skal der sørges for „Kvinder 
og Møer, som man kan spørge og faa at vide, at de er bleven 
krænkede i denne Orlog," og der skal stiftes Sjælemesser for 
dem, der er faldne i Krigen, „hvad heller de have været med 
Riget eller imod." 

Et fremtrædende Træk hos Margrethe er hendes religiøse 
Interesse, som gav sig Udslag i en Gavmildhed mod Kirker 
og Klostre, hvortil der ikke findes Mage i vor Historie. Naar 
hun saaledes med den ene Haand bortskænkede til Gejstlig- 
heden, hvad hun med den anden møjsommeligt havde fra- 
vristet Adelen, maa en stor Del af Forklaringen sikkert søges 
i politisk Beregning. Kirkens Venskab var jo, som vi har 



61 

set, en af Kongemagtens Støtter i hendes System. Ligesaa 
sikkert er det dog, at alt ikke er forklaret hermed. Hos 
Margrethe, som bedre end nogen vidste, hvad Besiddelsen af 
Gods og en vel fyldt Pengepung betød, ligger der utvivlsomt 
en virkelig Selvfornægtelse bag denne Gavmildhed, en per- 
sonlig Opofrelse, som har sin Rod i et vist Maal af oprigtig 
religiøs Følelse. Efter Tidens Skik og i Overensstemmelse 
med sin praktiske Natur søgte hun da Tilfredsstillelse for 
denne Følelse paa væsentlig udvortes Maade. 

Barndomsindtrykkene, Forbindelsen med den hellige Bir- 
gittes Slægt har paa dette Punkt rimeligvis været af nogen Betyd- 
ning for Margrethe. Herpaa tyder ogsaa hendes stærke For- 
kærlighed for Vadstena, selv om en politisk Bevæggrund vel nok 
har været medvirkende til Dronningens overordentlige Begun- 
stigelse af dette fornemme Kloster. Engang under en fortrolig 
Samtale med Munkene fortalte hun dem følgende: En Kvinde, 
som var omgivet af mange truende Farer, havde haft et Syn. 
St. Birgitte havde vist sig for hende og sagt: „Elsk Brødrene i 
Vadstena, og Du skal blive reddet fra Dine Farer." Og hun 
blev glad og takkede Gud. Og Dronningen tilføjede, hedder det 
videre: „Til sin Tid skal jeg sige Jer Navnet paa denne 
Kvinde," men Brødrene sluttede, belærte af Erfaringen, at 
denne Kvinde var hende selv! — Ofte og længe, undertiden 
en hel Maaned ad Gangen, opholdt hun sig i Klostret. Ogsaa 
her fik hun Brug for sin Evne til at stifte Fred, da hun ved 
Juletid i Aaret 1400 maatte mægle mellem Abbedissen, som 
ikke var nogen anden end hendes fordums Fostersoster Inge- 
gerd, og de øvrige Klosterfolk. 1 Julen 1403 lod hun sig op- 
tage som Søster, saaledes at hun — uden naturligvis at tage 
Sløret — fik Del i Klostrets aandelige Goder. Fra dette 
Besøg har en Klosterbroder optegnet følgende lille ejendomme- 
lige Træk: Inden sin Afrejse samlede Margrethe først Non- 
nerne, saa Munkene i Talestuen. Her gik hun rundt og 
kyssede hver enkelt ydmygt paa Haanden til Bekræftelse paa 
sin Optagelse i deres Samfund. En Munk, som undsaa sig 
for Dronningen, rakte hende da sin Haand, indsvøbt i sin 
Kappe, men hun sagde: „Giv mig din Haand ubedækket; jeg 
er jo nu din Søster." 

Dronning Margrethe døde den 28de Oktober 1412 ombord 



62 

paa sit Skib i Flensborg Fjord — ved Kysten af den om- 
stridte Jord. Dens Genvindelse havde været i hendes Tanker 
til det sidste, kun fire Dage før sin Død havde hun modtaget 
Hylding af Flensborg Borgere. I Sorø Klosterkirke stedtes 
hun til Hvile, saaledes som hun selv havde ønsket. Men 
allerede næste Aar lod Biskop Peder Lodehat hendes Lig 
fore til Roskilde, som det synes næsten med Vold, og her 
rejste Kong Erik senere sin Fostermoder et pragtfuldt Mindes- 
mærke, en Marmorsarkofag, hvis Laag var smykket af en 
legemsstor Gengivelse i Alabast af Dronningen selv. Frem- 
stillingen, der rimeligvis er udført i Udlandet og først en halv 
Snes Aar efter Margrethes Død, kan ikke gøre Krav paa 
Portrætlighed. Kun i Historien, i hendes Handlen og Virken 
er der efteriadt os et Billede af denne Kvinde, den sidste og 
storste af Svend Estridsøns Æt. 



PHILIPPA. 

Tidlig havde Dronning Margrethe, for at se sit Haab om 
en ny Kongeslægts Fremvækst opfyldt, været optaget af Tanken 
om at skaffe sin Fostersøn en Hustru, og det blev fra Eng- 
land, at den første Unionskonge hentede sin Brud. Her 
herskede den kloge og kraftige Henrik IV af Lancaster, som i 
sin Regerings første Aar søgte Støtte for sin ad uretmæssig Vej 
vundne =^) Kongemagt ved Forbund med fremmede Magter. 
Hurtigt faldt hans Øjne paa det imponerende Rige, som nylig 
under Dronning Margrethes Ledelse havde rejst sig i Norden, og 
ved Aar 1400 begyndte Forhandlinger om Ægteskab mellem 
hans Datter Philippa og Erik. Længe havde de dog ingen 
Fremgang. Kuriøst nok løftede der sig netop nu for første 
Gang i England Røster mod disse Barneforlovelser, ved hvilke 
Kongebørns Ve og Vel ofredes paa Politikkens Alter. „De 
bliver gift i deres spæde Alder uden at kunne vælge frit, og 
sjælden hersker Kærligheden der," hedder det i et Digt, der er 
skrevet i disse Aar. Noget Udtryk for den almindelige Stemning 



•) I Aaret 139^^ fortrængte Henrik, som tilhørte en yngre Linie af det 
regerende Kongehus, sin Fætter Richard II fra Tronen. 



63 




Dronning Margrethe. Fra Gravmælet i Roskilde. 



64 

har dette lyriske Udbrud dog næppe været. Den egentlige 
Anstødssten var Dronning Margrethes Utilbøjelighed til at besegle 
Forbindelsen med et nøje Forbund mellem Norden og Eng- 
land — med sit sædvanlige kloge Maadehold ønskede hun 
ikke at indvikle sine Riger i en vidtsvævende europæisk Po- 
litik. Følgen var imidlertid, at Henrik IV's Iver for Partiet 
kølnedes stærkt, saa at Underhandlingerne trak i Langdrag. 
I Aaret 1405 var man dog endelig kommet saa vidt, at Phi- 
lippas Komme til Norden daglig ventedes, og Erik, som var 
paa Rejse i Norge, fik af sin Fostermoder Ordre til at lade 
„Biskopper, Riddere, Fruer og Jomfruer" drage Bruden i Møde 
i Bergen, hvor hun skulde lande, men ikke selv at indfinde 
sig ved Modtagelsen, „thi det staar ej vel, at han fører hende om 
Land med sig." Heraf blev dog intet. Forberedelserne i England 
trak ud, maaske har man ikke kunnet blive færdig med Brude- 
udstyret. Endnu findes en Fortegnelse over Silkekaaberne, 
Bæverskindshuerne, de mange Dragter med Slæb af hvidt 
Atlask og rødt Fløjl, med perlestukne Halskraver og broderede 
Ærmer, kantede med Hermelin osv. Udgifterne ved dette 
Udstyr, som rigtignok var den eneste Medgift, Philippa med- 
bragte, beløb sig til over 4000 £. 

Endelig i August 1406 foregik den højtidelige Afrejse fra 
Havnestaden Lynn. Efter en stormfuld Overfart landede 
Philippa tilligemed sit fornemme og talrige Følge i Helsing- 
borg, og den 26de November stod Brylluppet „med kongelig 
Pragt" i Lund Ærkebispegaard. 

Kong Erik var dengang 24 Aar gammel og, efter det 
engelske Brudefølges Beskrivelse, „en livlig, kæk, rask Yng- 
ling", der modtog sine Gæster med megen Velvilje — „efter 
sin Evne", tilføjes der dog overbærende, thi „med hans Be- 
levenhed var det ikke meget bevendt". Englænderne har 
aabenbart været sig deres Lands og Folks højere Stade i 
europæisk Kultur bevidst, saa at de, efter deres Hjemkomst, 
Jidet eller intet godt" havde at berette om Danmark. Selve 
den gamle Dronning Margrethe karakteriseredes i England slet 
og ret som en barsk Amazone, der med Foragt for al kvindelig 
Blodagtighed havde vundet sin Magt med Sværdet. 

For Philippa selv har dette Forhold dog næppe spillet 
nogen Rolle. Hun, som var født den 4de Juli 1394, var kun 



65 

12 Aar gammel, da hun blev de tre nordiske Rigers Dron- 
ning, altsaa endnu ung nok til at lære at føle sig hjemme i 
sit nye Fædreland, hvad hun, efter hendes senere Liv at 
dømme, virkelig ogsaa synes at have gjort. 1 saa Henseende 
var det sikkert ikke uden Betydning, at Dronning Margrethe 
til Hofmesterinde gav hende Fru Catharina, Datter af Fru 
Mærete, som jo i sin Tid havde været Margrethes egen Foster- 
moder, og Enke efter Norges Drost. Hun voksede da, lige- 
som i sin Tid Margrethe, op i en Slægt, der var lige stærkt 
knyttet til Sverig og Norge, og i hvilken Mindet om Nordens 
Helgen bevaredes stærkt og levende gennem Familietradi- 
tionen. 

Om Philippas Opvækstaar ved vi for øvrigt intet. Det 
næste Glimt, vi faar at se af hende, viser os hende som den 
voksne Kvinde, staaende ved Kongens Side som hans trofaste 
og virksomme Hjælper. Hun styrer Landet under Eriks Fra- 
værelse paa hans Rejse til den hellige Grav 1423 — 24, og i 
det mindste een klog Foranstaltning er knyttet til hendes Navn 
som Regentinde, nemlig en Overenskomst med Hanseaterne, 
ved hvilken hun lover Købmanden at slaa god Mønt, medens 
Erik havde opirret Stæderne ved sin slette Mønt, skønt deres 
Venskab var af Vigtighed under Kampen med Holstenerne. 
Kongen synes rigtignok ikke at have fortsat denne kloge Politik, 
og et Par Aar senere truede Hanseaternes Flaade som Hol- 
stenernes Forbundsfælle den ene Gang efter den anden Dan- 
marks Kyster. Under disse Forhold hører vi atter om Philippas 
Virksomhed — hun laaner selv de danske Stormænd Penge 
til Udrustning af Skibe, et Tog mod Stralsund, som for øvrigt 
mislykkedes, tilskrives hende, og et Par Menneskealdere senere 
vidste man at fortælle om, hvorledes hun opmandede de 
Danske mod Hanseaternes Flaade, da den lagde sig for Køben- 
havn 1428, saa at Sejren i første Række skyldtes hende. Det 
er dog især i Forbindelse med Sverig, at Philippas Navn 
nævnes. Paa gentagne Rejser op i dette Rige, hvor der var 
megen Utilfredshed med den langvarige og besværlige Krig, 
var det hendes vanskelige Opgave at berolige de misfornøjede 
og at formaa dem til fornyede Anstrengelser. Det synes 
virkelig at være lykkedes hende. — „Vi have vel forstandet 
af vor kære Husfrue Philippa," skriver Kongen til det svenske 

Danske Dronninger. 5 



66 

Rigsraad 1426 efter Dronningens Hjemkomst fra en af disse 
Rejser, „at I hende saa nu, som I have altid før gjort, have 
undfanget paa Vore Vegne med al Velvilje og Kærlighed og 
bevist Eder saa mod Os og hende i al Troskab og Ære, at 
baade Vi og hun med al Kærlighed takke Eder." 

Under et af sine Ophold i Sverig døde Philippa i Vad- 
stena Kloster Helligtrekongers Aften 1430. Den svenske Rim- 
kronike mindes hende med følgende Linier: 

Ther nast epter moth jwla tijdha 

drothninga philippa wilde tha til sverige rijda 

tha hon til wazstena kum 

ther doo then edhla førstinna from 

henne lijk the ther begraffua 

och bodhe gudh henne siel haua. 

Godt og lyst var det Minde, hun efterlod sig i hele 
Norden, ikke blot i Danmark, men hvad der i denne af 
Unionskampe opfyldte Tid er værd at lægge Mærke til, ogsaa 
i Sverig. Selv i hendes fjærne Hjemlands Krøniker lyder der 
Lovord om hende. „De, der kender hende, siger, at hun voksede 
op til saa stor Visdom, at alle Rigets Sager forelagdes hende," 
fortæller en engelsk Historiker, der som Dreng havde staaet 
blandt Tilskuerne ved Philippas Brudefærd i Lynn. Ikke 
mindst har Hengivenheden for hende sikkert været i Vad- 
stena, hvor vi atter og atter træffer hende paa Besøg. 
Utrættelig stod hun Ordenen bi i alle Vanskeligheder „som 
dens Moder og trofaste Beskytterinde;" i Breve til sin Broder, 
Kong Henrik V, til den tyske Kejser, til Paven taler hun 
dens Sag, og, efter hvad der fortælles i Klosterets Dagbog, 
„viste Dronningen sig langt mere rundhaandet med Gaver og 
Udgifter end Kongen." — Ret betegnende er et enkelt lille 
Træk fra Vadstenas Historie. Klosterfolkene havde begaaet 
den Uforsigtighed ikke at modsætte sig Opførelsen af nogle 
Huse i brandfarlig Nærhed af Klostrets Bygninger. I sin Iver 
for deres Vel bebrejder Kongen dem dette i et Brev, hvor 
Tonen, trods den utvivlsomt gode Mening, er streng og barsk. 
To Dage efter kommer der saa Brev til Vadstena fra Dron- 
ningen, som moderligt forklarer sine „kære Børn", hvorved 



67 

de har forset sig mod Kongen og formaner dem til ved Efter- 
givenhed at afvende hans Vrede. Ved denne Evne til at glatte 
efter, hvor Erik havde forløbet sig, har Philippa sikkert ofte 
gavnet sin heftige Husbond, ikke mindst i Sverig, hvor en 
saadan Virkning af hendes Optræden er umiskendelig. 

Det Savn, Kong Erik følte ved sin Hustrus Død, gav han 
Udtryk ved rundt om i Rigerne at indstifte en Gudstjeneste, 
saa storartet, som man endnu aldrig havde kendt den i Norden. 
Psalteren skulde lyde evigt. Dag og Nat, til Guds Ære, 
Kongen og hans kære Hustru Philippa, som „lige til sin Død" 
har vist sig ham „tro og ærlig", til Sjælegavn. 



DOROTHEA, 

Kristoffer af Bajerns og Kristian i's Dronning. 

„Vider, at Vi med Guds Naade ville holde vort Bryllup 
første Søndag efter Bartholomæi Dag næstkommendes her udi 
Kjøbenhavn. Thi bede Vi kærligen, at I rette Eder derefter, 
saa at I kommer hid til Os Søndagen før Bartholomæi Dag 
det seneste, saa at I fare ind med Os imod Vor Fæstemø, at 
I for Vor Skyld reder Eder kostelig ud med kostelige Klæder, 
Smykker og andre saadanne Stykker og med Eders bespændte 
Karm og fagre Heste og vel udredte Svende og gører Eder 
glade med Os den Tid over og værer Gud og Os velkomne. 
In Christo valete." Saaledes skrev den unge Kong Kristoffer 
af Bajern i Sommeren 1445 til en dansk Adelsfrue, Otte 
Nielsen Rosenkrans's Hustru, Elne. Kort før var Forlovelsen 
mellem ham og den fjortenaarige Dorothea af Brandenburg 
bleven aftalt, og endnu samme Aar hjemførtes Bruden af sine 
Forældre til Danmark. Sikkert har mange gode Mænd og 
Kvinder modtaget samme venlige indbydelse som Fru Elne 
og er da „faret" med Kongen imod hans „Fæstemø", da han 
en Septemberdag red hende i Møde i festligt Optog, forrest 
„24 Drenge paa 24 hvide, smukke Hingste, alle i Ridderdragt," 
som det hedder i en tysk Kronike. I otte samfulde Dage 
fejredes Brylluppet i København, „paa Turnering og Spil og 
Dans var der ingen Ende," og de danske og svenske Adels- 
mænd, som havde klædt sig i Gyldenstykke og Damask, „og 

5* 



68 

ikke vilde staa tilbage for Kongen," har sikkert gjort deres 
bedste for at kappes med de mange tyske Fyrster, som led- 
sagede Bruden. At der virkelig har været et Modsætnings- 
forhold mellem de nordiske og de tyske Gæster, kan vi læse 
af den svenske Rimkrønikes Beretning om Brylluppet. Denne 
er ganske vist i hoj Grad fjendtligsindet mod Kristoffer og 
derfor ikke nogen paalidelig Kilde, men det er dog paafaldende, 
naar det her hedder 

thz hoffuith kan ey prisas mere 

ty thz stod ey fulla daga tre 

sidan skulle hwar sik sielff forsee 

badhe om fodher saa oc om maath 

ther aff hørdis mangs ond laath 

them tydzske gaffs nogh hwar the woro 

an the swenska jo omboro. 

— særlig naar man sammenligner denne Skildring med de 
tyske Beretningers Lovord over den Gæstfrihed, der udfoldedes. 
Kristoffers og Dorotheas Ægteskab synes at have været 
lykkeligt, i det mindste mindedes hun altid senere sin første 
Ægtefælle i de talrige Sjælemesser, hun indstiftede for sig og 
sine nærmeste. For øvrigt omtales den purunge Dronning 
kun ved en enkelt Lejlighed i de faa Aar, hun var Kristoffers 
Hustru, det var, da Kongeparret Aaret efter Brylluppet foretog 
en Rejse til Sverig. I Vadstena blev, fortæller Klostrets Dag- 
bog, „den hellige Birgittes Hoved baaret helt ud i Forhallen 
til Ære for Dronningen." I Stockholm var Karl Knutson 
Kongens Gæst, og Rimkrøniken, som benytter enhver Lejlig- 
hed til Forherligelse af denne sin Helt, ved at fortælle om, 
hvilket gunstigt Indtryk han gjorde paa Dronningen, som 

bød marsken offta til sith bord 

oc haffde mz hanum mangt gamans ord. 

Kun halvtredje Aar efter Brylluppet døde Kristoffer i 
Januar 1448, og Situationen har sikkert været vanskelig nok 
for den attenaarige, barnløse Enkedronning i den ni Maaneders 
Mellemregering, som paafulgte, inden Landet fik en ny Konge 



69 

— og hun en ny Husbond. Hun synes at have forsøgt paa 
at gøre nogen Indflydelse gældende, men Forsøget strandede 
paa Rigsraadets Modstand, og det fortælles, at man „ikke 
vilde indlade Dronningen paa noget Slot i hele Riget." Hendes 
tyske Slægtninge ønskede hende gift med Kongen af Polen, 
hvorimod Rigsraadet sikkert har foretrukket, at Dorothea blev 
i Landet, da der, hvis hun forlod Danmark, skulde svares 
hende en betydelig Pengesum til Erstatning for hendes rige 
Livgeding. En Udsigt til at opnaa dette aabnede sig, da den 
unge Grev Kristian af Oldenborg kom paa Tale som Kongs- 
emne, og Resultatet blev da, at „Dronning Dorothea og Kronens 
Stænder af Danmark valgte Kristian for hans adelige Dyds, 
Dueligheds og Retfærdigheds Skyld til deres Konge og Herre." 
Hundrede Aar senere fortaltes det, at Dorothea havde været 
forelsket i Adelsmanden Knud Henriksen Gyldenstjerne, men 
Sagnet er kun lidet troværdigt, og der er ingen Grund til at 
tvivle om, at hun med Glæde har skænket den statelige og 
vindende Kristian, Danmarks udvalgte Konge, sin Haand. — 
Den 26de Oktober 1449 stod da Brylluppet, om hvilket der i 
en samtidig Krønike findes den kuriøse Bemærkning, at „Om- 
kostningerne var ikke saa store, og Rigets Raad var der ikke; 
derfor kan det ikke vare længe, inden der bliver Uvilje mod 
Kongen." 

Denne Spaadom gik dog ikke i Opfyldelse, tværtimod 
mødte Kristian I som bekendt i de første Aar efter sin Tron- 
bestigelse kun Medgang og Velvilje. Stor Glæde vakte en 
Kongesøns Fødsel i Efteraaret 1450. „Alle lovede Gud med 
endrægtig Stemme," fortæller en Landsmand af Dorothea, som 
da opholdt sig i Danmark, „over at der paa Fædrelandets 
Jord endelig var født Landet en Konge, hvad der ikke var 
sket i hundrede Aar." Begge de ældste Sønner, Olaf og Knud, 
døde imidlertid som smaa, men 1455 fodtes den tredje Søn, 
Hans, gennem hvem Dorothea skulde blive Stammoder til det 
oldenborgske Kongehus. 

Det var dog langt fra, at Dorothea nøjedes med kun at 
være sine Børns Moder. Tværtimod sporer vi hendes Virk- 
somhed paa mange andre Omraader. Under Kongens Fra- 
værelse var det hende, der styrede Landet, en Post, som Hk 
ikke ringe Betydning paa Grund af Kristians mange Krigstog 



70 



til Sverig og lange Udenlandsrejser Syd paa. Med hvilken 
Energi hun tog dette Hverv op, sporer vi i et Brev, hun 1456 
skrev til Fogeden Niels Eriksøn med Befaling til hurtigst 
mulig at sende Kongen Hjælp til Sverig „saafremt I ej vil, 










Kristian I og Dorothea- 

at vor naadige Herre skal fly af Marken for Eders Forsøm- 
melses Skyld, hans Naade og Rigerne til stor drabelig For- 
cJærv og Skade." Selv naar Kongen var hjemme, brugte han 
undertiden hendes Hjælp, særlig i Hertugdømmerne, hvor vi 
gentagne Gange træffer Dronningen i Aarene 1469-70 med 



71 



det vanskelige Hverv at skaffe Ro til Veje blandt de ret ure- 
gerlige holstenske Stormænd. 

Det var dog navnlig i Tiden umiddelbart efter Kristian Ts 
Død, at hans Enkedronning syntes kaldet til at udøve en større 
Indflydelse paa Rigets Skæbne end nogen anden — takket 
være de Foranstaltninger, som Kongen havde truffet før sin 
Død. Begge Hertugdømmerne var pantsatte hende, og i Konge- 
riget havde hun Befaling over alle Slottene med deres væbnede 
Styrke, Slotslovene holdtes til hendes Haand, som det hedder 
i Tidens Sprog. Denne Magtstilling søgte Dorothea at be- 
nytte til at skaffe sin yngste 
Søn Frederik saa meget af Fa- 
derens Lande som muligt, helst 
foruden begge Hertugdømmer 
ogsaa passende Len i Konge- 
riget, „hvorudover hun kan 
holdes for at have været bedre 
Moder end Dronning," som Hol- 
berg siger. Lykkeligvis stran- 
dede dog dette Forsøg paa at 
indføre den i Tyskland alminde- 
lige Udstykning af Lande og 
Riger i Danmark, Frederik 
maatte nøjes med Hertugdøm- 
merne, hvor han endda maatte 
dele Magten med Hans. 

Hvad der maa have bidraget meget til at give Dorotheas 
Stilling Fasthed i de mange Aar, i hvilke hun var Danmarks 
Dronning og Enkedronning, var de store Besiddelser af Landenes 
Jord, hun sad inde med. Først og fremmest Livgedinget: i Dan- 
mark Haraldsborg og Skjoldenæs Len samt Byerne Roskilde og 
Ringsted, i Norge Jemteland. Men desuden var hun, i Følge 
Panteret eller Gave fra Kongen, Herre over Abrahamstrup, 
Kallundborg, Lolland, Falster (eller i det mindste store Dele 
deraf) og Viken. Hertil kom de talrige Besiddelser i Her- 
tugdømmerne. Den Maade, paa hvilken hun erhvervede disse, 
er meget karakteristisk saavel for hende som for Kristian. 
Som bekendt var Kongens økonomiske Forhold ahid for- 
tvivlede — i Aaret 1471 maatte Dorothea saaledes pantsætte 




Dronning Dorothea som Enke. 



72 

sine Smykker i Lubeck for at skaffe Penge til Veje — og 
navnlig havde han maattet gøre store Laan hos de holstenske 
Herrer, som til Gengæld havde faaet en Mængde af Slottene 
i Hertugdommerne i Pant. I Slutningen af hans Regering 
sporer man imidlertid en fast og konsekvent Indgriben fra 
Dronningens Side i dette for Kongemagten højst uheldige 
Forhold. Paa Kongens Vegne udbetaler hun snart een, snart 
en anden af Ridderne store Pengesummer, men de herved 
indloste Slotte pantsættes derpaa ofte atter til hende — hun 
har aabenbart fundet og sikkert med Rette, at Slottene var 
bedre forvarede i hendes end i Kongens Hænder. Det vigtige 
Slot Flensborgs Indløsning kan vi saaledes følge Skridt for 
Skridt. I Følge Overenskomst af 1480 afbetaler hun Pante- 
summen i Løbet af otte Aar, hvert Aar med en Punktlighed, 
som viser hendes Dygtighed i Finanssager. 

At Dorothea har været en Dame, som forstod at holde 
fast paa, hvad hun havde, og som interesserede sig meget for 
at erhverve mere, faar man ogsaa ad andre« Veje et stærkt Ind- 
tryk af, thi hvad vi iøvrigt hører om hende, samler sig væsenlig 
om to lange Retsstridigheder, som hun begge førte gennem en 
Aarrække for at vinde den Ejendom, hun mente at have Ret 
til. I Aaret 1464 døde hendes Fader, Markgrev Johan, og 
Dorothea gjorde øjeblikkelig Krav paa sin Arv hos sin Far- 
broder Albrecht. Denne erklærede imidlertid, at hans Broder 
intet havde efterladt sig, hvilket var troligt nok, da Johan alle 
sine Dage havde været i Pengetrang, særlig paa Grund af sit 
Guldmageri. Dorothea opgav dog ikke Sagen og skyede i de 
følgende Aar ingen Anstrengelser for at faa sin formentlige Ret. 
Til forskellige tyske Fyrster, til Kejser og Pave sendte hun sine 
Skrivelser for at opnaa deres Mægling og Bistand, men lige 
meget hjalp det — i sin Farbroder, som var en af Tidens største 
Begavelser, havde hun fundet en overlegen Modstander. 

Paa et andet Omraade viste Dorothea samme Ihærdighed 
for at faa alt, hvad der formentlig tilkom hende. Til det Liv- 
geding, som Kristoffer havde overladt hende og Kristian senere 
stadfæstet, hørte ogsaa betydelige Strækninger i Sverig. Som 
naturligt var, vægrede Sten Sture sig ved at anerkende hendes 
Ret til svensk Livgeding, og Dorothea søgte da Hjælp hos 
Paven. Den Bandstraale, som det efter mange Aars hidsig 



73 

Tvekamp mellem de danske og svenske Underhandlere ved 
Pavehoffet lykkedes hende at udvirke, var dog ikke mægtig 
nok til at skaffe hende en Fodsbred Jord af Sverig. Derimod 
opnaaede hun at forbitre Forholdet mellem de to Riger, og 
navnlig maatte det virke til Skade, at hun gentog sine Krav 
efter Kristians Død, da Hans søgte at blive ogsaa Sverigs 
Konge. Det lykkedes dog at formaa hende til, i Tilfælde af 
Unionens Fornyelse, at opgive sit Forlangende, men hun har 
sikkert kun gjort det modstræbende — „finde Vi i ingens 
Raad, at vi derfor skulde gaa glip af vort Livgeding," skriver 
hun paa denne Tid til Sønnen — og da Hans ikke vandt 
Kongemagten i Sverig, fortsattes Striden, indtil Paven i Aaret 
1490 finder det fornødent at formane Dorothea til nu „at vende 
Sindet til Fred." 

Under disse lange Kampe for at faa sit Gods, havde 
Dorothea imidlertid ikke ladet sig nøje med at sidde hjemme 
i Danmark og skrive Breve. Ikke mindre end to Gange 
foretog hun den lange Rejse til Rom for personlig at paakalde 
Pavens Bistand — og for at besøge den hellige Stad, Maalet 
for enhver from Katholiks Længsel. Thi „en overmaade from 
Fyrstinde" var Dorothea, for at bruge Povl Helgesens Udtryk. 
Rundt om i begge Riger stiftede hun Sjælemesser for sin 
Familie og sig selv, og sammen med Kong Kristian oprettede 
hun Helligtrefoldighedskapellet i Roskilde Domkirke, som hun 
senere blandt andre kostelige Relikvier skænkede „tvende 
Hoved af de 1 1000 Jomfruer." En særlig Kærlighed havde 
hun til Franciskanerne, navnlig til den strenge Retning inden 
for Ordenen, de saakaldte Observansbrødre, og med Rette 
kaldes hun i Ordenshistorien deres „enestaaende Velynder og 
ganske særlige Beskytterinde." 

Ogsaa paa Romerrejserne træder Dorotheas religiøse 
Interesse stærkt frem — uden dog at overskygge hendes Sans 
for denne Verdens Ting. Sin første „Kirchfart" foretog hun 
i Aaret 1475, Aaret efter Kong Kristians berømte Romerrejse. 
Der er imidlertid en betegnende Forskel paa de to Ægtefællers 
Pilgrimsfarter. Kongen rejste under megen Pragtudfoldelse, 
ved sin vindende Personlighed gjorde han overalt et for- 
træffeligt Indtryk, men Udbyttet af Rejsen var mindre til- 
fredsstillende alle hans storpolitiske Planer faldt til jorden. 



74 

Dronningens Rejse derimod foregik under langt beskednere 
Former og havde et stærkere religiøst Præg. Hun var klædt 
i Nonnedragt, og i Rom var hun saa optaget af at besøge 
Kirker og Klostre, at hun glemte at passe Spisetiderne. Takket 
være sin Søstersøn, Kardinal Gonzaga, opnaaede hun en Del 
Buller, ovenikøbet gratis. Af disse var een rettet mod alle, som 
foreholdt hende hendes Ejendom o: Kurfyrst Albrecht og Sten 
Sture. En anden bør for bestandig sikre Dronning Dorotheas 
Romerrejse en Plads i dansk Aandslivs Historie, idet den inde- 
holdt Pavens Tilladelse til Oprettelse af Københavns Universitet. 

Undervejs havde Dorothea benyttet Lejligheden til at be- 
søge sin Familie, baade Farbroderen Albrecht i Ansbach og 
Søsteren, Markgrevinde Barbara i Mantua. I Ansbach traf 
hun imidlertid ikke Kurfyrsten hjemme, men Kurfyrstinde 
Anna, som havde en ikke ringe humoristisk Aare, gav senere 
sin Mand en levende Skildring af Besøget. Alt, hvad Dron- 
ningen fik Øje paa, vilde hun have, fortæller Anna. Sin 
Ordenskæde maatte hun saaledes give hende, da Dorothea 
havde faaet at vide, at den var af Guld. „Havde der været 
noget ved Haanden, som havde været Eders Kærligheds, hun 
havde taget det, hun mener, hun har Ret dertil." Aabenbart 
har Dronningen villet sikre sig i det mindste noget af sin Arv 
paa denne nemme Maade! Forfængelig var hun ogsaa. Hun 
vilde endelig prøve Annas Hovedtøj og fandt saa meget Behag 
i sig selv, da hun saa sig med det i Spejlet, at hun gik ud 
til sine Folk, for at de ogsaa skulde se hende med Pynten. 
Det maa dog huskes, at Kurfyrstinden paa Grund af den 
lange Arvestrid ikke kan betragtes som nogen upartisk Dommer, 
men ejendommeligt er det, at Dorotheas Forhold til hendes 
Familie stadig er saa uvenligt paa en Tid, da Kong Kristian 
derimod stod paa den venligste og fortroligste Fod med hendes 
Farbroder, Kurfyrst Albrecht. 

Tretten Aar senere træffer vi atter Dorothea i Rom, nu 
som Enkedronning. Pavens Ceremonimester, en Mand, der 
var meget nøjeregnende med alle ydre Former, har efterladt 
en ret kuriøs Skildring af hendes Besøg. Han tog imod hende 
med et højtideligt Optog af Kardinaler, men „Dronningen, 
som havde en Hat paa Hovedet oven paa Sløret, tog den 
ikke af som Tegn paa Høflighed, og viste sig heller ikke 



75 

ellers hverken beleven eller velvillig." Hendes Vicekansler 
var „en Mand, der var ganske blottet for Optræden, en kom- 
plet Bonde." Til Trods for det sørgelig mislykkede Ceremoniel 
opnaaede Dorothea dog, hvad hun vilde. Hun fik atter Buller 
mod Sten Sture og sine tyske Slægtninge med sig hjem, og 
hun fik talt sine kære Observansbrødres Sag hos Paven. 

Sine sidste Aar tilbragte Dorothea for det meste i Kal- 
lundborg. Den 10de November 1495 døde hun paa sin 
Gaard i Roskilde og blev begravet i Helligtrefoldigheds Kapel 
ved Kong Kristians Side. — „Hun var en Kvinde af en sjælden 
Klogskab," siger Povl Helgesen om hende, „men alt for paa- 
holdende," en Karakteristik, som hendes Liv paa mange Maader 
bekræfter. Ved Fødselen tilhørte hun den fremadstræbende 
hohenzollernske Slægt. Hendes Fader, Johan Alchymist, var 
ganske vist svag og uduelig, men hos hendes Farbroder 
Albrecht og hos hendes Søster Barbara træder Slægtens 
Klogskab og Energi stærkt frem, og de samme Træk finder 
vi hos Dorothea lige fra den Tid, da hun som attenaarig Enke 
søgte at gøre sin Indflydelse i Rigets Anliggender gældende, 
indtil hun som en gammel Kone for anden Gang foretog den 
lange, besværlige Romerrejse. Paa mange Omraader har 
hendes udprægede Personlighed sat Spor, mest dog, hvor det 
gælder hendes Ægtefælles og Børns, og allermest, hvor det 
gælder hendes egen Interesse. Særlig skarpt træder hendes 
ejendommelige Egenskaber maaske frem i Historien, fordi 
hun i en Menneskealder stod ved en Mands Side, som i meget, 
i godt som i ondt, synes at have været vidt forskellig fra 
hende. Ikke blot har hun sikkert i langt højere Grad end 
Kristian udmærket sig ved Udholdenhed og Karakterfasthed, 
men der er i det hele noget mere tørt, nøgternt og køligt 
over hendes Personlighed end over den fantasirige, letbevæge- 
lige, undertiden noget stortalende Konges. Paa en slaaende 
Maade kommer denne Forskel frem i deres Brevstil. De stærke 
Ord og Superlativer, som han ynder, finder vi ikke i Dorotheas 
Breve, der overhovedet savner den Varme i Følelsen, som 
Kongen lægger for Dagen. Naar hun aabenbart i langt mindre 
Grad end han har haft Evne til at vinde og indtage, staar det 
maaske ogsaa i Forbindelse med denne Forskel i Temperamentet. 
— Særlig paafaldende er dog Modsætningen, naar vi vender 



76 

os mod Dronningens unægtelig mest fremtrædende Egenskab, 
hendes okonomiske Sans eller „Paaholdenhed", som Povl 
Helgesen ikke uden Berettigelse udtrykker sig. Imidlertid maa 
det ikke glemmes, at denne Svaghed under de givne Forhold 
ofte blev hendes Styrke. Netop fordi hun baade paa dette 
og paa andre Punkter supplerede Kristian I, kunde hun, som 
det hedder hos Kristian Pedersen, sige „Kong Kristian mange 
mærkelige Stykker om Rigernes Bedste og Lejlighed, som han 
ikke tilforn vidste." 



KRISTINE. 

Kristine, Kong Hans's Dronning, fødtes Julenat 1461 som 
ældste Datter af Hertug Ernst af Sachsen og Elisabeth af 
Bajern — under en meget gunstig Konstellation, fortælles der. 
Stjernerne fik forsaavidt Ret, som en glimrende Fremtid syntes at 
aabne sig for den sachsiske Hertugdatter, da Danmarks og 
Norges Konge, Kristian I, i Aaret 1477 lod anholde om hendes 
Haand for sin ældste Søn Hans. Aaret efter førtes den 
sekstenaarige Brud til Danmark i pragtfuldt Optog med Ud- 
foldelse af Riddertidens hele Glans. Bruden havde to gyldne 
Vogne, og selv var hun iført en rød Guldbrokades Dragt, 
„som slæbte vel 6 Alen efter hende." Hertug Ernst havde 
virkelig opfyldt, hvad han havde lovet i Ægteskabskontrakten, 
at sende sin Datter af Sted „med smuk Klædning og al søm- 
melig Pryd, som det sømmer sig en Fyrstinde og Dronning 
til Danmark og vor Ære." I Rostock modtoges hun af et 
stateligt, dansk Følge, som ledsagede hende gennem Landet, 
og lige uden for København drog Kong Kristian hende i Møde 
med et beredent Følge paa 500 Mand, alle klædte i brunt. 
Efter at have budt „Frøken Kristine" velkommen, vendte 
Kongen tilbage til Byen, og den udvalgte Kong Hans selv 
red nu, med et Følge paa 700 Ryttere, alle klædte i grønt. 
Bruden i Møde — 

Den Herre fra Hest, den Jomfru fra Karm, 
De toge huer anden i Faffn — 

som det hedder i den gamle Bryllupsvise, der som en Efter- 
klang af Dagmarvisen i disse Dage lød paa Folkets Læber. 
Næste Dag, den 6te September, fandt Vielsen Sted i Frue Kirke. 



77 

Halvtredje Aar efter Brylluppet besteg Hans Tronen ved 
sin Faders Død, og seks Uger efter at Kristine var bleven 
Danmarks Dronning, fødte hun i Nyborg sit første Barn, 
Sønnen Kristian. Fyn synes tidlig at være bleven hendes 
Yndlingsopholdssted, i Nyborg fødtes ogsaa det næste Barn, 
Datteren Elisabeth, og saavel Dronningen som Kongen holdt 
af at gøre Smaabesøg rundt paa den smilende Øs mange 
kongelige Slotte, undertiden i Selskab med den gamle Dron- 
ning Dorothea. 

Opholdt Dronning Kristine sig saaledes kun undtagelsesvis 
i Hovedstaden, synes hun heller ikke — til Forskel fra det 
15de Aarhundredes andre Dronninger — at have taget synderlig 
Del i Statsstyreisen. Kun ved een Lejlighed ser vi hende gribe 
ind i Nordens Historie, men da ogsaa paa en Maade, som gør 
hende Ære. I Januar 1501 drog hun sammen med sin Ægte- 
fælle op til Sverig, hvor det som bekendt fire Aar før endelig 
var lykkedes Hans at blive anerkendt som Konge. Blandt 
de ledende svenske Stormænd var der dog en bestandig 
voksende Uvilje mod Unionen med Danmark. Et talende 
Bevis paa, hvor svanger med Mistænksomhed og mørke Anelser 
Luften var, er det, at Kong Hans, en Dag da Dronningen 
ønskede at gaa fra Slottet ned i Byen til Gudstjeneste, var 
meget betænkelig ved at give sin Tilladelse dertil og først ved 
at se Dronningen græde lod sig bevæge. Det var heller ikke 
langt fra, at Følgerne, paa Grund af de Danskes Nervøsitet, 
var blevne skæbnessvangre. Thi da man fra Slottet saa Dron- 
ningen komme gaaende, omgivet af en Del svenske Stormænd, 
anede man straks ondt og havde nær skudt Svenskerne ned 
som Fjender, skønt de i Virkeligheden kun havde indfundet 
sig i den uskyldige Hensigt at gøre Dronningen deres Op- 
vartning ved at ledsage hende tilbage. 

En saadan Tilstand kunde ikke vedvare. 1 August forlod 
Kongen Sverig for at hente Hjælp i Danmark mod den 
truende Rejsning, medens Kristine, der ikke følte sig stærk 
nok til at foretage den lange Sørejse, blev tilbage. Kort efter 
begyndte Svenskerne at belejre Stockholm Slot, som i de 
følgende otte Maaneder blev forsvaret af Dronningen. Dron- 
ning Kristine viste under disse Forhold et ikke almindeligt 
Heltemod. Stockholm Slot var nu foruden Kalmar den eneste 



78 

Plet afSverig, hvor det danske Flag vajede, og den, der ledede 
dets Belejring, var ingen anden end Hemming Gad, den Mand, 
der. naar han horte, at noget ondt var hændet Danmark, 
plejede at udbryde: „Give Gud, det saa i Sandhed monne 
være!" Det var ikke første Gang, at Hemming Gad tog 
Kampen op med en dansk Dronning, i en Aarrække havde 
han ved Pavehoffet ført Sten Stures Sag mod Dronning 
Dorothea, og nu stod han som den højtbegavede og ildfulde 
Leder af hele den svenske Bevægelse mod Forbindelsen med 
Danmark, der i dette Øjeblik repræsenteredes af Dronning 
Kristine. De belejredes værste Fjende blev dog ikke An- 
griberne ude fra, men den ødelæggende Skørbug, der efter- 
haanden bredte sig inden for Besætningen. Af de 1000 Mand, 
som denne ved Belejringens Begyndelse udgjorde, bortreves 
de 900. Til sidst kunde man end ikke overkomme at begrave 
Ligene, der da, sammenhobede i Kældere og Taarne, fyldte 
Luften med Stank. Vinteren var imidlertid gaaet, og forgæves 
ventede Kristine, efterat Vandene var blevne aabne, hver Dag 
Undsætning fra Danmark. Endelig den 6te Maj, da der af 
Besætningen kun var 70 udmagrede Skikkelser tilbage, næppe 
stærke nok til at holde deres Vaaben i Haanden, overgav 
hun Slottet til Svenskerne. Dagen efter kom Kong Hans 
med sin Flaade til Skærgaarden. Dronningen opholdt sig da 
i Stockholm, hvorhen hun efter Kapitulationen havde begivet 
sig, for i Følge Overenskomsten fri og frank at drage til Dan- 
mark, naar Bestemmelse var truffet om, hvilket Følge der 
skulde ledsage hende. Til Trods herfor nægtede Sten Sture 
hende nu at begive sig ud paa den danske Flaade, ja, han 
truede Kong Hans med, at det vilde komme til at gaa ud 
over Dronningen, hvis han angreb Stockholm. Endnu i halv- 
andet Aar holdtes hun tilbage i Sverig som Fange, først i 
Graabrødrekloster i Stockholm, senere i Vadstena Kloster. 
Det var Brud paa et Løfte, indgaaet paa „Ære, Sandhed og 
kristelig Tro," Hr. Sten gjorde sig skyldig i, og til Tro- 
løsheden føjede han en meget lidet ridderlig Adfærd mod 
Dronning Kristine. Hun holdtes ganske afspærret fra al For- 
bindelse med Omverdenen, saa at hun i al denne Tid, som 
hun selv klager over, ikke modtog et eneste Brev fra sin 
Ægtefælle. Og saa knapt et Underhold tilstod man hende, at 



79 

hendes Omgivelser undertiden led Mangel paa det nødvendigste. 
Endelig i Efteraaret 1503 lykkedes det Kong Hans efter mange 
forgæves Anstrængelser at udvirke sin Hustrus Frigivelse. 
Efter en højtidelig Afskedsgudstjeneste i Vadstena, ved hvilken 
Dronningen førtes op til Alteret for at ofre af Sten Sture paa 
højre og Hemming Gad paa venstre Side, drog hun med et 
stort Følge til Grænsen og blev i Halmstad modtaget af sin 
ældste Søn, den udvalgte Kong Kristian, og Danmarks for- 
nemste Herrer „med stor Højtidelighed og Glæde." 

Ser vi kun denne enkelte Gang Kristine optræde som 
Dronningen, der med Heltemod og Fasthed griber ind i Dan- 
marks, ja i Nordens Historie, kan vi derimod til Gengæld 
kaste et Blik ind i hendes daglige Livs jævne Gang, og den 
Skikkelse, der her møder os, er da den omhyggelige, praktiske 
Husmoder, den fromme kristne, den hjertensgode Kvinde. 
Den væsenlige Kundskab om hendes Liv, især naturligvis 
som det formede sig i udvortes Henseende, henter vi fra 
hendes Regnskabsbøger, der, i det mindste delvis, er bevarede 
for det 16de Aarhundredes første Aartier, og hvor Regnskabs- 
føreren har optegnet alle de daglige Udgifter, lige ned til de 
„2 Hvider til den lille Dreng i min Frues Gaard til at lappe 
sine Sko med og er den Dreng, som vogter min Frues Køer." 

Kristine har nu taget fast Bopæl i Odense, men modtager 
af og til — dog mærkværdig sjælden — Besøg af Kongen, 
saavel som af sin ældste Son Kristian. „2 Mark for Kringler 
og Hvedebrød, min Frues Naade købte, den Tid min unge 
Herre var her i Odense og Næsbyhoved om Fasten," hedder 
det saaledes engang. Stadig har hun sin yngste Søn Frants, 
som først var født 1497, hos sig, og vi hører om Kniven, der 
blev købt til Drengen paa Riber Marked, og om den rode 
Hat, han fik under et Besøg paa Langeland. Men næste Gang, 
han nævnes, gælder det Kiste og Blusstager til „min yngste 
Herres Jordefærd" — Frants, som Kristine havde opkaldt efter 
sin Yndlingshelgen, var død, kun 14 Aar gammel, den 1ste 
April 1511. 

For Odense Bys Trivsel har Dronningens Ophold sikkert 
ikke været uden Betydning — der nævnes baade Guldsmede og 
Perlestikkere, ja en Bogbinder mellem Byens Haandværkere 
— og ogsaa aandelige Impulser udgik der, som vi senere skal 



80 



"""Il 



Er o«- c 



z^^ ^- .. :5.^-vJf .^p <f^i^ 



p6»- C^ MJi 







^^ 



Side af Dronning Kristines Regnskabsbog.*) 



*) Item 17 mr. Hermen Vale fore yrtter, læret, silke oc anden deell, 
myn frves nåde iiaffde faatt aff hannom oc her Niels myn frves 
capelian aff hannom vdtaget haffde. 

Item 6 mare fortærede jeg vdi Ribe, ther jeg war ther paa myn frves 
veygne effther toldt, bode till maad, øll oc hestefoder sellf fierde oc 
i Koldinge oc i Medelfaar bort oc igeen 14 dage. 
Item 100 mr. fornogede jeg her Teelloff Ericksen ridder effther myn 
frves egen befalning, som hennes nåde hannom skyldig war aff be- 
talning i then gardt, ther han solde hennes nåde. 
Item 4 mr, 6 /j sende jeg myn frves nåde met Jorgen hennes nådes 
dreng feria 3a proxima post dominicam passionis. 
Item 1 mr. Jess Brwn i Medelfaar fore then fisk han fraamog ther 
Niels Clementsen gaff myn frves nåde. 
Summa lateris 128 mr. 6 /i. 



81 

se, fra Kristine. For øvrigt synes Livet ved det lille Hof at 
have haft et ganske borgerligt Præg, og Dronningen har aaben- 
bart selv haft et Øje med alt. „Item 10 .' Simon Stalddreng 
til en Skjorte efter min Frues Befaling" hedder det for at 
nævne eet Eksempel af mange lignende. Ved Pintsetid pyntedes 
der med „Birkemaj", og i Fastelavnen slog man Gækken løs. 
„Tirsdagen i Fastelavn, da Bispen vilde komme," sendes der 
„min Frues Naade" en Tønde Hamborger 01, en anden Gang 
er „de Fruer" Dronningens Gæster ved Fastelavnstid. 

Den hyppigste Afveksling af det daglige Livs Gang dan- 
nede dog de mange Rejser, Kristine foretog, en Følge af, at 
hendes Indtægt for en Del bestod af det Underhold, hun 
havde Ret til paa mange af Landets Slotte. Undertiden gik 
Turen kun til det nærliggende Næsbyhoved, som hørte til 
hendes Livgeding. Paa dette Slot med dets yndige Beliggen- 
hed ved Skov og Sø og med vid Udsigt fra den høje Slots- 
banke opholdt hun sig næsten lige saa gerne som inde i 
Byen. Jævnlig var det dog længere Rejser, Dronningen foretog, 
rundt om i saa godt som alle Egne af Riget, til Vogns eller 
til Hest, fra Slot til Slot og fra By til By, omgivet af sit 
brogede Følge af Hofsinder og Tyende lige fra Hofmester- 
inden og ned til Dværgene, „lille Las" og „lille Marine". Lad 
os eksempelvis følge Kristine i Aaret 1505. De første Maa- 
neder tilbragte hun dels paa Næsbyhoved, dels hjemme i 
Odense, men i Marts træffer vi hende paa Rejse i Jylland, 
hvor hun naar helt op til Salling. Efter at være vendt hjem 
til Fyn tager hun over til sit Livejegods paa Langeland, 
Tranekær, hvor hun opholder sig en Uges Tid, og efter Hjem- 
komsten til Odense drager hun næsten øjeblikkelig af Sted 
igen paa en Pilgrimsfart til Ry og Karup. Endnu inden Ud- 
gangen af April er hun atter hjemme paa Fyn, hvor hun 
bliver Sommeren over, dog med en Afbrydelse, bestaaende i 
en Tur til Sjælland. I Oktober drager hun paany til Sjælland, 
hvor hun tilbringer Julen i København og i Fastelavnen gør 
en Udflugt til Asserbo sammen med Kongen, og først i April 
Maaned (1506) træffer vi hende igen hjemme i Odense. 

Dronning Kristine har da ved dette omfartende Liv — 
paa hvilket der her kun er givet et Eksempel, grebet i Flæng 
— haft Lejlighed til at lære sit Land og sit Folk at kende. 
Danske Dronninger. ti 



82 

og at hun virkelig med sit jævne og godhjertede Væsen er 
kommen i Beroring med mange, baade høje og lave, derpaa 
tyder adskillige spredte Træk. Hun har aabenbart været en 
sogt Fadder, ved een Lejlighed til Hans Billes Barn paa 
Skjoldnæs, ved en anden til en Skomagers Barn i Odense, 
for at nævne et Par Eksempler. Da hun engang paa en Jagt 
paa Langeland bliver tørstig og sulten, søger hun ind til en 
Bondekone i Stoense, som faar 4 /3 for Mad og 01, „min 
Frues Naade tærede til hendes." I Byen tager hun ofte Op- 
hold hos Præsten eller Borgermesteren, medens hun paa 
Landet er de kongelige Lensmænds Gæst. Med de smaa i 
Samfundet er Kristine navnlig kommen i Berøring ved sin 
Godgørenhed. Der findes knap en Side i hendes Regn- 
skabsbog, som ikke fortæller om Gaver til fattige og nød- 
lidende. Om hendes praktiske Sans vidner det, at disse Gaver 
jævnlig gives med et bestemt Formaal for Øje. En Kvinde 
paa Tranekær faar 2 Mark til at købe sig en Ko for, en 
Færgemand 2 Mark til Hjælp til en ny Færge osv. En særlig 
Plads i hendes Hjerte synes de fattige Skoledrenge, Peblingene, 
at have haft. Større og mindre Gaver til dem hører til de 
hyppigste Udgiftsposter. Een Pebling faar engang I ^ til et 
Fastelavnsris af den venlige Dronning, en anden har hun sat 
i Kost hos en Skomagerkone, som faar 3 Mark om Aaret 
derfor, og nogle „holder min Frues Naade til Skole." 

Flest og størst er dog Kristines Gaver til religiøse For- 
maal, thi som den fromme Dronning stod hun først og frem- 
mest i sin Samtids Øjne, endogsaa Pave Julius II bad ved 
sin Tiltrædelse om hendes Forbøn for, at han maatte kunne 
udfylde sin høje Stilling, og Tidens Historikere kan knap nævne 
hende, uden at hendes Fromhed kommer dem paa Læben. 
Om hendes Iver for at tilfredsstille alle Kirkens Krav vidner 
endnu hendes Gaver til Kirker og Klostre, til Præster og 
Munke, saaledes som de staar optegnede paa hver Side af 
hendes Regnskabsbog, hendes Valfarter til hellige Steder, 
hendes Klosterstiftelser for Franciskanernonner i København 
og Odense. Endnu to Monumenter af ejendommelig Art har 
Dronning Kristines Fromhed sat sig, Claus Bergs Altertavle i 
Odense og Hr. Michaels Rimværker. 

Hr. Michael var en Præst i Odense, som i Aaret 1496 



83 

paa Dronningens Anmodning skrev tre religiøse Digtninge. 
Den sværmeriske Tilbedelse af Jomfru Maria, der i disse 
Aar Syd fra udbredtes over Norden, præger denne „Katho- 
licismens Svanesang", som man har kaldet Digtene, men, 
skrevne som de er paa Dansk og i et naturligt djærvt Sprog, 
varsler de dog om den nye Tid, der var ved at bryde frem, 
og viser, at Kristine har forstaaet at finde den rette Mand. 
— Det samme gælder det andet kulturelle Mindesmærke, 
der skylder hende sin Tilbliven, og som ligeledes indtager 




Figurer paa Altertavlen i St. Knuds Kirke. 

Dronning Kristine, Dronning Elisabet og Kurf\rstinde Klisabeth af 

Brandenburg (Kong Hans's og Dronning Kristines Datter). 



en særlig Plads i dansk Aandslivs Historie. Claus Berg var 
en tysk Billedskærer, der efter sin Sønnesøns Beretning ind- 
kaldtes til Odense af Dronningen for at forarbejde en Alter- 
tavle til Graabrødrekirken, „og blev der saadan en Tavle, at 
dens Lige er ikke at finde i ganske Europa." Dronningen 
viste ham da ogsaa megen Gunst, forærede ham en Gaard i 
Odense og gav ham en af sine Jomfruer til Ægte. Deres 
Søn, som hun selv „bar til Kristendom" og kaldte Frants, 
holdt hun til Skole i Odense og senere til Studium i Rostock. 

6* 



84 



Altertavlen findes endnu i St. Knuds Kirke i Odense*). Ved 
dens Fod knæler Giverinden og hendes nærmeste Familie i 
Gengivelser, som aabenbart kan gøre Krav paa Portrætlighed. 



c/) 




yr 








^ 




T- 




n 








(0 




n 




a 




-^ 




c 


<-s 


-1 


i . 


—i 




r. 


Zm 


'X 


c 


"^ 


7 


,_. 










«*■ 




i~ 


*- 


-* 


r. 


T= 


3 


J. 


V, 


> 






n 


^* 






— t 


-> 






•.* 


CS 


<; 


< 



— v. 



c - 

3 - 

c — ' 



3 



> 




•) Da Graabrødrekirken 1805 blev nedrevet, solgtes Tavlen ved Auktion 
til Vor Frue Kirke for 215 Rdl., 1 Mrk., 4 Sk. 1885 førtes den til St. 
Knuds Kirke. 



85 

Kristine er fremstillet som en aldrende Kvinde, og hendes tæt 
tilhyllede Skikkelse med det ærværdige Præg og alvorlige 
Ansigtsudtryk staar i ejendommelig Modsætning til Sviger- 
datteren Elisabet med de barnlig bløde Træk og den pragtfulde 
nedskaarne Dragt. Selve Altertavlen, som en fremragende Kunst- 
kritiker har kaldet det inden for sin Art betydeligste Kunstværk, 
der er tilbage fra Middelalderen, og et af de allermærkeligste 
Vidnesbyrd om det aandelige Liv i Katholicismens sidste Dage, 
forestiller Kristus paa Korset, omgivet af Profeters og Apost- 
les, Martyrers og Helgeners hjertegrebne Skare. Ogsaa her 
— ligesom ved Hr. Michaels Digte — vidner den kunstneriske 
Form om den nye Tid, thi det Liv og den Realisme, der præger 
Fremstillingen, tilhører helt Renæssancen, medens Indholdet 
derimod er ganske middelalderligt — dog med et Midtpunkt, 
der er alle Tiders Ejendom, Kristus naglet til Korset. 

En lignende Karakteristik kunde maaske ogsaa gives af 
selve Dronning Kristines Religiøsitet. Hun var med sin rast- 
løse Efterleven af alle Kirkens Forskrifter saa god en Katholik 
som nogen, og da hun som sekstenaarig forlod Sachsen, 
fjernedes hun for bestandig fra Berøring med den nye Be- 
vægelse, der snart først og fremmest skulde gribe hendes 
Fædreland og hendes Slægt — Luthers Beskytter, Frederik 
den Vise, var hendes Broder. Men der er over hendes reli- 
giøse Liv den personlige Grebethed, som giver det en Værdi, 
der er uafhængig af Tid og Sted. Derfor elskede hun Fran- 
ciskanerne, hos hvem Katholicismens inderligste Religiøsitet 
fandtes, med en Kærlighed, der, for at bruge Ordenshistori- 
kerens Udtryk, „ikke kan beskrives med Ord." Hun ikke 
blot beskyttede Ordenen, som andre danske Dronninger havde 
gjort før hende, men mange smaa Træk, saaledes hendes For- 
kærlighed for Navnet Frants, som hun gav baade sin egen og 
Claus Bergs Søn, vidner om den rent personlige Hengivenhed, 
hun nærede for den hellige Frants og hans Efterfølgere. Naar 
hun paa sine Rejser mødte de graa Munke, vandrende til 
Fods hen ad Vejen, kunde hun ikke lade dem gaa uænsede 
forbi — derom fortæller de talrige Udgifter til Vognleje for 
Graabrødre, som findes opførte i Regnskaberne — og overalt, 
hvor hun kom i Nærheden af et Franciskanerkloster, fandt 
hendes Gaver Vej dertil. Paa Claus Bergs Altertavle, der 



86 



paa væsenlige Punkter viser et Slags aandeligt Slægtskab med 
Kristine, har Frants af Assisi faaet en fremtrædende Plads, 

ligesom den Ide, der ligger 
til Grund for hele Frem- 
stillingen: Kristus naglet til 
Livets Træ, under hvis 
Grene Menneskeslægtens 
Ypperste flokker sig i hen- 
reven Beskuelse, skyldes 
den franciskanskeTheologi. 
Kort før sin Død, som ind- 
traf den 8de December 
1521, bestemte Kristine, at 
hendes Gaard i Odense 
skulde omdannes til et 
Kloster for Franciskaner- 
nonner, i hvilket hun, efter 
hvad Ordenens Historie 
fortæller, selv vilde ind- 
træde, og i en Franciskaner- 
kutte blev hun efter sit 
udtrykkelige Ønske be- 
gravet, da hun stedtes til 
Hvile i Graabrødrekirken i 
Odense, hvor hun tidligere 
havde ladet Kong Hans 
og Sønnen Frants jorde. 




tU^^^it^MB 



Ligsten med Fremstillinger af Kong Hans, 
Dronning Kristine og deres Søn Frants. 
Den findes nu i St. Knuds Kirke i Odense, 
hvortil den i Aaret 1804 flyttedes fra 
Graabrødrekirken. 



ELISABET. 

Ved Midsommertid 1515 var der Travlhed og Festglæde 
i København. Enkedronning Kristine havde indfundet sig fra 
Odense, og fra alle Landets Egne strømmede Adelsmænd med 
deres Fruer og Jomfruer til Hovedstaden — Gæster ved Kong 
Kristian II's forestaaende Formæling med Prinsesse Elisabet 
af Burgund. „Der kom aldrig saa velbyrdig en Jomfru til 
Danmark," sang man i disse Dage i Københavns Gader, idet 
den gamle F^ryllupsvise lempedes efter Lejligheden, og med 
Rette. Thi Elisabet var en Ætling af det rige og mægtige 



87 



habsburgske Hus, Sønnedatter af Kejser Maximilian og Søster 
til Ærkehertug Karl, den senere Kejser Karl V. 




Dronning Elisabet. Maleri i Hanipton Court. 



Glansen ved det burgundiske Hof har da aabenbart ogsaa 
betaget Ærkebiskop Ifrik Valkendorf, som var sendt til Neder- 



88 

landene for at hjemfore Bruden. „Jeg kan aldrig fuldt skrive 
Eders Naade, hvor mærkeligt et Giftermaal E. N. fanger," 
skriver han til Kongen, „jeg tror vist, og hver Mand siger, 
at der kom aldrig Mage til Danmark." Derfor raader han 
indstændigt: „Spar nu ingen Penge, I fanger vel Penge igen, 
maa Eders Naade leve; her komme mærkeligt Folk med af 
alle Kongens Riger, hvad de se, det tale de om. Ære er meget 
mere end Penge eller Guld. Gud give, E. N. havde været 
her en Dag og set, hvorledes her ganger til, da skulde E. 
Naade undres derpaa. Kæreste, naadige Herre, jeg vilde saa 
gerne, at al Ting skulde gaa vel til paa Eders Naades Vegne." 

Ogsaa Prinsesse Elisabet selv havde gjort Indtryk paa 
Erik Valkendorf. Hans Lovord om hende til Kongen er 
naturligvis skrevne med Hensigt, men har dog en umiskende- 
lig ægte Klang. „Hendes Naade er ædel, vis og dydig, og 
synes alle dem af Eders Naades Folk, som have set hende, 
dejlig og yndig. Men hendes Naades Klædebon behager mig 
ikke vel*). Men hun elsker E. N. over alt det. Gud har 
skabt, det kan jeg mærke i mange Maader." En anden Gang 
forsikrer han, at hun „kan aldrig blive træt af at se paa Eders 
Portræt." 

Om den saaledes lovpriste unge Prinsesse ved vi ikke 
meget fra andre Sider. Vist er det dog, at hun var vokset 
op under gode Kaar. Vel havde hun tidlig mistet sine For- 
ældre, idet Faderen, Philip den Smukke af Østrig, døde, da 
hun var fem Aar gammel, og Moderen, Johanna den Vanvittige, 
Ferdinand den Katholskes Datter, efter sin Mands Død levede 
indespærret**) i et spansk Kloster uden nogen Sinde at se 
sine Børn. Men Fasteren, Margrethe af Savoyen, Statholder- 
inde over Nederlandene, var traadt sin Broders Børn i Moders 
Sted, og ved hendes Hof i Mecheln fik de en kærlig og om- 
hyggelig Opdragelse. Elisabet er sikkert bleven præget af 
Livet ved det højt kultiverede burgundiske Hof, hvor det 



*) Denne Kritik har, efter hvad man har formodet, sin Grund i, at 

Hlisabets Dragt var nedskaaren i Halsen, hvilket endnu ikke var 

Mode i Danmark. 
**} Som Grund angaves i Samtiden, at hun var vanvittig. Om dette 

Afsind er der dog i den nyeste Tid rejst Tvivl, rimeligvis har hun 

kun lidt af Tungsind. 



89 



franske Ridderlivs Glans i sin Hendøen mødtes med den 
fremblomstrende nederlandske Renæssance. Dans og Musik 
dyrkedes her ivrigere og med større kunstnerisk Sans end 
noget andet Sted i Samtiden, Margrethe skrev selv franske 
og latinske Digte, og Humanismens Ypperste, Erasmus af 
Rotterdam og Ludovico Vives, der var Børnenes Lærer, stod 
i nøje Forbindelse med Regentinden. Selv var hun dog en 
strengt rettroende Katholik. Ogsaa uden for Hoffets Kreds 
rørte Livet sig rigt og fuldt af Modsætninger. I den vel- 
staaende, driftige Borgerstand herskede en Friheds Aand, der 
snart skulde blive farlig for det habsburgske Fyrstehus, og 
Mecheln havde vel med sin gothiske Kirke og sine utallige 





Philip den Smukke. 



Johanna den Vanvittige. 



Klostre et saa ægte katholsk Præg som tænkeligt, men i selve 
Klostrene havde den førreformatoriske Bevægelse, der udgik 
fra „Brødrene af Fælleslivet", faaet Indpas. Til dens bedste 
Mænd hørte Hadrian Florison (den senere Pave Hadrian \'I), 
der ligeledes var Lærer for de fyrstelige Børn. 

Med Glæde og Forventning saa den fjortenaarige Brud, 
hvis Barndomskaar havde været blide, ogsaa sin Fremtid i 
Møde. Men endnu inden det første Møde med Kong Kristian, 
som hun endnu aldrig havde set, skulde Horisonten være 
formørket. 

Det var straks et uheldigt Varsel, at den prægtige Mod- 
tagelse, Kongen havde planlagt, ikke kunde gennemføres efter 
Bestemmelsen, fordi de fleste af de udenlandske Gæster rejste 
bort igen, inden Bruden var kommen. Forgæves bad Kristian II 



90 

dem indtrængende om dog at blive. Ventetiden blev dem for 
lang, og efter at Kongen havde holdt en prægtig Afskeds- 
banket for dem, spredtes de til alle Sider, netop som der kom 
Bud fra Nederlandene, at Bruden nu kunde ventes med det 
forste. Grunden til, at Elisabet lod vente saa længe paa sig, 
vidste man allerede i Samtiden at fortælle om i Københavns 
Gader og Stræder — man havde ved det burgundiske Hof 
faaet Nys om Kongens Forhold til Dyveke. Rygtet talte sandt. 
Erik Valkendorf berører i sine Breve til Kongen de Vanske- 
ligheder, man har beredt ham i Nederlandene. „Havde hun 
€j været, havde det aldrig taget Fremgang," tilføjer han. 
Bruden selv har saaledes været den eneste, der intet vidste. 
Hun havde dog næppe betraadt Danmarks Jord, før hendes 
lyse Fremtidsforhaabninger fik et Knæk. Fra Helsingør, hvor 
Flaaden var lagt til, fordi Prinsessen og hendes Damer havde 
lidt meget af Søsyge under Overfarten, skriver Erik Valken- 
dorf, at hendes Naade er medtaget af Sorg „for Sagers Skyld, 
som jeg ikke vil skrive." Stadig anstrenger han sig for at 
berede den unge Brud en god Modtagelse og formaner ind- 
stændigt Kongen til at „undfange Eders Naades Fyrstinde med 
allersomstørste Flid, Ære og Kærlighed .... Og lader nu 
straks Eders Naades Skæg rage af" — Fuldskæg var dengang 
endnu ikke europæisk Mode. Den egentlige Hindring for 
hendes Fod kunde han dog, til Trods for al sin gode Vilje, 
ikke fjerne. 

Vemodigt er det at læse om det første Møde mellem 
Kristian og Elisabet. Efter nogle Dages Udsættelse paa Grund 
af Prinsessens Svaghed efter Sørejsen — og „for Sagers 
Skyld, som jeg ikke vil skrive" — fandt det omsider Sted 
lige uden for Hvidøre — det Slot, hvor Kongen havde givet 
Dyveke og hendes Moder Bopæl. Brud og 
Brudgom tog Plads over for hinanden paa 
et Tæppe, der var udbredt paa Jorden, og 
Roskildebispen, Lage Urne, holdt, medens 

Dronninj^ Elisabets d ^ ^ j i \7- n ^ 

Bruderi Regnen Strømmede ned, en lang Velkomst- 

Findes paa Rosenborg. ^^'^ P^^ Latin, under hvilken Bruden, spæd 
og ung, som hun var, overvældet af Træthed, 
Feber og Sindsbevægelse sank om i Armene paa sin Hof- 
dame. Siddende paa hendes Skød hørte hun Resten af Bi- 




91 

skoppens velmenende Ord, hvorpaa det festlig smykkede 
Brudetog, stadig i øsende Regnvejr, drog ind til København. 
Her fandt Vielsen og Elisabets Kroning Sted et Par Dage 
efter, paa Grund af Dronningens vedvarende Feber og Svag- 
hed med mindre Højtidelighed end tilsigtet. 

Den Skygge, der havde hvilet over Elisabets første Dage 
i Danmark, vedblev at formørke hendes Liv i de nærmest 
følgende Aar. I et Brev til sin Søster giver hun en Skildring, 
der bærer Selvoplevelsens Præg, af de Kvinders Skæbne, 
„som bliver gift med store Konger." De maa ægte en Mand, 
som de aldrig har set, som de ikke elsker, hvis Karakter de 
ikke kender, og som de ikke kan lære at kende, da de kun 
kan tale sammen ved Tolk. Ham maa de følge til Jordens 
fjerneste Lande for aldrig mere at se deres Slægt eller deres 
Fædreland. Som Dronninger holdes de under Bevogtning, kun 
sjælden faar de Lov til atgaaud, for at deres Majestæt ikke skal 
lide derved. — Gennem hvert af disse Ord lyder den pur- 
unge, ensomme Dronnings Klage over det Liv, hun maa føre. 

Efterhaanden lysnede det dog. Vel hjalp det mindre end 
intet, at Dronningens Frænder sendte et Gesandtskab til Dan- 
mark for at formaa Kongen til at skille sig ved Dyveke. 
Kristian II gav det en Besked med hjem, der var tydeligere 
end Ord — han sendte Elisabets burgundiske Jomfruer, som 
længe havde været ham en Torn i Øjet, tilbage til Neder- 
landene i Følge med Gesandtskabet, og samtidig lod han 
Dyveke og Sigbrit flytte fra Hvidøre til Amagertorv, saa at 
de nu boede i det kongelige Slots umiddelbare Nærhed. 

Som Tiden gik, erobrede Elisabet dog den Plads, der til- 
kom hende som Hustru og som Dronning — ikke mindst 
takket være Dyvekes Død i Aaret /j ^ /^ n 

1517. Kongen overlod hende nu ^1§ U^^ <>\'MU^y^ 
under sine hyppige Fraværelser ^ - 

Rigets Styrelse, og hun synes C^xicXv^t 1 
ogsaa efterhaanden at have lært ^ / 

at føle sig hjemme i Danmark. oronning Elisabets Navnetræk. 
Hun lærte at tale og skrive Dansk, 

og ved sin Mildhed og Godhed gjorde hun sig afholdt blandt 
sine Undersaatter, selv Sigbrit, Kongens uundværlige Raad- 
giverske, fandt hun sig i at omgaas venligt, ja fortroligt. 




92 

1ste Maj 1523 landede Elisabet sammen med sin Ægte- 
fælle og sine Bom i Nederlandene, paa samme Sted, hvor 
hun for otte Aar siden var gaaet ombord for som purung 
Brud at hjemføres til Danmark — nu som fattig og landflygtig. 
Og Fattigdom og Landflygtighed under Kampen for at vinde 
den tabte Krone tilbage blev hendes, den rige burgundiske 
Prinsesses, Lod i de faa Aar, hun endnu havde tilbage. 

Da Modtagelsen i Nederlandene var kølig, søgte Kong 
Kristian til England for at faa Hjælp, dog uden Resultat. 
Elisabet fulgte med ham, og et Øjenvidne fortæller os om sin 
Medlidenhed ved at se „denne stakkels Dame saa daarlig ud- 
styret," men tilføjer: „Jeg kan ikke noksom beundre hendes 
Dyder ogTaalmodighed." Efter Kongeparrets Tilbagekomst til 
Fastlandet, syntes det at lysne et Øjeblik, da Kristian ved at 
rejse store Laan havde faaet samlet en Lejehær i Nordtysk- 
land. Men Haabet brast hurtig, da Tropperne paa Grund 
af Pengemangel spredtes før Tiden. Kristian og Elisabet 
maatte nu søge Tilflugt, hvor de bedst kunde, han hos Frederik 
den Vise af Sachsen, hun hos Joachim af Brandenburg, der 
var gift med Kristian I I's Søster Elisabet. Det halve Aar, hun 
tilbragte her, var fuldt af Ængstelse og Pinagtighed. Kurfyrst 
Joachim var en af Kristian II's Kreditorer og undsaa sig ikke 
for at plage hans Hustru med sine Pengefordringer eller i 
hendes Nærværelse at udstøde forblommede Trudsler mod 
Kongen. Elisabets Breve viser os hendes Vaande. „Og beder 
jeg Eders Naade, at E. N. snart vil lade mig komme til E. N ," 
skriver hun den 7de November 1523 til sin Ægtefælle. „Jeg 
vil fast hellere blive hos E. N. og lide, hvad jeg kan, end jeg 
vil være fra E. N. og have alt det, jeg vil have, thi jeg kan 
ikke blive glad, for jeg frygter ai Tid, at E. N. skal komme 
noget til. Og kan jeg aldrig være uden Sorg; jeg tror, at de 
snart gør mig galen, saa handler de med mig her." Tre Dage 
efter hedder det: „Min allerkæreste Herre, jeg længes mig 
ihjel, medmindre E. N. haver snart Bud efter mig," og atter 
en Uges Tid senere: „Beder jeg E. N. ganske gerne, at E. N. 
vil lade mig komme til E. N., eller E. N. vil komme hid." 
Eet er i det mindste klart for den, der læser disse Breve — 
den Skygge, der havde hvilet over Kristians og Elisabets 
første Ægteskabs Aar, var nu fuldstændig forsvunden. 



93 

I Foraaret 1524 forlod Elisabet Brandenburg og opsøgte 
sin yngste Broder, Ærkehertug Ferdinand, der paa Kejserens 
Vegne præsiderede ved en Rigsdag i Niirnberg, for at fore- 
lægge ham sin Ægtefælles Sag. Da hun i en talrig og fornem 
Forsamling skildrede sin og Kong Kristians ulykkelige Stilling, 
var der „kun faa af Raadsherrerne, hvis Øjne ikke fyldtes 
med Taarer." Hjælp fik Elisabet dog ikke. Man foreslog 
hende at skille sin og sine Børns Sag fra Kongens, men fik 
at mærke, at hun, som en tilstedeværende kejserlig Raadsherre 
skriver om hende, „som det sømmer sig en dydig Dronning 
og Fyrstinde . . . ikke vil forlade Kongen eller skilles fra 
ham." — Det skulde ikke forbedre hendes Sag i hendes mæg- 
tige Slægts Øjne, at hun, som kort før havde hørt Luther 
prædike i Wittenberg, midt under Rigsdagen aabenlyst begik 
det Kætteri at nyde Nadveren under begge Skikkelser. Det 
kom i den Anledning til et heftigt Optrin mellem Elisabet 
og Ferdinand, der udbrød, at han vilde ønske, at hun ikke 
var hans Søster. Hun gav, som hun selv skriver til Kristian, 
„et tilbørligt Svar" herpaa og erklærede, at hun maatte adlyde 
Guds Ord „uden Hensyn til noget Menneske." Elisabet var 
den første af fyrstelig Æt i Europa, som saaledes aabent viste 
sin Tilslutning til Reformationen, og hun gjorde det paa et 
Tidspunkt, hvor Hjælp fra hendes ivrig katholske Slægt var 
det eneste Haab for hende og hendes Husbond. „Kære 
Frue", skrev Kongen, der for øvrigt ganske billigede hendes 
Optræden, netop i disse Dage til hende: „I maa skrive Eders 
Broder klagelig til, at han ikke nu maa forlade Eder; og der- 
som han ikke nu vil hjælpe os, da maa vi gange om Brødet. ** 

Endelig i Sommeren 1524 opgav Kristian og Elisabet deres 
omflakkende Liv i Tyskland, hvor al Udsigt til Hjælp nu 
syntes formørket, og begav sig til Nederlandene for at spise 
Naadsens Brød hos Regentinde Margrethe. 1 den lille By 
Lier, tre Mil fra Mecheln, fik de Bopæl, endnu er en Del af 
Slottet tilbage, en toetages Bygning, „Het Hof van Dene- 
marken," som den stadig kaldes. Her levede Elisabet da sit 
sidste Aar, optaget af Kristians idelig skiftende Planer om 
Genvindelse af sin Kongemagt, af Bekymringer for det daglige 
Udkomme — bekendt er det lille Træk, at Kongen, da en af 
hans Hoffolk engang bad om at maatte arve hans Naades 



94 



oamle, rode Vams, maatte svare, at Dronningen havde syet 
den om til Bornene — af Rivninger med Regentinden, som 
var Kong Kristian meget unaadig, skønt hun stadig bevarede 
Godhed for sin Broderdatter. Den Glæde havde Elisabet dog 
nu, at hun kunde have sin Ægtefælle og sine Børn, der var 
„dejlige og dydelige" om sig, og — som hun havde skrevet 




„Het Hof van Denemarken". 

til Kongen — „jeg vil fast hellere blive hos E. N. og lide, 
hvad jeg kan, .end jeg vil være fra E. N. og have alt det, jeg 
vil have." 

Sidst paa Aaret 1525 blev Dronning Elisabet, hvis Helbred 
var ødelagt af de sidste Aars Modgang, farlig syg, og den 
18de Januar 1526 døde hun*). Et Par Dage før sin Død 

•) 1883 førtes hendes Ben fra St. Peders Kirke i Gent til St. Knuds 
Kirke i Odense, hvor Kisten sattes ved Siden af Kong Kristians. 



95 



bad hun Margrethe om at støtte Kongen og Børnene, kun 
Brevets Underskrift, Ysabeau, er dog egenhændig, skreven 
med rystende Haand. Ogsaa for de lutherske Kættere, der 
forfulgtes ubønhørligt, gik hun i sine sidste Dage i Forbon 
hos Regentinden. 

I et Brev til Luther har Kristian II skildret, hvorledes 
Elisabet paa Dødslejet nød Sakramentet paa „ret kristelig 
Vis" uden at ville vide af den „papistiske Antikristendom". 
Derimod fortæller en katholsk 
Præst i en Beretning, han affat- 
tede paa Opfordring af Kong Kri- 
stian — vel sagtens beregnet paa 
i paakommende Tilfælde at fore- 
vises Kejseren — at Dronningen 
var død i vor Moders, den hellige 
Kirkes, Skød. Der kan imidlertid 
ikke være Tvivl om, at Elisabet 
til det sidste har fastholdt sin 
Overbevisning. Med Føje skrev 
Luther faa Aar efter om hende : 
„En ægte Kongedatter var tilvisse 
det ædle Blod, Fru Elisabet. Hun 
greb Evangeliet med stort Alvor 
og bekendte det frit, hvorfor hun 
ogsaa maatte dø i Elendighed. Thi 
vilde hun have fornægtet det, 
havde hun maaske mødt mere Dronning Elisabet. 

Hjælp og Bistand i Verden." - Gibsafstobning af Ansigtet paa 

' ^ ° Dronningens Portrætfigur paa Alter- 

Ved Siden af den Konge, hvis tavlen i St. Knuds Kirke. 
Væsen var Dobbelthed, tegner Taget af Prof. Magnus Petersen, 
hendes sjælelige Fysiognomi sig 

med en Retlinethed og Renhed, som ikke tillod hende at 
svigte i det afgørende Øjeblik, saa lidt i Forholdet til den 
Overbevisning, hun havde tilegnet sig, som i Forholdet tilden 
Mand, hvis Kaar hun delte i onde Dage med Trofasthed og 
opofrende Kærlighed. 




96 
DOROTHEA, 

Kristian III's Dronning. 

I Efteraaret 1525 ægtede Frederik I's ældste Søn Hertug 
Kristian, som da gik i sit 23de Aar, den fjortenaarige Dorothea 
af Sachsen-Lauenburg. Det unge Pars Kaar synes i deres 
Ægteskabs første Aar ikke at have været synderlig gode. Kong 
Frederik var en husholderisk Herre. Det endnu bevarede 
Brev, hvori han, for øvrigt med en vis kølig Uvilje, giver sin 
Tilladelse til Brylluppet, gaar væsenlig ud paa at formane 
Sonnen til at vise den størst mulige Sparsommelighed ved 
denne Lejlighed, og selv som gift Mand maatte Hertugen, 
trods gentagne Bønner om mere, nøjes med et meget knapt 
Underhold, Haderslev og Torning Len. Paa det gamle, skumle 
Haderslevhus havde han og hans unge Hustru deres Bopæl. 
Heller ikke Fremtidsudsigterne var synderlig lyse. Det var 
mere end usikkert, om Hertug Kristian, fuldblods Tysker og 
Lutheraner, som han var, og følgelig i spændt Forhold til de 
ledende danske Stormænd, vilde komme til at følge sin Fader 
paa Danmarks Trone. 

Efter Frederik I's Død fulgte som bekendt de Kampens 
og Gæringens Aar, der betegnes med Grevefejdens Navn, og 
som først fik deres endelige Afslutning den Dag, den 6te Au- 
gust 1536, da Kristian og Dorothea som Danmarks Konge og 
Dronning holdt deres Indtog i København mellem' rygende 
Tomter og modtagne af den udhungrede Befolknings „Graad 
og Suk". Den Kongemagt, som Kristian saaledes havde 
vundet med Erobrerens Ret, og hvortil han ved sine virkelig 
kongelige Egenskaber under sin Regerings Forløb vandt sig 
en bedre Adkomst, var stærkere og mere omfattende, end de 
danske Konger i lang Tid havde ejet den, og det var da om- 
givet af en større Magt og Glans end sine Forgængersker, at 
Dorothea bar den danske Dronningkrone — og, sikkert, bar 
den med Anstand og Ynde. Da hun den 12te Angust 1537 
paa en snehvid Hest, med udslaget Haar, ved Kongens Side 
red gennem Københavns Gader fra Frue Kirke, hvor Kro- 
ningen havde fundet Sted, vakte hendes Skønhed og statelige 
Skikkelse da ogsaa Tilskuernes Beundring. 

For øvrigt omtales Dronning Dorothea i mærkværdig 



97 




Dronning Dorothea af Danmark og Norge, 

fodt Prinsesse af Sachsen-Lauenburg. 

Maleri paa Brahetrolleborg. 



Danske Dronninger. 



98 

ringe Grad af Tidens Historieskrivere. Kun enkelte og uklare 
Antydninger af, at hun har haft politisk Indflydelse, forekommer. 
Saaledes fortælles det, at der kort efter Kristian III's Tron- 
bestigelse hos Kongen og hans tyske Raadgivere var et stærkt 
Ønske om, at Dronningen skulde sættes i Spidsen for For- 
mynderstyrelsen, i Tilfælde af at Kongen døde, førend Sønnen 
Frederik var bleven myndig. Fra dansk Side modsatte man 
sig denne Ordning, og det hed sig senere, at Dorothea fra 
denne Tid af bar Nag til Johan Friis. Et Par Aar efter 
naaede man dog til Enighed om dette Spørgsmaal, ligesom 
Kristian III overhovedet efterhaanden kom bort fra sin oprinde- 
lige Mistillid til den kongerigske Adel, saa at den danske Ind- 
flydelse lidt efter lidt trængte sejrende igennem. Des mere paa- 
faldende er det da, naar det fra paalidelig Kilde siges, at Dorothea 
ikke lærte at tale eller forstaa det danske Sprog. Sikkert 
er det ogsaa, at alle hendes Breve er skrevne paa Tysk, ligesom 
hun hele sit Liv vedblev at benytte Tyskere som Hofpræster. 

Ogsaa om Dorotheas Privatliv i hendes Ægteskabs Aar 
tier Kilderne næsten ganske. Samlivet med Kong Kristian 
har utvivlsomt været lykkeligt, den lidenskabelige Sorg, der 
overvældede hende ved hans Dødsleje, taler tydeligere end 
Ord. Men forøvrigt er vi, for disse Aars vedkommende, hen- 
viste til at drage Slutninger ud fra vort Kendskab til Dorothea 
som Enkedronning, og det kan da anses for sandsynligt, ikke 
blot at hun i det skjulte har udøvet en Del politisk Ind- 
flydelse — derpaa tyder den udprægede Virkelyst, som hun 
viste i sin Enkestand — men ogsaa, at Samlivet med hende, 
som man har formodet, har haft sin Betydning for Udvik- 
lingen af Kongens Karakter; thi der er en paafaldende Forskel, 
for stor til, at Aldersforskellen alene kan forklare den, mellem 
den noget vege, bløde Yngling, til Tider overgiven og ofte frem- 
fusende, og den karakterfaste Mand, hvis hele Virksomhed er 
præget af en ikke almindelig Fasthed og Konsekvens. 

I et langt klarere Lys staar Dorothea som Moder end som 
Hustru. Opdragelsen af Børnene havde, i Overensstemmelse 
med begge Forældrenes Natur og med Tidens strenge Rettroen- 
hed, et stærkt religiøst Præg. Døtrene blev vænnede til Huslig- 
hed jil Spinderokken, Baldyren og Deltagelse i^Husholdningen." 
Foruden sine egne Børn havde Dorothea ogsaa i Aarenes Løb 



99 

en hel Flok Plejesønner og Plejedøtre til Optugtelse, dels 
Børnebørn, dels andre smaa Slægtninge. Det var i hine Tider, 
saavel i fyrstelige som adelige Familier, de gamles og navnlig 
Mormoderens Æreshverv at opfostre Slægtens yngste, og 
Dorothea tog ivrigt denne Opgave op. Da den ældste Datter, 
Anna af Sachsen, engang vægrede sig ved at overlade hende 
sin yngste „Frøken", svarede Bedstemoderen ganske for- 
nærmet, at hun dog havde tiltroet sig selv at kunne give det 
kære Barn den tilbørlige Pleje. 

Først gennem Forholdet til de voksne Børn lærer vi dog 
Dorotheas Personlighed at kende. Voksne blev hendes Børn 
for øvrigt først sent. Lige til Tyveaarsalderen maatte de blive 
under „Vor moderlige Haand og Tugt," og selv efter den Tid 
søgte hun med den hende egne Blanding af moderlig Ømhed 
og Herskesyge at bevare sit Herredømme over dem. Over 
for den næstældste Søn Magnus var denne Stræben for saa 
vidt berettiget, som han aldrig blev i Stand til at styre sig 
selv. Kort efter Kristian IH's Død fik han Øsel Stift over- 
draget, men blev snart haablost indviklet i Stridighederne om 
Lifland, samtidig med at han, som Moderen selv bebrejder 
ham det, „daglig vælter sig i Drukkenskab og anden Usømme- 
lighed." Denne Søns Skæbne vedblev lige til Dorotheas Død 
at være hende en Kilde til bitter Sorg og Ængstelse. I August 
1561 skriver hun, for at citere et af de mest karakteristiske 
af mange Formaningsbreve, at, hvis han „ikke vil forbedre 
sig og gribe til Anger og Bod," kan hun ikke andet end ønske, 
at „den almægtige Gud i Tide saligt vil tage Eder ud af dette 
Liv og forekomme yderligere Spot og Sorg, som rammer Os 
og Eders hele Slægt paa Grund af Eders uordentlige Liv." 
Men, fortsætter hun, „Vi trøste Os dog ved, at Vi aldrig have 
ladet det mangle paa moderlig Straf og Formaning over for 
Eder, saaledes som Vi ogsaa nu i højeste Grad og alvorligt 
formane Eder til at frygte den almægtige Guds Straf og ikke 
leve saa trygt: Thi ellers vil Vi sandelig ved Vor kongelige 
Værdighed og Tro ganske slaa Haanden af Eder, og hvis 
I ikke vil følge dette Vort Raad, skal I til enhver Tid have en 
unaadig Fru Moder i Os og hverken komme til Vort Hus eller 
Gaard, endnu mindre vil Vi gaa i Forbon for Eder hos Kongen." 
Dorotheas lidenskabelige Sind, lidenskabeligt baade i Vreden 



100 

og i den Kærlighed, der ligger bag ved og opflammer Vreden, 
har her, som saa ofte i hendes Breve, formaaet at trænge 
igennem Kancellistilen med dens Skriverstueformler*). Til 
Trods for Trudslerne gaar hun imidlertid samtidig i Forbøn 
for Magnus hos Kongen, thi, hvis hun ikke hjalp sin Søn, 
„da vilde vor Samvittighed pine Os og til enhver Tid føde en 
nagende Orm," og ogsaa i de følgende Aar, lige til sin Død, 
bønfalder hun Gang paa Gang Frederik II om dog at hjælpe 
sin ulykkelige Broder, selv om han „vielleicht beim Trunk 
etwas seltzam gewesen sein mocht." Da alt andet syntes 
forgæves, satte hun sin Lid til „det kristelige Middel, som 
Gud selv har indstiftet," Ægteskabets „Gud velbehagelige Stand," 
og atter og atter paakaldte hun Kongens Hjælp til at faa Magnus 
gift, men oplevede ikke den Glæde at se sit Ønske opfyldt. 

Over for Frederik var Forholdet af en mere sammensat 
Karakter. Som Tyveaarig fik han sit eget Hof paa Malmøhus, 
og det gik her utvivlsomt en Del lystigere til end hjemme 
hos Forældrene paa Koldinghus. „Og maa I vide," skriver 
en skaansk Adelsmand, „jeg havde udi disse Dage hos mig 
udi to Nætter rettelig glade Gæster, som var Hertug Frederik 
og hans Naades Hofgesindt, og vi drak der alle gode Venners 
Skaal." I Efteraaret 1556 indbød Frederik sine to yngre 
Brødre, Magnus og Hans, over til sit glade Hof til Fest og 
Ridderspil, men fik et bestemt Afslag af Moderen, der ikke 
vilde tillade denne Afbrydelse i Sønnernes Studier. Om fire 
Aar, naar Magnus har naaet Tyveaarsalderen, men ikke før, 
„kan Eders Kærlighed lade ham hente til Eder, saa ofte som 
det behager Eder," tilføjer hun noget skarpt. Man sporer 
noget af et Modsætningsforhold mellem Forældre og Søn, og 
et Par Aar senere, da Kong Kristian ved Juletid 1558 laa paa 
sit Dødsleje i Kolding, gentager dette Indtryk sig i forstærket 
Grad. En dyb Fred og inderlig Gudhengivenhed præger 
Kongens sidste Øjeblikke, saaledes som de skildres i de gamle 
Beretninger. Han tog Afsked med hver enkelt af sin Hus- 
stand og trøstede selv sin Hustru, der snart sad stille ved 
hans Seng uden at kunne finde andre Ord for sin Sinds- 



*) Datidens Fyrstinder lod som oftest deres Breve skrive af Skrivere, 
fordi det faldt dem besværligt selv at føre Pennen. 



101 

bevægelse end „mein Herr, mein Herr!", snart, naar hun 
var ved at overvældes af Sorg, maatte forlade Sygeværelset. 
Børnene modtog knælende Faderens Velsignelse, dog kun de 
to yngste, Hans og Dorothea, thi Magnus var i Tyskland, og 
Frederik — kom for sent til sin Faders Dødsleje, først en 
Uge efter hans Død ankom han til Kolding. Og dog havde 
Dorothea allerede længe i Forvejen ladet ham vide, hvor al- 
vorlig Kongens Tilstand var. Der er bevaret en Række 
Billetter fra hende til Sønnen, der ved deres simple og jævne 
Form, egenhændige som de er, og ved den stærke Følelse, 
der gennemtrænger dem, giver et Indblik i, hvad der rørte 



i^jX... ^v^#^^ ri-^C? 



Brev fra Dronning Dorothea til Frederik (II) af 18de December 1558*). 

sig hos Dronningen paa dette Vendepunkt af hendes Liv. 
„Din Hr. Fader bliver meget svag fra den ene Dag til den 
anden," skriver hun allerede den 8de November og fortsætter: 
„Min kære Søn, jeg beder Dig, frygt Gud, det er kun en ringe 



*) .Meyn hertz leyb son, ych hab deyn schreiben bekommen zwey mal 
und byn es erfroget, das ych deyn gesuntheyt mach erfaren der barm 
herztzyche got der gebe dych das du mochgest leben dych zu der sey- 
lychheit vnd deyn vndcrdannen zu dem besten, ych kan dych ausz 
mutterlychen hertzen nycht barchgen das deyn her uattergar schwach 
ys und so ... . (Min hjerte kære Son, jeg har faaet Brev fra dig to 
Gange og er glad ved, at jeg kan erfare din Sundhed. Den barm- 
hjertige Gud give dig, at du maa leve, dig til Salighed og til Bedste 
for dine Undersaatter. Jeg kan af moderligt Hjerte ikke skjule for 
dig, at din Hr. Fader er meget svag og saa . . .) 



102 

Tid her, vi maa dø, det er ikke anderledes, du maa ikke 
stole paa, at du er ung, de unge dø lige saa snart som de 
gamle. Den barmhjertige Gud opholde dig og bevare dig for 
alt ondt. Optag, hvad jeg skriver, i en god Mening". Den 
ISde December er Sygdommen endnu mere fremskreden. „Al 
den Pine, han har, føler jeg i mit Hjerte," skriver Dorothea 
til Sonnen, „jeg er bedrøvet indtil Døden." Atter lyder Paa- 
mindelsen : „Det er kun en ringe Tid her," og hun tilføjer: 
,Jeg beder dig om, at du ikke vil være saa langt borte, og 
at du vil være noget nærmere ved Sjælland ... og jeg beder 
dig ogsaa som din trofaste Moder om, at du ikke vil aabne 
dit Hjerte for alle Mennesker. Verden er ikke, som du mener 
. . . Jeg havde endnu meget at skrive dig, men jeg kan ikke, 
alt volder mig Ve." Kun to Dage efter hedder det næsten 
som et Nødraab: „Min hjerte kære Søn, jeg beder dig om, 
at du vil komme straks og ikke udeblive, skal jeg mine Dage 
erkende dig for min Søn." Men Juledagene gik, og Kongens 
Tilstand forværredes, uden at Sønnen indfandt sig. Noget af 
en Forklaring herpaa har man søgt i Dronningens næste egen- 
hændige Brev af den 27de: „Min hjerte kære Søn. Jeg kan 
ikke skjule for dig, at jeg vel har hørt, at det, du skriver til 
mig om Anna, har været paa Tale, dog er det ikke fuld Besked. 
Jeg lader hendes Slægtninge raade derfor. At jeg skulde 
hindre Ens Lykke, kan jeg ikke forsvare for Gud. Saa ved 
jeg, at det her kun er en ringe Tid, men i hin Verden er det 
evigt. Jeg ved, du har saadan et ærligt, oprigtigt Sind, at du 
ikke vil hindre hendes Lykke. Jeg kan af Bedrøvelse ikke 
skrive mere. Jeg beder, kom hastig." Denne Anna er Anna 
Hardenberg, som da var i Dronningens Jomfrukammer, og 
det citerede Brev er det ældste Vidnesbyrd om Frederiks 
Kærlighed til hende, en Kærlighed, som han endnu i fulde ti 
Aar trods al Modstand holdt fast ved. Utvivlsomt har da 
Moder og Søn ikke haft samme Opfattelse af, hvad der burde 
opfattes som „Lykken" for Jomfru Anna, og mere end sand- 
synligt er det, at den Lykke, som Annas Slægtninge, sikkert 
med Kongens og Dronningens Billigelse og Støtte, i disse 
Dage bestræbte sig for at berede hende, var et Ægteskab med 
en anden, en ligestillet. Man forstaar da bedre, hvorfor Konge- 
sønnen kom for sent til sin Faders Dødsleje — han har haft 



103 

mere at overvinde end Rejsens Besværligheder fra Malmo til 
Kolding. 

Der er en dyb Kloft mellem Dorothea og hendes ældste 
Søn, saaledes som Forholdet mellem dem belyses af disse 
Breve, og denne Kløft vedblev at være der lige til Dorotheas 
Død. Forskellige Forhold bidrog til at uddybe den. Hvilken 
Betydning Frederik II's Kærlighed til Anna Hardenberg ved- 
blivende har haft, er ikke klart. Enkedronningen har sikkert 
nok inderlig ønsket, at en af de mange Ægteskabsplaner, som 
bestandig var paa Tale med Hensyn til Sønnen, maatte lykkes. 
I Aaret 1567 skriver hun saaledes til ham: „Hvis vi i denne 
Sag havde haft eller endnu havde lige saa megen Magt over 
Eder som over Eders Brødre, skulde det tilvisse med Guds 
Hjælp ikke have varet saa længe med Eder, thi det er en 
Stand, som vor Herre Gud har indstiftet til evig Salighed," 
men iøvrigt undgaar hun i sine Breve til Kongen altid dette 
Emne og overlader det til sin ældste Datter Anna, Kurfyrst- 
inde af Sachsen, at bearbejde Broderen, hvad denne heller 
ikke undlod. Under alt dette tjente Anna Hardenberg stadig 
i Dronningens Jomfrukammer, og Frederik II har da under 
sine sparsomme Besøg hos Moderen haft Lejlighed til at se 
et Glimt af sin Ungdoms elskede — uden dog at komme 
Maalet et Skridt nærmere. Den egentlige Hindring laa imid- 
lertid i selve Jomfru Annas Modstræben, et Træk, som vidner 
om en ren og uegennyttig Karakter. Det taler ogsaa til begge 
Parters Ære, at der herskede et godt og fortroligt Forhold 
mellem Anna Hardenberg og Frederik II's Moder lige til 
dennes Død, saa at hun fremfor nogen anden betænktes i sin 
høje Frues Testamente. 

Der var andre og lettere paaviselige Forhold, som dannede 
Kløften mellem Enkedronningen og hendes Son. Allerede 
Aldersforskellen har muligvis sat dybere Skel mellem dem 
end sædvanlig mellem en ældre og en yngre Generation, thi 
ved Frederik II's Tronbestigelse var det i mange Henseender, 
som om en ny Tidsalder oprandt, en Tidsalder, der var præget 
af et lettere og lysere Syn paa Tilværelsen, en større Trang 
til Livsnydelse, end vi finder hos det Slægtled, der havde 
gennemlevet Reformationstidens Kampe og Alvor. Et haand- 
gribeligt Udtryk har denne Forskel i Tankegang givet sig i 



104 

Bygningsstilen — de tunge, alvorlige Borge fra Kristian III's 
Tid afloses nu af knejsende Herresæder med slanke Spir, og 
medens Kristian og Dorothea havde bygget Koldinghus i den 
svære, middelalderlige Stil, giver Frederik sit stolte Kronborg 
ikke blot en Fæstnings, men ogsaa en lys og statelig Konge- 
boligs Karakter. 

Den Frederik II, som Dorothea oplevede at kende som 
Danmarks Konge, var imidlertid ikke Kronborgs Bygherre og 
de nordlige Haves Behersker, men endnu kun den unge, let- 
sindige Fyrste, hvis opbrusende Heftighed og Hang til Drik 
og Lystighed kun altfor ofte gik over det sømmeliges Grænser, 
hvis Selvtillid og Erobrerlyst kastede Landet ind i en Krig, 
der bragte aarelang Ødelæggelse og Nød over hans Folk. 
Det var da ikke uden Grund, naar de moderlige Formaninger, 
som lod i Brevene af December 1559,- vedblev at komme 
Igen, ogsaa over for den hyldede og kronede Konge, thi „det 
sommer sig ikke for en trofast Moder at tie stille over for 
det, som er hendes Barns Fordærv, eller at smigre, men Gud 
har alvorlig befalet ikke at spare Riset." Mod Umaadelighed 
i Drik, mod Dumdristighed paa Jagt eller i Krig og, stærkest 
og hyppigst, mod for fast Selvtillid og Stolen paa egen Styrke 
er Advarslerne, med rigtig Bedømmelse af Sønnens Karakter, 
rettede. Det ømmeste Punkt var Syvaarskrigens ulykkelige 
Forløb, og Dorothea „sparede ikke Riset," men skildrede Gang 
paa Gang klart og rammende Krigens ulykkelige Følger og 
manede til Fred. Irriterede allerede de moderlige Formaninger 
Frederik, ikke mindst maaske fordi han ofte i sit stille Sind 
var nødsaget til at indrømme deres Berettigelse, maatte det 
ægge hans under Ulykkerne ømtaalelige Sind end mere, naar 
Moderen ikke indskrænkede sig hertil, men søgte at gribe ind 
med Handling. Hun brændte saaledes af Iver efter at optræde 
som Mægler over for Sverig, men afvistes bestandig køligt. 
Krænket trækker hun sig da tilbage. „Vi kan, Gud være 
lovet, vel være denne besværlige og lange Rejse til Sverig 
foruden og nu med en god Samvittighed have gode Dage," 
skriver hun ved en saadan Lejlighed til Sønnen, „I kan være 
forvisset om, at Vi ikke mere vil lyste at gøre Os nogen 
Ulejlighed i denne Sag, da I, som Vi mærke af Eders Skrivelse, 



105 

ved bedre Raad," men — Aaret efter er hun atter rede til 
at optræde som Mægler. 

Den Irritation, som Moderens mange Gange ubelejlige 
Virketrang ikke uden en vis Berettigelse fremkaldte hos Kongen, 
slog imidlertid ofte over i en Mistænksomhed, som i de fleste 
Tilfælde var ugrundet og uretfærdig. Hendes Breve bliver da i 
Virkeligheden, vemodigt nok, en Række Forsvarsindlæg overfor 
Sonnen. Især var han paa Vagt overfor Moderens idelige Virk- 
somhed til Fordel for hans yngre Brodre, Magnus og Hans, 
skont hun atter og atter forsikrer ham, at hans Vel ligger hende 
ikke mindre paa Hjerte — „enhver, der har sine fem Sanser, 
kan tænke sig, om en Moder kan glemme sit Barn." I et af 
sine Breve maa hun tilbagevise en Beskyldning for, at hun skulde 
onske at faa Hans til Konge. Et Skib, ladet med forskellige 
Fornødenheder, som hun havde sendt af Sted til Magnus, lader 
Frederik beslaglægge undervejs, paa Grund af Mistanke om, 
at dets virkelige Bestemmelsessted skulde være Sverig! Særlig 
vakte hendes Stræben efter at faa Magnus gift Kongens 
Mistænksomhed, navnlig og, for en Gangs Skyld, ikke uden 
Grund, da hun i Aaret 1567, altsaa midt under Syvaars- 
krigen, uden Frederiks Vidende, virkede for et Parti med den 
svenske Konges Søster. Sikkert har hendes Hensigt, som 
hun til sit Forsvar skriver til Kongen, hvem Sagen var kom- 
men for Øre, „ved vor Sjæls Tab kun været at gavne Eder 
og disse Riger," men Dorotheas Iver for at sætte sin \'ilje 
igennem, havde dog ved denne som ved enkelte andre Lejlig- 
heder*) unægtelig berøvet hende Forstaaelsen af, hvad hun, 
selv med de bedste Hensigter, overhovedet kunde tillade sig. 
Samtidig forværredes Forholdet mellem Moder og Søn yder- 
ligere ved en heftig Strid i Anledning af en Provsteindsættelse, 
som Dorothea egenmægtig havde foretaget paa Als, og som 
hun, trods Frederiks gentagne Forestillinger, haardnakket fast- 
holdt. Da Kongen endelig ved et Magtsprog satte sin Vilje 
igennem, vakte det heftig Fortørnelse hos Moderen. „Vel 
kan I tage endnu mere fra Os som en Enke og en Kvinde, 



*) Samme Hensynsløshed, for at bruge et mildt Udtr>'k, viste Dorothea 
paa et helt andet Omraade, da hun lod Ædelstenene pille at Kronen 
og pyntede sin Svigerdatters Kjole dermed! 



106 

men I betænke Guds Ord, og at vi har baaret Eder til Verden, 
og forblive saaledes vor hjertenskære Søn, saa vil det gaa 
Eder godt i Tid og Evighed. Men de, der raade Eder ander- 
ledes, de soge Eders Skændsel og endelige Fordærv." 

Myndigt og bittert lyder Moderens Ord her, som saa 
ofte i Brevene til Sønnen, med en Heftighed og Lidenskab, 
der ikke giver Frederik II's noget efter. Thi Ligheden var det, 
der især — og mere end alle Forskelligheder mellem Individ 
og Generation — frembragte Splid og Uoverensstemmelse 
mellem disse to Mennesker. Smukke, statelige og kraftige 
var de begge at se til, og Dorothea, der ængstelig formaner 
Sonnen til „ikke mere at begive sig i saadan Livsfare paa 
Jagt," havde selv endnu i 1555 tumlet sin Ganger paa Jagten, 
„thi hun var en ypperlig Rytterske." Men Ligheden strakte 
sig videre: Det lidenskabelige Sind, Mangelen paa Harmoni 
og Ligevægt, den impulsive Handlekraft, den stolte Følelse af 
egen Værdighed havde Sønnen taget i Arv efter Moderen, 
Temperamentet er det samme, kun noget mørkere i Tonen 
hos den ældre end hos den yngre, stærkere tynget af Er- 
faringernes Ballast. Derfor maatte Forholdet mellem dem 
blive fuldt af tragisk Konflikt, ubøjet af Alderen som Dorothea 
i aandelig Henseende var, bestandig opfyldt af sin Moderpligt 
og Moderret til at elske, raade og — herske, af sin Dronning- 
pligt til ogsaa som Enke at være „en Øvrighed af Guds 
Naade." 

Mod disse Krav gjorde Kongen Oprør, og midt under 
Kampen gav Moderen sig selv en Blottelse, der ikke kunde 
andet end gøre hendes Stilling over for Sønnen usikker. Saa 
langt fra at føle sig færdig med Livet var hun nemlig, at hun 
i alle disse Aar, i det mindste med Mellemrum, synes at have 
omgaaedes med Tanken om at gifte sig igen. Allerede i 
Sommeren 1559 var et Giftermaal paa Tale mellem hende 
og Kristian III's Broder, Hertug Hans den Ældre, en rolig 
og godmodig Pebersvend, som sandsynligvis fortræffeligt vilde 
have kunnet supplere Dorothea, skønt han var tretten Aar 
yngre end hun. Man studser unægtelig ved den Hurtighed, 
hvormed Enkedronningen bestemte sig til nyt Ægteskab — 
kun et halvt Aar efter Kong Kristians Død. Det raaa dog 
bemærkes, at talrige Eksempler paa et lignende Hastværk 



107 

vilde kunne anføres, netop fra denne Tid, thi Ægtestanden 
ansaas siden Reformationen for noget i sig selv Gud velbe- 
hageligt, en Betragtning, som Dorothea af ganske Hjerte delte. 
I dette Tilfælde vilde dog de tyske Theologer, der blev raad- 
spurgte, paa Grund af Svogerskabet ikke give deres Billigelse, 
og Planen blev da lagt til Side. En Del Breve fra Enke- 
dronningen til Hertug Hans, skrevne i de følgende Aar, er 
bevarede, men de er ret uinteressante og drejer sig udelukkende 
om velvillig gensidig Hjælp i det daglige Livs smaa praktiske 
Anliggender — han laaner hende en Bryggerkedel, medens 
hun overlader ham sin Hvedebrødsbager osv. Opgivet var 
Tanken dog ingenlunde. Otte Aar senere horer vi nemlig, at 
Dorothea, under Tavsheds Løfte, spørger sin Hofpræst til 
Raads i denne Sag. Han giver et undvigende Svar og er 
taktløs nok til at robe Hemmeligheden til Kongen. I et 
Brev, der ikke er bevaret, omtaler denne Sagen til Moderen, 
som i sit Svar kun let berører det vanskelige Emne — ingen 
anden end hun selv vilde vel have taget Skade deraf, be- 
mærker hun — men med Rette skarpt angriber Præstens 
Upaalidelighed. Om Ægteskabsplanen hores fra nu af ikke 
mere. Kort efter, ved Juletid 1567, aflagde Frederik et af 
sine sjældne Besøg i Kolding, sjældne, skønt han ofte opholdt 
sig i Jylland, og skønt Moderen atter og atter indtrængende 
bad ham om dog at komme. Ved denne Lejlighed kom det 
til en Slags Forsoning mellem dem — dog maa hun snart 
efter atter advare ham mod de onde Mennesker, der vil „saa 
Djævelens Frø" mellem Moder og Son. Tragisk var Forholdet 
da til det sidste, ikke mindst fordi der hos Dorothea be- 
standig trods de skarpe Modsætninger mærkes en Moder- 
kærlighed saa stærk, som hun med sin lidenskabelige Sjæl 
kunde føle den. 

Over for de andre Børn havde Forholdet en langt mere 
fredelig Karakter. Døtrene, Anna og Dorothea, som var gifte 
med tyske Fyrster, gjorde kun Moderen Glæde. Ofte havde 
hun Besøg af dem i Kolding, og endnu oftere foretog hun selv 
den besværlige Rejse til deres Hjem i Sachsen og Liineburg. 
Paa disse Tysklandsrejser havde Dorothea undertiden ogsaa 
Sammenkomster med sin Mands Stifmoder, Hertug Hans den 



108 



Ældres Moder, den gamle Enkedronning Sofie*), der boede i 
Kiel. Hans, den yngste af Sonnerne, vedblev længe at staa 
under den moderlige Optugtelse, ja, lidet udpræget som han var 
af Karakter, blev han næppe nogen Sinde i Moderens Levetid 
fuldt selvstændig, selv efter at hun havde faaet ham gift med 
en „gudfrygtig, kristelig og velopdragen" tysk Prinsesse. 

I Forholdet til Børnene træder Dronning Dorotheas Per- 
sonlighed frem med størst Klarhed og Styrke, men for øvrigt 
stod hun i Berøring med langt videre Kredse. Over for de 
ledende Statsmænd, Peder Oxe og Johan Friis, var hun i 
lang Tid fjendtlig stemt. Kansleren paadrog sig Enkedron- 
ningens dybeste Uvilje ved at modarbejde hendes Ønske om 
at indgaa andet Ægteskab, og Peder Oxes store Magt var 
hende ikke til Behag. Muligvis har gammelt Nag ogsaa spillet 

en Rolle, idet en af Grundene til hans 
Fald under Kristian III siges at have 
været Dronningens Unaade. Officielt 
i det mindste stod hun dog i sine 
sidste Aar paa en venlig Fod med den 
mægtige Rigshofmester. — Hjerteligt 
og fortroligt var Forholdet derimod 
til Gjøernes Kreds, og det taler til 
Dorotheas Ære, at hun knyttede sig 
Medaiiie af Frederik I ^^st til Kvinder som Birgitte og Eline 
og Dronning Sofie. Gjøe**), der atter og atter træffes paa 




*) Sofie ægtede, tyve Aar gammel, i Aaret 1518 Hertug Frederik af 
Holsten-Gottorp, som da var Enkemand og gik i sit otteogfyrretyvende 
Aar. Hun var Datter af Hertug Bugislav X af Pommern, en kæmpe- 
stærk, livsfrodig Natur, den betydeligste i Rækken af de pommerske 
Fyrster. — Sofie selv har intetsomhelst Spor efterladt sig i Danmarks 
Historie, saa lidt i det Tiaar, i hvilket hun var Kong Frederik I's 
Dronning, som i de mange Aar, i hvilke hun udelukkende var knyttet 
til Hertugdømmerne, først som Hertug Frederiks Gemalinde, senere 
som Enkedronning med Bopæl i Kiel, der hørte til hendes Livgeding. 
I Kongeriget havde hun sit Enkegods, som hun lod bestyre af lutter 
Holstenere og Tyskere, paa Lolland-Falster. Trods sit svagelige Hel- 
bred opnaaede hun en forholdsvis høj Alder og døde den 13de Maj 
1368. I Ligtalen over hende omtales hendes lutherske Gudsfrygt i 
Udtryk, der midt i Lovtalens upaalidelige Svulst klinger ægte. 

*♦) Eline Gjøe, Birgitte Gjøes Søster, var Moder til Oluf Mouritsen Krognos, 
der kort efter Kong Frederik ll's Bryllup ægtede Anna Hardenberg. 



09 



Besøg i Kolding. For Birgittes vedkommende i det mindste gik 
Venskabet tilbage til Ungdomsaarene, thi hun havde for sit Gifter- 
maal været i Dronningens Jomfrukammer, hvor en talrig Skare 
adelige Jomfruer i Aarenes Løb opdroges til „Tugtighed, Skikke- 
lighed og Finhed". Man har sikkert med Rette formodet, at 
Dorothea gennem denne Opdragervirksomhed har udøvet en 
betydelig Indflydelse paa den opvoksende danske Adel — 
thi danske var hendesjomfruer, mærkeligt nok, saa godt som 
alle — og at hendes udprægede Personlighed, der indtageren 
saa paafaldende tilbagetrukken Plads i vor Historie, her i det 
stille har givet sin bedste Indsats. Nødig slap hun en Jomfru 
ud af sit Værge, førend hun „det med hende udi Gerning 
kunde bevise," d. v. s., førend hun paa egen Bekostning havde 
fejret hendes Bryllup, ofte efter selv at have fundet en pas- 
sende Brudgom. 

Dorotheas Iver for at stifte Ægteskaber, et Træk, som 
hun forøvrigt havde tilfælles med hele sin Samtid, strakte sig 
imidlertid ikke blot til hendes 
Børn og Hofjomfruer, men over- 
hovedet til hvem hun kom i 
Berøring med, høje og lave. Et 
smukt Udtryk gav denne moder- 
lige Interesse sig, da hun i Aaret 
1557 skænkede et Brystsmykke 
til Københavns Raadhus med 
den Bestemmelse, at enhver 
„agtbar" Borgers Datter skulde 
bære det sin Bryllupsdag. Det 
findes endnu paa Rosenborg. 
Overalt var hun ivrig for at 
bortrydde Hindringerne for et 
ungt Pars Forening — thi „Djæ- 
velen er Ægtestanden fjendsk" 
— og gribe Lejligheden i Flugten. 
Da Christen Munk kom til Skade 
paa en Rejse ved at blive over- 
kørt af en Vogn uden for Kolding, benyttede Dronningen 
dette ufrivillige Ophold til at faa ham gift med Dorthe Gylden- 
stjerne. Selv skrev hun til Frederik II og bad ham bekoste 




Brudesmykke. 
skænket af Dronning Dorothea 
til Kobenhavns Raadhus. 



110 

Brylluppet, og vilde han ikke, var hun villig til at gøre det 
selv. Og da det, paa Grund af Faderens slette Økonomi, 
kneb med Brudeudstyret for hendes Broderdatter, Katrine af 
Lauenborg, forærede Dorothea den unge Brud 18 Alen Bliant*) 
til en Kjole, dog var hun saa forsynlig ikke at sende Tøjet 
direkte til Forældrene, af Frygt for, „at Frøkenen da ikke 
skulde faa det." Betegnende nok er en morsom, gammel tysk 
Bog, „En Dialog, skrevet Ægtestanden til Ære," tilegnet Dron- 
ning Dorothea, hvis „høje Gaver og Dyder" Forfatteren har 
hort berømme af Bugenhagen. Saavel Emnet som hele Tanke- 
gangen — at Ægteskabet er indstiftet af Gud, hvorfor Djævelen 
soger at hindre og vanære det, særlig ved at tale giftigt om 
Kvindekønnet — er typiske for den Tidsalder, hvis ægte Barn 
Dorothea er, Reformationens, og Bogen er da ogsaa indledet 
med en djærv Fortale af Luther selv. 

Forud for Brylluppet gik for Hofjomfruerne travle Aar i 
Dronningens Fruerstue, thi de unge Damer fik ikke Lov 
at ligge paa den lade Side. „Tiden vil ikke række til for 
mig i denne Tid, min Urtegaard maa vel græde nu," skriver 
Elisabeth Sehested i Fortvivlelse over, at hun ikke kan naa 
at faa saaet sin Salat. Dronning Dorothea var nemlig en dygtig 
og ærgerrig Husmoder, flot og rundhaandet ved festlige Lejlig- 
heder, naar det gjaldt for Hoffet om at vise sig i al sin Pragt 
for fyrstelige Gæster, men til Gengæld husholderisk med de 
daglige Udgifter, ja til Tider smaalig, saa at hun f. Eks. ikke 
undsaa sig for at stryge det Maaltid Mad, som de Bønder, 
der arbejdede paa Slottet, plejede at faa. Hun drog selv Om- 
sorg for sin Mands og sine Børns Klæder, saavel som for 
Husets Forsyning i enhver Henseende. Denne husmoderlige 
Virksomhed er for øvrigt et fælles Træk hos de bedste blandt 
det 16de Aarhundredes Fyrstinder, vi har allerede fundet det 
hos Kong Hans's Dronning, og det kommer igen hos Frede- 
rik I's Døtre, Elisabet afMeklenburg og Dorothea af Preussen, 
hos Kristian lll's Datter Anna af Sachsen o. m. fl. Om 
„Mutter Anna", som den afholdte danske Kongedatter kaldtes 
i sit nye Hjemland, fortælles det endogsaa, at hun egenhændig 



•) sølv- eller guldindvirket Stof. 



11 



vaskede Kurfyrstens Linned og lavede det Smor, der var be- 
stemt for hans Mund. 

Et videre Virkefelt end selve Hofholdningen havde Dorothea 
efter at være bleven Enkedronning i sit Livgeding, der bestod 
af Kolding Len m. m. Der findes dog kun spredte Træk til 
Belysning af denne Gren af hendes Virksomhed, der navnlig 
satte Frugt i selve Kolding, saaledes ved Anlæggelse af et 
Saltværk og et Vandværk, to Foretagender, som i hoj Grad 
optog Dorothea lige til hendes sidste Dage. I det hele viste 




Kolding og Koldinghus. 
Efter Braunius, Beschreibung der Stiidte. 



hun Kolding By, hvor hun efter Kristian lll's Dod havde sin 
faste Bopæl, megen Interesse. Under Krigen var hun altid 
rede til at gaa i Forbøn hos Kongen for at faa Udskrivnings- 
byrden lettet for Byens Borgere. Særlig gjaldt det om, at 
Koldings eneste Barber maatte blive forskaanet. Regelmæssigt 
blev han udskrevet — i Felten havde man jo Brug for mange 
Saarlæger — og ligesaa regelmæssigt rykker Dronningen frem 
med sin Bon om, at Byen maa faa Lov at beholde ham. 
Ogsaa Skolevæsenet tog hun sig af. Da Skolens Rektor „agter 
Skolen og sit Kald for ingen Del og er en ret Dranker, ** som 



112 

hun skrev til Ribebispen Hans Tavsen, satte hun sig i Be- 
vægelse for at faa „en anden god, lærd Person, der er be- 
kvem til samme Embede," og senere lod hun en ny Skole- 
bygning opfore: 

Thi staar Dortheæ Navn i ævigt Æreminde 
Saa længe der er Vand i Kolding Aa at finde, 

som en taknemlig Koldingenser sang om Dronningen i det 
18de Aarhundrede. 

Dorothea var dog mere end Slotsfruen paa Koldinghus, 
og hun delte med de bedste Mænd og Kvinder i sin Tid den 
Opfattelse, at høj Stilling forpligter. Selv betoner hun, end- 
ogsaa som Enke, i et Brev til Sønnen, „at Vi ved Guds Naade 
er bleven en salvet Dronning og ved vor Kroning har maattet 
aflægge Ed ved Gud paa at befæste og drage Omsorg for 
disse Kongerigers Vel, Ro og Fred." Derfor er det, hun be- 
standig maner til Fred, thi Krigen bringer Ødelæggelse over 
^stakkels uforskyldte Folk" — en Betragtning, der idelig 
kommer igen i hendes Breve. Da Frederik II for at faa 
Penge til Krigens Førelse, greb til det fortvivlede Middel at 
udmønte slet Mønt, de saakaldte Klippinge, gjorde Moderen 
den ene Gang efter den anden Indsigelse mod denne Frem- 
gangsmaade, og først og fremmest, fordi den var langt mere 
ødelæggende for Smaafolk end for „Storhanserne", idet „de 
stakkels Bønder" maatte tage imod Klippingene uden at kunne 
komme af med dem igen, i det mindste ikke til samme Værdi. 
Ogsaa i Fredstid var hun rede til at tage sig af de smaa i 
Samfundet. Den høje Told paa Udførsel afØksne fandt hun, 
som hun udvikler i et Brev til Kongen, ikke blot i Virkelig- 
heden ufordelagtig for Kronen selv, men ogsaa uretfærdig, da 
den ramte Smaafolk forholdvis langt haardere end de rige. 
Den bør derfor nedsættes. De fleste af disse Protester blev 
dog, hvor energiske og berettigede de end var, uden Virkning. 
Heldigere har hun rimeligvis været med sine hyppige For- 
bønner for enkelte betrængte, der havde bedt om hendes 
Hjæ^lp. 

Mere betegnende for Dronning Dorothea end hendes Bøn 
om Mildhed er dog maaske hendes Krav om Strenghed. En 



113 

Adelsmand, Hans Skovgaard, havde i Foraaret 1562 bortført 
og skændet en uberygtet ung Pige fra Kolding. Hertug Hans 
gik da i Forbøn for Synderen hos Enkedronningen og bad 
hende, under Paaberaabelse af hans Ungdom og Adelskab, 
om ikke at melde Sagen til Kongen. Men hvor megen God- 
hed Dorothea end havde for sin Svoger, gav hun ham dog et 
skarpt Afslag paa denne Anmodning. Over for en saadan 
Misdæder var Mildhed ikke paa sin Plads. Og hvad hans 
Adelskab angik, da var det hende umuligt at se noget adeligt 
i hans Adfærd! — Det er Dorotheas stærke Retsfølelse, som 
indgiver hende dette Svar, og det er ligeledes ud fra den, hun 
handler, naar hun forlanger at faa en Tyv underkastet Tortur, 
for at den bestjaalne kan faa sine Penge igen, eller naar hun 
befaler, at nogle „Troldkvinder" i København skal have „deres 
fortjente Løn". Men det er ogsaa den, og vistnok snarere 
den end egentlig Blødhjertethed, der opflammer hende til at 
træde i Skranken for de smaa i Samfundet, „for at saavel 
den ringe som den høje Stand kan blive holdt ved Lighed 
og ingen have Fordel for den anden," som hun engang skriver 
til Frederik II. Thi Ret skal være Ret: Voldsmænd skal lide 
deres fortjente Straf, Tyve og Hekse skal pines og brændes, men 
fattige Bønder skal ikke plages med slet Mønt eller høj Told. 

Billedet af Frederik II's Moder har stærke saavel Lys- 
som Skyggesider. I mange Henseender bør hun, som det et 
Par Gange er blevet paapeget, ses i Sammenhæng med sin 
Tid, men denne Tid, den danske Renæssances, var rig paa 
udprægede Enkeltpersonligheder, og en saadan var denne 
danske Dronning: Lidenskabelig, herskesyg, ikke uden Til- 
bøjelighed til Intriger, til Tider haard eller overdreven nøje- 
regnende. Men saa paa den anden Side: fuld af Retsfølelse, 
af Pligtfølelse, af Mod til at sige Sandheden og til at gaa mod 
Strømmen og først og fremmest udrustet med en sjælden 
Evne til at elske, til at lide, ængstes og harmes for andres Skyld, 
hvad enten det gjaldt Børnene — naar Sønnerne ikke vilde 
gøre, som hun og Vorherre vilde have — eller det gjaldt de 
fattige og forurettede. Disse forskellige Egenskaber holdtes sam- 
men af en stærk Personlighed, vel udrustet, ikke blot i praktisk, 

Danske Dronninger. 8 



114 



men ogsaa i intellektuel Henseende, derom vidner den ofte træf- 
fende Argumentation og kærnefulde Udtryksmaade i Brevene. 
Enhver Karakteristik af Dorothea vilde være ufuldstændig, 
hvis den forbigik hendes, vor første evangeliske Dronnings, 
Religiøsitet. Hendes Gudsfrygt farver i Virkeligheden hele 

hendes Stemnings- og Viljes- 
liv. Den skærper hendes 
Ansvarsfølelse som Moder 
og Dronning, den hvæsser 
hendes Tunge, naar hun rev- 
ser Sønnernes Fejltrin som 
Synder, begaaede mod Gud, 
den giver hende Modstands- 
kraft under de mange Kampe 
og Nederlag. Det er ogsaa 
denne, den første evange- 
liske Tids dybe Gudsfrygt, 
der lærte hende at dø, som 
den Tids Mænd og Kvinder 
forstod det. En stærk Følelse 
af Livets Kortvarighed, saa- 
ledes som den ofte findes 
netop hos de mest livs- 
kraftige, har vi fundet hos 
hende allerede mange Aar 
før hendes Død, og et haand- 
gribeligt Udtryk gav hun den 
ved i Aaret 1 560 at lade præge 
en Medaille med et Dødningehoved og Indskriften: „Bedenck 
das Endt und die Stunde." Den 7de Oktober 1571 døde hun paa 
Sønderborg Slot hos Hans den Yngre. Lægen har beskrevet 
hendes sidste Øjeblikke i et Brev til Kurfyrstinde Anna. 
Hun „anraabte den Herre Jesus flittigt og alvorligt," skriver 
han, og „hensov saaledes i Herren," ved Bevidstheden til 
det sidste. 

Et Par Dage efter hendes Død kom der Brev fra Frederik 
Il med Undskyldning for, at han ikke kunde komme over 
at se til Moderen. Ved Jordefærden var der kun faa, blandt 
disse Anna Hardenberg, til Stede for at vise hende den sidste 




„Der deudsch Psalter D. Luthers." 
Har tilhørt Dronning Dorothea. 
Fløjelsbind med Guldbeslag fra Aar 1539 
Det kongelige Bibliothek. 



115 

Ære. Først ti Aar senere lod Kongen sin Moders Lig føre 
fra Sønderborg Slotskapel til Roskilde Domkirke, hvor Kisten 
sattes ved Siden af Kristian IITs. 



SOFIE. 

Kun faa Maaneder efter sin Moders Død kom Frederik II 
i Januar 1572 til Koldinghus. I Følge med Kongen var hans 
Forlovede, Sofie af Meklenburg, og hans Svigerforældre, Hertug 
Ulrik og Hertuginde Elisabeth — Gæster, som det sikkert 
havde været den gamle Dronning kært at tage imod paa sit 
Slot. Thi nu havde Frederik II altsaa endelig besluttet sig 
til at opgive sit „ukristelige" Ungkarleliv. Helt glat var det 
dog ikke gaaet. Det sidste i Rækken af de mange resultat- 
løse Ægteskabsforslag var udgaaet fra Pommern og havde 
fundet Støtte hos Kongens Faster, Hertuginde Elisabeth af 
Meklenburg. I Efteraaret 1571 indfandt hun sig tilligemed 
Hertugen paa Nykøbing Slot for at besøge Brodersønnen, og 
med hende fulgte, foruden hendes egen Datter Sofie, den 
syttenaarige pommerske Prinsesse — Frederik II havde nemlig 
sat sig i Hovedet, at han vilde have set den, han skulde 
forlove sig med. Udfaldet er imidlertid bekendt: Kongen fore- 
trak, trods sine 34 Aar, sin lille fjortenaarige Kusine Sofie, og 
den vragede pommerske Frøken blev efter et Par Dages For- 
løb sendt hjem, medens den meklenburgske Familie fulgte 
med Frederik II op til Frederiksborg Slot, hvor Forlovelsen 
blev offentliggjort, efter at man af Hensyn til det nære Slægt- 
skab havde indhentet det theologiske Fakultets Billigelse. 

Der var imidlertid en anden og væsenligere Hindring, 
som endnu ikke var ryddet af Vejen. Da Kongen, der fulgte 
sine Gæster hjem ad Landvejen gennem Fyn og Jylland, 
„drog fra Odense, da var han ret bedrovet og klagede haardt, 
hvorledes hans Samvittighed trykkede ham," — saaledes for- 
tæller Hertuginde Elisabeth, til hvem han betroede sig. Det 
var Tanken om Anna Hardenberg, der tyngede hans Sind. 
Svigermoderen paatog sig da at bringe Sagen paa det rene. 
og paa Honborg Slot tæt ved Snoghøj, hvortil hun stævnede 
Jomfru Anna, modtog hun dennes Forsikring om, at hun var 

S* 



16 



„vel tilfreds". Saa kunde den kongelige Familie da samles 
paa Koldinghus, uden at Feststemningen forstyrredes af nogen 
Mislvd, og ogsaa Anna Hardenberg drog saa glad og rolig i 





tf 








1 


■ 




^- 


jap 






1 


H 




5 x'*; • ». 








1 


^H 


^^^^^^^^^^^^^^^Hp|^^-i> 










H 


^H 


^^^^^^^^Ht' ^ 


^T^B 








^^M 


^^^^1 


^^^^^^^^^^^v 










^^^^^^^^^M 


^^^^^^^^^^^^^^^^^1 




'I^^H 


a 






f 


■ 


^^^^^^^^^^^^^H 






.i! 

m 


_.*g- JHpBI 


1 


''^^^^^1 


^^^^^^^^^^^^K. ■f'u 


H 


1 


M 




irii 


ri^l 


_ 








m 


■ 


^ 


^^^1 



Dronning Sofie. 
Efter Maleri paa Rosenborg. 

sit Hjerte, som hun ikke havde været i mange Aar, bort fra 
denne Sammenkomst, der afsluttede et langt Kapitel i hendes 
som i Kongens Liv. 



117 

Allerede et halvt Aar efter hjemførtes Sofie til Danmark. 
Over Falster gik Brudetoget fra Meklenburg til Kobenhavn, 
og en lollandsk Landsbypræst, Sadolin, beskriver i et latinsk 
Hyldestdigt til Bruden, hvorledes Nereiderne stiger op af 
Østersøen, byder hende velkommen og formaner hende til 
Gudsfrygt og Omsorg for Kirker og Skoler, „thi dette vil 
Kristus, som hersker i det høje Olympen, beskytte," medens 
Falsters Jord glæder sig, da den betrædes af den unge Dron- 
ning. Det velformede Digt viser ved sit smukke Latin 
og sin snurrige Sammenblanding af hedenske og kristelige 
Forestillinger, at noget af Renæssancens Aand efterhaanden 
var trængt op ogsaa til det fj^erne, rettroende Norden. — 
Den 20de Juli 1572 fejredes Brylluppet paa Københavns Slot, 
og Dagen efter foregik Dronningens Kroning i Vor Frue Kirke, 
hvor Sjællands Biskop satte Kronen paa hendes udslagne 
Haar, idet han formanede hende til at blive „alle Fruer en 
Ære, Trøst, Fryd og disse Riger en Krone." 

Den Periode, som indlededes med Fredslutningen efter 
Syvaarskrigen og med Frederik Il's Bryllup, var en lykkelig 
og fredelig Tid for Konge og Folk, og, skønt lidt utydelig 
i Omridsene, harmonerer den unge Dronning Sofies Skikkelse 
med det lyse Tidsbillede. Vi ser hende sidde tilbords paa 
Uranienborg Slot med Tyge Brahe og Anders Sørensen Vedel. 
Vejret er „Mørckt, stormindis norduest," som Tyge Brahe 
har noteret i sin Dagbog ved Dagen, den 28de Juni 1586, saa 
at Dronningen, der „med stor Lyst og Forundring" har beset 
de „mærkelige og nyttige Instrumenter og anden adskillig 
Arbejd," har maattet opsætte sin Afrejse til næste Dag. Da 
er det, at Samtalen, som vi kender gennem Vedels egen Be- 
retning, blandt anden „allehaande vis Tale og Snak" af Værten 
i dette ejendommelige Selskab henledes paa de „gamle Danske 
Viser", som Vedel var i Færd med at samle, til hvilke hendes 
Naade „lod sig formærke at have synderlig Lyst og Behage- 
lighed at læse." Vedel maatte da love at sende Dronningen 
nogle af sine Viser i Renskrift, men forst fem Aar senere og 
efter gentagne Paamindelser opfyldte han sit Løfte og gjorde 
mere end det, idet han tilegnede Dronning Sofie sin i Aaret 
1591 udgivne Bog: „Et hundrede udvalde danske Viser." Om 
Sofies Kærlighed til Folkevisen vidner ogsaa en bevaret haand- 



118 



.kreven Visebog, som er skreven paa hendes Foranstaltning. 
Foruden Kæmpeviser indeholder den en Del Kærlighedsviser 
af den i det 16de Aarhundrede gængse lyrisk-sentimentale Art. 







Blad af Dronning Sofies Stambog 

med Aarstal 1585, Arild Hvitfelds Valgsprog: Nul bien 

sans peine, Vaaben og Underskrift: Arill uitfelldt mitt 

eigner handt underthenigst geschrieben zu Andworskof 

3 octobris. Det kongelige Bibliothek. 



Det skildrede Besøg blev ikke Dronningens eneste paa 
Hven. Endnu samme Sommer, et Par Maaneder senere, 
trætter vi hende atter, denne Gang i Selskab med sin Fader, 
som Gæst hos Tyge Brahe — en Vedholdenhed, der tyder 



119 



paa noget mere end almindelig Nysgerrighed. Vist er det, at 
Dronningen havde Forkærligheden for Kemi og Alchymi fælles 
med den store Astronom, og maaske har hun ogsaa ad anden 
Vej lært at interessere sig for ham, idet først Tyge Brahes 
Plejemoder, Inger Oxe, senere hans Moder, Beate Bilde, 
gjorde Tjeneste som Dronningens Hofmesterinde. — Et haand- 
gribeligt Minde fra den Tid, da Sofie som Frederik II's Hustru 
stod i Berøring med den Kreds af Landets bedste Mænd, i 
hvilken Kongens smukke, mandige Skikkelse danner Midt- 
punktet, er hendes bevarede, kønt udstyrede Stambog, hvor 




Bindet paa Dronning Sofies Stambog. Det kongelige Bibliothek. 



en lang Række adelige Herrer har skrevet deres Navne og 
Valgsprog — saa godt som alle paa Tysk. 

Først og fremmest bør Dronning Sofie imidlertid søges i 
en anden, snævrere. Kreds, der ligeledes grupperer sig om 
Kongen, her som den kærlige Ægtemand og Fader. Naar 
Frederik II færdedes omkring i Landet fra Slot til Slot, lige 
optaget af sine Kongepligter og Kongeglæder, fulgtes han over- 
alt af „mint Soffye", som hun hedder i hans Dagbogsoptegnelser. 
Kun et Par Dage kunde de i det højeste være adskilte, naar 
Kongen gjorde en Afstikker for Jagtens Skyld. „Y dach 

war jeg met mint ) Soffye her paa Sylkebor och minne burn 

' ) Kiendommcligt for Frederik II's Orthografi, og muligvis for hans Ud- 
tale, er dette t. som han foier til i Hnden af mange Ord. 



20 



paa Schandelbor. — Y dach dro jeg tyl Werløe*), och mint 
Sotfye blelf paa Sylkebor. — Y dach kom mint Soffye och 
hyet. — Y dach dro jeg met mynt Soifye tyl Øsstergar" — 
saaledes lyder, for at tage et Eksempel, Kongens Notitser 
fra den 1ste til den 6te December 1583, og paa lignende Maade 
fortsætter han Side op og Side ned, idet han med lige Sam- 
vittighedsfuldhed optegner, at han har modtaget et fremmed 
Gesandtskab, og at han har holdt Maaltid „met mint Soffye 
och tue aff myne døtter y ent scho, sumt kailys Kollerubt**)". 




Buste af Frederik II og Sofie. Rosenborg. 

Dette Ægteskab, hvis Forhistorie havde været saa lang og 
broget, blev da paa ret luthersk Vis „fromt, kysk og frugt- 
bart," som det hedder i en Mindetale over Frederik II. Med 
den fuldstændigste Troskab sluttede Kongen sig til sin unge 
Hustru, saa at hans Privatliv ikke mindre end hans Konge- 
gerning nu fik det Præg af Enhed og Harmoni, som hans 
Ungdom havde maattet savne, og den hurtig voksende Børneflok 

*) Veiersløv i Viborg Amt. 
•*) Kollerup i Vejle Amt. 



121 

knyttede yderligere Ægtefællerne sammen. I den af Frederik II 
selv forfattede Morgenbøn takker han da ogsaa Gud for „min 
Ægtehustru og mine kære Børn." Til Familiekredsen i videre 
Forstand hørte Bedsteforældrene i Meklenburg, med hvem 
Samkvemmet var overordentlig livligt. Hertug Ulrik blev sin 
Svigersøn en faderlig Ven og fortrolig Raadgiver, og for Hertug- 
inde Elisabeth, der jo selv var en dansk Kongedatter og op- 
draget ved sin Broders, Kristian III's, Hof, maatte de hyppige 
Besøg hos Datteren faa en hjemlig Karakter. 

Ogsaa de sidste Øjeblikke af Kongeparrets Samliv var 
fredelige og prægede af den indbyrdes Hengivenhed. Kongen 
maatte paa Tilbagevejen fra Jylland dødssyg gaa til Sengs paa 
Antvorskov Slot, og Dronningen rejste paa hans Bon hastig 
over til Haderslev for at hente Børnene, men skyndte sig 
hurtigst mulig tilbage og blev modtagen af Kongen med: „Er 
du endelig kommen!" Hele den følgende Nat blev hun trods 
sin Træthed efter Rejsen siddende ved Dødslejet, uden Graad 
eller Klage, og Kongen viste ved sit glade Ansigt- og sin venlige 
Mine, fortælles der, sin Taknemmelighed over den tilkæmpede 
Ro, som hun bevarede lige til hans sidste Aandedræt. 

Kun uklart er imidlertid, trods den lyse Stemning, Billedet 
af Frederik II's unge Hustru. Hans Kongegerning stod hun 
ganske udenfor — hun var, som Anders Sørensen Vedel siger 
i sin for dens Oprigtighed berømte Ligtale over Kongen, Hans 
Naade „en tryg, lydig og forstandig Hjælperinde," „som aldrig 
har været Hans Naade noget imod eller befattet sig med 
den Del, som hørte til kongelig Bestilling i det allermindste." 
Men selv inden for den snævre Familiekreds overskygges 
hun ganske af sin langt modnere Ægtefælle, som sandsynligvis 
har været mere ydende end modtagende i Samlivet med sin 
unge Hustru. For sine Børn har hun, hvis Moderfolelse 
senere skulde give sig kraftigt Udslag, sikkert været en om- 
hyggelig Moder — „hendes fyrstelige Naade haver gjort saa 
stor Flid og Tilsyn med Mund og Haand, med god Undervis- 
ning og tidelig Straf ved sine elskelige Børn som nogen," 
hedder det i Anders Sørensen Vedels ovenfor anførte Lig- 
tale. Dog tilkommer Æren for Sønnernes overordentlig om- 
hyggelige Opdragelse uden Tvivl i første Række Kongen. 



122 

ligesom den lille Kristian IV i sine Stile, der omhandler det 
daglige Livs Begivenheder, langt hyppigere omtaler Faderen 
end Moderen. Ganske morsomt er det, naar han engang for- 
tæller om sin store Lyst til at eje en af Dronningens Fugle, 
som synger saa udmærket, blot han turde bede Hendes Kær- 
lighed om den. Imidlertid vil han bede Præceptoren om at 
forebringe Dronningen dette Ønske, da hun saa sikkert vil 
opfylde det. — En vis Respekt har der aabenbart ikke manglet 
i Forholdet. 

Lidt mere Begreb om den unge Dronnings Personlighed 
faar vi gennem en Række bevarede Breve fra hende til Faderen, 
Hertug Ulrik. Det første, som er skrevet i Femtenaarsalderen, 
et halvt Aar efter Brylluppet, minder ved sin stive ubehjælp- 
somme Form og sit hele Præg ganske om de Breve, Børn 
mojsommelig sætter sammen efter Ordre. Det lyder saaledes: 

Hertz liebe hervatter*). 

Wenns e:g: wol ging, das hort ich gar gern und bede, 
e:g: mogen jo nicht quat werden, das ich e:g: nicht geschri- 
ben håbe. Das ist fur war nicht aus boser menig geschen, 
den ich håbe mich alterge**) geschuwett, das ich nich wol 
schriben konte, und ich håbe e:g: warf auss gerichtet, vnd 
der koning hat mich beuahlen, das icherg: filgetes***), schrei- 
ben solte. Darmit wil ich e:g: in den schutz des almechtigen 
beuehlen. Datum schandelburck anno 73 den 6. februarius. 

Sophia 

e : g : getreuw tochter 

die weil ich lebe. 



*) Hjerte kære Hr. Fader. At det gik E. N. {— Eders Naade) vel, hører 
jeg meget gerne og beder om, at E. N. ikke vil blive vred over, at jeg 
ikke har skrevet til E. N. Det er i Sandhed ikke sket af ond Mening, thi 
jeg har bestandig været bange for, at jeg ikke skulde kunne skrive godt, 
og jeg har udrettet E. N. Ærende, og Kongen har befalet mig, at jeg skulde 
skrive meget godt til E. N. Datum Skanderborg anno 73 den 6. februarius. 

Sophia 

E. N. tro Datter 

saa længe jeg lever. 
••) = alle Tage. 

*♦*) vistnok ~ viel gutes. 



123 



Af de følgende Breve handler et Par fra Aaret 1575 om 
Kongens vaklende Helbredstilstand, som Sofie aabenbart har 
taget sig nær. Efterhaanden bliver Indholdet overhovedet fyl- 
digere og Stilen mere frigjort, — selv et vist Skælmeri pipper 
frem. „Den Skriver, der har skrevet dette Brev, har skrevet 
skævt og rigtig slet og beder, at E. N. ikke vil tage ham det ilde 
op," hedder det som spøgefuld Undskyldning foret egenhændig 
skrevet Brev. I det sidste af denne Række bevarede Breve kan 
den nu toogtyveaarige Moder stolt lade Bedstefaderen vide, at 
Børnebørnene snart bliver dygtige nok til at skrive til ham. 




Enkedronning Sofie og hendes Datter, Frøken Elisabet, ved Krederik II's 
Ligbegængelse. — Efter samtidigt Stik. 



Ved Frederik II's Død forstyrredes Harmonien i Dan- 
marks og i Dronning Sofies Historie. Hun var nu ikke længer 
en stærk og myndig Konges Hustru, men en elleveaarig Kon- 
ges Moder i et Land, hvor den højeste Herskermyndighed — 
som den mandvoksne Konge kunde øve i vidt Omfang — gled 
over til Aristokratiet og dets Repræsentant, Rigsraadet, naar 
Kongen var et Barn. Stillingen var da ikke let for Enke- 
dronningen, uden Erfaring eller Kendskab til Regeringsanlig- 
genderne som hun var. Hun kunde ganske vist have valgt en 
rolig Tilværelse , helliget til Opdragelsen af sine syv Børn, af 
hvilke det ældste var 15, det yngste 5 Aar gammelt, i tilbage- 
trukken Ensomhed paa sit lolland-falsterske Livgeding. Valget 
var dog ikke saa ligetil, som man kunde tro. Vilde hun have 



124 

noget med den unge Konges Opdragelse at gøre, maatte hun 
blive ved Hoffet, hvortil Rigsraadet da ogsaa opfordrede hende. 
Endvidere paakaldte desuden Forholdene i Hertugdømmerne 
hendes Virksomhed. Thi medens man i Kongeriget havde 
overdraget Formynderregeringen til et Udvalg af Rigsraadet, 
Regeringsraadet, udnævntes Enkedronningen her til For- 
mynderske for sin umyndige Søn. Endelig forbød ogsaa Sofies 
egen Natur, som hun nu først fik Lejlighed til at lægge for 
Dagen , hende at sidde som uvirksom Tilskuer — dertil 
var hendes Moderfølelse og hendes Virkelyst for stærke. Med 
Kraft kastede hun sig da ind i Kampen, thi Kamp maatte der 
blive, takket være saavel hendes hastige Sind som hendes 
vanskelige Stilling over for en Formynderregering, hvis Myn- 
dighedsomraade paa mangfoldige Steder uden skarpe Grænser 
flød sammen med hendes. Men pinligt er det at være Vidne 
■il hendes Færd i disse Aar. Den ukuelige Virkelyst, som var 
Forudsætningen for, at hendes Evner, naar de anvendtes paa 
deres rette Tumleplads, økonomisk Virksomhed i stor som 
lille Stil, kunde naa deres fulde Udfoldelse, paadrog hende 
uden for dette Omraade bestandig nye Nederlag. Hun gør 
samme Indtryk som en Høne, der med sin Kyllingflok har 
forvildet sig ud paa den vilde Hede. 

En Tid gik det dog taalelig. Takket være sin altid hjælp- 
somme Faders Bistand fik Sofie vel ikke alt, hvad hun for- 
langte af Arven efter Kongen, men dog mere, end der strengt 
taget tilkom hende. I den følgende Tid var det de to ældste 
Døtres Giftermaal og Udstyr, det gjaldt om at faa ordnet, og 
her var Sofie paa sin Plads. Saa store Bestillinger blev der 
gjort hos Juvelerer og Skræddere, at Rigsraadet underdanigst 
anmodede Dronningen om at „afskaffe" en Del eller dog 
gemme det hen til „de andre tilvoksende Frøkener." Svaret 
blev imidlertid et Afslag — Dronningen havde ingenlunde købt 
saa rigeligt ind, at der var noget at lægge til Side til de yngste 
Frøkener - og hermed maatte Raadet lade sig nøje. Tilfreds- 
stillende har det sikkert ogsaa været for Enkedronningens 
moderlige og husmoderlige Hjerte, naar hun i disse Dage 
gjorde Honnørs for sin kongelige Svigersøn, Jakob VI af Skot- 
land. Efter sin hemmelige og eventyrlige Fart over Nordsøen 
for at hente sin Brud, Frøken Anna, hvem Uvejr — og Hekse 



125 

— under hendes Brudefærd havde kastet tilbage til Norge, 
var den skotske Konge kommen til Kronborg tilligemed sin 
unge Hustru, med hvem han, midt om Vinteren, havde holdt 
Bryllup i Oslo. Her var han da i et halvt Aar Dronning So- 
fies Gæst og forkortede Tiden med Besøg hos Tyge Brahe 
og lærde Disputer med Niels Hemmingsen. Samtidig havde 
Enkedronningen den Glæde at fejre sin anden Datters, Froken 
Elisabels, Bryllup med Hertugen af Brunsvig. 

1 Længden kunde Dronning Sofie dog ikke holde sig 
inden for sin husmoderlige Virkekreds, mindst i Hertugdøm- 
merne. Hendes Maal her var at styrke Fyrstemagten saa 
meget som muligt for at kunne overlevere den til sine Børn, 
usvækket af Overgreb fra Ridderskabets Side. Endvidere at 
skaffe sine to yngre Sønner Forsørgelse ved en yderligere 
Deling af den kongelige Part. Paa begge disse Punkter maatte 
hun nødvendigvis støde sammen med Hertugdømmernes første 
Mand, Henrik Rantzau, en med al sin Kongetroskab fuldblods 
Aristokrat og varm holstensk Patriot, dertil en snild, glattunget 
Statsmand — en farlig Modstander for en lidenskabelig, uer- 
faren Kvinde, ikke mindst, naar han fik Forbundsfæller i 
Kongeriget. 

Her var det nemlig efter de mindre Skærmydsler kommen 
til en regulær Kamp mellem Enkedronningen og Rigsraadet. 
Det afgørende Brud var sket, da Raadet i Sommeren 1590 
havde givet Kristian IV en ny Hofmester, den danske Adels- 
mand Hak Ulfstand, efter at have afskediget Tyskeren Henrik 
Rammel. Dette Skridt vakte Sofies største Forbitrelse og var 
sikkert ogsaa tænkt som et Træk mod hende. I den Strid, 
som nu udspandt sig om Herredømmet over den lille Konges 
Udvikling, er det vanskeligt at dømme upartisk. \^i kan kun 
sympathisere med Danmarks Riges Raad, naar det paa Enke- 
dronningens Besværinger over, at Sønnen ikke oplærtes til- 
strækkelig i Tysk, svarede, at den danske Nation dog vel 
burde foretrækkes til Opvartning hos Hans Majestæt, eller 
naar det fandt Anledning til at minde hende om, at hun var 
Danmarks salvede og kronede Dronning. Paa den anden Side 
er det vemodigt nok at høre Moderens Klager over, at man 
gør hendes Barn fremmed for hende, og hendes Misfornøjelse 
med Hak Ulfstand har sikkert ikke været uberettiget. Den 



126 

Karakteristik, hun i Breve til Faderen giver af ham, som en 
Hugaf uden Dannelse, der kun forstaar sig paa at give Sol- 
daterhistorier til bedste ved de fyldte Bægere, savner ikke 
Grundlag i Virkeligheden. 

Naturligt nok fandt de to Grupper af Enkedronningens 
Modstandere hinanden. Kongerigets Rigsraad og Formynder- 
regering forbandt sig med Henrik Rantzau, Lederen for Her- 
tugdommernes Ridderskab, som Sofie i Fællesskab med den 
gottorpske Hertug ivrig søgte at holde nede. Mod denne 
Koalition havde Enkedronningen intet andet Vaaben end hvasse 
Skrivelser, der fløj tæt som Pile. For deres Skarphed og 
Lidenskabelighed bør hun dog ikke alene eller i første Række 
drages til Ansvar. De var affattede af en Raadgiver, Hertug 
Ulrik havde sendt sin Datter, en hensynsløs og ensidig Jurist, 
Dr. Siebrandt. Denne Mand vandt en Magt over Sofie, som 
viser, hvor uselvstændig hun var i denne Periode, i hvilken 
hun var kommen uden for sit rette Omraade og savnede sit 
sunde, naturlige Instinkt som Ledestjerne — naar det gjaldt 
„det store Slags Fæ" paa de lolland-falsterske Godser var hun 
selvstændig nok. 

Een Tilflugt foruden Dr. Siebrandts hvasse Pen havde Sofie 
dog i sin Faders Hjælp. Tidlig og sildig klager hun til ham — 
over den unge Konges Omgivelser, „thi dette Par Folk, Hof- 
mesteren og Præceptoren ville vi ikke længer vide, se, taale 
eller høre om Vor Søn," saavel som over Rigsraadet, som 
hun beder Faderen tilskrive „rigtig skarpt", „for at der kan 
blive sat Spunds for deres Frækhed og Hoveren, der allerede 
begynder at pible frem," - og Trøst og Raad fandt hun altid, 
men den gamle Hertug, der i Begyndelsen var villig nok 
til at mægle, opgav efterhaanden direkte Indblanding som 
haabløs. 

Af langt mere Virkning var Regeringsraadets Vaaben. Og- 
saa fra denne Side sendtes der Skrivelser, i hvilke Raaderne 
udtalte deres underdanige Forundring over, at Hendes Maje- 
stæt, hvis fromme Gemyt de kendte, havde kunnet skrive sine 
tro Mænd saa haardt til, og erklærede, at Ondskaben maatte 
komme fra en anden „fra et uroligt Menneske", som hun 
„havde anskaffet sig", og som ogsaa maatte være Manden for 
alle disse juridiske „Kavteler", der fyldte hendes Breve.— Men 



127 

Raaderne havde andre Midler end Ord. De havde Herre- 
dømmet over den unge Konge, som, forklarligt nok, bragtes 
til at se paa Sagen i det Lys, de ønskede, og derved i høj 
Grad kølnedes over for „Vor Moder," der „er i Hænderne 
paa Vore Fjender". Deres Hovedtrumf spillede de dog ud, da 
de opnaaede af Kejseren, at Kristian IV erklæredes for myn- 
dig i Hertugdømmerne allerede i Aaret 1593 — hermed var 




fa ^/^i^ ^^rf.^^ ^^^ P_,^ ^y^^ ^^^ 

^ .^^^.^ ^y:^ ^^^ ^^^ ^^ ^/^ 

Brudstykke af Enkedronning Sofies Brev til sin Fader Hertug Ulrik, 
af 6, December 1594*). — Original i Rigsarkivet. 



*) E. g. getrewe tochter 

weil ich lebe 

Sophia, konigin tzu Denemarchen 

witwe. 
Och kan ich e. g. nicht fur haltten, das der statthaltter fur tzwien 
tagen nebenst seinem sone gertt hir hergekomen ist vnd haben mitt den 
riches reden, die tzur regerunge fur ordenett sintt, fluch rettschlege ge- 
haltten, worvber konen e. g. lichtlich erachten, gott wolle ire rattschlege 
tzu schanden machen, die weille sie nicht ander hin^erichtett sintt als 
son vnd mutter tzu samen in vneinicheitt tzu setzen vnd ihren elgen nutz 
dar dur tzu suchen. (Ed. Naades tro Datter, saa længe jeg lever, Sofie, 
Enkedronning af Danmark. Og kan jeg ikke forholde E. N., at Statholderen 
(3: Henrik Kantzau) for to Dage siden er kommen hertil med sin Son 
Gert, og har de straks holdt Raadslag med de til Regeringen forordnede 
Rigsraader, hvorom kan E. N. let indse; Gud gøre deres Raadslag til 
Skamme, da de kun er rettede paa at stifte Uenighed mellem Moder og 
Søn og søge deres egen Fordel derved). 



128 

jo det væsenligste Grundlag for Enkedronningens Indflydelse 
borttaget. Dog opgav hun ikke Slaget. Det lykkedes hende at 
formaa Kejseren til at anerkende de yngre Sønners Ret til Dele 
af HertugdGmmerne og som Formynderske for disse vedblev 
hun at hævde sin Stilling, trods energiske Protester fra Kristian 
IV's og Raadets Side. Det vidner om Sofies Ubøjelighed, at 
hun holdt Livet ud ved sin Søns Hof under disse Omstændigheder 

— saa ophidset var Stemningen her mod hende, at selv en fred- 
sommelig Mand som Niels Kaas undslog sig for at spise ved 
Kongens Taffel, naar han vidste, at Enkedronningen var til Stede. 

Rigsraadets Arsenal var imidlertid langtfra udtømt. I Ja- 
nuar 1594 sendte det to Mænd af sin Midte til Koldinghus, 
hvor Sofie da opholdt sig, med det Hverv at takke Hendes 
Majestæt for hendes Ophold ved Hoffet i de forløbne Aar og 

— anmode om, at hun snarest vilde forføje sig til sit Liv- 
geding. Opfordringen begrundedes med de sidste to Aars 
mange Hofudgifter, som opregnedes lige fra de store Om- 
kostninger ved Frederik II's Begravelse — en Taktfuldhed, 
som Sofie ikke undlod at fremhæve i sin Beretning om Be- 
søget til Dr. Siebrandt. Endnu gav hun dog ikke efter, men 
blev rolig siddende paa Koldinghus og beordrede endogsaa 
Amtsindtægterne fra Hertugdømmerne indbetalte til sig, som 
om Kristian IV aldrig var bleven erklæret for myndig. Først 
da Rigsraadet et Par Maaneder efter greb til den Udvej uden 
videre at afskedige Enkedronningens hele tjenestegørende Stab 
ligefra Kammerjunkeren ned til Staldknægtene, blev Stillingen 
uholdbar endogsaa for Sofie, og ud paa Foraaret begav hun 
sig da til Nykøbing paa Falster — Kampen var endt, og endt 
med Nederlag. Selv hendes sidste Støttepunkt, den kejserlige 
Erklæring om de yngre Sønners Ret til Dele af Hertugdøm- 
merne, gled bort under hende, da man ved Kejserhoffet viste 
mere og mere Tilbøjelighed til at gaa over til Modparten. Sam- 
tidig ramtes hun paa et af sine ømmeste Punkter af Rigs- 
raadet, idet dette var smaaligt nok til at berøve hende to fal- 
sterske Gaarde, som Frederik II i sine sidste Aar havde er- 
hvervet til Forøgelse af Livgedinget, men som naturligvis ikke 
var nævnte i det 16 Aar ældre Livgedingsbrev. 

Men netop som det saa allermørkest ud, begyndte det 
paa et enkelt Punkt at lysne for Dronning Sofie, og en Mu- 



129 

lighed, som rummede Oprejsning for de mange Skuffelser, 
spirede frem. Kristian IV gik nu i sit attende Aar, og endnu 
ikke havde Regeringsraadet opgivet sit Formynderskab over 
den unge Konge, hvem det længst havde anset for moden til 
at overtage Regeringen i Hertugdømmerne. Denne Omstæn- 
dighed har ikke kunnet andet end bidrage til en bedre For- 
staaelse mellem ham , som nu ikke længer saa alt gennem 
Raadets Briller, og Enkedronningen. 1 Længden har det kø- 
lige Forhold til Moderen sikkert ogsaa været Kristian IV's 
varme, kærlige Natur i høj Grad imod, og vi træffer ham da 
nu ogsaa gentagne Gange paa Besøg i Nykøbing, Besøg, ved 
hvilke der synes at have hersket den hjerteligste Tone. Der 
var her Lejlighed til at drøfte et saa vigtigt Anliggende som 
Valget af en Brud til Kongen, en Sag, som Enkedronningen 
med megen Iver tog sig af. Hun mødtes paa Halvvejen — 
eller maaske mere — af den brandenburgske Markgrevinde 
Katrine, hvis Datter Anna Katrine var giftefærdig, og en Strøm 
af Gaver, Frugtsafter, Hunde, ja selv Markgrevindens egen 
Apotheker, fandt i den Anledning Vej fra Halle til Nykøbing. 
— Samtidig bragtes det sidste Stridspunkt fra Formyndertiden, 
det, som angik de yngre Sønners Forsørgelse, ud af Verden, 
væsenlig ved Eftergivenhed fra Enkedronningens Side, idet 
Kongen indskrænkede sig til et almindeligt Løfte om at yde 
sine Brødre, hvad der var ret og billigt. Saaledes kunde da 
Kristian den IV's Kroning, der dannede Afslutningen paa det 
hele Tidsrum, fejres under almindelig Glæde og Enighed, med 
Festligheder, ved hvilke Kongens Moder indtog Ærespladsen. 

Paa Nykøbing Slot, som i Aarene 1588— 92 var undergaaet 
en gennemgribende Ombygning, saa at det i Samtiden regnedes 
for det anseligste i Riget næst efter Frederiksborg og Kron- 
borg, havde Sofie nu sin faste Bopæl indtil sin Død den Ude 
November 1631. Hun opnaaede da en, navnlig for de Tider, 
høj Alder, 74 Aar, og bevarede selv som ældre sit kærnesunde 
Helbred, om hvilket Billedernes friske Ansigtsfarve og barnlig 
runde Ansigtstræk, som staar i en vis Modsætning til det saa 
overordentlig bestemte Udtryk, endnu vidner. Her var hun 
da ogsaa befriet for alle de Ærgrelser, der havde tæret paa 
hendes Kraft i Formyndertiden og, efter hvad hun selv er- 
Danske Dronninger. 9 



130 

kiærede, havde taget ti Aar af hendes Liv. Det fredelige For- 
hold til Kongen bevaredes uforstyrret lige til hendes Død, 
endogsaa da Hertug Ulrik nogle Aar senere søgte Moderens 
Hjælp til at opnaa større Indrømmelser. Sofie virkede nu 
nærmest afdæmpende paa sin yngre Søn og blandede sig kun 
højst nødig i Sagen. Ret ærgerlig skriver hun saaledes en- 
gang til Hertugen, at Kongen og han burde have ordnet deres 
Mellemværende, sidst de var sammen i Rostock „aberwen ihr 
herren zu samde komen, so nehmet ihr euwer lust und 
drincken gewahr und gedencken nicht an euwer eigen sachen, 
dar euch zum hogesten angelegen ist, vnd ein ander mussen 
euch euwer sachen aussrichten"*). 




Nykøbing Slot, Maleri i det kongelige Galleri. 

Resignationen i denne som i de andre Sager, for hvilke 
hun havde kæmpet med en saadan Lidenskab i Formynder- 
tiden, er sikkert falden Sofie des lettere, fordi hun nu stod i 
en Virksomhed, der ganske stemte med hendes Natur og 
Anlæg og fyldte hendes Sind med den Ro og Tilfredshed, 
som hun saa haardt havde savnet siden Frederik II's Død. 
Selv Ligprædikenen mister sit ensformige Lovtalepræg og faar 
en frisk og ægte Klang ved Omtalen af hendes husmoderlige 
Dygtighed. Hun var en Dronning, hedder det, der „udtrykke- 
lig anviste enhver, hvad han havde at gøre, saa at ingen skulde 
staa og gabe og spørge om, hvad han dog skulde foretage sig." 

*) Men naar I Herrer kommer sammen, saa passer I Eders Morskab 
og Drik, og tænker ikke paa Eders egne Sager, som er Eder i højeste 
Grad magtpaaliggende, og saa maa en anden udrette Eders Sager 
for Eder. 



131 





Og Orden var der i hendes Husholdning, „til rette Tid gik 
man til Bords og igen fra Bords, til rette Tid til Hvile og 
igen til Arbejde." Hermed stemmer det godt, at der fandtes 
forbavsende mange Ure paa Slottet — blandt disse et stort 
Antal Vækkeure. Slap har Hustugten da sikkert ikke været, 
og selv om det kun er et Sagn, at Dronningen i fornødent 
Fald med egen Haand gav sine Jomfruer Ris, er det sikkert 
nok, at der paa Slottet fandtes ikke mindre end sytten Straffe- 
celler til Stuearrest for genstridige Husfolk. 

Sofies Virksomhed strakte sig jo imidlertid langt videre, 
over Nykøbing, Aal- 
holm og Halstedklo- 
ster Len, d. v. s. stør- 
ste Delen af Lolland- 
Falster. I videste Ud- 
strækning forstod hun 
at benytte alle Ind- 
tægtskilder. Rundt 
om paaGaardeneind- 
rettedes der Foleha- 
ver og Fiskedamme, 
ved Slottene anlagdes 
der Frugthaver. Fra 

Nykøbing solgtes der et Aar halvfjerde Hundrede Tønder 
Nødder. Selv havde Dronningen, der ikke for intet var Kri- 
stian IV's Moder, Øje med alt, fra det største til det mind- 
ste. De Midler, hun anvendte, var gennemgaaende de samme, 
som samtidig brugtes ved de kongelige og adelige Godsers 
Drift, det særlige for Sofie er den Fuldstændighed, den 
Gennemførthed, hvormed hun handlede. Lenene blev fra 
Afgiftsien gjort til Regnskabsien, saa at hele Udbyttet nu skulde 
afgives til Enkedronningen, medens Lensmanden fik fast Lon. 
Livgedingets Lensmænd blev i det hele mere bundne end de 
kongelige, havde at føre Tilsyn med Avlen baade i stort og i 
smaat og at aflægge nøjagtig Rapport: Selv naar Enkedronningen 
var paa en af sine hyppige Rejser, forlangte hun Beretning 
om, hvordan det gik med Oldensvinene paa Skoven eller med 
Studene paa Halstedkloster. Thi Kvægavlen kastede Sofie sig 
ivrigt over som den mest indbringende Side af Landbruget, 

9* 



Medaille med Fremstilling af Enkedronning 

Sofie og hendes Valgsprog : 

Gott Verlest Die Seinen Nicht. 



132 

baade Fedning af Øksne og Opdrætning af Ungkvæg, — „saa 
Vor Kvægavl ved Guds Velsignelse har formeret sig fra Aar 
til Aar, hvorfor den almægtige billigvis skal have Lov og Tak." 
Sit Korn solgte hun til Tyskland, hvor hun ogsaa undertiden 
gjorde store Indkøb, f. Eks. af Humle, naar den var billig; thi 
Prisernes Bevægelse fulgte hun opmærksomt. For at ind- 
vinde mere Agerland, udstedte hun, straks efter Frederik I I's 
Jordefærd, Ordrer til Rydning af Tjørn og Indhegning af 
Marker, og da Hovedgaardenes Drift var mest indbringende, 
sogte hun særlig at udvide deres Areal ved at opsige Bønderne 
deres Fæste og læggejorden ind under Hovedgaarden. Denne 
ubarmhjertige Fremgangsmaade, som Enkedronningens Kan- 
cellistil med megen Ligefremhed kalder at „ødelægge" Bonde- 
gaarde, fulgtes for øvrigt samtidigt, og i større Omfang, af 
Adelen. Ogsaa paa anden Maade blev hendes Driftighed til 
Skade for Bønderne. Den mere intensive Dyrkning af Hoved- 
gaardenes Jord krævede, da Folkeholdet ikke voksede i til- 
svarende Grad, forøget Hoveri, som nu ikke blot forlangtes paa 
bestemte Dage, men ofte i Almindelighed, „naar Eder tilsigendes 
vorder." Bønderne klagede vel. I et Bønskrift fra de Vejlby 
Mænd opregnes saaledes alle de nye Byrder, der er komne til 
under Enkedronningens Regimente: „Hør at skætte og hegle, 
at vinde Garn, at kløve Staver, at age Hø, at age Ved om Vin- 
teren, at age Korn af Loen, at tærske to Dage om Aaret, 
stundom mere, item at børste Hør; nu er os paakommen 
nogle Gærder paa Hømosen, hver Mand 6 Favne .... yder- 
mere besværes vi med Langrejser at age til Færgestederne og 
andre Steder fast mere end de andre." Men paa deres Bøn 
om at maatte give Penge i Stedet for Arbejde er Dronningens 
Svar — her som oftere — : „Ist gantz abgeschlagen." Haard- 
hed var da et fremtrædende Element i Dronning Sofies Gods- 
ejerdygtighed. Saa lidt som sine samtidige saa hun nogen 
anden Vej til et forbedret Landbrug end den at gøre Bonde- 
standens Byrder tungere, og saa lidt som de betænkte hun sig 
paa at slaa ind paa den. 

Dog var der ogsaa Punkter, hvor Enkedronningens Dyg- 
tighed, Ordens- og Retsans kom hendes undergivne til gode. 
Hun værnede dem med Eftertryk mod Overgreb ude fra eller 
fra Fogedernes Side, saa at der findes Eksempler paa, at 



133 

Bønder, der f. Eks. ved Mageskifte var komne under en anden 
Herre, ønskede sig tilbage under hendes Regimente. Flid og 
Vindskibelighed opmuntrede hun, særlig Husflid som Spinden 
og Væven. Og at den hele økonomiske Tilstand har været 




Enkedronning Sotie i hendes 70de Aar. 
Efter Maleri af Jacob van Dort paa Mauritshuis, Haag. D. AV P. 



bedre, de øde Gaardes Antal mindre inden for Livgedingcts 
Omraade end anden Steds i Landet er utvivlsomt. 

Først og fremmest for Dronningen selv har Udbyttet 
været klækkeligt, og den saaledes indvundne Kapital forstod 
hun at formere med en næsten utrolig Forretningsdygtighed 
idet hun nemlig efter en stor Maalestok forstrakte saavel Kri- 



134 

stian IV som talrige tyske Fyrster med Pengelaan ; Renten var 
den da almindelige, Q^lo. Undertiden kunde det jo rigtignok 
knibe med at faa den betalt, saaledes var Hertugen af Bruns- 
vig meget efterladende i den Henseende, og Sofie tænkte end- 
ogsaa paa at alliere sig mod ham med Tilly, der ligeledes var 
hans Kreditor, en Plan, som Kongen dog bestemt fraraadede. 
For Kristian IV var Moderens Kapitalstyrke til ikke liden Støtte, 
selv om hun forlangte, at Rigsraadet skulde stille Sikkerhed 
for Laanet, hvilket dette kun brummende indlod sig paa. I 
Aaret 1624 forsøgte Kongen saaledes at indhente Raadets Sam- 
tykke til et Laan paa 50,000 Rdlr. — „ellers forstaar jeg, at 
samme Penge er halvvejs forsagt (d: lovet — af Enkedronningen 
nemlig) til Hertugen af Meklenburg, og tør siden saa snart 
komme ad Sverig som noget andet Steds." Trudslen hjalp 
dog ikke, og Kongen maatte sende Pengene, som han allerede 
havde faaet udleveret, tilbage. Ikke des mindre beløb hans Gæld 
til Moderen sig i Aaret 1631 til IV2 å 2Mill. Rdlr. 

Med dette for Øje forbavses man ikke saa meget ved at 
erfare, at Sofie ved sin Død efterlod sig en Arv paa over 
5V« Mill. Rdlr., et Beløb, der svarer til omtrent 22 Mill. Kr. i 
vore Dage, da Pengenes Værdi regnes for dengang omtrent- 
lig at have været dobbelt saa stor som nu. Tydeligere end 
mange Ord viser denne Kendsgerning Sofies økonomiske Dyg- 
tighed. Foruden af rede Penge og Klenodier — af hvilke et 
enkelt Diamanthalsbaand vurderedes til 82,000 Rdlr. — bestod 
Arven af udestaaende Kapitaler, som udgjorde langt den stør- 
ste Del. Imidlertid var saa godt som alle Arvingerne Hoved- 
skyldnere til Boet, saa at Arven for den enkelte opslugtes af 
Gælden. Til Enkedronningens Efterladenskaber kommer frem- 
deles foruden den ovenfor omtalte Arv ogsaa, hvad der fandtes 
af Forraad paa Slottet, hvilket udgør et anseligt Plus. I hendes 
egen Liste herover fylder alene Opregningen af, hvad der 
fandtes i en Egekiste og „en lille lang Skuffe" med Sølvtøj, /(?m 
Foliosider — deriblandt fem Hundrede Sølvskaale og Fade. 
Ogsaa Ting, hvis Værdi nærmest beroede paa de Minder, der 
knyttede sig til dem, opbevarede Dronningen her, f. Eks. 
Haandarbejder, „som min Fru Bedstemoder, den gamle Dron- 
ning Sophia*), har syet i sin Alderdom", eller „Gyldenstykkes 
Kjoler, som har tilhørt min salig Fru Moder." 
♦) Frederik I's Dronnin^^. 



135 




•o 

c: 






c 






c 
2 

(J5 



o 

CO 

ex 
c 

c 

c 
o 



136 

Dronning Sofie, hvem det lykkedes at faa samlet en af 
de storste Formuer, som vort lille Land har haft at opvise, 
kan dog næppe med Rette beskyldes for at have været smaa- 
lig eller karrig. Hendes økonomiske Sans var af aktiv mere 
end passiv Art, og det store Udbytte skyldtes snarere en 
Virksomhed, der var rig paa Initiativ, end en ængstelig Sam- 
mensparen. Paa sine hyppige Rejser var hun ledsaget af et 
Folge med 3 — 400 Heste, sin Søn Kongen skænkede hun et 
Orlogsskib „Sophia", og ikke mindre end tre— fire Gange 
aarlig var han hendes Gæst. Paa Slottet anlagde hun en ret 
betydelig Samling Malerier, af hvilke flere skyldtes ansete 
Kunstnere, navnlig Nederlændere. Nykøbing Kirke byggede 
hun saa godt som fra ny og smykkede den med den mægtige 
Ahnetavle, der endnu findes der som et Minde om Dronnin- 
gens Slægtfølelse. I Byen oprettede hun et Hospital for gamle 



Ahnetavlen er malet 1624 af Anthon 
Clement fra Odense for en Betaling af 500 Dir. Kurant. Paa en 
mægtig Trætavle er Dronning Sofies Ahner fremstillede, de Fædrene 
til venstre (for Tilskueren), de Mødrene til højre, med samtlige 63 Per- 
soners Portrætter, Navne og Titler anbragte i Grenene af et fra Dron- 
ning Sofie til begge Sider opadstigende Vintræ. En Del af dem er 
rimeligvis malede efter Portrætter, som Dronningen har ejet eller 
laant fra sin Fader. Alle de ældre er dog utvivlsomt Fantasibilleder. 
I Midten forneden ses Dronning Sofie, lidt oppe over hende og til 
venstre (for Tilskueren) hendes Fader, Hertug Ulrik af Meklenburg- 
Giistrow. Over ham Dronningens Bedsteforældre paa fædrene Side, over 
disse igen Dronningens Oldeforældre, af hvilke mærkes Parret til højre, 
Kurfyrst Joachim I af Brandenburg og Hustru Elisabet af Danmark, 
Hans's og Kristines Datter (omtalt Side 83 og 92). Derpaa følger Dron- 
ningens Tipoldeforældre, af hvilke mærkes Parret yderst til højre, 
Kong Hans og Dronning Kristine. Endelig i den øverste Række Dron- 
ningens seksten Tiptipoldeforældre paa fædrene Side, af hvilke mær- 
kes Nr. 9 Kurfyrst Albrecht Achilles af Brandenburg (omtalt Side 72 
og 74 f) og Nr. 13 og 14 Kristian I og Dronning Dorothea af Danmark. 
Paa den anden Side ses Dronning Sofies Ahner paa mødrene Side, 
som forneden begynder med hendes Moder Elisabet af Danmark, der- 
paa Dronningens Bedsteforældre Frederik I og Sofie af Pommern (omtalt 
Side 108 Anm.), derpaa Dronningens Oldeforældre Kristian I af Danmark 
og Dronning Dorothea, samt Bugislav X af Pommern (omtalt Side 108 
Anm.) og Hustru, Anna af Polen. Derpaa Dronningens Tipoldeforældre, 
blandt hvilke mærkes Nr. 3 (fra venstre Side) Markgrev Johan Al- 
chymist af Brandenburg (omtalt Side 74). Endelig i den øverste Række 
Dronningens seksten Tiptipoldeforældre paa mødrene Side. 



137 

og fattige, og Latinskolen skænkede hun flere Legater, af 
hvilke dens Disciple endnu nyder godt. 

Ogsaa over for Præstestanden paa Lolland-Falster viste 
Dronning Sofie megen Rundhaandethed og Interesse, drog 
Omsorg for Præsteenkerne og sørgede for, at de Præster, der 
ansattes, var værdige og velskikkede. Saaledes lod hun de unge 
Kandidater prædike for sig, førend de fik Kald, og naar hun 
anbefalede en Ansøger til Biskoppen, paalagde hun ufravigelig 
denne, inden han forfremmede vedkommende, at undersøge, om 
han var „lærd og dygtig og ellers tilstrækkelig kvalificeret," 
som hun udtrykker sig i sine Skrivelser. Paa den anden Side 
kunde hun ogsaa vise Mildhed over for Præster, der havde 
forset sig, i det mindste findes der et Par Eksempler paa, at hun 
af Medlidenhed med de „mange Børn" er gaaet i Forbøn for 
Synderen, naar han viste sikre Tegn til Bod og Bedring. 

Selv havde hun, som det fortælles, „ikke alene læst 
Bibelen mange Gange igennem, men endogsaa alle Dr. Morten 
Luthers og andre lærde Mænds gudelige Skrifter, saa at hun 
var saaledes oplyst og fast i sin Religion, at hun ikke frygtede 
for at binde an med dem, som var paa den vrange Tros 
Veje." Hendes Valgsprog var „Gott verlaszt die seinen nicht." 
Det staar endnu at læse paa en af Væggene paa Aalholm Slot 
ved Siden af Kongens — et Minde om et Besøg, Kongeparret 
aflagde her i Aaret 1585. Fire Aar senere har Sofie egen- 
hændig skrevet det i Adelsmanden Chr. Holcks Stambog, med 
en Tilføjelse, som er præget af hendes Stemning i Tiden kort 
efter Kongens Død: „Es komett alles von gott, gluck vnd 
ungluck, armutt und reichthum, das leben und der dott." 

Langt uden for sin bibelfaste, rettroende lutherske Guds- 
frygts Omraade har Dronning Sofie med sin saa udpræget 
praktisk anlagte Natur næppe bevæget sig. Hun gav sig vel 
af med Kemi og Alchymi, men denne Interesse synes næsten 
at have været en Modesag hos saa godt som alle Datidens 
fyrstelige Personligheder. Tysk vedblev at være det Sprog, 
hun udelukkende betjente sig af, og da en dansk Mand til- 
egnede hende sin Oversættelse af en tysk Andagtsbog, fra- 
lagde han sig i Fortalen udtrykkelig enhver Tanke om, „at 
Eders Majestæt skulde sig med denne danske ringe Version 
noget bemøje, efterdi den tyske Original for (d: for — Skyld) 



138 

hendes facundiam er Eders Majestæt meget mere behagelig 
at læse eller hore end dette grove, danske Sprog, paa hvilket 
hun er alleneste for de enfoldiges Skyld udsat." — Dog maa 
vi ikke glemme, at Dronning Sofie i det mindste kunde Dansk 
nok til at holde af de gamle danske Viser, og vi maa være 
hende taknemlige for, at hun, rask og virksom som hun var, 
satte Fart i den trofaste Anders Sørensen Vedels langsomme 
Arbejde. 




Kong Frederik Il's „Lefnet oc Endeligt" 1589. 

Har tilhørt Dronning Sofie. 

Findes paa det kgl Bibliothek. 

Det ejendommelige ved Dronning Sofies Personlighed 
træder paa mange Maader tydeligst frem gennem en Sammen- 
ligning med hendes Svigermoder, Dronning Dorothea, hvem 
hun vel forøvrigt næppe har kendt, et fjortenaars Barn som 
hun var, da den gamle Frue paa Koldinghus døde. Ved Siden 
af megen Ulighed paa væsenlige Punkter frembyder de to 
Kvinder en Del fælles Træk. Som saa mange af Danmarks 
og Nordtysklands Fyrste- og Adelsdamer i det 16de Aar- 
hundrede var de begge stærkt optagne af en praktisk Virk- 



139 

somhed, der endogsaa strakte sig ud over Omsorgen for Hus 
og Hjem til Styrelsen af Gaard og Gods. Ogsaa deres Aands- 
præg, den faste, noget snævre Rettroenheds er Tidens al- 
mindelige, — begge har de sikkert søgt deres væsenlige aande- 
lige Næring af tyske Andagtsbøger. Dog er Dronning Sofie i 
denne Henseende en Del mere vidt spændende end Dronning 
Dorothea, men maaske hovedsagentlig kun fordi hun levede 
i en Tid med langt rigere aandelige Kaar. Imidlertid strækker 
Ligheden sig videre end til Tidens typiske Egenskaber, for hvilke 
Dronning Sofie var den sidste udprægede Repræsentant blandt 
danske Dronninger. Begge er de af en lidenskabelig Natur, 
begge er de opfyldte af en ikke almindelig Virkelyst og Leve- 
dygtighed. Tydeligst træder Lighedspunkterne frem, naar vi 
tænker paa Dronning Sofie i den Skikkelse, i hvilken vi lærer 
hende at kende i Formyndertiden; thi disse bestandig mislyk- 
kede Tilløb, denne lidenskabelige Heftighed over for Mod- 
standerne, denne Ukuelighed under alle Nederlag minder stærkt 
om Frederik II's Moder. 

Imidlertid maa man huske, at disse Aar kun udgør en 
kort Episode af Dronning Sofies Liv, og at den Virksomhed, 
der fyldte dem, halvvejs var bleven hende paatvungen af hendes 
Stilling som den umyndige Konges Moder. Helt anderledes 
er det Indtryk, vi faar af Enkedronningen paa Nykøbing Slot, 
Enkedronningen, hvis Kvæg trivedes, og hvis Kapital ynglede, 
medens hendes Indblanding i Statssager var indskrænket til 
at yde Kongen, som stod i det venligste Forhold til Moderen, 
en solid og forsigtig Støtte med den fyldte Pengepung. Aaben- 
bart har Dronning Sofie hørt til de lykkelige Mennesker, hvis 
Tilbøjelighed og Evner er stærkt udprægede i een bestemt Ret- 
ning, og som derfor forholdsvis let opnaar Harmoni og Tilfreds- 
hed. — Anderledes forholdt det sig med Dronning Dorothea. 
Hun følte sig ikke som Fruen paa Nykøbing Slot tilfredsstillet 
ved blot økonomisk Virksomhed og har vel heller ikke ejet 
dennes næsten enestaaende Dygtighed i saa Henseende. Der- 
imod har hun ikke været uden Sans for Stats- og Samfunds- 
sporgsmaal, ligesom hun overhovedet synes at have været en 
dybere, alsidigere Natur, der satte sig højere Maa! og ikke 
kunde bekvemme sig til at resignere. I hendes Breve kommer 
der bestandig en aldrig tilfredsstillet Higen frem - Higen 



140 

efter et videre Virksomhedsomraade end Kolding Slot og Len, 
efter storre Ret og Retfærdighed i alle Forhold, efter mere 
Kærlighed og Forstaaelse hos Sønnen, Frederik II. Og stærkest 
træder hendes Livs tragiske Præg frem i de Øjeblikke, da vi 
opfanger et Glimt af den utilfredsstillede Tilbøjelighed for Hertug 
Hans, som i aarevis ulmede paa Bunden af hendes Sjæl. 

Vidt forskellig er da, trods de fælles Træk, denne Skik- 
kelse fra Kristian IV's Moder, hvis Liv vi har set opfyldt af 
en Virksomhed, der var rig paa Resultater, og præget af Sund- 
hed og Velvære. Et Blik paa de to Kvinders Fysiognomi, 
saaledes som Potrætterne viser os det, vil bedre end mange 
Ord godtgøre denne Forskellighed, der er saa fremtrædende 
ogsaa i deres Ydre. 

ANNA KATRINE. 

Til Kristian IV's prægtige Kroningsfest indfandt sig blandt 
mange andre tyske Fyrster Administratoren af Magdeburg, 
Joachim Frederik, med Gemalinde og Døtre. Medens den 
unge Konge ellers overlod det til sine Brødre at modtage 
Gæsterne, red han selv den brandenburgske Familie i Møde, 
ledsaget af Adelen med dens Rytteri og af en Garde paa 100 
Mand, klædte i gult og rødt. I prægtigt Optog førtes Gæsterne 
da ind i Staden, paa Valby Bakke afbrændtes et storartet 
Fyrværkeri til deres Ære, medens Kanonskuddene dundrede 
fra Voldene og Skibene. Ogsaa under selve Festen behand- 
ledes den brandenburgske Fyrstefamilie med særlig Hyldest 
og Ridderlighed af Kongen, og Grunden er let at gætte, thi, 
som vi saa ovenfor, var en Forbindelse mellem ham og den 
ældste af Joachim Frederiks Døtre, Anna Katrine, stærkt 
under Overvejelse. Det følgende Aar, 1597, fejredes Brylluppet 
i Haderslev, „hvor alt gik slet og ret til," som en Branden- 
burger udtrykker sig, idet en Farsot, der hærgede Nordtyskland, 
hindrede Udfoldelsen af større Festligheder med talrige Gæster. 

Forbavsende lidet har Danmarks Historie at fortælle om 
Anna Katrine, der dog i femten Aar stod ved vor populæreste 
Konges Side. Hun skildres som en stille, god og gudfrygtig 
Kvinde, der var mild og velvillig mod sine Undersaatter, øvede 
Godgørenhed i det skjulte og var Kongen en kærlig og føjelig 



41 



Hustru. Til Trods for sin Svagelighed ledsagede hun ham 
ofte paa hans mange Rejser, Søen frygtede hun ligesaa 




Dronning Anna Katrine med Prins Kristian. 
Efter Maleri fra 161 1 paa Rosenborg. D. M. P. 

lidt som Kristian IV selv, saaledes besøgte hun to Gange 
Norge i hans Selskab. Ogsaa paa jagten fulgte hun Kongen 



142 



— „samme Dag blev min Gemal skudt igennem sin Kappe 
paa Jagten," skriver han i sin Dagbog den 12te September 
1607 — og et samtidigt Digt sammenligner Kongeparrets kunst- 
færdige Ridt med Solens og Maanens Bevægelser, medens 
Folget er Stjernerne. Af andre Beskæftigelser skal hun have 
yndet Haandarbejde, hun var „behændig og net udi det, som 
kunde sømme sig saa høj en Person at tage udi Hænder," 
og til hendes kvindelige Dyder hørte ogsaa Tarvelighed i 
Klædedragt — hvilket Billederne for øvrigt ikke giver Ind- 
tryk af. 





Medaille med Fremstilling af Dronning Anna Katrine. 

Den 29de Marts 1612 endte Dronning Anna Katrine sit 
stilfærdige Levnedsløb paa Københavns Slot. Et smukt Minde 
er sat hende af Anders Arrebo i et Digt, der kan betragtes 
som en af de første Spirer i denne golde Tid til en ny dansk 
Poesis Fremvækst. 

Jeg saa to deilig Roser staa 
paa Førstelig rode 

saaledes begynder Digteren sin Hyldest til Kongeparret — 

Aff Førstlig quist, jeg siger vist, 
Udspringe Roser baade. 
Er plantet i dend Rige Christ 
Oc dugget med hans Naade. 

Saa brede blad de Roser bær 
Oc skin som Edelstene, 
At leeg oc lærd baad fiern og nær 
Sig huil vnder di grene, 



143 

Der vandrer frem den Eddelmand, 
Der huil dend gansk' gemeine, 
Befried fra storm oc regne vand, 
Under de tycke grene. 

Men nu har Dødens Orm gnavet den ene af de konge- 
lige Roser: 

Du har kuldkast dend Rose rod, 
Som vaar smaa Vrters Amme, 
Oc spisde dem med Safften sød 
Fra Førstlig Roed oc Stamme, 
Derfor er andre Vrter smaa 
Som lidet Barn i wugge, 
Der ey kand Melck oc Spise naa, 
Huem skal dem vand' oc dugge? 

Smukke er Digterens Afskedsord til den visnede Dron- 
ningrose: 

Du vaarst os goed aff hjerte roed. 
Vi fattig' ymper Alle 
Der du med Kron' i Danmarck stoed, 
Gud viir vi dig befale. 



SOFIE AMALIE. 

Saavel Virkeligheden som Kunsten har rigt forsynet Dron- 
ning Sofie Amalies Liv med dramatiske Optrin, og oftest finder 
vi hende selv ikke blandt Tilskuerne, men i de agerendes Tal, 
undertiden som Hovedpersonen. 

Den 6te Juli 1648 var der Fest paa Kobenhavns Slot, thi 
Hertug Frederik, Kristian IV's Son, var den Dag bleven hyldet 
som sin Faders Efterfølger. Tilligemed sin Konge havde Landet 
efter mange Aars Mellemrum atter faaet en Dronning, Sofie 
Amalie af Brunsvig — Luneburg. En Vibeke Kruses saavel 
som en Kirsten Munks Tid var nu forbi. Men Kirsten Munks 
Døtre — og Svigersønner — var tilbage. Og da Dronningen 
sad tavs og stille ved Taflet, kunde Leonora Kristine ikke 
tilbageholde en spottende Bemærkning herom til sin Mand. 



44 



Hendes Ytring hortes imidlertid af Sofie Amalie, som nu 
pludselig begyndte at tage ivrig Del i Samtalen, men tav, hver- 
gang Leonora Kristine tog Ordet. Optrinnet er betegnende 
for Tiden efter Kristian IV's Død. Vel var den brunsvig- 
liineburgske Fyrstinde nu naaet langt højere, end hun havde 
kunnet gøre sig Haab om, da hun for fem Aar siden, 15 Aar 




Dronning Sofie Amalie. 
Maleri af Abraham Wuchters. D. M. P. 



gammel, i Gluckstadt ægtede Kristian IV's næstældste Søn, 
Hertug Frederik, Ærkebiskop af Bremen, eller da hun et Par 
Aar senere sammen med sin Ægtefælle, der under Krigen 
med Sverig havde mistet sine tyske Besiddelser, maatte ty til 
Flensborg for at friste en af Pengesorger trykket Tilværelse. 
Dog var der nok af Malurt, som kunde forbitre den unge 
Dronningværdigheds Sødme og forjage Feststemningen selv paa 



145 



Hyldingsdagen — først og fremmest Synet af Ulfeld og hans 
Hustru ved Taflet, Ulfeld, der var som en Personliggøreise 
af det danske Aristokratis Magt og Overmod, af det danske 
Kongedømmes Afmagt og Fornedrelse paa dette Tidspunkt. 

Som bekendt var „Svogerpartiets" Glansperiode hurtig 
forbi, og med Ulfeids og Leonora Kristines Flugt tre ^ar 
senere var en væsenlig Anstødssten ryddet af Vejen for Konge- 
parrets Fod. Lysere og muntrere er da de næste Billeder 
fra Sofie Amalies Liv, saa meget inere som den Kunstner, 
der har tegnet dem for os, den spanske Gesandt Rebolledo, 




JSSSB 



itiT ^ 



Ibstrup Slot. 



trods Podagra og paatrængende Kreditorer havde sydlandsk 
Glød nok tilbage til at nære en levende Beundring for 
denne „Seraf", som hun kaldes i hans Sonnetter. 1 Aaret 1655 
gjorde Dronningen en Fest paa Ibstrup (senere Jægersborg) 
for Kongen og sin Yndlingsbroder, Hertug Johan Frederik — 
fortæller Rebolledo, der selv var Øjenvidne, i et Brev. F-^orst 
forlystede man sig i det fri med Skydning efter en Træhjort. 
Baade Kongen og Dronningen deltog, begge klædte i rodt 
med sorte, fjedersmykkede Huer, men som hoflig Værtinde 
„betvang Dronningen sin Behændighed for des mere at kunne 
tilfredsstille sin Ædelmodighed," saa at det blev Gæsterne, der 
Danske Dronninger. 10 



46 




vandt Kampbelonningerne. Om Aftenen var der Dans paa Slottet, 
og „Dronningen dansede den hele Nat med en saa smilende 

Anstand og en saa 
majestætisk Værdig- 
hed, at hun tiltrak sig 
alles Yndest og Op- 
mærksomhed. Især 
forbavsede hun Tar- 
tarerne*), som ellers 
afslog alle Damernes 
Opfordringer til at 
danse." Nogle Dage 
efter — fortæller Re- 
bolledo videre — fej- 
redes Prins Kristians 
Hylding bl. a. med 
Opførelsen af en Bal- 

Sejerspris med Indskriften: A Luy Esgal, ^^^' ^ hvilken Dron- 

skænket af Dronning Sofie Amalie. ningen selv optraadte 

Rosenborg. i ikke mindre end 

fem forskellige Roller, som Fama, 
Bondepige, Krigens Muse, — „idet 
hun dansende svingede en Fane 
efter Takten med en saa over- 
ordentlig Behændighed, at hun 
syntes at overgaa sig selv," — 
spansk Dame og Amazone. Kon- 
gen, „som , da han stedse op- 
dager nye Fuldkommenheder hos 
hende, ogsaa hver Dag elsker 
hende højere," henvendte sig under 
Forestillingen jævnlig til Rebol- 
ledo for at høre hans Mening, og 
den belevne Verdensmand svarede 
bl. a. „at lykkeligt var det Land, 
der havde en saadan Konge, og 
lykkelig den Konge, der ejede en 

saadan Dronning." 

Sofie Amalie i Bondepigedragt 




*) Et tartarisk Gesandtskab besøgte dengang Landet. 



147 

Denne Beretning er karakteristisk i mere end een Hen- 
seende. Den viser os Sofie Amalie som Midtpunkt i en Fest- 
lighed ved Hoffet, en Stilling, der er typisk for hende. Thi i 
disse Aar, der i saa godt som alle andre Henseender var en 
død Tid paa Grund af den knugende Finansnød, følger den 
ene Hoffest efter den anden, saa at Rigsraadet fandt sig be- 
føjet til at formane til større Sparsommelighed, saa meget mere 
som „vi er forsikrede, Eders kongelig Majestæt selv dertil ingen 
Behagelighed haver."*; „Tankerne til den forehavende Ballet 
kan ikke diverteres," lød Svaret betegnende nok, da en dansk 
Adelsmand gjorde Forestillinger imod, at Kongen, for at føje 
Dronningen, i over et Aar, fra April 1654 til Juni 1655, holdt 
Hof uden for Kongerigets Grænser, paa Flensborghus, hvor 
Fest fulgte paa Fest i en uafbrudt, broget Række. 

Denne Hofselskabelighed var ikke uden politisk Betydning, 
idet den bidrog til at højne Kongemagten og navnlig ved sin 
Glans tiltrak en voksende Kreds af unge Adelsmænd, mest 
Tyskere, som, ofte ved Hjælp af Dronningens Protektion, trods 
Modstand af „die iibermåchtigen danischen Patrioten," op- 
toges i den danske Adel. 

Større er dog den kulturelle Betydning af Sofie Amalies 
Fester. Ved disse blev Operaen og Balletten, der kun var 
forekomne en enkelt Gang i Kristian IV's Tid, eneherskende, 
saa at tidligere Tiders bizarre Optog og „Stikken og Renden" 
afløstes af Sangens, Musikkens og Dansens ædlere Nydelse, 
som forhøjedes ved Damernes, i første Række Dronningens 
Ynde. Man sammenligne blot de næsten groteske Forlystelser 
ved Kristian IV's Kroning, ved hvilke Kongen selv optraadte 
klædt ud som Kvinde, med Sofie Amalies yndefulde Sommer- 
fester i Dyrehaven ! For dansk Aandsliv betegner denne Ud- 
vikling dog ingen Berigelse, og Sofie Amalies Navn er ikke, 
som Sofie af Meklenburgs og senere Charlotte Amalies, knyttet 
til dets Kamp for Tilværelsen i disse Aarhundreder. Der fandtes 
ganske vist en dansk Skucspillitteratur, Skolekomedier af 
bibelsk, moralsk eller klassisk Indhold, tjenende til at supplere 



*) For at være retf.vrdig maa man dog huske paa, at det danske Hof 
forekom fremmede Gesandter taneligt og beskedent i Sammenligning 
med f. E. Englands og Frankrigs. 

10* 



148 



Katekismus og Grammatik. Endnu i Frederik II's og Kri- 
stian IV's Tid havde man ved Hoffet fundet Morskab — 
omend næppe den tilsigtede moralsk-religiøse Opbyggelse — 
ved saadanne Forestillinger, og Ribe Skoles Rektor, Peder 
Jensen Hegelund, havde tilegnet Dronning Sofie sin Over- 
sættelse af „Susanna", som Dronningen havde fundet Behag 
i. da det i Aaret 1577 blev „agerit paa Latine udi eders F. N. 




Perlemorsfremstilling af Dronning Sofie Amalie. 
Rosenborg. 



Kirckegangs høytid paa Kiøbenhaffns Slaat." Men til Sofie 
Amalies elegante Banketter vilde disse plumpe, naive Frem- 
bringelser, som opførtes af „Skolepersoner", have passet lige- 
saa slet som en dansk Bondedreng til Selskabet, og forøvrigt 
forstod Dronningen, i Følge en Udtalelse af Kongen selv til 
den danske Hofpræst, ikke engang det danske Sprog, i det 
mindste ikke i Aaret 1649. Man søgte da som sædvanlig til 
Udlandet, for en Gangs Skyld dog ikke til Tyskland. Det 



49 



var Frankrig og Italien, der lærte os saavel som hele Sam- 
tiden at synge og danse, og den lærvilligste Elev var Sofie 
Amalie. Megen Poesi er der ikke i de bevarede Tekster til 
disse Operaer og Balletter, som sikkert har faaet deres 
væsenlige æsthetiske Værd gennem den smukke Udforelse. 
Guder og Helte, Narre og Pedanter optræder i broget Blan- 
ding, og en mere eller mindre fint anbragt Hofsmiger er en 
uundværlig Bestanddel. Tysk anvendes, i Følge gammel Vane, 




Frederik III og Sofie Amalie paa Jagt. Maleri paa Gavn«. 



selv her ligesaa hyppigt som Fransk. l:n dansk Operatekst 
forekommer først i Slutningen af Aarhundredet — dens For- 
fatter er Kingo! 

Ogsaa i andre Henseender viste Sofie Amalie sig inod- 
tagelig over for den franske Kulturstrømning, der paa Ludvig 
XIV's Tid bredte sig over Huropa. Hun klædte sig efter 
fransk Mode, forskrev sine Dragter fra Paris, ligesom hendes 
Kammerjomfruer var franske. Om den franske Smag. der 
prægede alt, vidner endnu de bevarede Sager paa Rosenborg. 



150 

Det franske Sprog var hun hjemme i saavel som Kongen, 
der som ung havde opholdt sig i Frankrig, og de kongelige 
Born talte Fransk, „som om de var fødte i Louvre," efter hvad 
den franske Gesandt fortæller. Prins Kristian skriver i sine 
Breve Dansk til Faderen, Fransk til Moderen. Ogsaa Sofie 
Amalies Valgsprog: „En Dieu mon espérance" er fransk i 
Modsætning til de tidligere Dronningers. En fransk Skue- 
spillertrup optraadte endvidere nu for første Gang ved Hoffet, og 
der ansattes en fransk Hofpræst. — Den franske Kultur, der 
havde den Fortjeneste for en Tid at dæmme op for den over- 
vældende tyske Indflydelse, bredte sig fra Hoffet til Adelen 
og Borgerne, saa at Holbergs Forløber, Lauremberg, allerede 
nu kunde satirisere over den nymodens Fordærvelse: 

Maneer oc zierlig Snack maa mand fra Franckrig hale 
Oc det med Fare stor, ja dyrt med Pæng' betale. 

Beslægtet med Glæden ved dramatisk Opførelse var hos 
Sofie Amalie en vis Forkærlighed for Forklædning ogsaa uden 
for Scenen, en Forkærlighed, som hænger sammen med hendes 
Lyst til Eventyr og Oplevelser i selve det virkelige Liv. Engang 
besøgte hun Hamborg i Bondepigedragt, skønt Staden da laa 
i Strid med Danmark. Da Dronning Kristina efter sin Tron- 
frasigelse forlod Sverig og incognito drog gennem Danmark 
Syd paa, kunde Sofie Amalie, som da opholdt sig i Kolding, 
ikke modstaa sin Lyst til at se den berømte Fyrstinde. For- 
klædt som Bondepige fulgte hun hende til Vogns til Haderslev, 
tog ind i samme Værtshus som hun og saa paa, at hun holdt 
Maaltid sammen med sine Hofkavallerer — alt uden at give 
sig tilkende og uden at tale med hende. — Samme Tilbøjelig- 
hed for det spændende, det dristige genfinder vi hos Sofie 
Amalie i hendes Jagtlidenskab. Haardt Vejr eller andre Be- 
sværligheder ænsede hun ikke, naar det gjaldt Jagten, hun 
kunde nedlægge over tredive Harer paa een Dag, og Rebolledo 
fik af og til en Kronhjort, fældet med højstegen Haand, som 
Foræring af sin høje Velynderske, denne „Diana", denne 
„Guddom i Menneskeskikkelse". I denne Sammenhæng skal 
omtales en Skildring, som den spanske Gesandt i et af sine 
Digte giver af Dronningens Jagtslot Hørsholm, hvor han 



151 

efter hendes Indbydelse selv opholdt sig en Sommer. Med 
megen kunstnerisk Sans og overordentlig Pragt havde hun 
ladet dette Slot udsmykke, i Salene fandtes saaledes en Række 
Billeder fra Karl van Manders Haand, forestillende dels de 
vigtigste Begivenheder i Dronningens Liv, dels brogede Jagt- 
scener, Sælhundejagt paa Søen, Hjortejagt ved Hørsholm, Falke- 
jagt paa Amager, og overalt er Sofie Amalie Midtpunktet, 
hvorom de andre Skikkelser grupperer sig. Man har rejst det 




Dronning Sofie Amalies Jagttroje. Rosenborg. 



Spørgsmaal, om disse storartede Kunstværker, som ellers aldrig 
findes omtalte, har eksisteret andre Steder end i Spanierens 
Fantasi. Eet er dog vist: selve den dristige Jægerskes Skik- 
kelse er virkelighedstro nok. 

Den galante Spanier var ikke den eneste, som Sofie 
Amalie indtog. Efter Billederne at domme har hendes Ansigt 
ikke været smukt, dog lovprises hun ofte og det i Udtalelser, 
der ikke var bestemte for hende selv, baade for Skønhed og 



152 

Elskværdighed. Dronningen er „en deijeligh ungh månniskia'\ 
skriver en Svensker, der overværede en Barnedaab paa Slottet 
1649, og en Franskmand, som nogle Aar senere besøgte Hoffet, 
giver folgende Skildring: „Denne Fyrstinde var høj, blond, 
med en meget smuk Hudfarve, mild og meget venlig mod 
fremmede; hun havde megen Yndest for Frankrig, hun havde 
alt, hvad der kom derfra." Ogsaa Sofie Amalies Svigerinde, den 
højtbegavede Hertuginde Sofie af Hannover, som iøvrigt ikke 
var synderlig imponeret af det danske Hof, — „Ceremonierne 




Dronning Sofie Amalies Hirschfænger. Rosenborg. 

koster aldeles ingen Penge, og Hoffet er meget beskedent," 
skriver hun om det — priser i stærke Ord denne Dronning, 
„hvis Godhed og store Fortjenester vandt hende alles Hjerter." 
Lignende Udtryk bruger den franske Gesandt Terlon, men 
han tilføjer, at Dronningens gode Egenskaber navnlig viser 
sig over for dem, „der hører til hendes Parti eller er knyttede 
til hendes Interesser." — Aabenbart har Sofie Amalie da ejet 
denne særlige Evne, som ikke nærmere kan defineres, til at 
vinde, hvem hun vilde w'mdQ — thi det var langt fra alle, hun 
lod sin Naades Sol skinne paa. Hun har forstaaet at udfolde 



153 



Elskværdighed og Gratie, hun har fængslet ved sin Under- 
holdnings „esprit", som oftere fremhæves af Terlon, ved sin 
kunstneriske Sans og ved sin litterære Dannelse. Paa Hørs- 




Frederik III og Dronning SoHe Amalie til Hest. 
Efter Maleri paa Rosenborg. 



holm havde hun et Bibliothck, bestaaende af de bedste franske, 
tyske og italienske Forfattere, selv Spansk gav hun sig af med, 
og med Broderen Johan FVederik. der var Katholik, kunde 



154 

hun fore store Disputer, hvortil hun dog kaldte den lærde 
Konge til Undsætning. 

ikke uden Interesse er det at iagttage, at de her skildrede 
kulturelle Ejendommeligheder hos Sofie Amalie ikke blot er 
af individuel, men ogsaa af typisk Betydning. Denne Finhed 
og Hlegance i Smagen, denne Evne til at glimre i Selskabs- 
livet og derved spille en Rolle ogsaa ud over dettes Grænser, 
denne almeneuropæiske Dannelse, denne Trang til at handle 
og agere, til at søge det dramatisk spændende i Livet og i 
Kunsten betegner en ny Tids Frembrud, særlig i Kvindernes 
og saaledes ogsaa i de danske Dronningers Historie, luthersk 
Gudsfrygt og huslig Travlhed er ikke længer de eneherskende 
Magter. Sit Aandspræg deler Sofie Amalie da med en hel 
Række andre Kvinder, og, ejendommeligt nok, forrest blandt 
dem staar ved Dronningens Side den, som hun hadede med 
hele sin Sjæls Styrke, Leonora Kristine, hvis omfattende 
Dannelse, elegante Optræden og dristige Handlekraft er be- 
kendte nok. 

Sofie Amalie fik snart Lejlighed til at vise, at der, ogsaa 
naar Balletmusikken forstummede, og den haarde Virkelighed 
meldte sig, var Stof til en „Krigens Muse" i hendes stærke 
Personlighed. Allerede ved Kongemødet paa Frederiksborg, 
det forunderlige Efterspil, der fulgte paa Svenskekrigen 1657 
— 58, skimter vi noget af denne dybere liggende Side af 
hendes Natur. Det var ogsaa en Hoffest, om man saa vil, 
den besynderligste af alle de Fester, i hvilke Sofie Amalies 
imponerende Skikkelse danner Midtpunktet, thi Æresgæsten 
var Svenskekongen, Sejerherren i den Krig, som umiddelbart 
forud havde bragt den bitreste Ydmygelse over Konge og Folk. 
Selv havde Frederik III indbudt ham til Gæst, og paa Frede- 
riksborg Slot blev han modtaget med Pomp og Pragt og den 
mest udsøgte Høflighed. Hvilke Følelser der rørte sig hos 
Danmarks Dronning, da hun, fem Dage efter Roskildefredens 
Afslutning, præsiderede ved Festtaflet med Karl X Gustav paa 
sin højre Side, er imidlertid ikke godt at sige. Hun optraadte 
„avec beaucoup d'éclat", fortæller den franske Gesandt, og 
udfoldede al sin „esprit" under Samtalen, i hvilken kun hun og 
Karl Ciustav deltog den drejede sig bl. a. om Marchen 



155 

over Bælterne — men Erik Dahlbergs skarpe Øjne skimtede 
dog en ildevarslende Uro under den glatte Overflade. Han 
stod under Taflet bag sin Herres Stol, og da Karl Gustav, 
idet han henledte Opmærksomheden paa ham, leende ytrede: 
„Denne har har vist mig vågen hit in paa Seland," rakte 
Frederik III Dahiberg Haanden til Kys, men Dronningens 
hastige Øjekast havde et Udtryk, som mente hun „icke allt 
det, som godt var." 

Oprejsningens Dag kom hurtigere, end nogen havde ventet, 
for Danmarks Folk, Konge og Dronning. Under Kobenhavns 
Belejring fik Sofie Amalie Lejlighed til at vise sin Naturs hele 
Styrke og Handlekraft, der nu udløstes paa en ædlere Maade end 




Karl X Gustav forlader Frederiksborg Slot efter Kongeniodet den 3. Marts lt558. 

Efter Pufendorf. 



ved den dristigste Jagt eller det mest spændende Rejseeventyr. 
Hvor meget hendes Paavirkning har betydet for Kongen, der i 
disse Dage viste en Kækhed og Beslutsomhed, som ellers var 
hans Natur fremmed, er ikke opklaret og bliver det næppe nogen 
Sinde. Lavt bør hendes Indflydelse dog ikke sættes saa lidt 
ved dette som ved andre Vendepunkter af hans Liv. Hvad 
der derimod traadte klart for Dagen, var Frederik III's og 
Sofie Amalies faste, samdrægtige Vilje til at vove og udholde 
alt hellere end at opgive deres og Rigets Sag, og sit smukkeste 
Udtryk, forstaaeligt for enhver, gav denne \'ilje sig, naar 
Kongen lod sig se til Hest paa Volden, ofte paa de stærkest 
udsatte Punkter og ved Nat saavel som ved Dag. med Dron- 
ningen ved sin Side. 



156 

Særlig Omtale i denne Sammenhæng fortjener et enkelt 
Træk, der giver os noget af et Indblik i Tilstanden paa Køben- 
havns Slot under Belejringen. Natten mellem den 9de og 
10de Oktober 1658 forvandledes Amager til en Brandtomt af 
et svensk Korps, der den foregaaende Dag havde besat Øen. 
Som Vejviser benyttedes en tilfangetagen dansk Officer, van 
den Weghe. Denne saa imidlertid endnu samme Nat sit Snit 
til at undvige og indfandt sig om Morgenen Kl. 4 foran Porten 
paa Kristianshavns Vold, men kunde ikke blive indladt, da 
den kommanderende Oberst Aftenen forud havde overleveret 
Portnøglerne til Hs. Majestæt personlig. Det lykkedes ham 
dog raabende at faa meddelt, hvad han vidste om Fjendens 
Bevægelser, hvorpaa Obersten øjeblikkelig begav sig op paa 
Slottet for at berette det skete, Kongen, som var paa Volden, 
ingen vidste hvor, traf han imidlertid ikke, og han afgav da 
sin Melding til Dronningen, der befandt sig paa det øverste 
Taarn. Her har Sofie Amalie altsaa, vejledet af Skæret fra 
Fjendens Baal paa Amager, holdt Udkig i den tidlige Efteraars- 
morgen. — Som Følge af van den Weghes Melding foretoges 
der den følgende Formiddag et Angreb paa det svenske Korps 
paa Amager, og Fægtningen, der overværedes af begge Konger, 
endte med Sejr for de Danske. 

Den Handlekraft, som vi i det foregaaende har set ytre 
sig under forskellige Former hos Sofie Amalie, træder ikke 
mindst frem paa det politiske Omraade, her forstærket ved 
de mest fremtrædende Drifter i Dronningens usammensatte 
Natur, Ærgerrighed og Herskelyst. Over sin Ægtefælle havde 
hun stor Magt, som allerede tidlig synes at være traadt frem. 
En i Kristian IV's sidste Aar forfattet Satire opstiller følgende 
i saa Henseende betegnende Spørgsmaal: „Kan en Ægtemand 
lage nogensomhelst Beslutning uden sin Hustrus Samtykke?" 
— med den Tilføjelse: „Spørgeren er Hertug Frederik." Som 
Dronning har Sofie Amalie sikkert i endnu højere Grad vidst 
at gøre sig gældende, ved sin glimrende Personlighed har hun 
forstaaet at fængsle sin Ægtefælle, ved sin større Beslutsom- 
hed og sit fyrigere Temperament har hun drevet hans for- 
sigtige Natur til Handling, og fremfor alt har hun faaet Magt, 
fordi hun ud af hele sin lidenskabelige Sjæl vilde have Magt. 
Hertil kommer, at Maalene gennem mange Aar var desamme: 



157 

Svogerpartiets Ydmygelse, Svenskekrigen, som de begge var 
ivrige for at fremkalde, endelig Kongemagtens Udvidelse. 

At dette sidste Punkt har været en Hovedsag for Sofie 
Amalie, kan der ikke være nogen Tvivl om. Herfor taler 
hendes hele Naturel saavel som Tilbøjeligheder i hendes 
Slægt, thi Dronningens Brødre, de brunsvig-liineburgske Her- 
tuger, som hun elskede højt og hyppig havde til Gæst, viste 
inden for deres snævre Omraade tydelige Selvherskertendenser. 
En bevidst eller ubevidst Stræben efter at hæve Kongedømmet 
op af dets Afmagt kan da ogsaa spores i Sofie Amalies hele 
Færd lige fra hendes første Dronningetid. Vi har ovenfor 
set et Eksempel herpaa i hendes Hoffester, hvis Glans tiltrak 
en Kreds af unge Tyskere, der var Kongeparrets svorne Til- 
hængere. Overhovedet bør den Forkærlighed, som hun ogsaa 
ved enhver anden Lejlighed viste for sine tyske Landsmænd, 
sikkert betragtes som et Udslag af samme Stræben efter større 
Magt, idet den for en stor Del har haft sin Rod i politisk 
Samfølelse med disse borgerligfødte Indvandrere, der skyldte 
Kongens og Dronningens Naade alt. Tysksindet var hun da 
politisk og nationalt, selv om hendes æsthetiske og kulturelle 
Tilbøjeligheder gik i Retning af Frankrig. Hendes Følelser 
i saa Henseende har præget sig dybt i Nationens Bevidsthed, 
og i det følgende Aarhundrede vidste man at fortælle talrige 
Anekdoter om denne Dronnings Had til de Danske. For 
øvrigt mangler det heller ikke paa samtidige Udtalelser, der 
viser Frygt for hendes Tysksindethed og absolutistiske Ten- 
dens — en Frygt, som sikkert har været mest udbredt hos 
Adelen, medens Borgerne betragtede Sofie Amalie med mere 
Sympathi, i det mindste før 1660. Karakteristisk er en Ytring 
af Henrik Bjelke fra den første Svenskekrigs Tid. „Kongen 
er god", havde den danske Adelsmand sagt, „men Gud naade 
os, hvem der var med Ære herfra! Dronningen er ingen 
Dansk god, og hun har Magten over Kongen." Lige saa stærke 
Udtryk bruger mange andre, f. Eks. de fremmede Gesandter, 
der dog maa betragtes som upartiske Iagttagere, hvad denne 
Sag angaar. 

De kritiske Dage, opfyldte af storpolitiske Planer og 
hemmelig anstrengt Virksomhed, som oprandt med Rigsdagen 
i Efteraaret 1660, har da sikkert ikke mindst for Sofie Amalie 



158 

været en Tid, i hvilken Viljen anspændtes, og Tankerne con- 
centreredes. Fra Slottet til Bispegaarden, hvor Svane holdt 
alle Forhandlingernes Traade i sin Haand, gik det ene hemme- 
lige Bud efter det andet, og tydeligere og tydeligere traadte 
Kongens og hans Raadgiveres Planer for Dagen. Blandt disse 
Raadgivere har Dronningen utvivlsomt som sædvanlig været 
en af de mest formaaende, men hvad hun i det enkelte har 
udrettet, ved vi kun lidet om, skjult i Taage som den danske 
Enevældes Tilblivelseshistorie ligger, saa at hverken Ledernes 
Personlighed eller deres Planer kan skelnes. Enkelte Øje- 
blikke letter Taagen dog, og vi ser et Glimt af Dronningens 
Skikkelse, ikke i en Afkrog, men i Begivenhedernes Centrum. 
Den 10de Oktober saa hun fra Slotsvinduerne, staaende ved 
Frederik III's Side, Gejstlighedens og Borgernes Stænder- 
deputerede i Procession, to og to i en lang Række, bevæge 
sig over Slotspladsen til Raadstuen ved Holmens Bro, hvor 
Raadet holdt Møde, for at hente Svar paa deres Forslag om 
Arveregeringens Indførelse. Svaret blev et Afslag, og alt 
afhang nu af Kongens Holdning. I dette afgørende Øjeblik 
blev Frederik III imidlertid greben af Vaklen og Tvivlraadig- 
hed, og, efter hvad der fortælles i en samtidig Beretning, som 
anses for paalidelig, var det først Dronningens Overtalelser, 
der i Løbet af den følgende Nat bestemte ham til at gribe til 
Tvangsforholdsregler over for Adelen og saaledes gaa videre 
ad den Vej, der skulde føre til ikke blot Arveregeringens, 
men den „absolutte Regerings" Indførelse. 

Det blev Sofie Amalies sjældne Skæbne og — man fristes 
til at sige — tvivlsomme Lykke, at de stærkeste Drifter i 
hendes stærke Natur i en ualmindelig Grad fik Lejlighed til 
Tilfredsstillelse, takket være hendes Livs Oplevelser. Ved Ene- 
vældens Indførelse aabnedes en videre Tumleplads for hendes 
Magtstræben, og samtidig begynder den at vise sig under 
mere utiltalende Former. Den beherskes ikke mere af en 
Ide, men antager et udelukkende personligt Præg — har end 
Holberg Ret, naar han siger, at hun har „et Hierte som en 
Soldat," tager han sikkert fejl i at tillægge hende „Capaciteter 
som en Stats-Mand." Protektion af „Favoriter" og „Mignonner", 
Forfølgelse af enhver den, der har paadraget sig Dronningens 
Uvilje, bliver da Nerven i hendes politiske Virksomhed. Og 



159 

ligesaa lidt som Maalene tjener Midlerne til hendes Ære. 
Ofte opnaaede hun, hvad hun vilde, ved at bestorme Kongen 
med Bønner; da Gabel gentagne Gange opfordrede Frederik 
III til at offentliggøre den længe hemmeligholdte Kongelov, 
hvis Bestemmelser angaaende Enkedronningens Stilling efter 
en Konges Død kunde tænkes ikke at ville tilfredsstille Sofie 
Amalie, fik han saaledes det betegnende Svar: „Lad mig faa 
Lov at beholde Husfred med Dronningen." Men hyppigt har 
Sofie Amalie sikkert ogsaa taget sin Tilflugt til Intriger — 
„Dronningen er ikke alle dem god, der simpliciter slutter sig 
til Kongen, og ikke vil dependere af andre," hedder det 
karakteristisk nok om hende. Hun søgte da at danne sig en 
særlig Kreds af Tilhængere, og flere af disse Personer, som 
ved deres halvvejs underjordiske Virksomhed og hele obscure 
Præg langt fra virker tiltalende, fik efterhaanden en ikke 
ringe Magt over hende, thi, som den kloge Hannibal Sehested 
siger, hun yndede at blive „søgt og hædret". 

Typisk er en Skikkelse som Jakob Petersen. Han var 
en Bondekarl fra Husum og Skrædder af Profession, men 
opnaaede at blive Kongens Kammertjener og spillede som 
saadan en langt større Rolle, end man skulde vente sig af 
hans Stilling. Under Københavns Belejring udrustede han en 
Kaper mod Svenskerne, og ogsaa ved Enevældens Indførelse 
var han virksom. Saaledes var det til ham, at Gemmestedet 
for Rigsraadets Arkiv røbedes, og han ledsagede Kongen, da 
denne ved Nattetid i Oktober 1660 bemægtigede sig Skatten 
og lod den føre over paa Slottet. I Enevoldskongedømmets 
første Aar var han Dronningens fortroligste Redskab, og hans 
Indflydelse naaede nu sit Højdepunkt — samtidig med at han 
drev en indbringende Forretning som Indehaver af et Traktor- 
og Forlystelsessted i Dyrehaven, det første af sin Art. Pludselig 
faldt han imidlertid i Aaret 1664 i Unaade hos Kongen, uden at 
Grunden vides, vi hører kun, at der ved hans Fald opdagedes 
„mange Intriger". Over Hals og Hoved flygtede han til 
Holland, hvor han senere dukker op som „Baron Jacob de 
Petersen", indgiftet i en velhavende og anset nederlandsk 
Familie. Den danske Regering anlagde Sag mod ham, men 
han var klog nok til ikke at efterkomme Stævningen, og efter 
Frederik III's Død fik Sofie Amalie Sagen hævet. 



160 

I Aaret 1664 begyndte Dronningens politiske Indflydelse i 
det hele at blive noget mere tilbagetrængt, thi den ledende Mand 
blev herefter Gabel, som af ukendte Grunde nu stod i bestemt 
Modsætningsforhold til Sofie Amalie, medens han ved Ene- 
vældens Indforelse havde arbejdet i nøje Overensstemmelse 
med hende. Mere og mere besværlig er hendes Herskesyge 
sikkert ogsaa falden Kongen, det fælles Maal knyttede dem 
jo nu ikke længere sammen, saaledes som før 1660. Dog 
maa man ikke overvurdere Betydningen af denne Forandring 
— mægtig vedblev Sofie Amalie at være, og tungt hvilede 
hendes Unaade stadig paa sine Ofre. For „Frøkenen i Taarnet" 
var der ingen Barmhjertighed, og endnu i mange Aar maatte 
Kaj Lykke vanke om i Udlandet med en Dødsdom hængende 
over Hovedet, berøvet sine Godser og sin adelige Ære, fordi 
han, den unge, rige Junker, raa og uforsigtig som han var, i 
et Brev l^avde udtalt sig anstødeligt om Dronningens Levned. 

Det er Sofie Amalies Forbandelse, at hendes Navn næppe 
kan nævnes, uden at Leonora Kristines samtidig kommer paa 
Læben. Ved Frederik III's Hyldingsfest paa Københavns Slot 
saa vi for første Gang de to Kvinder i skarpt Modsætnings- 
forhold, og en Sammenligning falder paa dette Tidspunkt ikke 
ud til Ugunst for Sofie Amalie. Men hvor langt anderledes 
bliver det ikke senere, efter at Tiden havde faaet Lejlighed 
til at vise, hvad der boede i den unge tavse Dronning, og i 
den unge overmodige Adelsdame! Vi har vel ovenfor set, at 
der i kulturel Henseende er en vis Lighed mellem dem, men 
Sofie Amalies Indsats i Aandslivet er dog af ringe Værd i 
Forhold til Leonora Kristines, og sammenlignede med Jammers- 
mindet tager de Balletpoesier, der fremkom under hendes 
Paavirkning, sig ud som snurrige Nipsting ved Siden af 
et Kunstværk. Dog er det først og fremmest som ethisk 
Karakter, at Fangen hæver sig uendelig højt over sin Fange- 
vogterske — thi i toogtyve Aar, til sin Død, holdt Dron- 
ningen Leonora Kristine indespærret i et Taarnkammer paa 
samme Slot, der saa ofte genlød af Larmen fra hendes egne 
Fester. Ved enkelte Lejligheder træder Modsætningen særlig 
grelt frem, saaledes da Prinsesse Anna Sofies Trolovelse 
fejredes i Oktober 1663. Blandt mange andre Forlystelser 
— Jagt, Opera, Ballet — hører vi om en Ringrenden foran 



161 

Slottet, og Dronningen, som deltog, ledsaget „von ihrem 
Geheimtesten Kammerdiener Petersen" (d. e. Jacob Petersen), 
vandt første Pris. Men om de samme Dage skriver Leonora 
Kristine i Jammersmindet: „Jeg laa og tænkte paa den ustadige 
Lykke, at jeg, som for 28 Aar*) siden havde haft lige saa 
stor Stads, som nu Prinsessen havde, laa nu fangen og næst 
op til den Væg, som mit Brude Sengekammer havde været; 
takker Gud, at jeg mig ikkun lidet derover bekymrede." 
Gennem en saadan Udtalelse, saavel som gennem hele denne 
Selvbiografi lærer vi en Sjæl at kende, der var udrustet med 
en overordentlig Styrke og Adel, en sjælden Evne til at leve 
et aandeligt Liv, uafhængigt af ydre Forhold. Hvilke For- 
syndelser Leonora Kristine end kan have gjort sig skyldig i 
i sin Velmagts Dage, havde Modgangen nu lutret hendes 
stort anlagte Karakter. En modsat Retning havde Sofie 
Amalies Udvikling taget. Ogsaa hun var en sjælsstærk Kvinde, 
men denne Styrke viste sig bestandig mere i Form af et 
Had og en Hævngerrighed, som ved sin Forening af Dybde 
og Smaalighed søger sin Lige. Anser vi nu de tunge Tider 
under Københavns Belejring for de stolteste Timer i hendes 
Liv, vilde hun muligvis selv snarere have udpeget den August- 
dag i Aaret 1663, da hun endelig vidste Leonora Kristine 
under Laas og Slaa i „Mørke Kirke" paa Blaataarn, eller de 
følgende Dage, da hun atter og atter sendte Bud for at faa 
Besked om alt, hvad Fangen sagde og foretog sig — dog med 
ringe Udbytte, thi Leonora Kristine var for stolt til at glæde 
hende med mange Taarer og Klager. Tiden blødgjorde ikke 
Sofie Amalies Sind, skønt den politiske Farlighed, man i Be- 
gyndelsen sikkert havde tillagt Grevinde Ulfeld, efter hendes 
Ægtefælles Død maatte svinde ganske bort. End ikke For- 
mildelser af Fængselet, endsige Frigivelse, vilde hun tilstaa 
hende — hun maatte „efter Dronningens Befaling ingen Bøger 
have, ikke Synaal, ikke Knappenaal." Da Kongen efter et 
Par Aars Forløb fandt det rimeligt at tilstede Fangen Syssel- 
sættelse med Haandarbejde, svarede Sofie Amalie, efter hvad 
Slotsfogeden senere fortalte Leonora Kristine: „Das ware nicht 



*) Leonora Kristine husker her fejl, det var ikke 28, men 27 Aar siden, 
at hendes Br>'llup fejredes den 9. Oktober 1636. 

Danske Dronninger. H 



162 

nothig. Es ist ihr gut genug! Sie hat es nicht besser haben 
wollen/' En Flaskekurv med vellugtende Vande undtes hende 
kun, fordi Dronningen havde set, at der paa Laaget var et 
Billede af Herodias med Johannes Døberens Hoved, — „Das 
wird ihr ein Hertzstårkung sein." Det maa dog tilføjes, at 
disse enkelte Eksempler paa Sofie Amalies Hævngerrighed 
udelukkende hviler paa Leonora Kristines Vidnesbyrd, men 
de støttes ved Meddelelser af lignende Art i andre, upartiske 
Kilder, og om selve det Sindelag, der ligger bag ved, kan der 
ingen Tvivl være. 

Ogsaa sin Sans for Pragt, Skønhed og Forlystelser fik 
Sofie Amalie som Enevoldsdronning rig Lejlighed til at tilfreds- 
stille. Hun byggede det ældre Amalienborg, „Sofie-Amalienborg", 
der opførtes i en stor Have, som var anlagt i Tidens sirlige 
Stil med klippede Hække, Springvand og Billedstøtter. Først i 
Aaret 1673 var Slottet dog fuldført, og allerede fire Aar efter 
Sofie Amalies Død, 1689, nedbrændte det fuldstændig under 
Opførelsen af en Ballet, idet Ilden tog fat i de prægtige 
Dekorationer. En Mængde Mennesker, der var til Stede som 
Tilskuere, omkom. — Et andet af Dronningens Yndlings- 
opholdssteder var det mere beskedne lille Slot Dronninggaard 
ved Furesøen. Ofte indbød hun Kongen herud til landlige 
Fester, medens han gjorde Gengæld paa det nærliggende 
Frederiksdal. 

Foruden Dronninggaard ejede Sofie Amalie Hørsholm, 
Ibstrup med Søllerød Sogn, Ebbekøb med Asminderød og 
Grønholt Sogne. Som Livgeding fik hun, ligesom i sin Tid 
Frederik II's Enke, Nykøbing Slot og Len. De nordsjæl- 
landske Besiddelser var slemt medtagne efter Svenskekrigen, 
og Bønderne trykkedes desuden af Ekstrahoveri til Bygge- 
arbejder paa Dronninggaard. I Sofie Amalies senere Aar, da 
dette var ophørt, var Tilstanden paa hendes Godser dog for- 
holdsvis god. Hendes Landbrug synes at have været kende- 
tegnet af Virkelyst og Initiativ, maaske i højere Grad end 
det altid kunde svare sig. Flere af hendes Foretagender, et 
Skæferi ved Hørsholm og store Mejerianlæg paa Bøttø paa 
Falster, blev i det mindste nedlagte straks efter hendes Død, 
og Jorden atter udlagt til Bondebrug. Paa Dronninggaard 



163 

havde hun en Besætning, der talte oldenborgske Køer, ostin- 
diske Gæs, kalkunske Høns foruden saadanne Mærkværdig- 
heder som et Elsdyr og to Rensdyr. Ved Driften var Jacob 
Petersen i en Aarrække hendes Støtte. — For øvrigt var der 
til Sofie Amalies nordsjællandske Besiddelser knyttet to Mænd, 
hvis Navne saavel som Dronningens vil nævnes med Ære, 
saa længe Krigen i 1659—60 huskes. Henrik Gerner var 
nemlig som Præst i Birkerød Sogn Slotspræst for Hørsholm, 




SoHe-Amalienborg. Maleri paa Ledreborg. 



Og Lorents Tuxen var Sofie Amalies Ridefoged paa Hørsholm, 
Ibstrup m. m. Da Krigen udbrød 1658, kaldte Kongen og 
Dronningen Tuxen til sig og lod ham love at skade Fjenden, 
hvor han kunde, mod en „god Recompense". Dette Løfte 
holdt han ærligt. Tilligemed Gerner deltog han i den mis- 
lykkede Sammensværgelse til Kronborgs Befrielse, og umiddel- 
bart før Stormen paa Kobenhavn skaffede han Kongen Under- 
retning om Fjendens hele Angrebsplan. Senere fornaglede 
han de svenske Kanoner i Rungsted, opsnappede Fjendens 
Ammunition og sænkede den i en Mose, bortforte den svenske 

II* 



164 



Konges Livhest midt gennem Vagterne og slap endelig til- 
sidst ind i det belejrede København, hvor han gjorde Tjeneste 
som frivillig. Ogsaa i Fredstid var han Dronningen „ein ge- 
treuer, fleisziger und ehrliebender Diener," som hun selv 
skriver til ham. Hans eneste Barn, en Datter, var opkaldt 
efter hende. 

Som Enkedronning indtog Sofie Amalie en betydelig mere 
tilbagetrængt Stilling end i Frederik III's Levetid, idet det 
lykkedes Kristian V i væsenlig Grad at begrænse Moderens 
Indflydelse i Regeringsanliggender. Hvor haardt det imidlertid 
kunde falde, ses af følgende Hjerteudgydelse, skrevet et Aar 







Dronning Sofie Amalies Navnetræk. 
Rigsarkivet. 

efter Tronbestigelsen i et Brev fra Kongen til Griffenfeld : 
„Gud være lovet, Enkedronningen er rejst i Dag til Hirsholm, 
saa har jeg ej behov at høre: Was hor ich nun?" — Dog 
vedblev Sofie Amalie at være en Faktor, der maatte regnes 
med i det politiske Spil. Ikke mindst den almægtige Rigs- 
kanslers tjenstivrige Hensynsfuldhed over for Enkedronningen 
viser, at hun var langt fra at være uden Betydning. I Breve 
til hende underskriver Griffenfeld sig „Deres Majestæts meget 
ydmyge, meget lydige og meget underdanige Tjener" — en 
Formel, der dog naturligvis ikke maa tages for mere, end den 
er — medens hun kalder sig „Des Herrn Reichs-Canzlers 
ganz wohl affectionierte Konigin." Ogsaa i Gerning viste 



165 

han hende imidlertid sin gode Vilje, støttede kraftigt hendes 
Virksomhed for at faa den yngre Søn, Prins Jørgen, valgt til 
Konge af Polen og søgte i det hele paa mange Maader at 
gøre sig hende forbunden. Det gode Forhold mellem Enke- 
dronningen og Griffenfeld maatte ligeledes blive befæstet ved 
deres Enighed med Hensyn til de brændende udenrigspolitiske 
Spørgsmaal i Aarene før den skaanske Krigs Udbrud. Hans 
fredsvenlige Politik kunde ikke andet end tiltale Sofie Amalie, 
som hverken ønskede Brud med Frankrig, da hendes højt- 
elskede Broder, Johan Frederik, var stærkt fransksindet, eller 
med Sverig, hvis Konge hun stræbte at faa til Svigersøn. 
En af hendes Yndlingsplaner var nemlig et Parti mellem 
hendes yngste Datter, den blide og indtagende Prinsesse 
Ulrikke Eleonore, som skal have faaet en meget streng Op- 
dragelse af Moderen, og Karl XI. Ogsaa i denne Sag havde 
hun en Forbundsfælle i Rigskansleren. Den skaanske Krigs 
Udbrud og Griffenfelds Fald betegnede da et afgjort Nederlag 
for Sofie Amalies Politik, og hun forlod, samme Dag den 
pludselige Arrestation fandt Sted, København paa en saa op- 
sigtsvækkende hurtig Maade, at det saa ud som en Flugt, 
omend man kunde læse i de officielle Nyhedsberetninger, at 
Enkedronningen „sig at divertere" var rejst til Als. Efter 
Krigens Afslutning kom Partiet imidlertid atter paa Tale, idet 
man nu søgte at gennemføre en Tilnærmelse mellem Sverig 
og Danmark, og i Foraaret 1680 førtes Ulrikke Eleonore i 
højtideligt Optog, ledsaget af Enkedronningen saavel som af 
Kongeparret fra København til Kronborg, hvorfra Overfarten 
til Sverig skulde foregaa. Betegnende er det imidlertid for 
Sofie Amalie, at hun, som i en Aarrække havde arbejdet saa 
ivrigt for Partiet, nu ikke kunde bekvemme sig til at vise sin 
Datter de formelle Æresbevisninger, der tilkom hende som 
den svenske Konges Brud, medens Charlotte Amalie derimod 
villig ydede hende den tilbørlige Hyldest. 

Med et Træk som dette for Øje begriber man, at For- 
holdet mellem Enkedronningen og Dronning Charlotte Amalie 
maatte være fuldt af Vanskeligheder. Efter Frederik lH'sDod 
kunde Sofie Amalie kun med Moje bevæges til at overlade Sviger- 
datteren Dronninglejligheden paa Kobenhavns Slot, og Pladsen 
i Rang vilde hun overhovedet ikke vige for den unge Dron- 



166 

ning. men krævede selv at modtage det første Besøg af 
fremmede Gesandter, en Fordring, som var Diplomaterne til 
meget Bryderi. Ved een Lejlighed i det mindste greb Kristian V 
til den Udvej at rejse bort fra København med Charlotte 
Amalie, udelukkende for at redde en Gesandt af Kniben, da 
han befandt sig i den pinlige Situation at skulle søge Audiens 
først hos begge Dronninger! Sofie Amalie opgav ikke Kampen. 
Saa sent som i 1680 fortæller en fransk Sendemand, at han 
for bestandig er udelukket fra Enkedronningens Hof,, fordi 
han har gjort Dronningen sin Opvartning først. 

Forædlet er Sofie Amalies Karakter da næppe bleven 
med Alderen. Billederne tyder heller ikke herpaa. Ungdoms- 
portrættets ret fine og pikante Ansigt, der med de halvt til- 
lukkede Øjne ligesom lokker til nærmere Bekendtskab, er nu 
bleven grovere og ulige mindre tiltalende. Kraft og Energi 
savner Udtrykket dog ingenlunde, og vi har jo ogsaa set, 
hvorledes hun endnu som Enkedronning fandt Anvendelse for 
disse Egenskaber, navnlig naar det gjaldt Omsorgen for de 
yngre Børns Fremtid. Glemmes maa det heller ikke, at 
Griffenfelds Benaadning, i det mindste efter Samtidens Opfat- 
telse, for en stor Del skyldtes Sofie Amalies ivrige Stræben 
for at redde hans Liv. I stadig mindre Grad lykkedes det 
hende dog at finde værdige Maal for sine stærke Drifter, 
smaalige Etikettespørgsmaal spillede en fremtrædende Rolle i 
hendes Liv, og Leonora Kristines Fængselsdør holdt hendes 
Had stadig lukket. 

Efter Frederik lll's Død gjordes der fra forskellige Sider 
Anstrengelser for at faa Fangen i Blaataarn frigivet. Baade 
Dronningen og hendes Moder, Landgrevinde Hedevig Sofie 
af Hessen, gik i Forbøn for hende, og den sidste tog det Løfte 
af Kongen, at han vilde skænke Grevinde Ulfeld Friheden, 
hvis der fødtes ham en Søn. Da dette nu virkelig skete ved 
Kronprinsens Fødsel i Oktober 1671, og Landgrevinden ud- 
talte sin Glæde herover paa Leonora Kristines Vegne, blev 
Enkedronningen imidlertid, efter at have hørt Sammenhængen, 
saa opbragt, at hun fik ondt og straks vilde tage hjem uden 
at overvære den nyfødtes Daab. Først efter at Kongen med 
Ed havde forpligtet sig til at tage sit Løfte tilbage, lod hun 
sig formaa til at blive. Endnu samme Efteraar vovede en af 



167 

Leonora Kristines Døtre, Ellen Kristine, en Henvendelse til 
Enkedronningen selv, idet hun maskeret overrakte hende et 
Bønskrift, som Sofie Amalie, da hun saa, fra hvem det var, 
lod falde paa Jorden. Ellen Kristine opgav dog ikke Sagen, 




Dronning Sofie Amalie som ældre. 
Efter Maleri paa Rosenborg. 



men bad næste Dag om Foretræde, hvilket nægtedes hende, 
og Enkedronningen formaaede i sin Forbitrelse over en saadan 
„Dristighed" endogsaa Kristian V til at lade hende bortvise fra 
Landet. Samtidig forestillede hun Kongen, hvor „skadelig og 



168 

for hele Kongens Stat farlig" en saadan Benaadning vilde være, 
da man herved vilde bringe Folk ind i Landet igen, „som 
havde staaet hans Fader efter Liv, Krone og Scepter, og af 
hvem kun nye onde Anslag kunde ventes." Det synes virkelig, 
efter en saadan Udtalelse at dømme, at Sofie Amalie stadig 
har betragtet den længst afdøde Korfitz Ulfeids Familie som 
storpolitiske Forbrydere med revolutionære Tilbøjeligheder. 
Da Kongen saa sent som i 1680erne forgæves lod nogle af 
sine Ministre gaa i Forbøn for Fangen, der da havde siddet i 
Fængsel i henved tyve Aar, tiltalte hun dem som „Forrædere", 
og Leonora Kristines Søn, Leo Ulfeld, der opholdt sig i 
Nederlandene, holdt hun skarpt Udkig med gennem „Baron 
Jacob de Petersen". Paa den anden Side er det ganske 
uomtvisteligt, at hun med Glæde har opsøgt disse politiske 
Bevæggrunde for dermed at kunne retfærdiggøre sit person- 
lige Had. Hvor brændende dette var, viser hendes Harme 
over enhver Lettelse og Formildelse, Kristian V indrømmede 
Fangen. Da Leonora Kristine for en Del af de Penge, der 
aarlig tilstodes hende, anskaffede sig et Klavicordium, blev hun 
saaledes meget fortrydelig herover og „talte Kongen haardt 
til" i den Anledning — uden dog paa dette Punkt at faa sin 
Vilje. 

Sin Persons fængslende og imponerende Præg havde Sofie 
Amalie imidlertid ikke mistet. Vi har set Beviser for, at en Mand 
som Griffenfeld ikke har været uimodtagelig for Indtrykket 
af hendes stærke Karakter, og ogsaa i det selskabelige Liv be- 
varede hun Evnen til at vinde, hvem hun vilde. „Hvis jeg 
vilde lovprise denne Dronning, som hun fortjener det, vilde 
jeg aldrig blive færdig," med disse Ord slutter Hertuginde 
Sofie af Hannover en Skildring af et Besøg, hun i Aaret 1680 
aflagde hos Svigerinden paa Nykøbing Slot, thi her eller paa 
Hørsholm opholdt Sofie Amalie sig jævnlig om Sommeren, 
medens hun om Vinteren boede paa Sofie-Amalienborg. I 
Hertugindens Beskrivelse af den nu tooghalvtredsindstyveaarige 
Enkedronning, genkender vi med Lethed Frederik III's unge 
Dronning. Baade med Jagt og Dans forlystede hun sine Gæster 
og deltog selv i Jagten, skønt det regnede, kørende paa en 
Bondevogn, som Hertuginde Sofie fandt i højeste Grad umagelig. 
Om et vist Lune hos Sofie Amalie vidner en Beretning om 



169 

en „herlig Banket", hun gjorde for Svenskeren Johan Gyllen- 
stjerna, der i Vinteren 1680 besøgte København, bl. a. med 
det Hverv at forberede Ægteskabet mellem Karl XI og Ulrikke 
Eleonore. Da nemlig Gesandten, som var en excentrisk Herre 
og bekendt som Kvindehader, „kom i Dronningens Palads, blev 
han, efter hvad en af hans Ledsagere fortæller, „ikke nogen 
Mandsperson var, men idel Fruentimmer og det de skønneste, 
man vilde ønske. Som en klog Herre mærkede han straks 
Pudset, at det var gjort med Flid, saasom han var ugift, og 
Rygtet gik, at han ej gerne led noget Fruentimmer." — Ogsaa 
i Hofselskabeligheden var Sofie Amalie stadig en ivrig Del- 
tager. Endnu i sine sidste Aar mødte hun stærkt udsmykket 
og optraadte ved Maskerader i Amagerdragt. Selv efter at 
hun var bleven angrebet af den Svaghed — Trangbrystethed — , 
som skulde gøre Ende paa hendes Liv, indfandt hun sig ved 
Taflet, skønt hun intet kunde nyde og underholdt sig med 
sine Omgivelser, holdt oppe af sin stærke Vilje. 

Den 20de Februar 1685 døde Sofie Amalie. Der sendtes 
hastig Bud efter Kristian V, som var paa Jagt, „men Døden 
vilde ikke bie Kgl. Majestæts Ankomst," skriver Leonora 
Kristine, „at den kgl. Fru Moder kunde sige hannem et Ord. 
Livet havde hun endda, sad paa en Stol, men maalløs, og 
lidet derefter saa siddendes opgav hun sin Aand." Kongen 
gav sin Moder en overordentlig prægtig Ligbegængelse, men 
vilde ikke anerkende Gyldigheden af hendes Testamente, der 
var overgivet til de brunsvig-liineburgske Hertugers Varetægt, 
da det begunstigede Prins Jørgen stærkt paa hans Bekostning. 

Tre Maaneder efter Sofie Amalies Død befalede Kristian V 
„den i nogle og tyve Aar i det blaa Taarn fangne Fru Eleonora 
af Ulfeld at løsgives, hvilket og samme Dag er sket." 



CHARLOTTE AMALIE. 

I Kristian V's Dronning moder vi en Skikkelse, der, uden 
at eje den lidenskabelige Styrke, som paa een Gang frastøder 
og drager hos Sofie Amalie, uvilkaarlig virker tiltrækkende 
ved sin sympathetiske Personligheds ædlere Støbning. 

17 Aar gammel havde Prinsesse C>harlotte Amalie af 



70 



Hessen-Kassel den 1 5de Juni 1667 paa Nykøbing Slot ægtet 
den daværende Kronprins Kristian, der tre Aar senere besteg 
Danmark-Norges Trone. Det var ikke blide Kaar, der ventede 
hende, Kristian V's Dronning og Sofie Amalies Svigerdatter. 
Afgørende for hendes Skæbne som Hustru og Dronning maatte 
det blive, at Kongen faa Maaneder efter sin Tronbestigelse 
indlod sig paa en Forbindelse med en anden Kvinde, Sofie 
Amalie Moth, der forstod at fastholde hans Kærlighed lige til 
det sidste. At en saadan ægteskabelig Utroskab langtfra var 
noget nyt eller usædvanligt, saa lidt hos de danske Konger 
som hos andre Fyrster, behøver næppe at bemærkes. Men 
til Charlotte Amalies Sorg og Krænkelse kom den bitre Følelse 





Medaille i Anledning af Kristian (V's) og Charlotte Amalie 
af Hessen-Kassels Bryllup. 

af offentlig Tilsidesættelse, da Jomfru Moth efter Griffenfelds 
Fald i Aaret 1676 blev officielt anerkendt som Kongens Mætresse 
— den første af sin Art, som vor Historie har at opvise — 
og ophøjedes til Grevinde af Samsø, medens hendes Sønner 
fra deres ganske unge Aar udmærkedes og forfremmedes paa 
enhver Maade. 

Ogsaa Charlotte Amalies reformerte Tro, som hun, den 
hessiske Prinsesse, fastholdt efter at være bleven Danmarks 
Dronning, gjorde sit til at isolere hende. Allerede lige efter 
Tronbestigelsen viste dette sig, idet hun ikke blev salvet 
sammen med Kongen, fordi der til denne Akt var knyttet 
Altergang, og hun vægrede sig ved at nyde Nadveren paa 
luthersk Vis. Overhovedet maatte hendes afvigende Tros- 



171 

bekendelse nedsætte hende, ikke blot i de stift orthodokse 
Gejstliges Omdømme — der for øvrigt ingenlunde var uden 
Vægt — , men i det hele taget hos enhver, der havde sin 
religiøse og politiske Katekismus i Orden, thi en af Grund- 
pillerne for den af et oprigtigt Hjerte lovpriste Enevælde var 
netop Troens Enhed. 




Dronning Charlotte Amalie. D. M. P. 



Endelig har Forholdet til Enkedronningen sikkert nok 
bidraget sit til at gøre Dronning Charlotte Amalies Stilling 
vanskelig — vi har jo ovenfor set Eksempler paa, hvorledes 
Sofie Amalie stillede sig over for sin Sons Hustru. Betegnende 
er det da ogsaa, naar det fortælles, at hun havde anstrengt 
sig for at faa Kronprinsen gift netop med en hessisk Prin- 



172 



sesse, i det Haab bedre at kunne beherske hende end en 
Svigerdatter af en luthersk og anseligere Fyrsteslægt. At Sofie 
Amalies grænseløse Begærlighed efter Magt og Ære over- 
hovedet har beredt den unge Dronning mange bitre Timer, 
er hævet over enhver Tvivl. 

Til Trods for alt, hvad der saaledes kunde formørke 
hendes Liv, er det imidlertid langt fra, at en Skyggetilværelse 
i Tilsidesættelse og Uvirksomhed blev Charlotte Amalies Lod. 



% 



umiMv c7^^Jtaa^Le af ( Kai./ Cl:>i.^kaii l^en S"^ tJ}rffmfia {JutrlMt 

^OnaJoir •.^^yath'tr-rA,' ' urt/- I O 7.'' , 




Wismars Belejring efter gammelt Stik, 
I Forgrunden til højre Kristian V og Dronning Charlotte Amalie til Hest. 



Stillingen som Dronning kunde ingen Mætresse tage fra hende, 
og hun forstod at hævde den. Hun fulgte Kongen paa Rejser, 
paa Jagt, i Krig. Under Wismars Belejring indfandt hun sig 
i den kongelige Lejr, hvor hun idelig saas til Hest — i Ama- 
zonedragt, fortælles der — ved Kristian V's Side; i de følgende 
Aar gjorde hun gentagne Gange Rejsen over Sundet til Skaane, 
der nu var Krigens Skueplads. Ogsaa det daglige Livs Ad- 
spredelser delte hun naturligvis med Kongen, og efter hvad 
en af Hofdamerne fortæller, kunde Majestæterne fordrive 



173 

Tiden med Kortspil til en temmelig sen Aftentime. Skønt en 
udpræget religiøs Natur havde Charlotte Amalie ingen Uvilje 
mod de mange Hoffester, som Hensynet til „Vores kgl. Arve- 
huses Zir" gjorde nødvendige. Saaledes kaldte hun det ærger- 
lig en „dum Skrupel", da Prinsesse Ulrikke Eleonore engang 
modsatte sig Afholdelsen af en Maskerade i Fastetiden, og hun 
kunde faa et Indfald som at gøre Bal for sin Dværg, Frøken 
Elsebe. — At der overhovedet ikke blot officielt, men ogsaa 
i Virkeligheden har været et venligt Forhold mellem Kristian V 




Perlemorsfremstilling af Dronning Charlotte Amalie, korende i Triunifvogn. 

Rosenborg. 

Og hans Dronning, synes at fremgaa af mange forskellige 
Smaatræk. Charlotte Amalies Klogskab og Utilbøjelighed til 
at gemme paa selv berettiget Nag har lettet hende denne 
Opgave over for den med alle sine Fejl godmodige og ærlige 
Konge. 

Det kunde ikke være andet, end at Forholdene ved den 
enevældige Konges Hof maatte faa en vis politisk Betydning. 
Skønt Sofie Amalie Moth personlig var uden Indflydelse i saa 
Henseende, benyttedes hendes Navn dog efter Grift'enfelds 
Fald af en Art Hofkamarilla, ledet af Kongens Yndling, Vincens 



174 

Hahn, og dette Parti, der længe var herskende, stod selv- 
folgelig i Modsætningsforhold til Dronningen. Ogsaa den 
endnu indflydelsesrige Enkedronning var en Modstander af 
ethvert Forsog fra den regerende Dronnings Side paa at gøre 
sig gældende i denne som i andre Henseender. Hvor usikker 
Charlotte Amalies Stilling kunde forekomme hendes nærmeste 
og sikkert ogsaa hende selv, ses af et Brev fra hendes Moder 
til dennes Broder, Kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg. 
Her hedder det, at, hvis en Ulykke tilstødte Kongen (der 
under den samtidige Belejring af Wismar ofte styrtede sig i 
personlig Fare ved sin Dristighed), „saa vilde Dronningen 
være miserabel, hvis min Hr. Broder ikke tog sig af hende." 
— Imidlertid er det karakteristisk for Charlotte Amalie, at 
hun, trods disse mislige Forhold, dogaf de indviede betragtedes 
som en Faktor, der maatte regnes med. „Skønt Dronningen 
kun har ringe Indflydelse, frygte Favoritministrene hende dog, 
fordi de ved, at hun nærer en stor Foragt for dem," hedder 
det i en fransk Gesandts Beretning, og andre Træk peger i 
samme Retning. Den anførte Udtalelse er fra 1680erne, da 
Charlotte Amalie havde trukket sig tilbage fra al Politik, 
hvorimod hun i de foregaaende Aar ikke altid havde afholdt 
sig fra Bestræbelser i denne Retning. Disse træder navnlig frem 
under den skaanske Krig, da hendes Morbroder, Kurfyrsten 

af Brandenburg, var Kristian V's allierede, 
og hun kraftigt støttede den brandenburg- 
ske Gesandt, ogsaa i Tilfælde, hvor man 
ikke skulde have ventet det af Danmarks 
Dronning. Saaledes beskyttede hun Hol- 
lænderen Tromp, der var traadt i dansk 
Krigstjeneste, og modarbejdede med alle 
Midler hans danske Medbejler, Niels Juel. 
Imidlertid var den politiske Interesse 
KurfS-rst Frederik pg^ jp^et Tidspunkt Hovedsagen for Char- 

^. . , ^ n urg. j^^^^ Amalie. Det var fra helt andre 

Miniature paa Rosenborg. 

Omraader, at hun hentede Næring til 

at leve sit Liv, som, trods de ugunstige Vilkaar, ingenlunde 
savnede Indhold eller Fylde. Naturligst er det her først atom- 
tale hendes Religiøsitet, da hun selv har udtalt, at „Gudsfrygten 
bør være det, der ligger os mest paa Hjerte i Verden." Naar det 




175 

fortælles om hende, at hun som Barn kunde snige sig bort fra 
selskabelig Lystighed for at bede i Ensomhed, stemmer dette 
Træk dog ikke med det Indtryk, man faar af hendes religiøse Liv 
som voksen, thi dette synes netop præget af Sundhed og af en 
Trang til at give sig Udslag mere i Handling end i Ord, der 
maaske overhovedet kendetegner den reformerte i højere 
Grad end Lutheraneren. I denne Sammenhæng skal om- 
tales et i saa Henseende ret karakteristisk Brev til Charlotte 
Amalie fra hendes Morbroder, Kurfyrst Frederik Vilhelm, 
der ogsaa var reformert. Efter at have rost hendes Bered- 
villighed til at ofre den jordiske Krone for den himmelske — 
vel med Henblik paa, at hun ikke havde deltaget i Salvings- 
akten — formaner han den unge Dronning til at undgaa al 
Trætte, men derimod ved sin Livsførelse og sit gode Eksempel 
for Undersaatterne bidrage til, „at den højestes Kirke maa 
blomstre og grønnes ved Eder." 

Og rig Lejlighed fik Charlotte Amalie til at vise sin Tro 
i Handling, ikke blot ved at fastholde den under al Modgang, 
men ogsaa ved at tage sig af sine Trosfæller med en ret ene- 
staaende Varme og personlig Opofrelse. Blandt Landets egne 
Børn har der i disse rettroende Tider næppe været nogen 
reformert, og det blev da fremmede og indvandrede, der nød 
godt af Dronningens Beskyttelse, særlig Huguenotterne, hvis 
Kaar i deres Fædreland blev mere og mere uudholdelige 
under Ludvig XIV. 1 sine Bestræbelser støttedes hun af 
den raadende merkantilistiske Betragtning, der lagde stærk 
Vægt paa Ophjælpning af Industrien ved dygtige fremmede 
Haandværkere, men modarbejdedes af de herskende religiøse 
og politiske Grundsætninger, i Følge hvilke enhver Afvigelse 
fra Luthers Lære næsten betragtedes som Oprør baade mod 
Gud og Kongen, en Betragtning, som Kristian V selv var til- 
bøjelig til at dele. Endelig sejrede Charlotte Amalies An- 
strengelser, da der i Aaret 1685 tilstodes reformerte saavel 
som andre fremmede, der vilde bosætte sig her, Gudstjeneste- 
frihed foruden forskellige Begunstigelser med Hensyn til Skat 
og Told. I Ly af disse saakaldte „Privilegier" opblomstrede 
snart et reformert Samfund, der blev Genstand for Dron- 
ningens varmeste Omhu og Kærlighed. Hun støttede Op- 
førelsen af en fælles Kirke for de to Menigheder, der dannedes, 



176 

en fransk og en tysk, hun talte i fornødent Fald deres Sag 
hos den stadig mistænksomme Regering, hun skænkede dem 
betydelige Pengesummer til Afholdelse af de kirkelige Udgifter. 
Kronen paa Værket satte hun ved Aaret før sin Død at testa- 
mentere de to Menigheder en Kapital, hvis aarlige Rente 
beregnedes til 1600 Rdlr. I Tilfælde af, at den reformerte 
Kultus ophørte i Danmark, skulde Pengene tilfalde Kirken i 
Hessen-Kassel. Tilsynet med Overholdelsen af dette Gave- 
brev overdrog hun, betegnende nok, en udenlandsk Myndighed, 
Hollands Stater, i Erkendelse af denne Forsamlings „berømme- 
lige Iver for vor fælles Religion." 

Ved Siden af Handledriften er Charlotte Amalies Religiøsitet 
ogsaa præget af en vis Rummelighed og Aandsfrihed. Hun 
brevvekslede med flere lærde om en Sammensmeltning af de 
protestantiske Kirkeafdelinger, en Tanke, der ligeledes havde 
været fremme i hendes Fædreland, Hessen. Betegnende for 
hendes Tankegang er ogsaa Udkastet til en Fundats for et 
Frokenkloster paa Vemmetofte, som det var hendes Agt at 
oprette, en Tanke, der dog først blev virkeliggjort af Datteren, 
Prinsesse Sofie Hedevig. En af dens Bestemmelser gaar ud 
paa, at der maa optages Damer saavel af den reformerte, som 
af den lutherske Religion, „fordi der kun er liden Forskel 
mellem disse to Religioners Øvelse." En saadan Erkendelse 
var ikke almindelig i Datidens Danmark, men den var unægte- 
lig ogsaa lettere at opnaa for den, der hørte til de faa og 
ensomme, end for det store Flertal, der hyldede den her- 
skende Religion. 

Et andet Omraade for sin Trang til selvstændig Levevis 
og Virksomhed fandt Charlotte Amalie i Styrelsen af sine 
Godser. Som Kronprinsesse havde hun af Frederik III faaet 
overdraget Frederiksdal, Bagsværd og Gentofte Gaard paa 
Livstid, men desuden erhvervede hun ved Køb til forskellige 
Tider som Privatejendom: i Vendsyssel Børglum Kloster, 
Dronninglund og Dronninggaard, og paa Sjælland saa godt 
som hele Stevns Herred, hvor den vigtigste Besiddelse var 
Vemmetofte Gods. Driften af disse Godser og Gaarde inter- 
esserede Dronningen meget. Som Datidens Godsejere i Al- 
mindelighed bestræbte hun sig for Udvidelse af Hovedgaarde- 



177 

nes Areal, ogsaa ved et saa misligt Middel som Nedlæggelse 
af Bondegaarde, saaledes nedbrød hun hele Vemmetofte By, 
der bestod af tretten Gaarde, for at lægge Jorden ind under 
Hovedgaarden. Af sine Forvaltere og Forpagtere krævede hun 
nøjagtigt Regnskab og rettidig Indbetaling af Afgift, men selv 
var hun ogsaa villig til at yde, hvad hun ansaa for Ret, i For- 
holdet til sine undergivne. I Aaret 1704 købte hun Frøslev 
Gods i Stevns. Tilstanden her var ubeskrivelig slet, idet den 
tidligere Ejer, en borgerligfødt Proprietær, havde været en 
Bondeplager. Af Godsets tredive Gaarde var de femogtyve 
ved Købet øde. Jorden havde i en Aarrække været ude af 
Drift, Bygningerne var forfaldne eller ganske forsvundne, et 
enligt Æble- eller Pæretræ paa Havepladsen var ofte det 
eneste Spor af tidligere Beboelse. Dronningen lod nu de 
bortrømte Fæstere opfordre til at vende tilbage, idet hun sam- 
tidig i sin derom udstedte Bekendtgørelse lovede dem „ny- 
opbyggede Gaarde med fuld Sæd og Besætning foruden andre 
tjenlige Vilkaar," og hun holdt sit Ord, saa at alle Gaardene 
kun halvandet Aar efter var satte i behørig Stand og beboede. 
I det hele og store lykkedes hendes Landbrugsvirksomhed 
dog ikke. Den almindelige Tilbagegangs Strøm var for stærk 
til, at hun kunde standse den. Hun maatte, trods sine Grund- 
sætninger, finde sig i, at Restancerne ophobedes fra Aar til 
Aar, saa at hendes økonomiske Udbytte kun kan have været 
ringe, hvilken Tilfredsstillelse de vidtstrakte Godsers Styrelse 
end paa anden Maade kan have ydet hende. Ogsaa industri- 
elle Foretagender optog Dronning Charlotte Amalie, der synes 
ikke for intet at have været den store Kurfyrstes Søsterdatter. 
Af hendes talrige Fabriksanlæg i Nordsjælland, et Skarlagens- 
farveri, en Spillekortfabrik o. m. fl. bestaar Papirfabrikken 
Strandmøllen endnu, medens de øvrige, som var for smaa til 
at kunne bære sig, hurtigt maatte nedlægges. Heller ikke 
denne Gren af Dronningens Virksomhed har da været ind- 
bringende, men des højere maa man skatte den Rundhaan- 
dethed, som hun ved mange Lejligheder viste, og som kun 
kan være bleven mulig ved personlig Opofrelse fra hendes 
Side. 

Som man vil se, er Charlotte Amalies hele Levevis langt 
fra at være præget af stille Forgræmmelse eller slap Resig- 

Danske Dronninger. 12 



178 



nation, ligesom Indtrykket af denne Dronning som en klog, 
levende og selvstændig Personlighed forstærkes af, hvad vi 
ad forskellige andre Veje hører om hende. Den engelske 
Gesandt Molesworth, der iøvrigt var en skarp Kritiker af alt 




Dronning Charlotte Amalie med Prinsesse Sofie Hedevig. D. M. P. 



Og alle i Danmark, kalder hende „en Fyrstinde, der fortjente 
at omtales med al Ære, selv om hun ikke havde saa høj en 
Stilling." Hendes Temperament er en Blanding af flegmatisk 
og sangvinsk, fortsætter han sin Karakteristik, i sin Optræden 



179 



er hun „meget vindende, elskværdig og utvungen." Ogsaa 
andre fremhæver det tiltrækkende ved Charlotte Amalie i 
personlig Omgang, bl. a. en fransk Gesandt, som i Aaret 1685 
skildrer hende med følgende Ord: „Denne Dame har en bleg 
Hudfarve og brunt Haar. Hun er ikke smuk, men hun har 
heller intet, der støder. Hun har en tækkelig Figur og et 




Prinsessen af Trémoille. D. M. P. 



behageligt Væsen. Hun taler ret godt Fransk, og hvad hun 
siger, vidner om, at hun besidder Aand." 

En vis Satire skal have krydret Charlotte Amalies Elsk- 
værdighed, hvilket Udtrykket i hendes ejendommelige Ansigt 
med den lange Næse ogsaa kunde tyde paa, saavel som de 
sarkastiske Bemærkninger, der af og til Hndes i hendes Breve. 
At hun ikke lagde Skjul paa sine Følelser, hvad enten de var 
venlige eller uvenlige, fremgaar af flere Smaatræk, af hvilke et 

12» 



180 

skal^anfores. En af hendes Hofdamer var Prinsesse Charlotte 
Amelie de la Trémoille, en fransk reformert Dame, hvem 
Dronningen, der var hendes Kusine, havde aabnet et Tilflugts- 
sted i Danmark, da Livet i Frankrig blev hende uudholdeligt 
paa Grund af hendes urokkelige Fastholden ved den refor- 
merte Tro. Charlotte Amalie satte megen Pris paa denne 
Slægtning og Trosfælle, og des større blev derfor hendes 
Wede og Sorg, da hun opdagede, at Prinsessen hemmeligt 
omgikkes med Tanken om at ægte Grev Anton af Aldenburg, 
der horte til det Dronningen fjendske, Hahnske Parti. Den 
unge Dame har selv skildret det Optrin, som denne Opdagelse 
gav Anledning til. I Pagers og Lakejers Nærværelse over- 
vældede Dronningen hende med Bebrejdelser, fordi hun, hvem 
hun havde elsket som sin egen Datter, et halvt Aar igennem 
havde haft denne Sag under Overvejelse uden at betro sig til 
hende, og ved Taflet viste hun Prinsessen sin Unaade paa 
den mest iøjenfaldende Maade, bl. a. ved at række alle Fadene 
forbi hende til hendes Sidemand. Allerede den næste Dag 
havde Uvejret dog lagt sig, og da Forlovelsen et Par Maaneder 
senere endelig blev offentliggjort, gav Dronningen hende leende 
sit Samtykke med følgende Ord: „Vous étes vendue, Cousine, 
il n'y a plus de reméde." Paa Bryllupsdagen bandt hun egen- 
hændig Brudekransen og satte den paa Brudens Hoved. 

For at være retfærdig mod Charlotte Amalie maa man 
imidlertid medtage Resten af Prinsessen af Trémoilles For- 
tælling. Efter et ganske kortvarigt Ægteskab mistede denne 
sin Mand og stod nu ene i Verden med en spæd Søn, hvis 
Rettigheder til den rige Arv efter Faderen blev bekæmpede 
af en saa mægtig Mand som Kristian V's Halvbroder, Ulrik 
Fr. Gyldenløve, der var gift med en Datter af Grev Anton 
i dennes første Ægteskab. Under disse mislige Forhold viste 
Charlotte Amalie paa enhver Maade Enken sit trofaste Ven- 
skab. Hun var utrættelig til at indbyde hende til sig og 
til selv at besøge hende, ligesom hun af al Magt støttede 
hende over for Gyldenløve, der begunstigedes af Kongen, og 
med den største Iver og Taktfuldhed stod hende bi under 
alle de pinlige Forhold, som Arvestriden affødte. 

Ogsaa over for „Frøkenen i Taarnet" viste Charlotte 
Amalies Hjertelag for de ulykkelige sig. Bekendt er Leonora 



181 



Kristines Fortælling i Jammersmindet om den unge Dronnings 
Besøg. Hun synes næppe at have sagt et Ord, men viste 
sin Medfølelse ved sit sørgmodige Udtryk og sine Taarer. 
Baade Dronningens og hendes Moders Forbøn var imidlertid 




Prins Karl, Kristian V's og Dronning Charlotte Amalies Son. 
Kfter Maleri, tilhorcnde Grev W. af Bentinck, Holland. D. M. P. 



forgæves over for Sofie Amalies Modstand, og hun kunde dit 
kun ved smaa Velgerninger i Form af Gaver o. 1. vise Fangen 
sin gode Vilje. 

Et Middel til Tilfredsstillelse af sin medfødte Trang til 



182 

personlig Hengivelse havde Charlotte Amalie i Forholdet til 
sine Born. Om hendes Omhu for den svagelige, tunghørige 
Prins Karl har vi et Vidnesbyrd i en Række Breve til Grev 
Carl Ahlefeld, der ledsagede den ganske unge Prins paa en 
fleraarig Udenlandsrejse. Sønnens Vel ligger hende bestandig 
paa Sinde, og hendes stærkt ethisk-religiøse Natur kommer 
frem i de mange Formaninger til Ahlefeld om at vaage over 
hans Gudsfrygt og Sædelighed, især efter at de er naaede til 
Italien, det Land, der er „saa frugtbart paa godt og ondt." 
Dog er hun ikke ensidigt optaget heraf. Paa Studier lægger 
hun overordentlig Vægt, „Gudsfrygt og Studier er Hoved- 
sagen," og Sønnen er nu i den Alder, hvor Modtageligheden 
og Hukommelsen er stærke. Særlig anbefaler hun, at han 
lærer Italiensk, „som efter min Smag er et af de behageligste 
Sprog i Verden." Ved Siden af skal han imidlertid ogsaa 
udvikles ved at se sig om og ved Omgang med Mennesker. 
Derfor ønsker hun meget, at han skal besøge Paris og senere 
Florents — „jeg vilde kun regne alt, hvad De har ladet Prinsen 
se i Italien, for meget lidet, hvis han ikke var kommen dertil," 
skriver hun til Ahlefeld — og hun ser gerne, at han omgaas 
med „gens de qualité et d'esprit," af hvis Konversation han 
kan nyde godt. Overhovedet bør han tilegne sig alt, hvad 
der kan sætte ham i Stand til „die grandeur seiner Naissance 
durch seine eigene merites zu souteniren" — en for Charlotte 
Amalie karakteristisk Udtalelse. Hun var langt fra blottet for 
fvTstelig Stolthed, en Egenskab, der ogsaa var Arv i hendes 
Slægt, men ved Siden af den høje Fødsel fordrer hun en 
mangesidig Udvikling af „eigene merites". 

Om Charlotte Amalie som Bedstemoder har vi et Minde 
i et Par Breve til „Mon tres cher Petit fils," Kronprins 
Kristian (VI). I en naturlig, kærlig Tone skriver hun til den 
12-13aarige Dreng, som hun formaner til at „distinguere" sig 
for andre mere ved sin Vandel end ved sin Fødsel og ad- 
varer mod at følge „den gudløse Verdens onde Eksempler," 
whvor store og anselige de Folk saa end er, som giver saa- 
danne." Mellem Linierne i denne Udtalelse, der er skrevet 
nogle faa Maaneder efter Frederik IV's Bortførelse af Anna 
Sofie Reventlow, læser man Moderens Sorg over hendes 
ældste Søns Levned. 



183 



Til sin tyske Slægt følte Charlotte Amalie sig knyttet af 
en ikke ringe Familiefølelse, hvorpaa vi ovenfor har set et 
Eksempel i hendes altfor trofaste Samvirken med den bran- 
denburgske Morbroder. Moderen, Landgrevinde Sofie Hedvig, 
var en sjælden dygtig Kvinde, der efter sin Mands, Vilhelm VI's, 
tidlige Død med megen Statsklogskab styrede Landet for sine 
umyndige Sønner. Hvor ene Charlotte Amalie kunde føle 
sig, efter at hun havde mistet baade hende og sin eneste 
Søster, viser en Udtalelse til Prinsessen af TrémoTlle, over for 




0'^>:^'^r 






?V?L 







^;é^7U^^, 



Slutningen af et Brev fra Dronning Charlotte Amalie til Kristian V.*) 

Rigsarkivet. 



hvem Dronningen ytrede, at hun nu, efter sin Moders og 
Søsters Død, ikke mere havde nogen i Verden at betro sig 
til uden hende alene. 

Dog var den franske Kusine ikke den eneste, for hvem 
Charlotte Amalie følte et varmt Venskab. I Virkeligheden 
var der, trods hendes fyrstelige Stolthed, langt mere af Menne- 
sket end af Dronningen hos hende, og det utvungne Samliv 
med Personligheder, der var hende sympathetiske, har derfor 



*) ....des Hochsten empfehlen, mich aber Allezeit in Mcinesgnadigsten 
hochallerliebsten Konigs gnade, huld und wehrtsteraPfection als die mit 
schuldigster respect und tiefster devotion unveranderlich bis in das 
grab verbleiben wird zu seyn, E. Mayest. Demuthigste ganz getreueste 
ergebenste dienerin Charlotte Amelie. 



184 

skaftet hendes i ikke ringe Grad aandeligt anlagte Natur en 
særlig Tilfredsstillelse. En Dame, paa hvem hun satte megen 
Pris. var Grevinde Dorothea Justine Haxthausen, Prinsessen 
af Trénioilles Stifdatter og i en Aarrække Dronningens Hof- 
mesterinde. Forskellige Breve til hende fra Charlotte Amalie 
vidner, trods de beherskede Udtryk, om dennes store Hen- 
givenhed for hende. Da Hofmesterinden ytrede Ængstelse 
for paa Grund af sin Svagelighed ikke at kunne udfylde sin 
Stilling, svarede Dronningen hende bl. a. følgende : „Vær ikke 
bange for, at jeg nogen Sinde skal blive træt af Dem. Hvor 
syg De end er, skal De alligevel altid være mig lige kær, og 
dersom Gud vil, at Deres Svaghed skal berøve mig en Del 
af den Hjælp, som jeg vilde kunne have af Deres Tjeneste, 
saa lad os begge underkaste os hans mægtige Haand." Mere 
fortrolig er Tonen i de til de franske Breve føjede tyske 
Efterskrifter, hvor „Madame la Comtesse" hedder „liebstes 
Dortgen". 

Vender vi os fra denne snævrere Kreds til Folket i Al- 
mindelighed, møder der os forskellige Udtalelser, som tyder 
paa, at Charlotte Amalie har været afholdt, ogsaa uden for 
sine Trosfællers Samfund. „Hendes store Fortrin," siger 
Molesworth, „sikrer hende hendes Undersaatters Hjerter, skønt 
hun afviger fra dem i Religion." Hun er „den fælles Tilflugt 
for nødlidende Mennesker, som aldrig bliver skuffede, naar 
de henvender sig til hende." Om hendes Venlighed i Optræden 
over for store og smaa har vi bl. a. et Vidnesbyrd i en lille 
Oplevelse af Apotheker Sejdelin fra Nykøbing paa Falster. 
Da han engang som Barn havde faaet Lov til at følge med 
en Butiksdreng op paa Slottet, befandt han sig pludselig ved 
en Fejltagelse Ansigt til Ansigt med Dronningen og alle hendes 
Hofdamer og Kavalerer, som kom fra Taflet. Han sluttede 
sig imidlertid nok saa frejdig til det højfornemme Selskab, af 
hvilket navnlig Dværgen, som han ansaa for en jævnaldrende, 
tiltalte ham, og Dronningen var „meget naadig", saa at hun 
endog egenhændig plukkede en Buket Blomster, som hun 
forærede Drengen. — Ogsaa Biskop Bircherod i Aalborg 
roser Charlotte Amalies „Naade og affabilité". Senere for- 
spildte han dog hendes Velvilje ved at modsætte sig Afholdelsen 
af reformert Gudstjeneste i Aalborg, saa at han nu ikke 



85 



mere som tidligere turde køre Dronningen i Møde i sin 
Karosse for at byde hende velkommen, naar hun paa Vejen 
til sine Godser i Vendsyssel besøgte Byen. 




Dronning Charlotte Amalie. 
Efter Maleri, tilhørende Grev Wilhelm af Bentinck, Holland. D. M. P. 



Til Københavns Borgeres Hengivenhed gjorde Charlotte 
Amalie sig særlig fortjent som Enkedronning under Krigen i 
Aaret 1700. Den 13de Juli dette Aar skriver hun fra Char- 
lottenborg til Grevinde Haxthausen: Jeg har den Fornøjelse 



186 

— eller, om De vil, det modsatte — at se fire Potentaters 
Flaader fra mit Vindue. Jeg haaber, at de vil skilles ven- 
skabeligt og uden Sværdslag." Disse fire Flaader var den 
danske, svenske, engelske og hollandske, af hvilke de tre 
sidste var allierede mod den første, og Charlotte Amalies 
Haab om, at det ikke vilde komme til Fjendtligheder, blev 
som bekendt skuffet. Dækket af sin Overmagt til Søs gik 
Karl XII i Land ved Humlebæk i den Hensigt at erobre 
Kobenhavn, hvor man aldeles ikke var forberedt paa Angreb. 
Besætningen var svag. Kommandanten, Schack, udygtig, Kongen 
fraværende i Hertugdømmerne. Under disse Forhold sendte 
Charlotte Amalie to deputerede til de 32 Mænd, hvem de paa 
hendes Vegne i en „Oration" opmuntrede til at vise Troskab 
saavel nu som i forrige Tider, samtidig med, at de overbragte 
Enkedronningens Løfte om ikke at ville forlade København, 
men leve og dø med dem. Ogsaa i Handling støttede hun 
Borgerne. Saaledes tvang hun den højst modvillige Kom- 
mandant til at give dem Artilleri og lod Kanoner plante paa 
Voldene. Og hendes Opmuntring og kække Eksempel blev 
ikke forgæves. Borgerskabet viste en god Holdning i de faa, 
men farefulde Dage, Krisen varede, indtil Freden i Traventhai 
bragte en uventet heldig Løsning. I sit næste Brev til Grev- 
inde Haxthausen af 25de September kunde Enkedronningen 
da takke denne for hendes Deltagelse under de nu overstandne 
Farer — uden med et Ord at omtale den Rolle, hun selv 
havde spillet. 

Endnu en Adkomst havde Charlotte Amalie til hele Folkets 
Hengivenhed, nemlig sin Kærlighed til dets Sprog. Allerede 
som Kronprinsesse tilegnede hun sig Dansk, saa at Kingo i 
Fortalen til anden Part af sit „Aandelig Sjungekor" af 1681 
kunde sige om hende, at hun „med en fri og fuld Kærlighed 
ikke alene elsker vort Lands Folk, men ogsaa vort Sprog, 
at hun har vænnet sig til at tale med vort Folk, førend hun 
tog Kronen; og at hun gør mange af dem til Skamme, der 
maaske i tredive Aar har ædt Fædrelandets Brød og har dog 
ikke villet lære tredive danske Ord." Og naar Præsten Henrik 
Gerner tilegner hende sin Postil som „Landsens Moder og de 
Danskes Elskerinde," fremhæver han ligeledes, at hun „lader 
sig saa vel befaldc de Danskes Tungemaal, at hun holder det 



187 



saa kært som sit Fædrenemaal." Dette maa dog ikke for- 
staas, som om Charlotte Amalies Modersmaal virkelig blev 
Dansk. Tyske var alle hendes Hoffrøkener paa een nær, og 
Tysk vedblev sikkert at være det Sprog, der laa hende nær- 
mest. Hendes Dannelse havde imidlertid et efter Tidens og 
Stedets Forhold rummeligt og mangesidigt Præg, hvilket 
Brevene til Ahlefeld ogsaa giver Indtryk af. Blandt hendes 
Opdragerinder i Hjemmet havde været en skotsk Dame, blandt 
hendes Lærere to franske Flygtninge. Hendes Valgsprog, 




Haven bag Gyldenløves Gaard (Charlottenborg) i Slutningen af 

17de Aarhundrede. 
Efter Maleri paa Frederiksborg. 



„L'homme propose, Dieu dispose," er fransk, og de fleste 
af hendes Breve er skrevne paa Fransk, medens hun dog let 
slaar over i Tysk, naar Tonen bliver fortrolig. Ogsaa Italiensk 
havde hun lært, og endnu som Dronning havde hun baade 
en italiensk og en fransk Sprogmester i sin Tjeneste. Hun 
har da haft Betingelser for at forstaa Værdien af Kendskabet 
til sine Undersaatters Sprog, — selv om dette Sprog, som 
Kingo siger, af mange betragtedes som et Vadmels Sprog, de 
ikke gad tage paa deres Silketunge, — og den Kærlighed. 



188 

hvormed hun lærte at omfatte det, blev paaskønnet med den 
mest levende Taknemmelighed af Tidens bedste Mænd. 

I den foregaaende Skildring er Charlotte Amalies Liv 
som Dronning og Enkedronning taget under eet, da det i 
væsenlige Henseender har samme Præg før og efter 1699. 
Hvad den blot ydre Form angaar, skete der dog naturligvis 
en stor Forandring ved Kristian V's Død. Endnu samme Aar 
kobte Enkedronningen Gyldenløves Palæ, som efter hende fik 
Navnet Charlottenborg, og som nu blev hendes faste Vinter- 
residens, medens hun om Sommeren oftest boede paa Ny- 
købing Slot. Meget af sin Tid tilbragte hun paa Rejser, dels 
til Bade i Tyskland for at raade Bod paa en tiltagende Syge- 
lighed, dels rundt til sine Godser. Selv Vendsyssel besøgte 
hun gentagne Gange. Mod Slutningen af sit Liv opholdt hun 
sig hele to Aar, 1711—1713, i Monarkiets fjærneste Del, 
Oldenborg. 

Den 27de Marts 1714 døde hun, 64 Aar gammel, af 
Skarlagensfeber paa Charlottenborg — „til hjertelig Sorg for 
mange." 



LOUISE, 

Frederik IV's Dronning. 

En ganske anden Skikkelse er det, som møder os i 
Frederik IV's Dronning. 

Louise af Meklenburg-Giistrow var født den 8de August 
1667 og ægtede i Aaret 1695 Kristian V's ældste Søn, Frederik. 
Kongen siges at have overladt Valget af en Brud til Sønnens 
fri Vilje, og paa en Rejse, som han med dette Øjemed gjorde 
i Tyskland, og som først førte ham til det lille giistrowske 
Hof, skal han være bleven indtaget af Louises Skønhed. Hun 
var vel fire Aar ældre end han, men skildres som fin og 
nydelig, med spillende Øjne og en smuk Skikkelse, lille og 
spæd af Vækst. Endnu samme Aar foregik Formælingen i 
Gustrow og det højtidelige Indtog i København. 

Ægteskabet hvilede da fra Kronprinsens Side paa et frit 
Valg, og Louise gengældte hans Forelskelse med Varme. „Kron- 



89 



prinsessen elsker sin Ægtefælle lidenskabeligt," skriver den 
franske Gesandt i Aaret 1698, „og han lever fuldkommen godt 
med hende." Denne Lykke blev dog kun kortvarig. Frede- 
rik IV mistede efterhaanden al Tilbøjelighed for sin Hustru 
og indlod sig, faa Aar efter at have besteget Tronen, i en 




Louise af Meklenburg-Giistrow, Frederik lV"s Dronning. 
Efter Maleri paa Rosenborg. 



Række Hlskovsforbindelser, den ene afløsende den anden. 
Sin Utroskab søgte han at give et lovmæssigt Præg paa en i 
den danske Kongeslægt hidtil ukendt Maade, idet han nemlig 
i sin Dronnings Levetid lod sig vi ved venstre Haand til to 
af sine Mætresser, først til den preussiske Gesandts Datter, 



190 



Froken Vieregg, som døde allerede Aaret efter, 1705, senere, 
i Aaret 1712, til Anna Sofie Reventlow. At Kongen levede i 
Bigami, har næppe været almindelig bekendt i Samtiden, men 
Dronningens Tilsidesættelse havde for øvrigt et fuldkommen 
offentligt Præg. De foretrukne Kvinder udstyredes med Titler 
og Godser, og deres Hjem i København blev Midtpunkt for 
en Selskabelighed, i hvilken Kongen ivrigt deltog. Efter at 
Frederik IV's Forbindelse med Anna Sofie Reventlow var 
begyndt, blev Dronningens Stilling sørgeligere end nogen Sinde, 
og i Aarene fra 1712 til sin Død den 15de Marts 1721 førte 
hun i Virkeligheden kun en Skyggetilværelse, selv om hun 




Dronning Louises Salving i Frederiksborg Slotskirke. 

Dronningen salves af Sjællands Biskop, Henrik Bornemann. Til venstre 

Biskoppen af Kristiania med Salvebuddiken, til højre Biskoppen af Ribe 

med Buddikens Laag. Efter samtidigt Stik. 



ved officielle Lejligheder stadig optraadte som Dronning ved 
Kongens Side. 

Om Louises Personlighed er det vanskeligt at danne sig 
et blot omtrentligt Begreb. Kun iidet omtales hun, og de faa 
Vidnesbyrd om hendes Karakter staar i den besynderligste 
indbyrdes Modstrid. 1 Udtalelser fra Kristian VI's Tid be- 
rømmes hun stærkt for „Gudsfrygt, Godhed og Huldsalighed," 
og navnlig i Ligprædikenerne over Frederik IV skildres hun 
mere som en Helgen end som et Menneske. Kun farveløst 
er dog det Billede, der gives af Dronningen i disse Lovtaler, 
og deres stærke Udtryk kan saa meget mindre vække Tiltro, 
som de utvivlsomt har været beregnede paa at behage den 



191 

nye Konge, Kristian VI, hvis inderlige Hengivenhed for hans 
ulykkelige Moder var velkendt. Derimod savnes der ikke 
karakteristiske Træk i senere Skildringer af Louise. Forfattere 
fra det attende Aarhundredes anden Halvdel tillægger Frederik 
IV's første Dronning en Uelskværdighed og ganske ubehersket 
Hidsighed, som hun navnlig gav Luft over for Kongen, hvem 
hun forbitrede Livet ved sine voldsomme Udbrud af Skinsyge. 
Saaledes kunde han aldrig, fortælles der, komme ind til hende, 
uden at hun straks begyndte „at græde, reyse sig og gaa om- 
kring som en Furie," men naar han saa havde forladt hende 
i Vrede, blev hun grebet af Anger og kunde „gaae tree til 
fiire Tiimer paa Gulvet, vride Hænderne og svømme iTaare." 
Ved en enkelt Lejlighed gik hun saa vidt i sin Hidsighed 
over for Kongen, at hun truede ham med en Pistol! Over- 
drivelserne og Anekdotekræmmeriet i slige Fortællinger røber 
sig selv, og den nedsættende Skildring af Louise har rimelig- 
vis for en stor Del kun sin Grund i den rationalistiske Tids- 
alders Uvilje mod en Dronning, der var en af de første, som 
bragte noget af Pietismens Aand til Danmark, knyttet som 
hun var ved Fødsel og Slægtskab til Nordtysklands „vakte" 
Fyrste- og Greveslægter. Paa den anden Side tør man dog 
heller ikke frakende disse Beskrivelser ethvert Grundlag i 
Virkeligheden. Ogsaa en samtidig og uhildet Iagttager omtaler 
den „overdrevne Skinsyge", han har haft Lejlighed til at iagt- 
tage hos Louise allerede som Kronprinsesse, og det er højst 
sandsynligt, at hun i Aarenes Løb i bestandig ringere Grad 
har formaaet at beherske sin Bitterhed over Kongens Utroskab, 
saa meget mere som hun aabenbart har været en svag Karakter, 
uden Hvne til at give sit Liv et Indhold, der var uafhængigt 
af hendes ulykkelige, ægteskabelige Forhold. 

Fra Hjemmet havde Louise medbragt en stærk Religiøsitet, 
idet hendes Fader, Hertug Gustav Adolf af Meklenburg- 
GiJstrow, var en meget from Mand, Forfatter til ikke mindre 
end tre Hundrede aandelige Sange. Den talrige Børnefloks 
Opdragelse var præget heraf, og en ældre Søster, den dygtige 
og livskraftige Kristine, som ægtede en Stolberg, gjorde det 
stolbergske Grevehof til et af Midtpunkterne for den tyske 
Pietisme. Ogsaa Louises Gudsfrygt lovprises med stærke Ord 
af Samtiden. Ft haandgribeligt Bevis for Dronningens over- 



192 



vejende religiose Interesse afgiver hendes endnu bevarede 
Bogsamling, som tæller 385 Bind, af hvilke kun 6 omhandler 
ikke-religiose — og lidet interessante — Emner. Derimod 
viser Samlingens theologisk-opbyggelige Del klart, at hun af- 
gjort har tilhort den pietistiske Retning. Der er „siisze Jesus 
-Gedanken," „Christliche Lieder iiber die sieben Wunder Jesu," 
„V^erborgen Hertzens Saft," o. s. fr., særlig Spener og Francke 
er stærkt repræsenterede. Ogsaa de talrige Skrifter, som 
stammer fra Tiden før Pietismens Fremkomst, skyldes For- 
fattere, der ved deres Inderlighed og Hang til Mysticisme maa 
betragtes som denne Bevægelses Forløbere. Dog findes der 



O., 





Begyndelsen af et Brev fra Dronning Louise til Hofpræst Masius.*) 
Det kongelige Bibliothek. 



Ogsaa Værker af mere blivende Værd, f. Eks. Luthers sam- 
lede Skrifter. Alle Bøgerne er skrevne paa Tysk, og de 
ganske faa, der skyldes ikke-tyske Forfattere, som de engelske 
Puritanere Bunyan og Richard Baxter, er oversatte til dette 
Sprog. Danske Forfattere er saa godt som udelukkende re- 
præsenterede af Kong Frederik II gennem hans — paa Tysk 
affattede — Udtog af Davids Salmer og Salomons Ordsprog. 
Det er højst sandsynligt, at Louise tidligt har paavirket 
sin Søn Kristian (VI) i religiøs Henseende — allerede som 



Wle sehr mich dero Ungliick consterniret, werden sie sich leichtlich 
vorstelien konnen, indem ich an allem part nehme, was dero person 
begenet, hoffe aber zu Gott er werde meinen und anderen gebett 

erhfiren, und Ihn gliJcklich von diesen schweren zufale helfen : 

(vistnok skrevet i Anledning af, at Masius den 5te August 1704 
havde brækket Benet). 



193 



ung tilhørte han jo samme udprægede Aandsretning som hun. 
Rimeligt er det ogsaa, at det tunge og forknytte i Kristian VI's 
Natur er en Arv fra Moderen. Mellem Dronning Louise og 




Frederik IV's Dronning, Louise af Meklenburg-Giistrow 
Efter Maleri paa Rosenborg. 



hendes Son var der et inderligt Forhold, og det forbitrede 
tidligt Kronprinsens Sind i tavs Afmagt at maatte se sin Moder 
„saa særdeles pinet", som han selv senere udtrykte sig. Forst 
efter Frederik IV's Død kunde han ret lægge sin store Kær- 
Danskc Dronninger. 13 



194 

lighed til hende for Dagen gennem den lidenskabelige Hævn- 
følelse, han da, i Pietet for sin Moders Minde, viste over for 
Dronning Anna Sofie. Fjorten Aar efter Moderens Død kunde 
han endnu skrive om Stifmoderen: „Naar jeg betænker, hvad 
hun har gjort imod min Fru Moder, hvem jeg endnu elsker 
og respekterer i hendes Grav, synes jeg, at jeg endnu har 
gjort for lidet imod Anna Sofie." 

Hvor stærk Louises Religiøsitet end har været, har den 
dog ikke formaaet at give hendes svage Karakter tilstrækkelig 
Frejdighed og Modstandskraft. Forgæves leder man efter Be- 
viser for, at hun under sin Ensomhed og Tilsidesættelse har 
sogt Tilfredsstillelse gennem Virksomhed af en eller anden 
Art. Hun ejede Hørsholm foruden andre Godser, men tog 
sig personlig slet ikke af sine Besiddelser. Man kunde tænke 
sig, at hendes ulykkelige Stilling maatte have vakt Folkets 
Sympathi, men hertil mærkes intet. Den stærke Tilbage- 
trukkenhed, i hvilken hun levede, har rimeligvis ikke bragt 
hende i videre Berøring med Undersaatterne. Medens hendes 
ydre Kaar i meget lignede Dronning Charlotte Amalies, fik 
hendes Liv da et ganske andet Præg end Svigermoderens — 
hun lod sig overvælde af en uforskyldt Ulykke, som hendes 
baade legemlig og aandelig svage Natur ikke havde Kraft nok 
til at bære. Ikke mindre Medlidenhed vækker hendes triste 
og utydelige Skikkelse, fordi den er omgiven af den cere- 
monielle Pragt og underdanige Hyldest, som var uadskillelig 
fra Enevoldsdronningens Person, en Modsætning, der kun gør 
Indtrykket dobbelt pinligt. 



ANNA SOFIE. 

Anna Sofie Reventlows Historie er vidt forskellig fra de 
andre Kvinders, som har baaret Dronningkrone i Danmark.. 
Ikke et eller andet større eller mindre tysk Fyrstehof, men 
en jydsk Herregaard var hendes Hjem, ligesom hun maa 
regnes for at være dansk af Nationalitet, da den reventlowske 
Familie, som paa Kristian IV'sTid var indvandret fra Meklen- 
burg, nu i tre Slægtled havde tjent den danske Konge og ejet 



95 




Konrad Reventlow 

nes ligeledes at have været 
en Personlighed med ud- 
prægede Egenskaber, og- 
saa med noget af Faderens 
Hensynsløshed, hvor det 
gjaldt pekuniær Vinding, 
men hendes Karakter- 
styrke fik dog Lejlighed 
til at fremtræde paa en 
smuk Maade netop i 
hendes yngste Barns, 
Anna Sofies, Historie. 

Noget andet og mere 
end Byrd og Nationalitet 
giver imidlertid Anna 
Sofie en Særstilling blandt 
danske Dronninger — 
den Forsmædelse, hvor- 
med hun kobtesin Krone. 
Oprindelig horte hun 



dansk Jord. Højest var 
Anna Sofies Fader, Lens- 
greve og Storkansler 
Konrad Reventlow, naaet, 
skønt han udmærkede sig 
mere ved sin aristokrati- 
ske Optræden og sine 
glimrende Fester end ved 
fremragende Dygtighed. 
Moderen tilhørte lige- 
ledes en indvandret mek- 
lenburgsk Adelsfamilie, 
idet hun var Datter af 
Kristian V's Favoritmini- 
ster, Vincens v. Hahn, 
bekendt som en ærgerrig, 
hensynsløs Statsmand og 
en haard Bondeplager. 
Sofie Amalie v. Hahn sy- 




Sophic Amalie v Hahn, Grevinde Reventlow 

13* 



196 



hjemme i Rækken af Frederik IV's Elskerinder. Ved en 
Maskerade i Kolding, hvortil Kongefamilien var flygtet for 
Pesten, saa Kongen for første Gang den smukke, attenaarige 




Dronning Anna Sofie. Efter Maleri paa Schackenborg. D. M. P. 



Komtesse, og et halvt Aar efter, den 26de Juni 1712, bort- 
førte han hende fra hendes Hjem paa Clausholm ved Randers. 
Endnu samme Dags Aften lod han sig i Skanderborg vie til 



197 

hende af en Konrektor fra Flensborg, Thomas Clausen. 
Ingen gejstlig fra Kongeriget har altsaa vist sig villig til at 
gøre Tjeneste ved denne Lejlighed. Af al Magt havde Anna 
Sofies Moder, der i 1708 var bleven Enke, modsat sig For- 
bindelsen, hvorfor Enevoldskongen ogsaa havde maattet gribe 
til et saa romantisk Middel som en hemmelig Bortførelse, 
og i en Aarrække fastholdt hun denne Holdning. Først i 
Aaret 1718 vilde hun, fortælles der, lade Datteren komme for 
sine Øjne, og endnu i det følgende Aar kunde hun ved en 
Lejlighed, da Forholdet kom paa Tale, efter et Øjenvidnes 
Beskrivelse blive ganske „rasende". Ogsaa Broderen, Chr. 
Ditlev Reventlow, viste tydeligt sin Misbilligelse. Derimod 
støttedes Forbindelsen af Anna Sofies Svoger og Søster, Ulrik 
Adolf og Kristine Sofie Holstein, i hvis Hjem hun fandt et 
Tilflugtssted, da Kongen kort efter Bortførelsen maatte begive 
sig til Hæren i Nordtyskland. Herfra takker han med varme Ord 
Grev Holstein og hans Gemalinde for „al den beviste Tjenst- 
færdighed", samtidig med at han paalægger Greven at overbringe 
et vedlagt Brev til „den, som jeg elsker højere end mig selv, 
hvis bestandige grassieuse Amittie jeg vil bede ham at søge 
paa bedste Maade at conservere mig." Ogsaa i de følgende 
Aar opholdt Anna Sofie sig oftere i Søsterens Hjem, og Breve 
fra Kongen til Grev Holsteins, skrevne ved saadanne Lejlig- 
heder, viser hans vedvarende Forelskelse. Engang, da Anna 
Sofie var syg, beder han indstændigt Grevinden om at drage 
Omsorg for „den, som jeg elsker højere end mig selv;" han 
er fortvivlet over at maatte være skilt fra hende under disse 
Forhold og slutter med Ønsket : „Gud bevare mig dette uskatter- 
lige Gode." 

Medens Frederik IV fra første Færd synes at have ønsket, 
at hans nye bigamiske Forbindelse ikke maatte „eclatere" 
altfor meget, som han selv udtrykker sig, opgav han dog 
snart al Hemmeligholdelse. Han skænkede Anna Sofie Vallø, 
hvor hun ofte opholdt sig om Sommeren. Her ligger de tre 
Børn begravede, som hun inden Dronning Louises Død fødte 
Kongen, alle døde som spæde. I København anvistes der 
hende en standsmæssig Bolig i den saakaldtc Kongens Gaard 
bag Borsen, og Fyrstinden af Slesvig, som hun officielt hed, 
blev snart Midtpunktet i en lystig Selskabelighed, der stem- 



198 

mede med hendes og Kongens Tilbøjelighed. Forskellige 
Minder om det gode Humør, som prægede deres indbyrdes 
Forhold, er bevarede. Blandt de Kostbarheder, Anna Sofie 
efterlod sig, fandtes saaledes et Guldbæger, aabenbart en Ge- 
vinst, vundet i Spil fra Kongen. Det bærer Aarstallet 1717 og 
følgende Indskrift, hvortil hun maa antages at have haft Ideen: 

Ma Main m'a sgu gagner eet Or par son Adresse, 
Que ne doit esperer Mon Coeur par sa tendresse! 

Den Trofasthed og vedvarende Forelskelse, som kaster 
et forsonende Skær over Forholdet mellem Frederik IV og 
Fyrstinden af Slesvig, kan dog naturligvis ikke berøve For- 
bindelsen dens anstødelige Karakter, og ved Dronning Louises 
Død naar det forargelige paa en vis Maade sit Højdepunkt. 
Den 15de Marts 1721 „ging mit todte ab die gottsegliche Konigin 
Louise,'' skriver Anna Sofie i sin Dagbog ved denne Datum. 
Den 2den April førtes Dronningens Lig til Roskilde, ved hvilken 
Lejlighed storartede Illuminationer i Københavns Gader viste 
Borgernes Deltagelse. Den 3die foregik Bisættelsen, den 4de 
Universitetets Sørgefest, og samme Dags Eftermiddag lod Frede- 
rik IV sig vie ved højre Haand til Anna Sofie. Det var Thomas 
Clausen, der atter denne Gang gjorde Tjeneste, men at samme 
Mand allerede for ni Aar siden havde viet Anna Sofie til 
Kongen ved venstre Haand, har for øvrigt næppe været al- 
mindelig bekendt i Samtiden, i hvis Øjne Fyrstinden af Slesvig 
hidtil kun havde indtaget en Mætresses Stilling, og Gentagelsen 
har saaledes ikke kunnet forarge. Ved denne „Omvielse" 
opnaaede Anna Sofie da at give sin Stilling et lovmæssigt 
Præg, samtidig med at den aabenbart virkede til Beroligelse 
af hendes og Kongens Samvittighed. 

Derimod maatte det uhyggelige Hastværk, hvormed man 
gik frem, falde enhver i Øjnene, og næsten tragikomisk blev 
under disse Forhold deres Stilling, som skulde give de under- 
danige Undersaatters stærkt blandede Følelser Udtryk ved 
denne Lejlighed. Udgiveren af en af Tidens Maanedsaviser, 
« Postrytteren", fandt da ogsaa Situationen saa vanskelig, at 
han forespurgte hos Førsteministeren, hvorledes Sagen ønske- 
des omtalt. Svaret kendes ikke, men i Bladets Fremstilling 



199 

mærkes unægtelig en hæderlig Anstrengelse for med skyldig 
Loyalitet at følge de bratte Overgange fra Sorg til Glæde, 
som hver Dags Begivenheder nødvendiggjorde. Efter en „Ud- 
førlig Beskrivelse" af Dronningens „sørgelig-herlige Ligbe- 
gængelse", hvori hun berømmes som „en saa dyrebar, Dannes 
og Ejegood Dronning, hvorfore og Hans Kongelig Majest. og 
Høj-Kongel. Herskab har taget sig dette Døds-fald saa meget 
des mere til Hierte-Sorg," og hvor der fortælles, at efter 
Prædikenen paa Begravelsesdagen den 2den April „forføjede 
sig Kongen og det Høj-Kongelig Herskab hver til sit Kammer 
udi stoor Bedrøvelse," fortsættes saaledes: 

„Den 4de ditto haver Hans Kongelig Majest. for sine visse 
Aarsagers Skyld allernaadigst fundet det for got jo for jo 
heller sig udi et nyt Egteskab at indlade med Hendes Højhed 
Hertuginden af Sleszvig." 

„Samme Dag Hans Højærværdighed Doctor Hanns Bar- 
tholin her udi Universitetet i det Kongel. Herskabs høje Over- 
værelse holdte en ziirlig og sørgelig Latinske Tale over den 
Højsalige Dronnings dødelige Afgang." 

„Den 10de ditto bleev højstbenævnte Egteskab her af 
Prædikestolene for Menighederne forkyndet med hosføjede 
Allerunderdanigste Hiertelige Lykønskning, at den almægtige 
gode Gud i Himmelen vilde dertil give sin Velsignelse, Lykke 
og Benedidelse." 

Ikke mindre betegnende er et Vers som dette, skrevet 
tolv Dage efter Formælingen og tretten Dage efter Bisættelsen: 

Der blev Forsckreckelse, der Dronning-Liuset dulmed 
Og den Sølf-hvide Soel ved Dødens budskab mulmed 
Mens midt i Mørcke Nat opgick Demante-Skin 
Da Hændis Høyhed kom med yndig Engle-Trin. 
Det Konge-Hierte som var halv-død og dyb-qvæsted 
Har Himlens Monarch med Naade-Straaler giested: 
Gud-Inden udi Noor har Noordens Jorde-Gud 
Aftørret Øyne-Vand og bleven Kongens Brud. 

Det var i Samtiden, og vistnok med Rette, den alminde- 
lige Mening, at den forhastede Formæling skyldtes Anna SoHes 
Overtalelser. Hvilken Magt hun havde over Kongen, frem- 
gaar med endnu større Tydelighed af det næste Skridt, hvor- 



200 



til hun, dreven frem af sin stærke Ærgærrighed, formaaede 
ham. Den 30te Maj, da Ministrene, efter endt Conseil, tillige- 
med de fremmede Gesandter og den kongelige Familie var 
forsamlede paa Frederiksberg Slot, spurgte Kongen pludselig 
de tilstedeværende, efter i et Kvarters Tid at have underholdt 






mmi 



snp 




ttS-Aui'AS«If 



Ejderbægeret *). Paa Rosenborg. 



*) Paa Bægerets Laag Frederik IV's og Anna Sofies Portrætmedailloner. 
Paa Siden en Fremstilling af Anna Sofies Kroning, og neden under 
følgende Linier: „Til Dronningen Anna Sophie Lood Fridrich den 
Fierde sig vie d. 4de Aprilis 1721. Hånd satte og paa hendes Hovet 
Guld Kronen af Gud hende lovet d. 30te Maj 1721. — Bægerets 
anden Side er smykket med en Fremstilling af Kongen, der hyldes 
af Slesvigs Stænder. Baade Fremstillingerne og Versene, der er for- 
fattede af Fr. Rostgaard, var oprindelig anbragte paa Guldbindet til en 
Almanak, vistnok en Gave fra Dronningen til Kongen paa hans 
Fødselsdag den llteOkt. 1721, til Minde om begge dette Aars lykkelige 
Begivenheder: Formælingen og det gottorpske Slesvigs Genvindelse. 



201 

sig med dem om ligegyldige Ting, om de ikke vilde ledsage 
ham ind i Hertuginden af Slesvigs Sovegemak og være med 
til at se paa, hvad han vilde foretage sig der. Her foregik 
derpaa Anna Sofies Kroning. Frederik IV satte selv Kronen 
paa sin Gemalindes Hoved med følgende Ord: „Hermed er- 
klære Vi Eder for Dronning af Danmark og Norge. Denne 
Krone give Vi Eders Majestæt af godt Hjærte og ønske al 
Lykke og Velsignelse dertil." Dronningen, som var sortklædt 
med Juveler flettede ind i Haaret, nejede dybt og kyssede 
uden at svare Kongens Haand. Hun blev derpaa lykønsket 
af Forsamlingen — dog lagde man Mærke til, at Kronprinsen 
og hans Søster Prinsesse Charlotte Amalie undlod at kysse 
hende paa Haanden — og Akten var hermed til Ende. Efter 
et Øjenvidnes Beretning havde den haft en saa improviseret 
Karakter, at „ikke en Sjæl vidste noget derom, førend man 
saa Kronen." Nogle Dage efter gav Kronprinsen paa Hors- 
holm en Fest til Ære for sin Stifmoder. 

Anna Sofie var hermed traadt ind i Rækken af danske 
Dronninger, men hun vedbliver dog at indtage en særlig Plads 
blandt disse, paa een Gang usikker og mægtig som hendes 
Stilling i mange Henseender blev. Usikkert maatte hun forst 
og fremmest blive stillet i Forholdet til den øvrige kongelige 
Familie. Den elskværdige Prinsesse Charlotte Amalie, der 
ved Moderens Død kun var 14 Aar gammel, synes vel at 
have forvundet sin naturlige Uvilje mod Stifmoderen, men 
Kronprinsen kunde i Anna Sofie aldrig se nogen anden end 
den, der havde berøvet hans Moder al Glæde og Tilfredshed 
i de sidste ni Aar af hendes Liv, saa at det sikkert kun har 
været med den største Overvindelse, at han viste hende den 
skyldige Ærbødighed som Dronning og Stifmoder. Som Aarene 
gik, og Kongens Svagelighed tiltog, maatte hans hemmelige 
Nag blive mere og mere truende, og det var forgæves at 
Kongen, der vedblev at nære kærlige Følelser for sin Son, 
ved forskellige Tilnærmelser søgte at bane Vejen for et hjerte- 
ligere Forhold. — Af mindre Betydning i Sammenligning 
hermed var den Holdning, som Kongens Søskende, Prins 
Karl og Prinsesse Sofie Hedevig, indtog. Dog bedrøvede det 
ikke lidet Frederik IV, der var en kærlig Broder, at de begge 
umiddelbart efter Anna Sofies Kroning, uden at lægge Skjul 



202 

paa deres Folelser, forlod det kongelige Hof og tog Bolig paa 
Vemmetofte. De var begge af en stærkt ethisk-religiøs Natur 
— en Arv fra Moderen — og kunde aldrig overvinde sig 
til nogen virkelig Forsoning, selv om et officielt venskabeligt 
Forhold efterhaanden genoprettedes, og Kongen og Dron- 
ningen under deres hyppige Ophold paa Vallø ofte gæstede 
dem paa Vemmetofte. 

Derimod mærkes der intet til, at Anna Sofies Fortid i 
nævneværdig Grad har skadet hende i Folkets Øjne. Hun 
var den elskede Frederik IV's Dronning, smuk og gavmild, 
„de ringere Stænders Velgørerinde, Frederiks sande Fortrolige." 
Man vidste, at hendes Forbøn var af mægtig Virkning, og be- 
nyttede sig ivrigt deraf ved enhver Lejlighed. Kongen undlod 
heller aldrig, naar han paa hendes Foranledning tilstod en 
Begunstigelse, da at minde om, at hans Naade skyldtes Dron- 
ningens „høje og kraftige Forbøn". Ret afholdt blev Anna 
Sofie dog paa den anden Side aldrig, men Grunden hertil har 
mindre været en almindelig moralsk Forargelse end en Mangel 
paa medfødt Evne hos hende selv til at vinde Popularitet, til 
Trods for at hun i flere Henseender skulde synes at have 
haft gode Betingelser derfor. 

Selve Kongens Omhu for at sikre Dronningens Stilling 
har sikkert ogsaa til Tider snarere skadet end gavnet hende 
i det almindelige Omdømme, især da den ved visse Lejlig- 
heder kunde fremtræde paa en beklagelig Maade. I saa Hen- 
seende er en enkelt Episode karakteristisk. I Slutningen af 
Aaret 1724 blev forskellige Personer anklagede hos Kongen 
for at gøre sig skyldige i Pengeafpresninger over for Ansøgere 
om Embeder, idet de lokkede Folk i deres Garn ved at op- 
træde som en Slags Kommissionærer for Dronningen. Denne 
Angivelse satte Frederik IV's af Naturen mistænksomme Sind 
i den største Ophidselse, og den saakaldte gehejme Kommis- 
sion nedsattes for at bringe Lys i Sagen. Den fik Sæde paa 
Slottet, Dronningen navngav selv flere Personer, hun ønskede 
forhørt, og saavel hun som Kongen lod sig daglig give Rapport 
om dens Undersøgelser. Den hemmelighedsfulde Maade, hvor- 
paa disse blev drevne, og den utilbørlig stærke Ed, som Kom- 
missionen havde Ret til at afkræve alle, hvem den stævnede 
for sig, spredte Rædsel og Utryghedsfølelse over Byen. Al- 



203 



vorlige Følger fik dens Virksomhed dog kun for ganske enkelte, 
blandt hvilke den mest bekendte er den lærde Frederik Rostgaard 
(gift med en Halvsøster til Anna Sofie), som overbevistes om 
at have taget imod Bestikkelser, men vel at mærke ikke i Dron- 
ningens Navn. Beskyldningen for et saadant Misbrug viste sig 
i det hele at være greben ud af Luften — den eneste, der over- 
bevistes herom, var en Værtshusmadam i Tre Hjorter i Vester- 
gade — , og hermed var den egentlige Grund til Kongens 




Ulrik Adolf Holstein. 
Efter Maleri paa Frederiksborg. 



Vrede bortfalden. Men skønt det saaledes kun var ganske 
faa, der ramtes af Ulykke, og det en ingenlunde helt ufor- 
skyldt Ulykke, vedblev den gehejme Kommission, som en Tid 
havde bragt saa megen Angst og Forstyrrelse ind i gode fred- 
sommelige Borgeres Privatliv, dog i Undersaatternes Øjne at 
staa som en mørk Plet paa Frederik IV's Regering, og til 
denne Plet var Anna Sofies Navn uopløseligt knyttet. 

Anna Sofies Magt over Kongen og hans iver for paa 
enhver Maade at omgærde hendes Stilling viste sig ogsaa paa 



204 



andre Omraader, hvor Følgerne blev af større Betydning. 
Hendes Kroning efterfulgtes af et fuldstændigt Personskifte 
blandt Kongens nærmeste Raadgivere, og af de nye Mænd, 
der herved kom til Magten, var de allerfleste ved Slægtskab 
knyttede til Dronningen. Hendes Svoger, den ovenfor om- 
talte Grev Ulrik Adolf Holstein, blev Storkansler, ligesom 
flere andre Medlemmer af den Holsteinske Familie opnaaede 
hoje Embeder. Selv om ogsaa andre Momenter, af politisk 



^■H 


P- 


■ 


^^^■b^ 


m 


fl 


^^^^^^^^K i J 


^m 


i^K 


^^^^^^^^^^^^^^^ '^Smt JH| 


L 


Æ 


^^^^^^^^^^^^^H^ 


iiE^^^^I 


1 


l^Ktl^K^^Km^.Æ 


1 


1 



Grevinde Kristine Sofie Holstein. 
Efter Maleri paa Frederiksborg. 

Art, har gjort sig gældende, har Hensynet til Anna Sofie dog 
sikkert spillet den overvejende Rolle ved denne gennemgribende 
Forandring, der betegner et Tilbageskridt baade med Hensyn 
til Nationalitet og Dygtighed. Alle de nye Ministre tilhørte 
nemlig indvandrede tyske Adelsfamilier, og, skønt gennem- 
gaaende hæderlige og forstandige, stod de, hvad Evner angaar, 
tilbage for de Mænd af den gamle danske Adel, som de for- 
trængte. Den ledende blandt dem var Ulrik Adolf Holstein, 
en velmenende Mand og forsigtig Diplomat, men uden frem- 



205 

ragende Dygtighed eller Overlegenhed. Hans Anseelse skyldtes 
for en stor Del hans Hustrus glimrende Egenskaber. Grev- 
inde Kristine Sofie Holstein, Anna Sofies Søster, udmærkede 
sig ikke blot ved sjælden Skønhed, men ogsaa ved fornem 
Anstand, Elskværdighed, Vid og Aand. Hendes Hus var 
Samlingsstedet for alt, hvad der havde Betydning i Køben- 
havn, til Kongeparret stod hun og hendes Mand i et nært 
Forhold, og hendes Ord formaaede meget hos Dronningen. 

Den „Reventlowske Bande", som det herskende Parti 
kaldtes af Modstanderne, bevarede sin Stilling lige til Frederik 
IV's Død. Dog var Partiets Magt ikke saa stor, som man ved 
første Øjekast kunde tro, dels paa Grund af Mangel paa ind- 
byrdes Sammenhold — der var næppe to af dets Mænd, der 
kunde enes — , dels paa Grund af Kongens voksende Tilbøje- 
lighed til at søge sin egentlige Støtte andre Steder, hos Mænd, 
der ikke havde Sæde i Konseillet, men skyldte Kongens — 
og Dronningens — Gunst den overordentlige Indflydelse, de 
efterhaanden vandt. Ogsaa om disse uofficielle Raadgivere 
gælder det nemlig, at de betragtedes som og virkelig ogsaa 
var Anna Sofies Tilhængere, der ved given Lejlighed søgte og 
fik Støtte hos hende. En af dem var Biskoppen i Kristiania, 
Deichman, en Mand med betydelig Administrationsdygtighed, 
men intrigant, magtlysten og meget lidt kræsen i Valget af 
Midler. Hans Indflydelse daterede sig fra den gehejme Kom- 
missions Dage, idet det var ham, der havde givet Stødet til 
hele denne Undersøgelse, udelukkende med det Formaal at 
faa styrtet en personlig Uven, Rostgaard. Nøje forbunden 
med Deichman baade i Kommissionens Tjeneste og senere 
var Møinichen, der som Oversekretær i Danske Kancelli i 
Frederik IV's sidste Aar udøvede en meget stor Indflydelse. 
Heller ikke han er trods en vis Forretningsdygtighed og 
Tjenesteiver nogen tiltalende Personlighed. Hans hensynsløse 
Ærgerrighed frastøder, og hans Redelighed er til Tider tvivl- 
som. I og for sig er disse to Mænd ikke af stor Betydning 
i Danmark-Norges Historie, men deres Personligheder har 
nogen Interesse i denne Sammenhæng paa Grund af deres 
nøje Forhold til Anna Sofie, et Forhold, der ikke absolut 
taler til Dronningens Ære. Baade hun og hendes „Klike" 
gjaldt for ved visse Lejligheder at have en uheldig Indflydelse 



206 

paa Kongen, og overhovedet maatte hun dele den Upopularitet, 
som omgav hendes Tilhængere. 

Naar Anna Sofies politiske Indflydelse altsaa maa siges 
at have været betydelig, skal det dog paa den anden Side 
fremhæves, at hun ikke synes at have anvendt den til at 
gribe ind i Regeringsanliggender i det enkelte. Hendes Inter- 
esse har sikkert kun strakt sig til Personerne, og politisk 
Sans har hun næppe været i Besiddelse af. Overhovedet 
bor hendes Indflydelse væsenlig ses som et Udslag af Kongens 
store Iver for, i Bevidstheden om det usikre i hendes Stilling, 
at værne om hende, saa at han lod Hensynet til hende 
blive væsenlig bestemmende ved et saa vigtigt Anliggende 
som Valget af Ministre og Raadgivere. Kongens store Kær- 
lighed er det da, som ligger bagved, thi Forholdet mellem 
ham og Anna Sofie bevarede helt igennem sin inderlige Ka- 
rakter. Mangfoldige Udtalelser fra Samtiden vidner herom. 
Saaledes fortæller den franske Gesandt i sin Skildring af 
Hoff^et fra Aaret 1728, at Kongen stadig lægger sine Følelser 
for Dronningen for Dagen med samme Lidenskab. Han kan 
ganske vist undertiden give hende Anledning til Skinsyge, 
men de Misforstaaelser, som opstaar heraf, — og som vel ogsaa 
kan forklares ved begge Ægtefællers heftige Temperament — , 
ender altid paa den lykkeligste Maade, og overhovedet er han 
mere forelsket i hende end nogen Sinde. Den varmeste Øm- 
hed — og den græsseligste Retskrivning — udmærker ogsaa 
Kongeparrets Brevveksling. Fra Frederiksborg skriver Anna 
Sofie (uden Datum) til Frederik IV, som er paa Fredensborg. 
Ved Afskeden har han lovet at være forsigtig med sit Helbred, 
der er saa „dyrebart, ikke blot for et helt Land, men især 
for en Kvinde, som elsker Eder saa ømt," og hun glæder sig 
nu over, „at min elskede Pyramis har holdt det Ord, han 
har givet sin trofaste Thisbe." Kongens Breve til Anna Sofie 
er gennemtrængte af ganske den samme Stemning. Han for- 
sikrer sin „Engels hierte", at han tager sin Surtout over, saa 
snart han blot træder uden for Huset, og i det hele „tager 
sig saa vel iagt," at „min Kiere hierte kan være sikker og 
rolig for mig." Hun maa nu ogsaa gøre det samme og ikke 
vaage for længe om Natten. I varme Ord udtrykker han sin 
Glæde over snart igen at skulle samles med Dronningen og 



207 

deres lille Søn Karl, „Madame kiere hierte" og „Karl Monsieur 
kiere hierte", eller, som det en anden Gang hedder, at skulle 
gense hende, „som jeg elsker overalt og min Levetid forblive 
hendes livegne Slave." — Anna Sofies Dagbog, der er bevaret 
for Aarene 1721 — 23, giver ligeledes Indtryk af en oprigtig 
Hengivenhed for „meinem lieben Konig" og i Særdeleshed 
en stærk Optagethed af hans Helbred. Da han i Vinteren 
1723 i længere Tid led af stærk Hoste og Ildebefindende, 
nedskrev hun saaledes daglig en i alle Enkeltheder gaaende 

iio/k cli cmi^ iJ dl ems U'(r^rL /u/^/^ 



c/n 



'n/u /rrdd 



Slutningen af et Brev fra Dronning Anna Sofie til Frederik IV.*) 

Rigsarkivet. 



Beskrivelse af hans Tilstand — hvad han nyder, hvorledes 
han sover osv. 

Den Varme i Følelsen, som træder frem i Anna Sofies 
Forhold til Kongen, viser sig ogsaa paa en smuk Maade i 
andre Forhold. Hun havde megen Hengivenhed for sin Moder 
og tog sig hendes Død inderlig nær. „Min Sjæl dø samme 
Død som denne bortvandrede, og mit Liv blive som hendes 
Liv," skriver hun i sin Dagbog efter at have beskrevet Mo- 
derens sidste Øjeblikke, i hvilke hun selv var hos hende og 
modtog den Velsignelse, som den døende med afbrudte, men 
tydelige Ord gav hende. Stærk var ogsaa hendes reli- 



*) I dansk Oversættelse: Jeg er min elskv.trdigc hierte med Sjæl og 
Legeme Eders trofaste kære Hustru og hengivne Tjenerinde 

Anne Sophie. 



208 



giose Foleise allerede nu i Lykkens Dage. Paa hver Side i 
Dagbogen findes der Udtalelser, der viser, i hvilken Grad 
den optog hende. Undertiden kan hun give den et kønt 
og gudhengivent Udtryk, som man ikke venter af hendes 
heftige Sind. „Det gaa, som Gud vil," skriver hun en Marts- 
dag i Aaret 1723, da hun var nedtrykt paa Grund af Kongens 
Sygdom og desuden selv ikke var rask, „vil du give mig Sol- 
skin, tager jeg imod det med Glæde, men skal det være Kors 




-''--<v 



Frederik IV og Dronning Anna Sofie paa Kongebroen i Fredensborg 

Slotshave 1727. 



Og Ulykke, saa lad mig lide taalmodigt. Som du fører mig, 
saaledes lad mig beredvilligt følge." 

I den daglige Omgang synes Anna Sofie at have besiddet 
en varmblodig Naturs Livlighed og Fyrighed. Hun kunde 
indtage „durch muntrer Tugend Preisz, durch seltner Schon- 
heit Bluthe," som Andreas Hojer udtrykker sig i en enkelt 
Linie af et Digt til hendes Pris. Munterhed og Selskabelighed 
herskede da ogsaa ved Hoffet i de første Aar, efter at hun 
var bleven Dronning. Sin Ungdoms Skønhed bevarede hun. 
I Aaret 1728, da hun var 35 Aar gammel, skildres hun af 
den franske Gesandt som en høj Brunette med smukke Træk 



209 

og sorte, ildfulde Øjne. Kun skæmmes hun af en for stærk 
Teint og stygge Tænder, ligesom hun har for megen Tilbøje- 
lighed til at blive fyidig. 

En vis Ædelmodighed, som man oftere finder den hos 
ureflekterede Naturer, hørte ligeledes til Anna Sofies lyse 
Sider. Hun misbrugte ikke sin store Magt over Kongen til 
at berige sig paa Statens Bekostning, men var selv meget 
gavmild. Efter hendes Dagbog at dømme har hun ikke blot 
vist sin Rundhaandethed ved offentlige Lejligheder, hvor hun 
kunde vinde Popularitet derved, men ogsaa bragt Hjælp i 
enkelte Tilfælde, som næppe er komne til Almenhedens Kund- 
skab. I Aaret 1729 oprettede hun den endnu bestaaende, saa- 
kaldte „Dronning Anna Sofies Stiftelse", som aarlig yder Hjælp 
til firsindstyve fattige paa Vallø Stifts Godser. — I det vanske- 
lige Forhold til Kronprinsen og Kronprinsessen synes hun 
ikke at have savnet god Vilje. Ved en Notits i Anledning af 
deres Bryllup skriver hun i sin Dagbog: „Gud give sin Vel- 
signelse dertil og lade aldrig sin Kundskab vige fra ham." 
Skønt Forholdet aldrig blev virkelig godt, har hun aabenbart 
af og til vist Kronprinsen Tjenester, medens hun altid synes 
at have modstaaet Fristelsen til at lade ham og hans Gemal- 
inde føle sin Magt. 

Anna Sofies varme og livlige Temperament havde dog ogsaa 
sine mørke Sider, selv bortset fra hendes Svaghed i sædelig 
Henseende. Hun var heftig og kunde give sine Følelser Luft 
paa en generende Maade, endog en af hendes faste Tilhængere 
taler med en lidet ærbødig Vending om „Madams sædvanlige 
Galskab," medens han lovpriser Kongen som „den fromme 
Bedstefader." „Stolt, lunefuld og bydende" skal hun end- 
videre have været i Følge en noget yngre Tradition i den 
Holsteinske Familie, der var saa nær knyttet til hende, og 
om Tilbøjelighed til Luner vidner det unægtelig, at hun ikke 
kunde lide Fr. Rostgaard paa Grund af hans store Næse. — 
Hendes hensynsløse Ærgerrighed har vi endelig set Eksempler 
nok paa, og hendes Valg af Tilhængere vidner heller ikke 
fordelagtigt om hendes Karakter. 

Nogen dybere aandelig Interesse eller Udvikling synes 
hun, som væsenlig var et Følelsesmenneske, ikke at have 
været i Besiddelse af. At selv de sprænglærdeste Værker 
Danske Dronninger. 14 



210 




Dronning Anna Sofie i Jagtdragt med pudret Herreparyk. 
Efter Maleri paa Braiie-Trolleborg. D. M. P. 



211 

søgte hendes Navns Beskyttelse, kan man selvfølgelig ingen 
Vægt tillægge. Een Forfatter tilegner hende saaledes sin Om- 
skrivning af Davids Salmer til hebraiiske Vers, en anden et 
„Compendium Philosophicum", der gaar ud paa at vise Grund- 
elementerne i Tilværelsen, men skønt den sidste i Fortalen 
lovpriser Dronningens „særdeles høje Forstand," hvorved hun 
er „capabel til at se ind i og fornuftig at dømme om de 
højeste og vigtigste Ting," tør man dog næppe deraf slutte, 
at hun har næret nogen Interesse for den Art Emner. Et 
Forslag til en Reform af Universitetet er ganske vist øjen- 
synlig gaaet gennem hendes Hænder og bleven forsynet med 
hendes Anbefaling, men om man heri bør se stort andet end 
den sædvanlige Iver for at sikre sig hendes Forbøn, er vist 
et Spørgsmaal. Af Reformen blev der i Frederik IV's Rege- 
ringstid intet. I Følge sin Fødsel havde hun den ufor- 
skyldte Fortjeneste at kunne kaldes „en Dronning fra vort 
eget Land, en Herskerinde af vor egen Nation," som det 
hedder i en samtidig Lovtale, og man kan da ogsaa finde 
Eksempler paa, at en Henvendelse af eens Indhold er affattet 
paa Tysk til Kongen og paa Dansk til Dronningen. Nogen 
positiv national Interesse mærkes der dog intet til hos hende, 
det eneste Træk i saa Henseende skulde da være, at hun i 
Følge Dagbogen ses at have anskaffet sig „die dånische Cronika 
von arendt huitfeldt," og det skønt Frederik IV plejede at 
kalde den store adelige Historieskriver „Arild Løgner". Anna 
Sofies Dagbogsoptegnelser er skrevne paa Tysk og hendes 
Breve paa Tysk eller Fransk, med en Retskrivning, der staar 
et Par Grader under, hvad der var almindeligt hos Datidens 
Adelsdamer. 

Den nye „danske Skueplads" viste Kongen og Dronningen 
Bevaagenhed, muligvis paavirkede af Grevinde Holstein, der 
ligesom sin Svoger Fr. Rostgaard interesserede sig for dette 
Førsteforsøg paa at opføre dansk Komedie. Forestillingerne har 
vel ogsaa moret Kongeparret, i det mindste tilsagdes Skuespil- 
lerne flere Gange, navnlig paa Dronningens Fødselsdag, den 
16de April, til at spille paa Slottet — thi paa Theatret i Grønne- 
gade kunde de høje Herskaber ikke komme. Ved disse Lejlig- 
heder var det dog, saavidt man kan se, Moliére og ikke Holberg, 
der opførtes, og det er vel tvivlsomt, om man overhovedet 

14* 



212 

tor tillægge Anna Sofie (eller Frederik IV) nogen Forstaaelse 
af denne nye Institutions nationale og aandelige Værdi. En 
vis Velvilje over for „Acteurerne ved den danske Bande" 
kan man dog muligvis slutte sig til af det frimodige Sprog i 
en Prolog, der var forfattet af en af disse til Dronningens 
Fødselsdag i Aaret 1723. Dens Personer er betegnende nok 
Henric, ^ Borgemesters Tjener i Comoedien om den politiske 
Kandestøber", og Scapin, „en bekendt Skielms Mester hos 
Moliére." Begge vil de i Dagens Anledning „med Vers til 
Hove gaa," men medens Scapin er stortalende og selvtillids- 
fuld som den „drevne Skalk", han er, der „gaar med stor 
Perucq" og „taler Tysk og Fransk," ryster Henric, den 
„lumpne Kandestøberdreng" for „den Garder- Vagt, de Bysser, 
Bajonetter og tyske Ord: Zuriick!" og indrømmer sukkende: 
Ja, det er min Fortræd, jeg kand kun tale Dansk" — Ud- 
tryk, som man næppe havde vovet at bruge over for en 
tyskfødt Dronning. Prologen, der tydeligt viser, i hvilken 
Grad man var sig den nationale Modsætning og Opgave be- 
vidst inden for selve Skuespillernes Kreds, slutter med 

Underdanigst Bøn, at og vor Danske Bande 

Hos Hendes Majestæt i Naade tegnes maa, 

Saa at vor Moders Sprog kand derved Fremvekst faa. 

Anna Sofie fødte som Dronning Frederik IV tre Børn, 
der alle døde som smaa. Dette Tab gik begge Forældrene 
nær til Hjerte, og overhovedet afløstes den tidligere Munter- 
hed ved Hoffet i Frederik IV's sidste Aar af Sørgmodighed 
og Ængstelse. Kongens Helbred svækkedes stadig, til stigende 
Bekymring for Dronningen, hvis Eksistens var saa fast knyttet 
til hans ved Hengivenhedens og ved Interessens stærke Baand. 
Den herskende Misfornøjelse med Kongens Raadgivere, Folk 
som Møinichen og Deichman, voksede, medens der om Kron- 
prinsen og Hoffet paa Vemmetofte samlede sig en Kreds af 
Mænd, der var erklærede Modstandere af Anna Sofie og 
hendes Tilhængere. Ved Branden i 1728, der af den almin- 
delige Mening opfattedes som en Straffedom fra Gud, for- 
mørkedes Stemningen yderligere ; for øvrigt søgte Dronningen, 
saavel som Frederik IV selv, at opmuntre og lindre, hvor hun 



213 

kunde, og for at sætte Mod i Folk tilbragte hun den første 
Ulykkesnat paa Vestervold sammen med Kongen og Kron- 
prinsen. Et tungt Slag var endelig det sidste Barns Død 
i December 1729. Kongens Breve til Anna Sofie viser 
Forældrenes rørende Omhu for den svagelige Dreng og deres 
Bekymring for hans Helbred. Dybt nedbøjede af Sorgen 
over at miste ham tog de midt om Vinteren ud til Frederiks- 
borg for der at leve et Liv i Ensomhed og Bod. Frederik IV 
har efterladt nogle egenhændige Optegnelser fra denne Tid, 
nedskrevne til eget Brug, et „Projekt over, hvad der er at 
observere ved en Sollitude eller Retrete fra Verden for at 
hengive sig til Gud alene den Tid, man endnu har at leve." 
Han erklærer det her for sin Hensigt at vie den maaske korte 
Tid af sit Liv, han har tilbage, til Anger over sin Ungdoms 
„Synd og Forfængelighed" og Liv med Gud. For den Til- 
værelse i den fuldstændigste Afsondring og Stilhed, som han 
vil føre paa Frederiksborg alene sammen med sin „kære Kone 
Dronningen", giver han ret omstændelige Regler, der viser, 
hvor praktisk han tog Sagen, og hvor oprigtigt han mente det. 
At han paa dette Punkt har handlet i fuld Enighed med Anna 
Sofie, kan der ingen Tvivl være om. Ikke mindre end Kongen 
har hun i sin ængstelige, nedtrykte Stemning følt sig betynget 
af Brøde. 

Frederik IV kunde dog naturligvis af Hensyn til sine 
Kongepligter i Længden ikke gennemføre denne Plan. Efter 
et Par Maaneders Forløb forlagdes Residensen atter til Hoved- 
staden, og i den følgende Sommer begyndte han en af sine 
sædvanlige Rejser rundt i Riget, ledsaget af Dronningen. Paa 
denne brød imidlertid hans længe lurende Sygdom frem, saa at 
han i Odense maatte standse Rejsen og gaa til Sengs. Selv 
var han trods store Smerter taalmodig og gudhengiven, hvor- 
imod Anna Sofie ikke formaaede at beherske sin Sorg og 
Ængstelse. Uafladelig lod hun den syge Konge skifte Kur, 
indtil endelig alt Haab maatte opgives. De to sidste Nætter, 
han levede, laa hun uden for hans Dør paa en Dyne. Selv 
paa sit yderste søgte Frederik IV at værne om Anna Sofie. 
Hendes uforsonligste Modstander var Karl Adolf Plessen, der 
var meget nøje knyttet til Hoffet paa Vemmetofte, og den 
sidste Dag, Kongen levede, den Ilte Oktober, lod han denne 



214 

Mand kalde til sin Seng og hængte sin egen Elefantorden om 
hans Hals, idet han bad ham tage sig af Dronningen og hans 
andre efterladte. Den følgende Nat døde han. 

Efter Frederik IV's Død laa Anna Sofies Skæbne i Kristian 
VI's Haand, og for ham, Dronning Louises Søn, hvis tunge 
Sind de mange Aars pinlige Forhold inden for Kongefamilien 
havde gjort bittert, stod det næsten som en Ærespligt mod 
hans Moders Minde at straffe den Stifmoder, over for hvem 
han som Kronprins havde maattet skjule sine Følelser under 
en forstilt, ydmygende Ærbødighed. Et Vaaben havde Anna 
Sofie vel i sin Hjælpeløshed, idet hun nemlig sad inde 
med et af Frederik IV affattet Testamente, i hvilket der sik- 
redes hende samme Stilling og Apanage, som Enkedronning 
Charlotte Amalie havde haft, og dette Testamente var, vel at 
mærke, forsynet med en Paaskrift, hvorved Kristian VI som 
Kronprins havde forpligtet sig til dets fulde Overholdelse. 
Imidlertid var hun klog nok til ikke at paaberaabe sig den 
Ret, som herved hjemledes hende. Tværtimod underkastede 
hun sig i en ydmyg Skrivelse ganske Kongens Vilje, baade 
med Hensyn til Person og Ejendom, og bad ham tilgive sit 
fordums Levned. Kongens Svar herpaa i et Reskript af Ilte 
November begyndte med at udtale en Fordømmelsesdom, som 
vanskelig kan tænkes haardere. Hun havde givet Forargelse 
ved „mangeaarigt offentligt Ægteskabsbrud," havde pint og 
forhaanet hans Moder og havde efter hendes Død tvunget 
Frederik IV til den forhastede Formæling og Kroning. Som 
Dronning havde hun dernæst ikke undset sig for „at an- 
masse sig den kongelige Magt under Vor Højsalige Hr. Faders 
mangeaarige og svage Tilstand og at berige sig af fortrykte 
Undersaatters Sved." Uden at tænke derover karakteriserer 
Kongen her i Virkeligheden sin Fader som en svag Stakkel, 
skønt Frederik IV havde været alt andet, og Beskyldninger, 
der savner ethvert Grundlag, er blandede med retfærdige 
Anklager paa en Maade, der ikke kan andet end svække 
Helhedsindtrykket. Imidlertid er de Vilkaar, som i Slut- 
ningen af Aktstykket tilbydes Anna Sofie, langt lemfældigere, 
end man efter denne Indledning skulde vente. Clausholm 
skal overdrages hende til Bolig paa Livstid og et ret rigeligt 



215 

Underhold sikres hende, mod at hun giver Afkald paa alt, 
hvad hun ejer — nemlig Grevskabet Vallø, Frydenlund (i 
Søllerød Sogn) og en Del Besiddelser i Holsten foruden Penge 
og Juveler — til Fordel for Kongen. Endvidere tillades det 
hende at kalde sig Dronning, dog ikke til Danmark og Norge 
og ikke Enkedronning. — Dette Reskript, hvis Bestemmelser 
Anna Sofie naturligvis maatte bøje sig for, blev bestemmende 
for hendes Stilling i Resten af hendes Levetid. Dog ansøgte 
hun om nogle Lempelser navnlig i pekuniær Henseende, som 
Kongen for at vise sin „clemence og Højmodighed" ogsaa 
bevilligede, skønt han samtidig udtrykker sin Forundring over, 
at hun ikke havde vist sig mere taknemlig og tilfreds med 
det allerede tilstaaede. 

Selv om Kristian VI altsaa ikke gik saa vidt over for 
sin Stifmoder, som man i Følge hans hele Stemning over for 
hende kunde have formodet, blev der dog nok tilbage af Sorg 
og Ydmygelse for Anna Sofie. Umiddelbart efter Frederik 
IV's Død var hun kørt til den nærliggende Herregaard Brang- 
strup, og her blev hun, indtil Kongens Lig var ført bort fra 
Odense, da hun begav sig til Clausholm. Frederik IV's Lig- 
færd udelukkedes hun saaledes fuldstændig fra at deltage i, 
og i Ligprædikenerne blev hun ganske forbigaaet i Tavshed, 
naar undtages enkelte lidet smigrende Hentydninger. F. Eks. 
tog Sjællands Biskop af den opgivne Tekst: Jeg vil hellere 
være hos Døren i min Guds Hus end længe leve i de ugude- 
liges Pauluner," (Psalmerne 84, v. 11), Anledning til at udtale, 
at „en og anden af dem, han (Frederik IV) meget troede, 
havde boet i de ugudeliges Pauluner." Stemningen i Folket 
var hende ogsaa ugunstig, og da Kongens Sindelag mod 
hende var bekendt nok, behøvede man ikke at være bange 
for at give den Luft. Paa Porten til hendes Gaard i Koben- 
havn fandtes saaledes opslaaet følgende Sted af Profeten Esajas: 
„Sid i Tavshed og gak ind i Mørket, du Kaldæers Datter! 
thi du skal ikke blive ved at kaldes en Dronning over Riger." 
Vilde Rygter om, at hun som Dronning havde beriget sig ved 
Udsugeiser i stor Stil, fandt Tiltro ogsaa ved Hoffet, og man 
anstillede vidtløftige, men forgæves Undersøgelser efter de 
Kapitaler, hun antoges at have sammenskrabet, og som navnlig 
skulde være anbragte i Holland. Eftersøgningerne strakte sig 



216 

endogsaa til en Kasse med Breve fra Frederik IV til Anna 
Sofie, for hvem det var en højst pinlig Tanke at vide „disse 
kære Breve" som Genstand for „Domestikkers" og andre 
uvedkommendes Spot og Latter, „thi man kan let forestille 
sig, hvad en meget forelsket Mand kan skrive ved en saadan 
Lejlighed." Hun beder derfor om at faa dem udleverede, da 
man ikke vil kunne finde andet i dem end „en brændende 
Lidenskab, som den salig Konge havde for En, der elsker 
ham fra Bunden af sin Sjæl med en oprigtig og uegennyttig 
Hengivenhed." Dette blev ogsaa tilstaaet, imod at hun aflagde 
Lofte om at tilintetgøre Brevene, forsaavidt Dronning Louise 
var omtalt i dem. 

Samtidig maatte Anna Sofie se sin Slægt og sine Til- 
hængere berøvede den Magt og Indflydelse, som de, for en 
stor Del takket være deres Forhold til hende, havde siddet 
inde med under Frederik IV. Kristian VI viste i sine første 
Regeringsaar Tilbøjelighed til i enhver Henseende at slaa ind 
paa nye Spor, og navnlig skulde alt og alle, der havde været 
knyttet til Anna Sofie, fjernes. Dronning Sofie Magdalene 
vilde ikke bære den Krone, som havde siddet paa Anna Sofies 
Hoved, men lod en ny forfærdige, og naar Kongeparret straks 
begyndte Opførelsen af Kristiansborg Slot, har det maaske 
ogsaa været en medvirkende Grund, at Luften paa det gamle 
Københavns Slot ansaas for forpestet ved Mindet om hende. 
Umiddelbart efter sin Tronbestigelse fjernede Kristian VI Revent- 
lowerne og Holsteinerne fra deres høje Embeder, medens Anna 
Sofies uforsonlige Fjende, Karl Adolf Plessen, og hans Broder 
blev Kongens nærmeste Raadgivere. Dog viste Kristian VI ikke 
nogen smaalig Forfølgelseslyst over for den holsteinske Familie, 
som han tværtimod i øvrigt behandlede med Velvilje. Der- 
imod fik enhver, der havde haft at gøre med den gehejme 
Kommission, hans Vrede at føle. Møinichen afskedigedes i 
Lnaade, og samme Skæbne ramte Deichman, hvis Embeds- 
førelse desuden blev gjort til Genstand for en skrap Under- 
søgelse, under hvilken han døde ret pludselig. 

Imidlertid havde Anna Sofie taget fast Bopæl paa Claus- 
holm, som hun ikke maatte forlade uden Kongens Tilladelse, 
saa at hendes Ophold her havde stærk Lighed med en For- 
visning i Unaade. Den bratte, ulykkelige Vending i hendes 




217 

Skæbne, der var fulgt efter Frederik IV's Død, havde efter 

de enkelte bevarede Breve at dømme fuldstændig overvældet 

hende; i et af Brevene blander hun saaledesTysk og Fransk 

mellem hinanden og undskylder dette Virvar med, at hendes 

Hukommelse er „altfor overlæsset af Ulykker til at kunne 

finde den nødvendige Sammenhæng i eet 

Sprog." Paa Clausholm kunde hun nu 

finde Ro og Stilhed, og de tretten Aar, 

hun endnu havde tilbage, levede hun her 

et Liv i Ensomhed og Bod. Det var kun 

naturligt, at hendes medfødte Religiøsitet, 

som havde faaet yderligere Næring ved 

de sidste Aars Begivenheder, saavel før Dronning Anna Sofies 

som efter Frederik IV's Død, ganske fik l^^\ '^^'^^^^^ "'^.'^ 

° hendes og Frederik I\ s 

Herredømmet i hendes Sjæl, nu da hun Navnetræk samt Om- 
havde tilstrækkelig Tid og Stilhed til at skriften: ,Je pieurs sa 
tænke tilbage paa sit svundne Liv, hvis "^ort et ma vie." 
Minder netop paa dette Sted ikke har kunnet Rigsarkivet, 

andet end tale stærkt til hende. Hertil kommer, at hele Tids- 
aanden i disse Aar kom den personlige Trang til religiøs For- 
dybelse i Møde, og Anna Sofies Religiøsitet har da aabenbart 
ogsaa været paavirket af Pietismen, hvis Inderlighed sikkert 
har tiltalt hendes Natur med dens stærke Følelser. Hvor 
heftige Sindsbevægelser hun til Tider gennemlevede, faar man 
et Indtryk af ved at høre hendes Præst, der selv var Pietist, 
i Ligprædikenen beskrive de Anfægtelsens Øjeblikke, i hvilke 
„hendes Sjæl bruste." De ydre Former for sit religiøse Liv 
gav hun et strengt systematisk, i sin udvortes Regelbundethed 
næsten katholsk Præg. Hver Fredag tilbragte hun hele Dagen 
dels med Andagt i sit Bedekammer, dels med Gudstjeneste i 
Kapellet. Ved Andagten ledede Degnen Sangen, staaende i 
et Værelse ved Siden af Bedekamret, for at Dronningen kunde 
være ganske alene, og i Gudstjenesten var hun den eneste 
Deltager, saa at den ganske har Karakteren af en Bods- 
tjeneste, udelukkende for hendes Synder. 

Et praktisk Udtryk fik Dronningens Religiøsitet i en ud- 
strakt Godgørenhed, som ogsaa gjorde hende afholdt i Om- 
egnens Befolkning. Det Underhold, Kongen havde sikret 
hende, tillod hende at leve standsmæssigt, og hun havde en 



218 

ret talrig Husstand, men hendes stille Levevis medførte dog 
naturligvis kun forholdsvis faa Udgifter. En stor Del af sin 
sammensparede, ret betydelige Kapital skænkede hun ved sit 
Testamente til et endnu bestaaende Legat for Enker af alle 
Stænder, ligesom hun planlagde Oprettelsen af et Fattighospital, 
der maatte opføres, hvorsomhelst man ønskede, ,Jylland und- 
tagen", — en Tilføjelse, som er ret mærkelig — er det sin 
Ungdoms eller sin Enkestands Minder, hun ikke har kunnet 
forsone sig med? 

Den 7de Januar 1743 døde Anna Sofie, 48 Aar gammel. 
Allerede nogle Aar tidligere havde Kristian VI, paavirket af 
Hofpræst Bluhme, vist en mildere Stemning over for „den 
ulykkelige Dronning Anna Sofie," og han drog nu Omsorg 
for, at hendes Begravelse foregik med sømmelige Æresbevis- 
ninger. Sit sidste Hvilested fik hun, som havde udtalt Ønske 
om at ligge under samme Tag som sin afdøde Husbond, i 
Roskilde Domkirke. Dog hensattes hendes Kiste ikke ved 
Siden af Frederik IV's og Dronning Louises, men i Slægten 
Trolles Kapel, som Kristian VI lod indrette til Gravkapel for 
sin Stifmoder. 



SOFIE MAGDALENE. 

Kort efter at Kronprins Kristian (VI) i Sommeren 1721 
havde overværet sin unge Stifmoders, Dronning Anna Sofies, 
„synderlige Kroning", som han selv senere betegnede denne 
Ceremoni, drog den toogtyveaarige Prins ud paa Frierrejse. 
Faderen havde overladt det til ham selv at søge sig en Brud, 
og han synes i det mindste halvvejs at have truffet sit Valg, 
allerede før han drog af Sted. Hastigt og uden Ophold eller 
Afstikkere gik Rejsen lige til den lille By Pretsch i Sachsen, 
hvor Prinsesse Sofie Magdalene af Kulmbach-Bayreuth da 
opholdt sig ved den polske Dronnings, August I I's Gemalindes, 
Hof, og Kronprinsen var ikke længe om at træffe den ende- 
lige Afgørelse. Den 16de Juli kom han til Pretsch, hvor han 
for første Gang saa den da 21 Aar gamle Prinsesse, den 17de 
var der Bal paa Slottet, den 19de skrev han et Brev til sin 



219 



Fader og bad om hans Samtykke til Forlovelsen, idet han 
erklærede at ville „leve og dø" med Sofie Magdalene. Frederik 
IV gav med Glæde sit Samtykke — og lod samtidig, gennem 




Dronning Sofie Magdalene. Efter Maleri paa Rosenborg. 

Ulrik Adolf Holstein, der var med i b'olget, Sonnen tildele 
det erfarne Raad, „at han i de forste otte Dage ikke griber 
sig for stærkt an. Mais qu'il fasse feu qui dure." Den 7de 



220 



August stod Brylluppet i Pretz. Stor Pragt kunde der ikke 
udfoldes paa det lille Landslot, men det synes at være gaaet 
lystigere til ved Kristian VI's og Sofie Magdalenes Bryllup, 
end man paa Forhaand tænker sig — det fejredes jo ogsaa 
ved det livlige, polske Hof. Efter Taflet blev der hurtigt 
rvddet ud, da man skulde danse i samme Stue, og efter Dansen 







J^:. 


"^ 






^^V 'il 


I 






^fci 'V' -m å 








i^ål 


i'jU 


li 


^ 


Jl^^- 




Vi 


J^ 
'^'(4 

m, 




1 


* 


^^^vf^ 




m 


1%^'" ' 




1? 




i 


.>|kv, ■ 








i 


1;;:'^^:^^ 



Dronning Sofie Magdalene som Barn. 
Efter Maleri paa Frederiksborg Slot. 



førtes Brud og Brudgom efter gammel Skik i Procession med 
Lys og Musik op til Brudekammeret, hvor de senere modtog 
Dronningens og hele det øvrige Selskabs Lykønskninger paa 
Sengen. Den næste Dag var der igen Bal, og først efter en 
Uges Festligheder forlod Parret Pretsch, hvor Prinsen, efter 
hvad Holstein berettede Kongen, havde været „vel og for- 
nøjet" og befundet sig godt. Efter en hastig Hjemrejse blev 



221 

han og Sofie Magdalene en halv Mil Syd for Slesvig mod- 
tagne af Frederik IV med Dronning Anna Sofie og Prinsesse 
Charlotte Amalie, og kort før Jul samme Aar foregik Kron- 
prinsessens Indtog i København. Ublandet synes Glæden 
over Partiet for øvrigt ikke at have været i Befolkningen, og 
Studenterne viste endogsaa deres Misfornøjelse ved ligefremme 
Optøjer paa Regensen. 

Helt uforstaaelig er denne Utilfredshed ikke, thi Bruden 
stammede i Virkeligheden fra en af Tysklands allerfattigste og 
ubetydeligste Fyrsteslægter. Hendes Fader, Markgrev Kristian 
Henrik af Kulmbach, som tilhørte en yngre Linie af det 
regerende Hus, havde paa Grund af Fattigdom og Forgældet- 
hed solgt sin eventuelle Arveret til Fyrstendømmet Bayreuth 
til Kongen af Preussen, og ved sin Død i 1708 efterlod han 
sin Enke med seks Børn i trange Kaar. Partiet var da politisk 
og finansielt saa ufordelagtigt som tænkeligt. Naar Kronprins 
Kristian ikke des mindre havde kastet sine Øjne paa den 
bayreuthske Prinsesse, er det rimeligvis, fordi han har vidst, 
at hun tilhørte de „vakte" Kredse i Tyskland. Baade hendes 
Moder, Markgrevinde Sofie Kristiane, en født Grevinde af 
Wolfstein, og hendes Mormoder, der tilhørte Huset Castel- 
Remlingen, stammede fra de „fromme Grevehoffer", som var 
de egentlige Midtpunkter for den tyske Pietisme, og med 
disse Slægter har den alvorligt religiøse Kronprins sikkert 
tidligt gennem sin Moder, Dronning Louise, staaet i For- 
bindelse. For denne ved religiøst Fællesskab og Slægtskab 
sammenknyttede Kreds blev Formælingen da ogsaa noget af 
en Begivenhed, og Danmark blev det forjættede Land, mod 
hvilket „den gode Sags" Venner rettede forventningsfulde 
Blikke, thi ved Kristian VI's og Sofie Magdalenes Tronbe- 
stigelse aabnede der sig Udsigt til, at Pietismen skulde blive 
den sejrende i et Rige som Danmark-Norge, medens den 
hidtil havde maattet nøjes med en taalt Stilling i alle større 
Stater og kun havde faaet Lov til at gennemtrænge de mindste 
af de mange tyske Miniaturefyrstendommer. 

Forbindelser af en saadan Art, ved hvilke man fremfor 
alt spurgte om Aandsfællesskab, var højst almindelige blandt 
de fornemme pietistiske Slægter, og Kristian VI's og Sofie 
Magdalenes Ægteskab blev et smukt Eksempel blandt mange 



222 

paa, hvor inderligt og trofast et Samliv der kunde bygges paa 
et saadant Grundlag. Idet Sofie Magdalene i sit Testamente, 
skrevet to Maaneder efter Kristian VI's Død, omtaler de Vel- 
oerninger, Gud har vist hende, dvæler hun især ved, „at han 
ved sin egen Forelse, og uden at Mennesker har bidraget 
noget dertil, har givet mig en saadan uforlignelig Konge og 
Gemal, med hvem jeg har levet i femogtyve Aar i uforstyrret 
Kærlighed og Glæde; ja, som har været eet Hjerte og een 
Sjæl med mig og har elsket mig hjerteligt til sin salige Død." 




Ordenen : de l'union parføite. 

Paa sin Bryllupsdag i Aaret 1732 indstiftede hun en Orden 
med det betegnende Navn „de l'union parfaite" eller „in me- 
moriam felicissimae unionis" (til Minde om den lykkeligste 
Forening). Hvilken Hengivenhed og Hensynsfuldhed Kristian 
VI paa sin Side har vist sin Hustru, fremgaar af mangfoldige 
Smaatræk i hans Breve og navnlig i hans Dagbøger, derogsaa 
giver et Indtryk af, i hvilken Grad han og hun delte det 
daglige Liv med hinanden. 

I høj Grad stille og ensformigt var Livet ved Hoffet under 
Kristian VI's Regering. I Frederik IV's Tid havde Kron- 



223 

prinsen og Kronprinsessen endnu deltaget i Hoffets forskellige 
Forlystelser, saa at Kongen f. Eks. tilstod sin Svigerdatter 
ikke mindre end 500 Rdlr. aarlig i Spillepenge, men Sofie 
Magdalenes Moder, Markgrevinde Sofie Kristiane, der havde 
taget Ophold her i Danmark, forsikrer dog i Breve til sin 
Ven, Grev Zinzendorf (Stifteren af den hernhutiske Menighed), 
at de har meget liden Lyst til alle „saakaldte Divertissements", 
og „naar de (hvilket meget sjælden sker) er nødte til at være 
til Stede, sker det sikkert mod deres Vilje og med største 
Fortrydelse. Imidlertid," fortsætter Markgrevinden, „var det 
ønskeligt, om denne Dagon (o: Afgud) fuldstændigt kunde 
fjernes og ødelægges; men det kan alene den almægtige Gud 
gøre." Den her fremsatte, for Pietismen særlige Anskuelse, 
i Følge hvilken Dans, Skuespil og lignende Fornøjelser anses 
for overflødige og skadelige som Ting, der ikke er til umid- 
delbar religiøs eller moralsk Opbyggelse, traadte i Tidens Løb 
mere og mere frem ogsaa hos Markgrevindens Datter og 
Svigersøn, og Hoflivet blev da præget af den største Ens- 
formighed. Ikke blot Forlystelser som Bal, Komedie og Opera, 
men ogsaa blot Aftenselskaber, „Assembléer", ved hvilke 
Kongen og Dronningen kunde faa Lejlighed til at se en større 
Kreds hos sig, var bandlyste. Kongen i det mindste kunde 
ganske vist have en Fornemmelse af, at dette ikke var helt 
rigtigt, og han forelagde engang i et Brev Sagen for sin for- 
trolige Raadgiver, Grev Stolberg. „Jeg maa spørge Dem," 
skrev han, „hvad De mener, om jeg kan og tør holde Assemblé 
ved Hoffet. Det er vist, at vi lever som Eremitter. Folk 
beklager sig over, at de ikke faar Kongen og Dronningen at 
se, og jeg ved intet andet Middel til at se Folk tiere end ved 
Assembléer; jeg ser ej heller, at deri ligger noget ondt." Hvad 
Stolberg svarede, vides ikke, men nogen Forandring kom det 
ikke til. De kongelige Personers Fødselsdage fejredes ved et 
Galataffcl, til hvilket kun den snævreste Hofkreds, Dronningens 
Slægtninge og andre tyske fyrstelige Personer, var indbudt. 
Ellers var Skiveskydning og Jagt, som ogsaa Dronningen gav 
sig af med, de eneste Adspredelser — foruden Ringridning. 
Rygtet om, at Kongen havde deltaget i denne sidste For- 
lystelse, forargede imidlertid en eller anden Tante — hendes 
Navn vides ikke , og hnn maatte da, i et endnu bevaret 



224 

Brev, soge at berolige hendes krænkede Samvittighed. Han 
havde blot ønsket at faa lidt Motion paa denne Maade, for- 
sikrer han, Ringridningen lignede slet ikke de hedenske Lege, 
og det vilde gøre ham inderlig ondt, hvis han havde forarget 
hende eller andre af Guds Børn! — Resultatet blev da en 
for en Konge og Dronning mærkværdig stille og afsondret 
Levevis. Medens en Franskmand, der i Aaret 1728 kom hos 
Kronprinsens, havde erklæret, at de kongelige Højheder levede 
som i et Kloster, ser man nøjagtig de samme Udtryk brugte 
om Livet ved Hoffet en halv Snes Aar senere af to saa for- 
skellige Personer som den pietistiske Hofpræst, Erik Pon- 
toppidan, og Frederik II af Preussens Søster, den spirituelle 
og alt andet end devote Frederikke Sofie Vilhelmine, der var 
gift med Sofie Magdalenes Brodersøn, Markgrev Frederik af 
Bayreuth. Det danske Hof er i Virkeligheden et Kloster, 
fortæller hun, skønt det har bevaret en vis „air de grandeur", 
og man foretager sig der ikke andet end „bede til Gud og 
kede sig." En saa overvældende Magt havde Eksemplet fra 
Hoffet i de Tider, at Stilheden fra Slottet bredte sig til alle 
Hovedstadens Kredse, skønt intet Lovbud forbød Forlystelser, 
forsaavidt de afholdtes uden for Søn- og Helligdage. 

Man kunde tænke sig, at der med denne stilfærdige Leve- 
vis havde været forbundet en vis Jævnhed og Tarvelighed — 
i det mindste nogle af Pietismens Bannerførere havde jo været 
tilbøjelige til at fordømme ikke blot Fornøjelser, men ogsaa 
Luksus i Klædedragt o. 1. Dette blev imidlertid ikke Til- 
fældet ved Kristian VI's og Sofie Magdalenes Hof, idet baade 
Kongen og Dronningen tværtimod viste en overordentlig Lyst 
til Pragtudfoldelse og til at ødsle med Penge. Eksempelvis 
anskaffedes der et Guldservice til 95,000 Rdlr., og der gjordes, 
særlig i Kongens sidste Aar, saa mange og kostbare Indkøb 
af Smykker, at noget lignende baade før og siden har været 
ukendt. Flest Penge gik der dog til de store Byggearbejder, 
og medens Kongen opførte Kristiansborg Slot, lod Dronningen 
Hirschholm Slot rejse sig. Allerede som Kronprins og Kron- 
prinsesse havde hun og hendes Ægtefælle begyndt Opførelsen 
af en ny Bygning i Stedet for Sofie Amalies gamle Jagtslot, 
som Frederik IV havde skænket Kronprinsen efter hans Moders 
Død, og efter at Kristian VI ved sin Tronbestigelse havde 



225 



overdraget Hørsholm Slot og Amt til Dronningen alene, fort- 
sattes Byggearbejdet, ledet af den dygtige Bygmester Thurah, 
i et langt større Omfang, indtil det prægtige Bygningskompleks 




Hirschholm Slot. Efter Thurah 



stod færdigt og kunde indvies ved et „ret kongeligt Festin" 
paa Kongens Fødselsdag, den Ude Maj 1739. Foruden selve 




Den ene af Langvæggene i Riddersalen paa Hirschholm. Efter Thurah. 

Hovedbygningen fandtes i den store, zirlige Have et mindre 
Lystslot, det saakaldte „Norske Hus", opfort efter Konge- 
parrets Hjemkomst fra en Rejse i Norge. Det var bygget af 
Danske Dronninger. 15 



226 



Tommerstokke efter norsk Mønster, og Spisesalen, i hvilken 
det kongelige Taffel sædvanlig holdtes under Ophold paa Hirsch- 
holm, var smykket med Malerier, som forestillede den norske 
Rejse „over forskrækkelig høje Klipper og Bjærge, overfarlige 
Broer og tildels over Vand," som det hedder i Thurahs Be- 
skrivelse. Desuden opførte Dronningen i Nærheden af Hirsch- 
holm det lille Sophienberg Slot ved Bygmesteren Eigtved, og 
hun lod Thurah bygge den saakaldte „hvide Fløj" til paa Vallø. 
— Sandsynligvis har Sofie Magdalene ligesom Kristian VI 
personlig været optaget af sine Bygningers Opførelse og Ud- 




Hirschholm Slot, set fra Haven. Efter Thurah. 



smykning. I det mindste ser vi, at de forskellige Tegninger 
blev forelagte hende, og at hun udtalte sin Mening derom. 
Medens hun og Kongen aldeles ingen Sans havde for Poesi 
eller Skuespil, har de vistnok ikke været uden Kærlighed til 
den bildende Kunst, og i Sofie Magdalenes Slotte og Haver 
anvendtes i rigt Maal Maler- og Billedhuggerarbejder, saaledes 
som Tidens Stil, Rokokoen, jo ogsaa krævede. 

Naar Kristian VI og Sofie Magdalene ofrede saa megen 
Interesse og saa store Summer paa disse Byggeforetagender, 
maa det for en væsenlig Del tilskrives deres personlige Til- 
bøjeligheder, deres stærke Byggelyst og Tendenser til ødsel 



227 

Pragtudfoldelse. Dog har der ogsaa været en anden, mere 
almen Aarsag, thi Meningen med de prægtige Slotte, Møbler, 
Klæder og Smykker, hvorfor der kan synes at have været 
liden Brug i denne stilfærdige Tilværelse, var den at danne 
en passende Indfatning for den kongelige Værdighed. Alle- 
rede i den Kreds af smaa tyske Fyrste- og Grevehoffer, 
fra hvilken Sofie Magdalene og hendes Moder var udgaaet, 
havde der til den pietistiske Religiøsitet været knyttet en ikke 
ringe Standsfølelse, som gav sig Udslag i en nøje Overholdelse 
af Etiketten — betegnende er det, at Grev Zinzendorf, første 
Gang han efter at være bleven præsteviet besteg en Prædike- 
stol, lod en Hejduk bære Bibelen efter sig! — og ikke mindst 
kraftig har den „markgrevelige" Følelse været i den „Bayreuth- 
Kulmbach-Waferlingske" Slægt. Trods sin Forarmelse holdt 
Sofie Magdalenes Fader paa sin Værdighed med en Don 
Ranudos Sejghed, en Egenskab, som gik i Arv til Sønnen, 
Markgrev Georg Frederik Karl, om hvem hans Svigerdatter, 
den ovenfor omtalte Frederikke Sofie Vilhelmine, fortæller, 
at han holdt af at spille Kejseren og at anlægge „en latterlig 
Etikette, som ikke passede for ham," skønt hans Hof, hvis 
man tør tro hendes Beretning, var præget af yderlig Fattigdom. 
Ogsaa hos den yngre Søn, Frederik Ernst, hvem Kristian VI 
havde gjort til Statholder i Hertugdømmerne, kommer et lig- 
nende Træk frem, naar han forbitret beklager sig til sin konge- 
lige Svoger over, at Præsten i Tønder i Kirkebønnen har 
kaldt ham Markgrevelig Excellence (i Stedet for Durchlauchtig- 
hed)! Kristian VI indrømmede vel, at dette vistnok ikke var 
ret, men havde sund Sans nok til at foreslaa, at det kunde 
være sket af Dumhed, hvorfor han tilraadede, „at Eders Kær- 
lighed holder sig stille i denne Sag." 

Udrustet med de Forudsætninger, som Tidsaanden og 
Slægtsarven saaledes gav hende, var det, at Sofie Magdalene 
salvedes til Danmark-Norges Dronning og stilledes ved Siden 
af Arveenevoldskongen, som i Følge den officielle Statsret 
havde sin Magt umiddelbart fra Gud selv, og hvis „hellige" 
Person omtaltes og tiltaltes af Undersaatternc i Udtryk, der 
svarede dertil. Ogsaa Kristian VI selv var, som hans Fader 
og Farfader havde været før ham, gennemtrængt af Følelsen 
af sin kongelige Værdighed, og Sofie Magdalene delte fuld- 

15' 



228 




kommen hans Opfattelse i saa Henseende. De var begge 
ærlige og ydmyge Kristne, der følte sig som syndige Menne- 
sker for Gud, men denne Erkendelse hindrede dem ikke i at 
tildele sig selv en ophøjet Stilling i Egenskab af Konge og 
Dronning og behøvede i og for sig heller ikke at gøre det. 
Sofie Magdalene har virkelig givet Beviser for, at hun meget 
vel forstod at skelne mellem sin Person og sin Værdighed, 

naar hun testamenterede 
den Skat af prægtige Ju- 
veler, hun havde samlet 
som Dronning, til Kronen 
og derved lagde Grunden 
til den danske Samling af 
Kronjuveler, eller naar hun 
i sit Testamente, skrevet 
kort efter at hun var bleven 
Enke, anbefalede Slottene 
Hirschholm og Sophien- 
berg, som „har kostet 
mange Penge og er de 
artigste i Landet," til sin 
Søn Frederik V med den Begrundelse, at „smukke Bygninger 
gør dog et Land Ære," — Ord, som giver et Indblik i, hvilken 
Tankegang der ofte har ligget bag hendes storartede Bygnings- 
foretagender. Smukkest og stærkest kommer den rent men- 
neskelige Følelse frem hos hende, naar hun, ligeledes i Testa- 
mentet, bestemmer, at hun vil jordes „uden megen magnificence," 
og at „alle overflødige Lovtaler, ligeledes alle kedelige Slægts- 
registre, som man jo desforuden kan finde i alle Bøger, og 
som kun tager Tiden," skal undgaas i Ligtalen, og kun „Guds 
store Barmhjertighed, som han har vist mig uværdige paa 
Sjæl og Legeme," lovprises. Lige saa tydelige Beviser har 
hun imidlertid paa den anden Side givet paa den stærke 
Stands- og Rangbevidsthed, der besjælede hende i Egenskab 
af Dronning. Man læse f. Eks. Fundatsen for Vallø Frøken- 
stift, som hun oprettede i 1737 for, som det hedder i Indled- 
ningen, at vise sin „Christ-Konigl." Næstekærlighed — en 
Følelse, hvis mærkelige Blanding straks er karakteristisk. 
Der skulde i Stiftelsen være Pladser for en Abbedisse, en 



Dronning Sofie Magdalenes Krone. 
Rosenborg. 



229 

Dekanesse og tolv Stiftsdamer, af hvilke Abbedissen skulde 
være „von altfiirstlicher Abkunfft, dabey eines unstraflichen 
christ-fiirstlichen Lebens und Wandels," Dekanessen af „alt- 
grafflicher Geburth," og enhver af Frøkenerne af „altadelicher 
Geburth" gennem seksten Ahner — et Krav, hvis Strenghed 
er saa meget des mere paafaldende, som Prinsesse Sofie 
Hedevig ved Stiftelsen af Vemmetofte adelige Frøkenkloster to 
Aar før aldeles ikke havde opstillet nogen Fordring med Hen- 
syn til Ahner. Overhovedet viser Fundatsen Sofie Magdalenes 
stærke Interesse for Etiketten, idet en uforholdsmæssig stor 




Medaillon til Minde om Vallø Stifts Oprettelse. 



Del af dens Artikler drejer sig om bitte smaa, rent udvortes 
Spørgsmaal. 

I hvilken Grad denne Standsbevidsthed var gaaet Kristian 
VI og hans Dronning over i Blodet, røber ogsaa deres Breve. 
At de begge som Kronprins og Kronprinsesse skrev til Frederik 
IV i den dybeste Ærbødigheds Tone. er endda forstaaeligt, 
men selve de Breve, som de to Ægtefæller veksler indbyrdes, 
er prægede af en paafaldende Stivhed og Underdanighed. 
„Meine Liebe Kønigin Waren vergangenen diengstag so gnadig 
und frugen mich," — saaledes begynder et Brev fra Kongen 
til Sofie Magdalene. Talen er om, hvor længe de skal op- 
holde sig, hvor de er (Stedet er ikke angivet), og Kongen gør 
opmærksom paa, at han har udtalt Ønsket om ikke at bryde 
op, førend de har kommuniceret, „welches die Konigin auch 



230 

gnadigst approbierten." Spørgsmaalet er da nu, hvor længe 
de skal blive efter Altergangen, „welches von Ihrem hohen 
befehl dependiren wird." I samme Tone begynder et Brev fra 
Dronningen til Kongen: „Meinen Allergriadigsten, Hertz aller- 
liebsten Engels auserwehlten Konig Bitte allerunterthanigst" osv. 
Naar de to Ægtefæller brugte denne Brevstil indbyrdes, 
kan man begribe, at de umulig har kunnet visejævnhed eller 
Ligefremhed i deres Færd over for Undersaatterne, og karak- 
teristisk for Kristian VI's Regering er da ogsaa den stive 
Etikette og den stærke Afsondring fra Undersaatterne, som 
ledsagede Hoflivets Pragt. Den stilfærdige Hofselskabeligheds 
Grænser var dragne saa snævert, at den kun i ringe Grad 




dJL* ^ 




■t/xo'^^ty 



'^Ånj, 




y 



•Slutningen af et Brev fra Dronning Sofie Magdalene til Frederik IV. *) 

Rigsarkivet. 

bragte Kongeparret i Berøring med Adelen og slet ikke med 
Borgerstanden — men des mere med de forskellige indvan- 
drede tyske, fyrstelige Personer. For Folket viste Kongen og 
Dronningen sig kun, naar de kørte ud, og det var ganske vist 
ikke sjældent, at Menigmand havde Lejlighed til at opfange 



•) .... dieselben, zu unser alier grosten freude, balt wiederum gliicklich 
und gesunt zu uns bringen wolle, die ich mich pfleislich dero 
hohen Gnade unterthanigst empfehle und lebenslang mit allem unter- 
thånigsten Respect und Soumission verharre ^ur Konigliche Mayestet 
allerunterthånigste Dienerin und gehorsamste Schwiegertochter Sophie 
Magdelene. 



231 

et Glimt af de høje Herskaber bag Karossens Ruder, omgivne 
af Husarer og Gardister, thi Kristian VI og Sofie Magdalene 
tilbragte en forbavsende stor Del af deres Tid med Smaa- 
udflugter fra København til Nordsjællands Slotte, men mere 
fik man rigtignok ikke at se. Landbefolkningen saa lidt som 
Hovedstadens Borgere. Kun een af deres Rejser bragte dem 
i større Berøring med Folk; da de i Sommeren 1733, led- 
sagede af Sofie Magdalenes Moder, Markgrevinde Sofie Kri- 
stiane, foretog en Rejse rundt i Norge lige fra Kristiania til 
Trondhjem, kunde den stiveste Etikette umulig altid opret- 
holdes paa Grund af „de forskrækkelig høje Klipper og Bjærge" 
og alt det „Vand", man skulde over. 1 Nærheden af Bergen 
maatte Dronningen og den gamle Markgrevinde lade sig bære 
i Bærebør af Bønderne, da Vejen var ufremkommelig for 
Vogne, og da der manglede Landgangsbrygge i Aalesund, tog 
en nittenaarig Tjenestekarl Dronningen paa Armen, „som hun 
stod der i fuld Rejsedragt, og bar hende til stor Forbavselse 
for alle tilstedeværende ned i Baaden som ingenting." At 
Sofie Magdalene virkelig med Glæde har set tilbage paa denne 
Rejse og dens Oplevelser, derom vidner det „Norske Hus" i 
Hirschholm Slotshave, og ogsaa Markgrevinden greb senere 
ofte Lejligheden til at mindes Norgesrejsen, som hun, efter 
hvad hun fortalte sin Præst, navnlig var glad ved, fordi hun 
paa den „havde lært Nordmændene at kende." 

Selv de forholdsvis faa, der kom i nærmere Berøring med 
Dronningen, fik ofte Indtryk af Kulde og Utilgængelighed. En 
fransk Diplomat, der saa hende i 1728, har skildret hende som 
„høj og velskabt, men kun lidet behagelig af Ansigt, hunerover- 
ordentlig bleg og sminker sig aldrig, hun taler kun lidet og synes 
at have fattet Afsky for Mennesker." Endog de, der, som f. Eks. 
Zinzendorf og Erik Pontoppidan, maa antages at have sym- 
pathiseret med hende, omtaler hende trods al Anerkendelse i 
kølige Udtryk i Sammenligning med den Varme, hvormed 
de skildrer Kongens Faster, Prinsesse Sofie Hedevig, og hans 
Søster, Prinsesse Charlotte Amalie. Imidlertid vilde man 
sikkert gøre Sofie Magdalene Uret, hvis man antog, at denne 
Stivhed i Optræden udelukkende skrev sig fra en overdreven 
Følelse af egen Værdighed. Det er hævet over al Tvivl, at 
Aarsagen til Kongens tilbageholdne, tilsyneladende kolde Væsen 



232 

meget ofte maa søges i en Kejtethed og Forlegenhed, som 
hans fuldstændige Mangel paa ydre Personlighed gjorde det 
endnu vanskeligere for ham at overvinde, og at de, der som hans 
Hustru og hans nærmeste Raadgivere trængte inden for Skallen, 
lærte et Menneske at kende, som kunde vise den varmeste Hen- 
givenhed og den største Hensynsfuldhed. Dronningen havde 
ganske vist bedre ydre Betingelser for at vinde og imponere; 
som ung var hun smuk, og selv om hendes Skønhed tidlig 
tabte sig, vedblev hendes fine Skikkelse at bevare en vis 
Anstand. Dog har der vistnok ofte ogsaa bag hendes Util- 
nærmelighed snarere ligget Mangel paa Evne end Mangel paa 
Vilje til at vise Venlighed. Det hedder flere Gange om hende, 
især i hendes ældre Aar, at hun trods sit tavse og tilbage- 
trukne Væsen var venlig og elskværdig, naar man lærte 
hende at kende, over for Børn viste hun sig, som det tit er 
Tilfældet med forlegne Mennesker, ganske anderledes utvungen 
og kærlig end over for Voksne, og den Ubehjælpsomhed og 
Ængstelighed, som vitterlig ofte prægede hendes Forhold til 
hendes nærmeste Omgivelser, tyder ligeledes snarere paa 
Skyhed end paa Hovmod. Da hun engang var utilfreds med 
en af sine Kammerfrøkener, fik hun Kongen til at bede sin 
fortrolige Raadgiver, Grev Stolberg paa Wernigerode, om at 
hjælpe sig til at blive Frøkenen kvit, men det var kun med 
den største Besvær, at man fik denne overtalt til at tage imod 
den Klosterplads, som Greven skaffede hende. En anden 
Gang var det en Hofdame hos Sofie Magdalenes Søster, Enke- 
fyrstinden af Ostfriesland, der boede paa Fredensborg, som 
hverken Kongen eller Dronningen tiltroede sig at kunne komme 
af med uden Stolbergs Hjælp, skønt hun faldt dem til megen 
Besvær ved sin „utidige Omvenderaand". Ikke engang en 
uduelig Kokkepige havde Dronningen Myndighed nok til kort 
og godt at give Afsked, og Kongen maatte da atter bede Greven 
rykke i Marken — denne Gang dog uden Resultat. 

Hvor uselvstændig og upraktisk Sofie Magdalene i mange 
Maader har været, viser ogsaa hendes stadige Henvendelser til 
Schulin om Raad i alle mulige Spørgsmaal. Denne Mand var 
en indvandret Tysker, som gennem sin Forbindelse med den 
bayreuthske Familie var kommen i dansk Tjeneste, hvor han 
takket være sin Dygtighed og Hæderlighed steg til at blive 



233 

Oversekretær i Tyske Kancelli. Som saadan var hans egent- 
lige Hverv at lede Udenrigspolitikken, men paa Grund af sit 
smidige og behagelige Væsen havde han særlige Evner til at 
omgaas Kongen og Dronningen, og han blev begges fortrolige 
Raadgiver ogsaa i rent private Anliggender. Særlig hjalp han 
Dronningen med hendes Pengesager, der bestandig var i For- 
virring, pragtelskende, ødsel og upraktisk som hun var. Et 
Par Breve fra Aar 1739, da Byggearbejdet paa Hirschholm 
slugte store Summer, kaster Lys over den ejendommelige 
Stilling, Schulin indtog som Mellemmand mellem hende og 
Kongen i Pengespørgsmaal. „Vi har gjort Dronningen et 
Forskud paa 40,000 Rdlr.," skriver Kongen til ham, „og skal 
endnu i Aar forskyde hende 50,000 Rdlr., som nok er Ham 
bekendt. Det hed i Begyndelsen, at Dronningen vilde afbetale 
os aarlig 15,000 Rdlr., men nu høre vi intet videre derom. 
Vi have af et godt Hjerte og gerne gjort Dronningen disse 
Forskud, men vi trænge nu selv til alle vore Penge, ellers 
vilde vi gerne skænke Dronningen dem; men den store Byg- 
ning gør, at vi ikke kan undvære dem. Efterdi Han har med 
Dronningens Penge at gøre, vil Han vel sørge for, at vi kan 
faa de 15,000 Rdlr. rigtig hvert Aar, indtil den hele Gæld er 
afbetalt." Kongen synes at have ladet Dronningen se denne 
Skrivelse, som hun ikke fandt meget „trøstelig", saaledes som 
hun Dagen efter skrev til Schulin. Hun var overhovedet ikke 
lidt forknyt over sin Gæld, hvis Størrelse hun samme Dag 
gennem en af sine mest betroede Hofdamer havde faaet Rede 
paa, og „da jeg ikke indser, hvorledes jeg hele min Levetid 
skal komme ud af min Gæld, vil Han obligere mig meget, 
dersom Han kan udfinde et godt Raad, hvorledes vi kan 
komme ud af saa fortrædelige Omstændigheder." Misundelses- 
værdig har Stillingen som den, der „har med Dronningens 
Penge at gøre," ikke været. 

Den Pengeforlegenhed, som vi har set baade Sofie 
Magdalene og Kristian VI trykkede af, var Frugten af de 
samme Tilbøjeligheder hos dem begge, ligesom de to Ægte- 
fæller overhovedet lignede hinanden en Del. ikke blot i Træk, 
der kan kaldes typiske for Tiden, som den pietistiske Reli- 
giøsitet og Opfattelsen af Kongedømmets ophøjede Stilling, 
men ogsaa i individuelle Ejendommeligheder. \'i har hos 



234 

begge fundet samme Skyhed og Mangel paa Livsfriskhed, som 
vanskeliggjorde deres Forhold til Mennesker, og hertil kom 
Dronningens bestandige Sygelighed, der maa have været baade 
hende selv og Kongen til megen Plage. Hans Dagbøger fra 
Aarene 1741—44 viser, at hun i disse Aar med kun ganske 
korte Mellemrum, uden at være alvorlig syg, har været hjem- 
sogt af Smerter i Hoved, Tænder, Øren, af Svimmelhed og 
„Hjerteangst". Med den kærligste Deltagelse optegner han 
i disse Sygelighedsperioder daglig, hvorledes hendes Befindende 
er, om hun maa udeblive fra Taflet og spise „i Kamret" eller 
endogsaa holde Sengen. Det var da med god Grund, naar 
Kongen engang, da Hofpræst Bluhmes Kone var syg, udtrykte 
sin Deltagelse for ham med følgende Ord : „Vi have des mere 
Medlidenhed med Ham, da vi vide det med os selv, hvad en 
Mand lider, naar han har sin Kone kær og ser hende lide, 
som vi desværre ofte have erfaret." At denne Sygelighed 
har paavirket Dronningens Humør, er sandsynligt, saa meget 
mere som den „Hjerteangst", hun hyppigt led af, vel sagtens 
har været et nervøst Onde. En vis Pirrelighed vil ogsaa 
lettere forklare den ganske uberettigede Jalousi, som hun kunde 
gribes af, trods det kærlige Forhold mellem hende og Kongen. 
Det fortælles fra et Par Sider, at hun af denne Grund valgte 
de styggeste Hofdamer, hun kunde finde, „lange, magre, gustne, 
stor Næsede og plir Øyede." Denne Beretning faar dog staa 
ved sit Værd, men vist er det, at hun virkelig har været 
skinsyg paa sin Søster, Enkefyrstinde Sophie Caroline af Ost- 
friesland, som boede paa Fredensborg og jævnlig kom sammen 
med Kongeparret. Kristian VI, der viste hele sin Dronnings 
Familie kærlig Interesse, satte Pris paa Svigerinden, i hans 
Breve hedder hun bestandig „den gode Fyrstinde", og hun 
synes virkelig at have været en Dame med et behageligt Væsen 
og nogen litterær Dannelse. Der kan dog ikke være Tvivl 
om, at Sofie Magdalenes Skinsyge savnede ethvert Grundlag, 
men hun har øjensynlig ladet den komme til Udbrud, hvilket 
fremgaar af et bevaret, udateret Brev til hende fra Kongen. 
Overskriften til denne Skrivelse lyder saaledes: „Allerunter- 
thanigstes Pro Memoria an meine Allerliebste Engels Konigin, 
worauf mir eine gnådige Antwort ausbitte," hvorpaa Kongen 
fortsætter (her oversat fra Tysk): „Min kære Dronning har 



235 



forskellige Gange sagt mig, De vilde ønske, at Deres Søster, 
Fyrstinden, var ude af Landet og igen sad i Ostfriesland. Jeg 
er villig og beredt til at skaffe hende bort, naar De befaler 
det." I det følgende udbeder han sig dernæst, at Dronningen 





1 




PfB 


^H 


■ 




1 




i - -■ 


^^1 


^H 




1 




Mm 


^H 


^1 




1 






V 


H 




¥■ 


m ^ 




^^1 


^^^H 




4 




*" ^ 


'^l^^^^^^^^^l 


^^1 


^^H 


m 


I^^Hkv 


^^É 




^1 




t 




1 1 


fe"! 


H 




i 




■ 


^L 1 


^1 


^^^^^^H v-*-"^^^^! 


^F 1 






^m ^^^^ 


^^^^^^H 


^^^K". .7^. rVV 

^mj 


^ 




. 


kV 


^ 


^H^^^^H^ti 


å 




^^KES^^^^^^^ft la^^l 


ft^B 


^1 



Fyrstinde Sophie Caroline af Ostfriesland. 
Efter Maleri paa Rosenborg. D. M P. 



bestemt vil sige ham sin Vilje, „thi jeg har, lige fra jeg blev 
formælet med Dem, indtil denne Time ikke haft noget andet 
Maal end at være Dem til Behag i alle Stykker, saa vidt det 
ikke stred mod Gud." Til Slut beder han hende dog be- 
tænke, at det maaske vil være ubehageligt for Fyrstinden at 



236 

vende tilbage til Ostfriesland, hvor man har taget hende Op- 
holdet i Danmark ilde op, men erklærer, at han gerne vil 
sætte Hensynet til hende til Side, „naar jeg blot kan faa min 
allerkæreste Engeldronnings Naade, Kærlighed, Tillid og hele 
Hjerte igen." Dronningens Svar paa denne Henvendelse kendes 
ikke, men hun er dog aabenbart kommen paa bedre Tanker, 
thi Fyrstinden blev i Danmark. Baade Kongen og Dronningen 
viste megen Iver for at faa hende gift, men hun vægrede sig 
standhaftigt og bevarede sin Enkestand til sin Død. 

Ogsaa til det intellektuelle Omraade kan Ligheden mellem 
Sofie Magdalene og hendes Ægtefælle forfølges, idet en vis 
Snæverhed og Ensidighed er fremtrædende hos dem begge, 
og den aandrige Frederikke Sofie Vilhelmine har forsaavidt 
Ret, naar hun bemærker om Kongen, at hans Aand er „meget 
begrænset", og tilføjer, at Dronningens er „å sa portée", idet 
„hun ikke har mere deraf end han." Naar denne Fattigdom 
paa egne Ressourcer forenedes med stiv Etikette og stille Ens- 
formighed, forstaar man, at Hoflivet maatte faa et vist Præg 
af Kedsommelighed, og et Indtryk heraf slaar da ogsaa enhver 
i Møde, der kaster et Blik paa Billedet af Kristian VI med 
Familie. Man havde givet Afkald paa de sædvanlige Midler 
til Adspredelse uden at kunne finde paa andre og bedre. En- 
gang betror Kristian VI i et Brev Schulin følgende Bekymring: 
^Vi ville vel," skriver han, „logere Grev Tessin (svensk Ge- 
sandt) nogle Dage paa Hirschholm, men at han fører sin Kone 
med sig, er meget embarrassant; eftersom vi ikke spille, ved 
man ikke, hvorledes man skal fordrive dem Tiden, thi Hirsch- 
holm vil forekomme dem meget ensomt." 

Medens Kristian VI dog nærede en Del Interesse for 
Videnskaberne, kendes der kun eet Eksempel paa, at Sofie 
Magdalene har søgt at gribe ind i Aandslivets Forhold, idet 
hun tog Parti for Hofpræst Erik Pontoppidan i hans Strid 
med Jakob Langebek. Denne havde fremsat en skarp Kritik 
af Pontoppidans Kirkehistorie, hvilket gav Anledning til en 
hidsig Fejde mellem de to Historikere, og Pontoppidan, som 
forekom sig selv „yderst prostitueret" ved Langebeks „Skand- 
skrift", tyede til Kongen om Hjælp. Kristian VI befalede 
da ogsaa Universitetets Konsistorium at give „Studiosus 
Langebek" en Irettesættelse for hans „grove og uanstændige" 



237 



Angreb paa „Erich Pontoppidan, som er baade Prof. Theologiæ 
og Vores Hofprædikant," men han tilkendegav dog ogsaa 




Kristian VI, Dronning SoHe Magdalene, Kronprins Frederik og 
Kronprinsesse Louise. Efter Maleri afWahl paa Rosenborg. D. M. P. 

Pontoppidan sin Misbilligelse af hans Forhold og lod saavel 
hans som Langebeks Stridsskrifter beslaglægge. Hermed var 



238 

Dronningen imidlertid ikke tilfreds, og hun søgte at formaa 
Kongen til at hæve Beslaglæggelsen af Pontoppidans Skrifter 
og til at forbyde „de unge Mennesker" *) ved Danske Magazin 
for Fremtiden at „krænke en saadan Mands ærlige Navn" 
— uden at det dog lykkedes hende at skaffe Pontoppidan 
denne yderligere Oprejsning. 

Det vil af det foregaaende være klart, at Sofie Magdalene 
saa lidt som sin Ægtefælle har været nogen stærk Karakter 
eller betydelig Personlighed, ja, naar talrige Træk viser en 
ikke ringe Forstandighed, Samvittighedsfuldhed og Selvstæn- 
dighed hos Kristian VI, kan noget lignende i langt mindre 
Grad siges om hende, hvis Liv jo rigtignok ogsaa, paa Grund 
af Efterretningernes større Fattigdom, ligger langt mere i det 
skjulte. At hun ligesom Kongen har været besjælet af god 
Vilje, er der dog ingen Grund til at tvivle om — derpaa tyder 
ogsaa hendes Valgsprog „ut prosim" o: for at være til Gavn, 
ligesom hendes Religiøsitet aldeles utvivlsomt har været ægte og 
oprigtig. Det smukkeste Træk i hendes Liv er det inderlige 
Forhold, hvori hun stod til sin Ægtefælle, et Forhold, der be- 
varedes lige til hans Død, kun i forbigaaende formørket ved 
hendes Skinsyge. For første Gang i lange Tider saa man nu 
et lykkeligt Familieliv inden for Kongehuset, et „fortræffeligt 
Eksempel for alle Ægtefolk," som Erik Pontoppidan med 
Rette udtrykker sig. 

Ikke des mindre lykkedes det saa langtfra Sofie Magdalene 
at vinde det danske Folk, at hun tværtimod, takket være sin 
utilgængelige Holdning, maa anses for den upopulæreste Dron- 
ning, vort Land har ejet siden Folkevisens Bengerd. Endnu 
haardere blev Dommen over hende, da hendes Historie for 
første Gang blev skrevet i Slutningen af Aarhundredet, og 
Oplysningstidens Aand i Forbindelse med den frembrydende 
Nationalfølelse med dobbelt Styrke vendte sig mod den pieti- 
stiske, tyskfødte Dronning, hvis hele Væsen og Optræden saa 
lidt som tænkeligt havde stemt overens med den danske 
Folkekarakter. Hun forstod ikke engang det danske Sprog, for- 



•) Langebek var dog dengang (Aar 1746) en Mand paa 36 Aar og Stifter 
af „Selskabet for Fædrelandets Historie og Sprog," men hans offi- 
cielle Titel var ganske vist endnu kun „Studiosus". 



239 

talte man, — skønt hun dog vitterlig lod prædike for sig paa 
Dansk, og skønt Forretningssproget paa Hørsholm Gods blev 
Dansk under hende, medens det under de tidligere Ejerinder, 
Sofie Amalie og Louise, var Tysk — , sin Søn Frederik (V) 
kaldte hun spottende „den danischen Prinzen" paa Grund af 
hans Forkærlighed for Dansk, og da hun engang paa Vallø 
betraadte en dansk Stiftsdames Værelse, ytrede hun foragteligt: 
„Hier riecht auch so danisch!" I Iveren for at male hende saa 
sort som mulig gik man saa vidt at tillægge hende Skylden 
for saa at sige alt, hvad man fandt uheldigt under Kristian VI's 
Regering, og kom derved til at skildre hende som en stærk 
Personlighed, der havde en overvældende og ulykkebringende 
Indflydelse paa sin svage Ægtefælle. Hvor lidet denne Op- 
fattelse stemmer med Sofie Magdalenes virkelige Karakter, har 
vi ovenfor set Eksempler nok paa, og Forestillingen om denne 
„mørke Skikkelse", hvis „herskesyge Intriger og vanvittige 
Storagtighed kastede en Slagskygge" over hele Tiden, maa 
vige for Billedet af en alt andet end myndig eller selvstændig 
Kvinde, der hverken i godt eller ondt ragede op over Gen- 
nemsnittet. 

At Dronningen ikke har udøvet nogen Indflydelse uden 
for Hoffets og Familiens Omraade, er da ogsaa hævet over 
enhver Tvivl. Da Kristian VI i 1737 vilde have fastslaaet 
nogle Regler for, hvorledes der, hvis han døde, skulde for- 
holdes med Formynderregeringen for Kronprinsen, vilde hun, 
som han skriver til Schulin, „slet intet høre derom," skønt 
han i disse Bestemmelser havde tiltænkt hende en over- 
ordentlig stor Magt som Formynderske — et Træk, der just 
ikke tyder paa Herskesyge — , og den svenske Gesandt har 
aabenbart set klarere end de fleste i Samtiden, naar han siger 
om hende, at hun ikke gav sig af med vigtige Sager, men 
blot brugte den Magt, hun havde over Kongens Hjerte, til at 
holde ham med Selskab. 

Ganske vist hed det sig undertiden i Kristian VI's første 
Regeringsaar, at der ved Hoffet fandtes et særligt politisk 
Parti, bestaaende af Dronningen og hendes Moder, men Vægten 
bør i denne Sammenhæng lægges ikke paa den første, men 
paa den sidste. Markgrevinde Sofie Kristiane, der allerede 
under Frederik IV havde faaet Ophold i Danmark og boede 



240 



paa Sorge 



nfri. var nemlig en klog og erfaren Dame som nd 



nie 



aen Anseelse hos sin kongelige Svigersøn. 



Det er sand- 




Markgrevinde Sofie Kristiane af Kulmbach, 
Dronning Sofie Magdalenes Moder. Maleri paa Frederiksborg Slot. 

synligt, at hun har paavirket ham i pietistisk Retning, lige- 
som det ogsaa var hende, der bragte ham i Forbindelse med 



241 

Zinzendorf, til hvem hun stod i et fortroligt Venskabsforhold. 
Baade Kristian VI og Sofie Magdalene, der som ung havde 
været en Veninde af Grevens Søster, blev ogsaa stærkt be- 
tagne af denne ejendommelige og mdtagende Personlighed, 
men i samme Grad som Zinzendorf i Tidens Løb udskilte sig 
fra den statskirkelige Pietisme, kølnedes Forholdet. Længst 
synes han at have fastholdt Forbindelsen med „vor dyrebareste, 
kæreste Dronning," som hun hedder i hans enthusiastiske, 
følelsesfulde Breve. — Ogsaa i politiske Anliggender har Mark- 
grevinden aabenbart haft sine Meninger, men om hun har udøvet 
nogen større Indflydelse, er dog uklart. Vist er det, at man i 
Samtiden priste den kloge Dames beskedne Tilbageholdenhed, 
ligesom hun i det hele forstod at gøre sig afholdt, ikke mindst 
ved at lægge sig efter Dansk og samle paa danske Bøger. 
Hendes Død i 1737 var et tungt Slag for Sofie Magdalene, 
der øjensynligt i mangt og meget har støttet sig til Moderen. 
„Gud trøste selv den kære Dronning," skriver Kongen i denne 
Anledning til Bluhme, „som ellers let kan tage sig denne Be- 
drøvelse alt for nær til Hjerte, saa at det kunde skade hendes 
Sundhed og Liv." 

Da Kristian VI laa paa Dødslejet, kastede Sofie Magdalene 
sig i sin Sorg over ham og bad ham tage hende med sig. 
Hun mistede i Virkeligheden med ham ikke blot „en ufor- 
lignelig Konge og Gemal," som hun nogle Maaneder senere 
skrev i sit Testamente, men ved hans Død afsluttedes paa en 
vis Maade en hel Tidsalder, en Tidsalder, i hvilken hendes 
Tilværelse havde dybe Rødder. De Magter, der havde været 
de bærende i hendes Liv, den pietistiske Religiøsitet og den 
gudbenaadede Enevældes Ide, svækkedes, efterhaanden som den 
nye Tids Tankegang i de følgende Aar sejerrigt trængte frem, 
og med Rette kunde hun klage til Stolberg: „Vor kære C. 6 
er ikke mere i Verden, og med ham er alt gaaet i Graven." 

Imidlertid synes det dog, som Enkedronningen paa visse 
Punkter er traadt i en venlig, ja betydningsfuld Berøring med 
„det attende Aarhundredes Aand." Det gør allerede et ejen- 
dommeligt Indtryk at se hende flittigt omgaas en af Repræsen- 
tanterne for den religiøse Overgangsbevægelse, den tyske 
Hofpræst J. A. Cramer. Om hun har sat megen Pris paa 
Danske Dronninger. Id 



242 



Cramers vidtloftige, æsthetisk prægede Forkyndelse, er vel tvivl- 
somt, thi hun foretrak, som hun selv engang udtrykker sig, 
„Guds enfoldige Ord" for „lutter filosofiske Prædikener, ud- 
smykkede med ophøjede Ord," men hun viste ham dog megen 
Yndest, og det hørte til hans Søns Barndomserindringer, at 
han som lille ofte havde siddet paa Enkedronningens Knæ, 
naar hun besøgte Faderen. Af større Betydning er det imid- 
lertid, at Dronning Sofie Magdalene var den første Godsejer, 
der forte en af Tidens Yndlingstanker, „Frihed og Ejendom" 




Enkedronning Sofie Magdalene. 
Maleri paa Rosenborg. 

for Bonden, ud i Livet. Tilstanden paa Hirschholm havde i 
en Aarrække været elendig, og det var forgæves, at man 
søgte at raade Bod herpaa, dels ved Lettelser og Understøt- 
telser af forskellig Art, hvormed Sofie Magdalene synes at 
have været gavmild, saavidt hendes slette Pengeforhold tillod, 
dels ved de skrappere Midler, som ansaas for tilstedelige i 
Føl^e den gammeldags Opfattelse, der i Bonden for en væsenlig 
Del saa et Redskab til „Godsernes Konservation" ; f. Eks. tog 
Enkedronningen ikke i Betænkning, da der var Mangel paa 
kvindelig Arbejdskraft, at forsøge paa, imod Loven, ogsaa at 
binde Kvinderne paa Godset til Stavnen, „efterdi", som det 



243 

hedder i en Skrivelse fra hendes Amtsforvalter paa Hirsch- 
holm, „en god Bondekone eller Pige alle Tider kan være lige- 
saa nyttig for et Gods som en Mandsperson, undtagen i det 
Tilfælde, at hun ikke kan employeres til Soldat." I disse for 
Ejeren og Bønderne lige fortvivlede Forhold, som for øvrigt 
samtidigt genfindes i næsten alle Landets Egne, bragte Re- 
formen af 1759, hvorved Hoveriet afskaffedes, og Arvefæste 
indførtes paa Hirschholm Gods, en gennemgribende Forandring. 
Enkedronningen kunde herefter nyde en fast aarlig Indtægt 
af Godset, der tidligere kun havde bragt Underskud, og skønt 
Reformens Betingelser ingenlunde var Bønderne særlig gun- 
stige, fik de dog nu langt bedre Arbejdsvilkaar, som de ud- 
nyttede ivrigt og med godt Udbytte. Ved Siden af, eller 
rettere før Sofie Magdalene bør i denne Sammenhæng nævnes 
en anden, hendes Overhofmester, Grev Kristian Gynther 
Stolberg, idet saavel Ideen til Reformen som dens Virkelig- 
liggørelse i første Række skyldes ham. Paavirkningen fra 
denne Mand, der med en inderlig pietistisk Religiøsitet for- 
bandt den nye Tids humane Tankegang, har sikkert i det 
hele betydet ikke lidet for Enkedronningen, og hun betragtede 
ham da ogsaa, som hun engang udtrykker sig i et Brev, „ikke 
som en undergiven, men som en sand, oprigtig Ven." 

Sofie Magdalene boede som Enkedronning om Vinteren 
paa Kristiansborg, om Sommeren paa Hirschholm, hvor hun 
regelmæssig et Par Gange ugentlig modtog Besøg af Konge- 
familien til Aften, og hvor man hyppigt samledes til større 
Familiefester. Forholdet mellem hende og Svigerdøtrene, Dron- 
ningerne Louise og Juliane Marie, synes at have været smukt 
og hjerteligt, hvorimod adskillige Tegn tyder paa, at Frederik V 
ikke har følt sig stærkt knyttet til sin Moder, hvem han lig- 
nede saa lidet. Hans tidlige Død gik hende nær til Hjerte, saa 
at hun, efter hvad A. P. Bernstorf fortæller, længe „aldrig kunde 
tale derom uden Taarer i Øjnene." Imidlertid blev Tron- 
skiftet dog Anledning til, at hun, omend kun i forbigaaende, 
kom til at spille en mere fremtrædende Rolle end i Frederik 
V's Tid, da hun vel indtog en agtet Stilling i Familie- 
kredsen, men var ganske uden Indflydelse af nogen Art. Den 
Kærlighed til Børn, der hørte til hendes Naturel, havde natur- 
ligvis i særlig Grad vist sig over for Sonnesønnen, Kristian VII, 

16* 



244 

— „det Barn ligger mig meget paa Hjerte, og jeg vilde gerne 
have en god Christian af ham," skriver hun til Stolberg- 
W'ernigerode efter en bevæget Skildring af hans Konfirmation. 
Særlig i Tiden før og efter Frederik V's Død tog hun sig af 
den sekstenaarige Dreng, der i disse Dage gjorde Springet 
fra Skolepog til Enevoldskonge, og omtrent daglig tilbragte 
han Aftenen hos Bedstemoderen. I hvilken Retning hun 
sogte at paavirke ham, giver en Ytring af A. P. Bernstorf 
en Forestilling om. „Man maa indrømme hende," skriver 
han i et Brev om Enkedronningen, „at hun gør alle An- 
strengelser for at bevare hos den unge Konge det religiøse 
Indtryk, som hans Faders Død har gjort paa hans Hjerte, 
og hun har sagt til mig i Dag, at hun bad alle dem, som kom 
i Berøring med Kongen, om at tale i samme Tone." 

Yderligere styrkedes Sofie Magdalenes Stilling ved hendes 
nøje Forhold til Prins Karl af Hessen, som i denne Tid nød 
Kongens største Gunst og Tillid. Allerede som tolvaarig var 
Prins Karl sammen med to Brødre kommen til Danmark, 
hvor de tre Drenges bedste Tilflugtssted blev Enkedronningens 
Hjem. „Hun holdt af os som sine egne Børnebørn," fortæller 
han selv i sine Erindringer, „største Delen af Sommeren, til- 
bragte vi hos hende paa Hirschholm, hvor vi næsten hver 
Dag spiste til Middag og til Aften alene med hende. Hun 
overvældede os med Godhed lige til sin sidste Stund." Skønt 
Sofie Magdalene altsaa var nøje knyttet til den unge Prins, 
modsatte hun sig dog, men forgæves, den Forbindelse mellem 
ham og Kongens Søster Louise, der kom paa Tale i Sommeren 
1766, idet hun nærede Bekymring for, at det unge Par ikke 
skulde kunne faa et Underhold, der var „standsmæssigt og 
det kongelige Hus til Ære," som hun udtrykker sig i et Brev 
til Kristian Vil. Selv om ogsaa Kongen selv vil forsørge sin 
Søster rigeligt, er det et Spørgsmaal, om hans Efterfølgere vil 
fortsætte dermed, idet man har Eksempler paa, at „Sønnen 
ikke altid tænker som Faderen," — en Bemærkning, der 
aabenbart er en Frugt af Erfaringen. 

Een Frugt af politisk Art bar den Tillid og Ærbødighed, 
som Kristian VII i sin Regerings første Maaneder viste Bedste- 
moderen, idet hun opnaaede, atA. G. Moltke, mod hvem hun 
altid havde næret en levende Uvilje, mistede alle sine Em- 



245 

beder; Karl af Hessen har selv fortalt, hvorledes hun om- 
favnede ham, „straalende henrykt," da han bragte hende Efter- 
retningen om Afskedigelsen. I Virkeligheden havde hun dog 
kun ringe Grund til at glæde sig, thi Kongens Beredvillighed 
til at lade en af „Parykkerne", som han kaldte sine gamle 
Raadgivere, „gøre Springet", hang paa det nøjeste sammen 
med hele den sygelige og ondskabsfulde Side af hans Karakter, 
som i den følgende Tid for hver Dag traadte klarere frem, 
saa at Bedstemoderens Indflydelse meget hurtig maatte vige 
Pladsen for Paavirkninger af ganske anden Art. Snart fyldes 
hendes Breve af Jammerklager over hans Adfærd, og lige saa 
lidt som hans andre Omgivelser kender hun det virkelige 
Grundlag for hans Forvildelser, den lurende Sindssyge. For 
hende ligger hele Forklaringen i Sønnesønnens og hans Tids 
„Vantro og Foragt for Guds Ord," han „omgaas med Folk, 
som ingen Religion har," „lutter Deister og Atheister." „Ak, 
hjælp mig at bede," slutter hun et Brev til Stolberg-Wernige- 
rode, „at Gud vil vække denne unge Sjæl, rive den ud af 
Fordærvelsen og bevise sin Almagt og Kærlighed paa ham. 
Jeg elsker Kongen over alle mine Børn." 

Megen Glæde havde Sofie Magdalene derimod en Tid 
lang af Dronning Caroline Mathilde, hvis Ungdom og Elsk- 
værdighed straks fra første Færd ganske indtog hende. I 
det daglige førte de tre Dronninger — Caroline Mathilde, 
Sofie Magdalene og Frederik V's Enke, Juliane Marie — et 
hyggeligt og ret intimt Samliv, navnlig under Kongens Uden- 
landsrejse i Slutningen af 1768. Tre Gange ugentlig paa 
bestemte Dage tilbragte de Aftenen sammen. Tiden gik med 
at spille Farao (et Hasardspil), og efter A. P. Bernstorfs 
Udtryk var denne Ordning dem til „uendelig Fornøjelse". 
Der er noget rørende ved, at den gamle Enkedronning, som 
Bernstorf fortæller, ikke var fri for en Smule Skinsyge paa 
den yngre, fordi hun troede, at den unge Dronning holdt 
mest af hende, hvilket der dog efter Bernstorfs Mening ikke 
var nogen Grund til at antage. Saa vidt lempede Sofie 
Magdalene sig efter Tiden med dens livlige Hofselskabelig- 
hed, at hun endogsaa selv gjorde Bal paa Hirschholm, hvor- 
imod hun ivrigt, men forgæves, modsatte sig Maskeradens 
Genoplivelse. 



246 

Til den Bernstorfske Kreds stod Enkedronningen i et 
venskabeligt Forhold, især var hun knyttet til Andreas Peter 
Bernstorf, som var gift med hendes tidligere Hofdame og 
Yndling, en Datter af Kristian Gynther Stolberg. Jævnlig 
aflagde hun Besøg paa Bernstorf Slot — ved een Lejlighed 
hedder det, at hun har tilbragt en hel Time med at lege med 
sin lille Guddatter — , og det gensidige Hengivenhedsforhold 
mellem hende og den unge Fru Bernstorf, som var en ual- 
mindelig sympathetisk Personlighed, bevaredes usvækket. Og- 
saa Bernstorf satte Pris paa den gamle Dame. „Denne Fyrstinde 
har megen Forstand," skriver han engang i et Brev, efter 
med stærke Ord at have skildret Sofie Magdalenes Godhed 
mod hans Hustru, „og ved at vise sin Gunst paa en smuk Maade. 
Det ligger til hendes Karakter at være stolt, men hun forstaar 
at være meget elskværdig over for dem, hvem hun har tilstaaet 
sin Velvilje." Betegnende er det at iagttage, hvor megen Pris 
begge Ægtefæller satte paa at blive hædrede med Ordenen „de 
l'union parfaite," som Enkedronningen vedblev jævnligt at uddele. 

Paa en særlig Vis kom A. P. Bernstorf i Berøring med 
Sofie Magdalene, da han fik med Ordningen af hendes Penge- 
sager at gøre. Al hendes Kredit var efterhaanden opbrugt, 
og hendes Breve er fulde af Klager over økonomiske Vanske- 
ligheder. Saa meget mere tjener det til hendes Ære, at hun 
ikke des mindre fastholdt sin Beslutning om at testamentere 
sin værdifulde Juvelsamling til Kronen; kun ganske enkelte 
af Juvelerne solgte eller bortskænkede hun og da altid til 
Kongen eller Dronningen, saa at de blev i Kongehusets Eje. 
I 1768 nedsattes i Følge kongelig Ordre en Kommission, i 
hvilken Bernstorf fik Sæde, for at bringe Orden i hendes for- 
tvivlede finansielle Forhold, og dette lykkedes virkelig, idet 
Enkedronningen dog personlig kun beholdt Raadighed over 
en forholdsvis lille Del af sine Indtægter. Bernstorf erklærer 
da ogsaa, at Ordningen krævede „utallige Ofre" fra hendes 
Side, men hun overholdt den ikke desmindre samvittigheds- 
fuldt og udtalte sin levende Taknemmelighed over at være 
kommen ud af sin Forlegenhed. 

De Lyspunkter, som vi har set oplive Sofie Magdalenes 
Tilværelse i hendes Alderdom, formørkedes imidlertid inden 
hendes Død, idet Struensees voksende Magt kastede sin Skygge 



247 

over de sidste Maaneder af hendes Liv. Grunden udhuledes 
under Bernstorferne, og hun mistede den Trøst, som den venlige 
Omgang med den unge Dronning havde været hende under 
Sorgen over Kongen. Næppe i noget Forhold traadte den 
Forandring, der foregik med Caroline Mathildes Væsen efter 
Bekendtskabet med Struensee, saa grelt frem som over for 
den gamle Enkedronning, hvem hun nu behandlede med en 
stødende Hensynsløshed. Man forstaar da, at Sofie Magdalene 
faa Maaneder før sin Død kunde skrive til Grev Stolberg- 
Wernigerode: ,Jeg har overlevet alt, hvad der var mig kærest, 
og er nu bleven alene tilbage i en ung Verden," men hun 
fortsætter: „Gud staa mig fremdeles bi og berede mig daglig 
mere og mere paa Evigheden, hvor godt vil det være for mig, 
naar jeg salig har overvundet." 

Den 27de Maj 1770 døde Enkedronning Sofie Magdalene. 
Hendes Begravelse blev fremskyndet med usømmeligt Hast- 
værk, og Hofsorgen blev hævet Dagen efter, at hun var bleven 
bisat i Roskilde Domkirke. Eet Sted i det mindste mindedes 
man hende med Kærlighed. Stærkt bevæget beskriver Karl 
af Hessen i et Brev til Johan Hartvig Ernst Bernstorf den 
Sorg, som har grebet ham og hans Hustru ved Efterretningen 
om, at hun, der har været som en „øm Moder" for dem, er 
død; sin grænseløse Taknemmelighed og Ærbødighed for hende 
vil han bevare, saa længe han lever. 

Endnu samme Aar blev Hirschholm Sæde for det unge 
Hof, hvis Midtpunkt var Caroline Mathilde og Struensee, — 
en større Haan kan vel ikke tænkes mod den gamle, stolte 
Dronnings Minde. 1 Løbet af den følgende Menneskealder 
forfaldt Slottet hurtigt, og i 1810 lod Frederik VI det nedbryde 
for at faa Materiale til Københavns nye Raadhus. „Ingen sorg- 
modig Følelse som ved et synkende Oldtidsminde vækkes hos 
os ved Synet af disse moderne Ruiner; vi glædes endog ved 
at tænke os Forskellen mellem den Aand, der lod Hirschholm 
rejse sig med ødsel Pragt, og den, der med viis Sparsomhed 
for stedse befrier Landet for en overflødig Byrde," — saaledes 
udbryder et Øjenvidne til Nedrivningen, Kristian Molbech, 
gennem hvis Ord vi høre Tidens — dog vel næppe alle Tiders 
— Dom over Dronning Sofie Magdalene og hendes Pragt- 
bygning. 



248 



LOUISE. 

Louise, Frederik V's Dronning, fødtes den 18de December 
1724 som Datter af Prins Georg (II) af Wales, der tre Aar 
senere besteg Englands Trone. Selv Walpoles skarpe Pen 
anerkender den unge Prinsesses Liv og Forstandighed, lige- 
som hun var den af den talrige Børneflok, der mest lignede 
Moderen, Dronning Caroline, hvis dygtige, selvforglemmende 
Personlighed har efterladt sig et godt Navn i Englands Historie. 
Dog savnede Datteren aldeles den Lyst og Evne til at give 
sig af med Statssager, som var saa fremtrædende hos Moderen, 




Georg II af England. 



Dronning Caroline. 



der, paa Grund af Kongens Uduelighed, i en Aarrække i 
Fællesskab med Walpole var Englands virkelige Regent, men 
til Gengæld ejede Louise en indtagende Kvindelighed og Fin- 
hed, som vi ikke finder hos Dronning Caroline, og som over- 
hovedet var en sjælden Skat ved det engelsk-hannoveranske 
Dynastis Hof med dets ret plumpe Tone. Navnlig efter 
Moderens tidlige Død i 1737 var Prinsesserne henviste til at 
føre en indholdsløs og ensformig Tilværelse, thi Georg II 
brød sig, egoistisk og forfængelig som han var, ikke stort 
om sine Børn, — det er betegnende, at han besvarede Lyk- 
ønskningerne ved Louises Fødsel med et fortrædeligt: „Det 
behøves ikke, det er kun en Datter." 



249 



Nitten Aar gammel blev Prinsesse Louise forlovet med 
den eet Aar ældre danske Kronprins Frederik (V), et Parti, 
ved hvilket politiske Hensyn var de afgørende paa begge 
Sider, ikke blot for de to Landes Regeringer, som ønskede 
en gensidig Tilnærmelse mellem Danmark og England, men 
ogsaa hos Kronprinsen selv; dog har det gunstige Indtryk, 
som han paa Forhaand fik af Prinsessen gennem et Miniature- 
portræt, vel ogsaa haft sin Virkning. En foreløbig Vielse, 
ved hvilken Brudgommen repræsenteredes af Brudens egen 




x^ 



-""i»»A 



W 



'iirii/i;i "li' riiTi ' 

iiiiniiiiiiii I''' %kf^- 

. / ii / iii li I I II M ^ 

aT i-- I- ^ '- ^- ^ 



•^wi 






4.. o. .4 



-*t' 




Leicester House. Dronning Louises Fødested. 

Broder, Hertugen af Cumberland, fandt Sted den 10de No- 
vember 1743 i Hannover. Herfra begav Louise sig til Altona, 
hvor hun modtoges af Kronprinsen, som hun nu saa for første 
Gang. En Maaned senere foregik Indtoget i København, 
efterfulgt af den egentlige Formælingshøjtidelighed. 

Københavns Borgere bød Kronprinsessen velkommen med 
Illuminationer, hvis Pragt huskedes længe, og alle var „drukne 
af Glæde," for at bruge en samtidigs Udtryk. Unægtelig var 
det en taknemlig Stilling, som ventede Louise over for det 
danske Folk. Hun havde den Fordel at være engelsk- og 
ikke tyskfødt, og det var en kun alt for let Opgave for hende 



250 



og Frederik V i højere Grad end Kristian VI og Sofie Mag- 
dalene at komme Undersaatternes varme, loyale Følelser venligt 
i Mode. Imidlertid viste det sig, at Glæden var mere end en 

flygtig Feststemning, 
som den mørke Bag- 
grund havde givet en 
særlig Glans; bag 
Royalismens over- 
drevne Hyldest laa 
der, naar den gjaldt 
Frederik V og hans 
første Dronning, en 
virkelig Følelse, og 

særlig Dronning 
Louise er det umuligt 
at finde omtalt i andre 
Udtryk end den var- 
meste Hengivenheds, 
saavel i rent private 
som i offentlige Ud- 
talelser. 

Takket være sin 
egen lyse og ind- 
tagende Personlighed 
endnu mere end de 
gunstige Omstændig- 
heder var det, at 
Louise vandt denne 
Kærlighed. Man be- 
høver kun at høre 
et Par Skildringer af 
samtidige for at faa det stærkeste Indtryk heraf. „Hun var 




Festdekoration paa Østergade 

ved Kronprinsesse Louises Indtog 1743*) 

Kobberstiksamlingen. 



af en maadelig Højde, deilig af Skabning, blonde og over- 



*) En samtidig Forklaring oplyser den sindbilledlige Betydning ar' Deko- 
rationens Enkeltheder De elleve Krukker med grønne Træer, hver 
mærkede med et kongeligt Navnetræk, betegner saaledes Ønsket om, 
at den oldenborgske Kongeslægt „fremdeles ved denne høje Forening 
maa fortplantes." Altrene med Røgelsekar betyder „alle Indbyggernes 
Devotion og Bønner for Deres Kgl. Majestæter" osv. osv. 



251 



maade hvid af Hud, deilige Øjne og Lineamenter og kunde 
med Sandhed kaldes smuk," fortæller En. „Hendes Ansigt 
var fuldt af Majestæt saavel som af Skiønhed; ikke desto 
mindre blev man vaer i alt dette en Blyfærdighed og be- 
synderlig Modestie. En Yndighed, som indtog alle. Hun 
var god, mild og naadig imod enhver." Og Holberg selv 
udbryder i en af sine Epistler efter en Lovtale over det 
nye Herskab i Almindelighed: „Hvad vor Regierende Dron- 
ning angaar, da haaber jeg, at din Frue ved sin Hjemkomst 

haver fortaalt dig saa 

meget derom, som du 
af Glæde kand taale at 
bære!" Det var ved 
Hoffets Assembleer. at 
Dronningen havde haft 
Lejlighed til saa fuld- 
stændigt at erobre Hol- 
bergs Hjerte, thi, som 
han samme Steds for- 
tæller, kommer han nu 
paa sin gamle Alder 
iblandt til Hove og 
Hnder „intet behage- 
ligere Sted end dette 
for en Filosof." Hvilket 
Indtryk Louise gjorde 
ved saadanne eller lig- 
nende Lejligheder, faar 
vi nærmere Besked om 

af en svensk Diplomat, Flemming. Dronningen „har en god 
Forstand," fortæller han, „og meget let ved at udtrykke sig, 
hun er venlig i sin Maade at tale paa, forstaar at indlede en 
Samtale om forskellige Emner, og hun taler flere Sprog. 
Naar hun giver Kur, forlader hun sjælden nogen uden at sige 
ham noget behageligt, hun holder meget af at danse, og hun 
danser godt, hun har et godt og jævnt Humor, er meget æret 
for sin Fromhed og begavet med udmærkede Egenskaber." 

I Familiens snævre Kreds var Louise den samme. Skont 
Kristian VI paa Forhaand havde været imod Partiet og kun 




Prinsesse Louise af England. 



252 




Dronning Louise. 
Efter Maleri af Pile paa Rosenborg. D. M. P. 



253 

af tvingende politiske Grunde omsider havde indvilget deri, 
kunde han ikke andet end synes om Svigerdatteren efter at 
have lært hende at kende, — hun har et „godt og føjeligt 
Sind," skriver han i et Brev om hende. Ogsaa Forholdet til 
Sofie Magdalene var godt. Dronningen og Kronprinsessen saas 
hyppigt, og et elskværdigt lille Digt viser, i hvilken Grad hun 
forstod at anslaa den rette Tone over for Svigermoderen: 

Grossmachtigste, erlauben Sie, 

dass ich mit dieser Poesi 

mich unterstehe Sie zu bitten, 

dass ich mit meinen muntren Schritten 

zu Ihnen Morgens diirfe gehn 

und mich an Ihrer Tafel sehn. 

Hier oben schmeckt es mir nicht gut, 

denn Sie, wodurch mein Hertz und Muth 

erquicket wird, seynd nicht dabey. 

Darum so bin ich jetzt so frei 

und bitte: gonnen Sie mir doch Freude, 

dass ich von meiner Tafel scheide 

und alle Tage darfur in alier tiefster Treu 

An dero Tafel stets ein Gast und unterthanig Tochtere sey. 

Det kvindelige, særlig det moderlige, var et fremtrædende 
Træk i Louises Natur. Det viste sig allerede i den Venlighed, 
hvormed hun omgikkes sine undergivne, men især kom det 
naturligvis frem over for hendes Børn. Efter at den ovenfor 
anførte Flemming har skildret Dronningens behagelige, utvungne 
Tone i Selskab, tilføjer han, at hun dog sætter mest Pris paa 
et stille Liv. „Hun finder sin Glæde ved at læse og ved 
Musik," fortæller han, „hun spiller ret godt Klaver og fornøjer 
sig med at lære sine Smaapiger at synge. I det hele staar 
hendes Lyst mest til at leve med sine Børn." Med rigtig 
Takt sørgede hun og Kongen for, at Dansk blev det første 
Sprog, Børnene lærte, og Holberg fortæller om, med hvilken 
ubeskrivelig, „inderlig Fornøjelse meenige Mand hører Hendes 
Majestæt skiøndt en Engelsk Princesse at tale Dansk med de 
Kongelige Børn." Selv havde hun straks efter sit Komme til 
Landet ladet Hofpræst Pontoppidan undervise sig i Dansk. — 



254 

Ogsaa i Ligtalerne over Louise omtales hendes milde Moder- 
lighed, og Skildringen af, hvorledes hun selv gav sine Børn 
Mad, legede med dem og passede dem under Sygdom, staar 
i en pudsig Modsætning til de gængse højtidelige Sammen- 
ligninger med Heltinder fra den klassiske Historie eller fra 
det gamle Testamente. Paa en vis Maade var dette Forhold 
ogsaa noget nyt. Tidligere danske Dronningers Historie kan 
ikke opvise en saadan huslig Idyl, nu først var det jævne 
Familieliv fra Borgerhusene trængt op til Kongeslottet. 

Som Hustru kan Louise ikke have været lykkelig, skønt 
hun havde saa sjældne Betingelser derfor. Frederik V holdt 
vistnok paa sin Vis af hende, hans heftige Sorg og Anger 
ved hendes Dødsleje var sikkert ægte, og hvor lyst et Minde 



i yx^v»-»fOT«*^ K^fUi' 



^ 



''V t^ -VVT t^utyxA- 'n.*'»t'»v».-rvM/ 'Z'»-«-'H.^*V»t-ir»«. CA^^L/^hm^t/*^^ 










Vers fra Kronprinsesse Louise til Dronning Sofie Magdalene. 

Rigsarkivet. 

hun efterlod hos ham, ses af et Par smaa Optegnelser, han 
efter hendes Død har gjort i Bøger, der har tilhørt hende; i 
en Bog om Fuglene har han saaledes under hendes egen- 
hændigt skrevne Navn tilføjet Ordene „uden Mage", og paa 
Titelbladet til Richardsons Roman „Clarissa" har han skrevet 
følgende Linier: „Denne Bog er fra min elskværdige og høj- 
salige Dronning Louise, der døde Anno 1751 den 18de De- 
cember; Gud glæde hende i Evigheden for Jesu, vor Frelsers 
Skyld, Amen." Imidlertid kan disse Stemningsudbrud ikke 
dæ^kke over den Kendsgerning, at Frederik V lige fra første 
Færd var sin Hustru utro, og i hendes sidste Levetid kom 
hertil Drik og raa Udskejelser. Bluhme har da Ret, naar 
han i sin smukke og kraftige Ligprædiken over Dronningen 
fremhæver, at hun i sit Liv langtfra har været forskaanet for 



255 

Modgang, uden at han dog nærmere forklarer, hvori den har 
bestaaet. Med en vis Stolthed synes hun at have skjult sin 
Sorg, kun til A. G. Moltke, der med megen Troskab søgte at 
modarbejde Kongens daarlige Tilbøjeligheder, kunde hun betro 
sine Bekymringer. Derimod klagede hun aldrig i sine Breve 
hjem til England, og hendes Broder, Hertugen af Cumberland, 
har da ogsaa fortalt, hvorledes hun som ung Prinsesse altid 
havde sagt til sine Søskende, at de aldrig skulde faa det at 
vide, hvis hun blev ulykkelig. 

Den 9de December 1751 maatte Dronning Louise gaa til 
Sengs, lidende af et Underlivstilfælde, som var bleven for- 
værret ved hendes stærkt fremskredne Svangerskab. Lægerne 
bad Kongen bevæge Dronningen til at underkaste sig en 
Operation, men han kunde ikke bekvemme sig dertil og over- 
lod det pinlige Hverv til Moltke, som imidlertid fandt Opgaven 
lettere end ventet; Dronningen svarede straks, at hun var 
villig, naar Kongen ønskede det, idet hun lige siden sin For- 
mæling havde gjort sig det til Regel at efterleve hans Vilje. 
Operationen bragte dog ingen Bedring, og den syge, hvis Til- 
stand vi kender gennem Lægernes vidtløftige Beretning, led i 
de følgende Dage af stærke Smerter, som var ledsagede af 
Aandenød og en voldsom Tørst. Hendes Taalmodighed under 
de svære Lidelser berømmes af Bluhme, hvem hun straks i 
Begyndelsen af Sygdommen havde ladet kalde til sig, og med 
stærke Ord fremhæver han den forunderlige Ro og Beredthed 
til at dø, som han fandt hos hende. Til sin Fader og sine 
Søskende skrev hun et Afskedsbrev, ligesom hun paa det 
sidste takkede Moltke for hans Tjenester og gav ham sin 
Velsignelse. De sidste Par Dage, hun levede, tog Smerterne 
af, og den 19de December Kl. 3 om Morgenen døde hun 
roligt. Under hendes Sygdom havde Slotspladsen været op- 
fyldt af bedrøvede Mennesker, som i Spænding saa op til 
Vinduerne i hendes Sovekammer og knælende bad for hendes 
Liv. Et smukt Udtryk for Folkets Stemning Hnder vi i nogle 
jævne Ord, som taltes ved hendes jordefærd af Sjællands 
Biskop, Peder Hersleb: „Tak for hver en Dag, Du har været 
i Danmark, Tak for hver mild Mine, hvormed Du har glædet 
Dit Folk. Tak for hver (jang. Du har glædet Kongens Hjerte." 



256 



JULIANE MARIE. 

Syv Maaneder var ikke forløbne, siden Dronning Louise 
døde, før Frederik V holdt Bryllup paa ny. Den 8. Juli 
1752 viedes han paa Frederiksborg Slot til den brunsvigske 
Prinsesse Juliane Marie, og Brylluppet fulgtes af Fester og 




Juliane Marie. 
Pastel ved Vigilius Erichsen. Rosenborg. D. M. P. 

Fornøjelser Sommeren igennem paa de kongelige Slotte i 
Nordsjælland, „men iblandt menige Mand var det mere stille, 
thi det kom dem saa hastig efter Sorgen for Dronning Louise". 
Den ny Dronning var ængstelig i Fremtræden og faamælt; 
som flere af Slægten Brunsvig stammede hun lidt. Hun 
minder i Væsen om Søsteren Elisabeth Christine, saaledes 
som hun skildres, da hun kom til Berlin som Kronprins 
Frederiks (Frederik II) Brud, — ikke uforstandig, men stam- 



257 

mende og tvungen, ilde til Mode i de ny Forhold under 
Vrangvilje og skarp Kritik, forsagt over for Moderen, der har 
opdraget hende i Strenghed. I sit Ægteskab viste Elisabeth 
Christine, at hun havde lært stilfærdigt at glide ind der, hvor 
man vilde, hun skulde være; det samme gælderjuliane Marie, 
som tog den svære Gerning op at være Kong Frederiks anden 
Hustru og Moder for Dronning Louises fire Børn, af hvilke 
det ældste var 6, det yngste 2V2 Aar gammelt*). 

Juliane Marie synes at have knyttet sig til Frederik V, 
ikke blot fordi hun skulde, men fordi hun holdt af ham, 
skønt han under deres Ægteskab viljeløst sank dybere og 
dybere; de Noter, hun indførte i sine Kalendere, taler om 
hendes Hengivenhed. Det er ikke Optegnelserne Dag for 
Dag om Kongens Tilstand ved Benbruddet i Efteraaret 1760 
og under hans sidste haabløse Sygdom ved Aarskiftet 1765—1766, 
der overbeviser, — heller ikke Bønnen for hans Liv, hvor- 
med hun slutter Dagbogen 1765, — heller ikke det, at hun 
paa hans Dødsdag nævner ham som „le meilleur des rois"; 
— det, som overbeviser, er den rystende eller forjagede, 
næsten ulæselige Haandskrift i Kalenderen ved November 
1760 og ved Kongens Død i Januar 1766. Optegnelserne be- 
kræfter, hvad andre har fortalt, at Juliane Marie trolig var 
ved sin Ægtefælles Sygeleje; de viser hendes venlige Sind 
mod Stifbørnene, som hun altid kalder „mine Børn". I Ka- 
lenderen for 1760 indfører hun, at hun har været paa Kron- 
borg med sine Døtre, at Døtrene har været paa Komedie; 
om Sommeren 1765 hører vi, at hun har tilbragt en hel Dag 
paa Sophienberg med sine Sønner**) og Døtre, en anden 
Dag er hun paa Frydenlund med Døtrene. Under 4. August 
1760 skriver hun: „Den kære Kronprins var paa Hirsch- 
holm, hvilket var første Gang efter hans Sygdom", og ved 
8. Oktober 1766, da Prinsesse Sophie Magdalene forlod Dan- 
mark som den svenske Kronprins Gustavs Brud, hedder det: 
^Dronningen***) og jeg begav os til Kronborg, hvorhen 



*) Børnene var Sophie Magdalene, Vilhelmine Caroline, Christian ojj 
Louise. 
**) Kronprins Christian og Arveprins Frederik, Frederik V's og Juliane 
Maries Søn. 
***) Enkedronning Sophie Magdalene. 

Danske Dronninger. 17 



258 

Sophie Magdalene og den øvrige Familie havde begivet sig 
den foregaaende Dag, og Kl. 1 1 gik det gode Barn om Bord 
og sejlede over Sundet, og Kongen, Dronningen og Familien 
vendte tilbage til Fredensborg". 

Ord som „den kære Kronprins", „det gode Barn" har en 
egen Vægt i disse Noter, hvor Stilen er saa knap som mulig. 

Med Svigermoderen Enkedronning Sophie Magdalene 
lever Juliane Marie i nøje Samliv og, som det synes, i bedste 
Forstaaelse. Dagbogen melder Uge for Uge om gensidige 




Frydenlund. Efter Thurah: Den danske Vitruvius. 



Besøg, den beretter om Enkedronningens alvorlige Sygdom i 
April 1760, og under 19. Juni hedder det: „Kongens Moder 
har været her for første Gang efter sin farlige Sygdom". 
Overhovedet handler Optegnelserne kun om Begivenheder 
inden for Familiens Kreds og mest om det daglige Livs ens- 
formige Gang, de tynges af Kedsommelighedens: „Alt var 
som i Gaar"; Smaasind røber sig nu og da. 

Juliane Marie havde med al sin Pligtsans ikke det rige 
Hjerte og det milde Væsen, som vinder umiddelbart; til 
hendes Ære siges, at hun stille holdt sig til sine Pligter i 
Hjemmet, men ingen udtaler sig med stærk Sympathi om 
Dronningens Personlighed, hun nævnes sjældent, og der er 
kun lidt at berette om disse Aar af hendes Liv. 



259 

Med størst Interesse følger man de svage Spor, der fører 
hen mod Halvfjerdserne, da Juliane Marie fik politisk Betyd- 
ning, og i den Forbindelse skal nævnes Valget af Lærere 
til Arveprinsen og Brevvekslingen med Søsteren Dronning 
Elisabeth Christine af Preussen. Da Frederik V ikke havde 
Sans for Børnenes Opdragelse, maa man mene, at det er 
Juliane Marie, som har taget den forstandige Beslutning, at 
Sønnen skulde have en dansk Opdragelse, og at det er 
hendes Vilje, der har gjort sig gældende ved Valget af Lærere. 
Mærkeligt er det at se, at Valget falder paa Mænd som Tyge 
Rothe, J. S. Sneedorff og O. H. Guldberg, der alle hørte til 
den lille Gruppe af Fædrelandsvenner, som midt i det 18de 
Aarhundrede med Styrke hævdede det danske Sprogs Ret; 
vi tør dog ikke tro, at Dronningen valgte dem i Forstaaelse 
af denne deres nationale Stræben. Senere paavirkede Guld- 
berg Juliane Marie afgørende, hans Syn paa Forholdet mellem 
Dansk og Fremmed blev hendes, og den nationale Selv- 
hævdelse blev et fremtrædende Karaktermærke for Styrelsen 
efter Struensees Fald; men dermed være ikke sagt, at Dron- 
ningen personligt og i inderlig Forstand knyttedes til dansk 
Liv, det var vel aldrig muligt for den, som havde sin Barn- 
dom, sin Slægt og al Tradition i et andet Land. 

Brevvekslingen med Søsteren i Berlin vækker Opmærk- 
somhed, idet den synes at være Indledning til og Forud- 
sætning for den bekendte Correspondance med Frederik II 
af Preussen. Der er intet, som tyder paa, at Breve er 
vekslede mellem Frederik 11 og Juliane Marie før 1772, men 
vi bemærker, at Dronningen i Halvtredserne og Tredserne 
følger Begivenhederne i Tyskland og over for Elisabeth Chri- 
stine udtaler sin Stolthed over Broderen Hertug Ferdinand 
af Brunsvig, der vandt et berømt Navn i den preussiske 
Syvaarskrig, og sin store Beundring for Frederik II, en Be- 
undring, som hele Danmark deler — om vi skal tro hendes Ord. 

Med Frederik V's Død i 1766 begyndte et nyt Afsnit i 
Juliane Maries Liv, hendes Hof blev nu „det gamle Hof". 
Enkedronningens Forhold til sin kongelige Stifson var næppe 
meget hjerteligt, i det mindste kunde Christian \'1I aldrig op- 
fylde Juliane Maries Ønsker, men sendte Afslag med mange 

\1* 



260 

beklagende Ord. Om Forholdet mellem Juliane Marie og 
Caroline Mathilde fra første Færd har man ingen grundig 
Kundskab, det havde dog været af Interesse at vide, hvor- 
ledes den 37aarige Enkedronning tog mod den ganske unge 
Prinsesse, der nu skulde være Landets Dronning, et ikke 
uvigtigt Middel til Karakterbedømmelse var dermed givet os i 
Hænde. Juliane Marie beretter i sine Kalenderoptegnelser 
om Caroline Mathildes Ankomst til Frederiksberg Slot den 3. 
November 1766, men dermed standser det Aars Dagbog brat 
paa tre korte Noter nær. For de følgende Aar er ingen 
Skrivekalendere bevarede. Næsten al Kundskab maa da 
hentes af Samtidens Aviser, en Kilde, som ikke gaar i Dybden, 
men er ganske snurrig og i hvert Tilfælde kan give os den 
Viden, at Juliane Marie og Caroline Mathilde var meget 
sammen især under Kong Christian VII's Udenlandsrejse i 
1768—1769. Berlingske Tidende ved i Maj 1768 at meddele, 
at det behagede Dronningerne Caroline Mathilde og Juliane 
Marie fra Christiansborg Slot „at gøre en Vending" til Lyst- 
slottet Charlottenlund*), og senere, at de St. Hansdag kom 
til Kilden i Dyrehaven, hvor Sommeren igennem, men især 
ved St. Hans, mange Mennesker samledes. „Mængden har 
ogsaa paa bemeldte Dag været stor dér, men Glæden iblandt 
samme over de høje Herskabers Nærværelse og hulde Aasyn 
endnu større; ligesom aller- og højstbemeldte højkongel. Per- 
soner ej heller fra deres Side have været ligegyldige over 
den Livlighed og Munterhed, som der saas at herske iblandt 
Undersaatterne, og som ved deres Nærværelse ej lidet blev 
forøget". Dronning Caroline Mathilde og Enkedronningerne 
Sophie Magdalene og Juliane Marie mødes paa Frydenlund, 
de besøger sammen v d. Liihe paa hans Lyststed Retraite 
eller Skodsborg, Caroline Mathilde og Juliane Marie er Gæster 
paa Ledreborg, de overværer den højtidelige Opstilling af 
Frederik V's Rytterstatue paa Amalienborg Plads og tager de 
hjemkomne ostindiske Varer i Øjesyn paa Asiatisk Kompagni 
og paa Kompagniets sidstankomne Skibe. „Saavel paa disse 
Skibe som paa andre Steder paa Kompagniets Plads, vare 



♦) Slottet og Skoven opkaldtes efter Frederik IV's Datter Prinsesse 
Charlotte Amalie. 



261 



Pauker og Trompetere, samt anden Musik bestilte; . ligesom 
og et Kor Regiments-Musik lod sig høre fra en Borgers Hus 
tvert over for Kompagniets". I Anledning af Juliane Maries 
Fødselsdag den 4. September lader Caroline Mathilde 
Wiedewelt foranstalte en Illumination paa Frederiksborg Slot 
til Enkedronningens Ære. 

Med Christian VII's Hjemkomst var de sorgløse Dage 
forbi, thi i Kongens Følge var Lægen J. F. Struensee, som 





Fredensborg. Efter Thurah ; Den danske Vitruvius. 

snart tog al Vilje fra den unge Dronning og bragte hende til 
i Lidenskab at glemme Pligt og ethvert Hensyn. 

Juliane Marie maatte forfærdes over Caroline Mathilde 
og forarges over de ny Former eller Mangelen paa Form 
ved det unge Hof, hun harmedes over de Tilsidesættelser, 
Sønnen Arveprins Frederik og hun selv maatte lide, men 
Forargelsen og Harmen gjorde kun, at hun trak sig mere og 
mere tilbage til sin lille Kreds, hvor Retsind og F^ligttroskab, 
men nok ogsaa nogen Selvretfærdighed havde til Huse. 

Juliane Marie havde faaet Fredensborg og Marienlyst til 
Hnkesæde og Sommerbolig, mens Christian VII og Caroline 
Mathilde efter Sophie Magdalenes Dod om Sommeren boede 
paa Hirschholm ; i gamle Dage gik der stadigt Bud mellem 



262 

Nordsjællands Slotte, men nu syntes det, som der laa mange 
Mile mellem Fredensborg og Hirschholm. Arveprinsens 
Kammerjunker v. Schmettau beretter i sin Selvbiografi, at 
han kun sjældent saa sin Søster, der var Hofdame hos 
Caroline Mathilde, i Sommeren 1771, „da de daværende Om- 
stændigheder ikke tillod, at jeg tit kom til Hirschholm". Han 
fortsætter: „Allerede Aaret i Forvejen, men mere endnu i 
dette Aar blev Forholdene i Landet meget betænkelige. De 
Fromme og Stille sukkede over disse Tilstande og bad til 
Vorherre, om at de maatte høre op. Vi længtes efter Hjælp 
og ventede paa den os tilskikkede Time". Da Kongens Fore- 
læser Reverdil vil besøge sin tidligere Elev Arveprinsen, faar 
han Spot paa Hirschholm for sin Iver, og ved Ankomsten til 
Fredensborg modtages han med stor Kulde af Arveprinsen, 
mens det lille Hof skyr ham som en pestsyg, kun Enke- 
dronningen taler ligefrem med ham om de Grunde, hun har 
til Klage paa Sønnens Vegne; paa Reverdil gør hun et sym- 
pathetisk Indtryk, og han har i sine Memoirer sindigt taget til 
Orde mod de vrange Fremstillinger af Juliane Marie som en 
magtsyg og underfundig Kvinde. Da Reverdil kom ud fra 
sin Audiens hos Enkedronningen, viste det lille Hof ham 
megen Opmærksomhed. 

I Slutningen af 1771 og først i Aaret 1772 dannedes en 
Sammensværgelse, som gennemførte Revolutionen af 17. 
Januar, hvorved Struensee blev styrtet. Katastrofens Historie 
er saa ofte fortalt, at her kun skal fremhæves det, som be- 
tyder noget for Forstaaelsen af Enkedronningens Personlighed. 

Sammensværgelsen skyldtes ikke Juliane Maries Initiativ, 
og Tanken om at styrte Magthaverne kom ikke fra Enke- 
dronningens Kreds, hun holdt sig længe tilbage, og Grunden 
var en vis Ængstelighed i Forbindelse med Mistillid til Sam- 
mensværgelsens Ophavsmænd, der ikke var meget agtværdige; 
men da hun endelig i Januars 2den Uge tog sin Beslutning, 
viste hun under Planens Forberedelse og Udførelse Energi 
og Fasthed, og efter 17. Januar handlede hun ganske for- 
standigt, da hun drog Kongens Person frem og søgte Støtte 
og Godkendelse for Hofrevolutionen i Folkets Kongetroskab. 
Som Christian VII's første Frænder er Arveprinsen og Enke- 
dronningen i den følgende Tid stedse ved hans Side; man 



263 



maa sande, at Enkedronningen „oprigtig elsker sin Søn 
Kongen", og man maa højlig undre sig over den ny Juliane 
Marie, der aabenbarer sig. Hun viser, skriver Gehejmeraad- 




Juliane Marie. Maleri ved Vigilius Erichsen. 
Statens Musæum for Kunst. 



inde IJnstov den 23. Januar Fra Kobenhavn, at „hun har 
den rette Forstand ikke som Verdens Børn, som ogsaa sagde 
om hende, at hun var dum", — og i et Brev af 31. Januar 
udtaler Baronesse Lovenskjold sine gode Tanker om Enke- 



264 

dronningen, som ikke støder „den lille Vilde" (Kronprinsen) 
til Side, men anerkender hans ægte Byrd og hans Ret. „Hvor 
lærer Erfaringen os dog, at man ikke skal dømme efter 
Skinnet", udbryder hun, „og at et Ydre, der lover lidet, ofte 
gemmer udmærkede Egenskaber, som aabenbarer sig, naar 
Øjeblikket er der". 

Det var ikke Kærlighed til Christian VII, der havde 
drevet Enkedronningen ind i Sammensværgelsen; paa Arve- 
prinsens og egne Vegne bar hun bittert Nag til Magthaverne 
for tilføjede Krænkelser, hun frygtede de Planer, Caroline 
Mathilde og Struensee efter Rygterne nærede mod Konge- 
huset, og hun harmedes over, at muligen Børn af Dronningen 
og Struensee skulde fortrænge Arveprinsen og Frederik V's 
rette Efterkommere fra Tronen. For Kongestammens Skyld 
og som Arveprinsens Moder vovede Juliane Marie Revolu- 
tionen; hun elskede sin Søn og talte gerne om hans Evner 
og gode Egenskaber, efter 17. Januar kunde hun over for 
Reverdil ikke noksom rose hans Tavshed og Mod. Magtbegær 
har ikke drevet Enkedronningen frem, thi hun havde været 
20 Aar i Danmark uden nogen Sinde at gøre sig gældende, 
og hun stod i enhver Henseende uforberedt og uden Planer, 
da Revolutionen var fuldbyrdet. 

Med de ny Forhold kom ny Attraa. Da Sejren gav 
Juliane Marie Myndighed, og Jubelen lød mod hende, vaag- 
nede Ønsket om, at denne Ære maatte vare, tilligemed 
Lysten til at øve den Magt, som Forholdene havde givet 
hende i Hænde. Det synes næsten som en Forvandling sker. 
Den forsagte, faamælte Juliane Marie, som stadig truede med 
at forsvinde i Beskedenhed og Ubetydelighed, — forsvinder 
virkelig, og i Stedet fremtræder en bred, selvsikker, meget 
talende Enkedronning, som ikke ynder Modsigelse, som har 
en skarp Tunge og skræmmer mindre modige Personer, naar 
hun giver sig sit stærke Temperament i Vold. Det var intet 
Under, at Sammenhængen i hendes Personlighed blev brudt 
— tilsyneladende — , thi hun, som ingen før agtede paa, saa 
sig nu som Midtpunkt, og mod hende steg efter Revolutionen 
og gennem de følgende Aar en Hyldest, som ikke fandt Mod- 
vægt i Skepsis og Selvkritik. „Deres store Handling har ind- 
viet Dem til Verdens Historie", skriver Guldberg i Dedica- 



265 

tionen foran 2den Del af Verdenshistorien. „Saa længe danske 
og norske Helte ere til, skulle Julianes, Friderichs Ros ved- 
vare, men ej forøges, thi det er umuligt. Verden vil altsaa 
før blive til intet, end deres Ære forgaa," mener Suhm. 
Enkedronningen nævnes som „Landets Moder, den dyrebare 
Juliana Maria", „vor Dannebod", „Dydens Heltinde"; man 
deklamerer: „Du som er skabt til Held og Fryd for Nordens 
Millioner", og hilser hende: „O store, altfor store Juliane!'' 

Fra den sindssyge Konge kom hver 17. Januar en Tak, 
fordi Enkedronningen paa hin Dag havde vovet og opofret 
sin timelige Velfærd og Rolighed for at give ham den konge- 
lige Magt tilbage, som lastefulde Voldsmænd havde ranet. 
Den 17. Januar 1775 skriver han: „Allerkæreste og aller- 
sødeste Mama ! At undlade paa denne Dag at tilskrive Dem, 
var at fornægte mig selv og at handle mod de Indskydelser, 
den 17. Jan. med Rette forvolder i mig. Jeg var alene 
Grunden til Deres Foretagende, min Lyksalighed var det Øje- 
med, hvorfor De, allersødeste Mama, opofrede Deres rolige 
Dage, og intet end Kærlighed til mig var Deres Drivfjeder". 
Næste 17de Januar bevæges han atter ved Erindringen om, 
hvad han skylder hende, og det hedder da: „Hvorved skulde 
jeg bedst kunde bevise Dem min Taknemlighed, end ved at 
gøre det skriftlig: thi disse mine Linier skal endnu overbevise 
mine Efterkommere (i Fald De, uskatterligste Mama, finder 
dem værdige at gemmes), at jeg indtil min Død har sat Pris 
paa den Kærlighed, som De ej alene har vist imod mig, men 
endog hele Landet. Ja disse mine Efterslægter vil visseligen 
velsigne og takke Gud, at han skænkede Dem, allerbedste og 
sødeste Mama, til Danmark, for ved Dem og for Deres Skyld 
at gøre disse Riger lykkelige og blomstrende". Enkedron- 
ningen fandt Brevet værdigt til at gemmes og flere 17. 
Januar-Breve med det, thi blandt hendes efterladte Papirer 
findes en hel Række af disse Billetter, som skulde overbevise 
sene Tider om hendes gode Gerninger, Billetter, som hun 
vel selv har dikteret, for den syge Konge havde næppe megen 
Erindring om „Anno 72" eller Tanke for sine „Efterslægter". 

Ved Siden af Christian VII's Breve ligger et Barnebrev, 
skrevet med Rodkridt med store trykte Bogstaver, den syv- 



266 

aarige Kronprins Frederiks Tak, som altsaa ogsaa blev be- 
funden værdig at gemmes. „Naadigste Grandmama", staar 
der. „At jeg i Dag kan have den Glæde at opvarte min 
naadige Grand-iMama med min Skrivelse, har jeg alene Deres 
naadige Forsorg og Omhu at takke, som aldrig af mig skal 
glemmes. Jeg recommanderer mig paa det allerbedste. Den 
17. Januar 1775. Frederik". 

Disse Breve med paaholdt Pen tjente ikke blot til at til- 
fredsstille Enkedronningens Æresyge, de hørte med til Sy- 
stemet, idet de vidnede højt om „Enigheden i Huset". Straks 
efter 17. Januar havde hun ladet alle forstaa, at Kongen, 
Arveprinsen og Enkedronningen var som een; da Kronprinsen 
blev voksen, vilde hun, at han skulde træde ind i dette 
Familieforbund, og at nu de fire skulde være som een. 
„Enighed i Huset" taler hun om i de Regeringsregler, hun i 
1784 overgav Kronprinsen. „Indbyrdes Venskab i Konge- 
huset er Husets sande og eneste faste Styrke", hedder det. 
Paa „Enighed i Huset" beroede hendes Indflydelse, thi i 
„Huset" var hun længe den stærkeste. 

Juliane Marie formaaede meget i Perioden 1772 — 1784, 
det er alle enige om, men da hun ikke formelt fik nogen 
Del i Styrelsen, ikke fik Sæde i Statsraadet, og hendes Ind- 
flydelse saaledes altid blev af uofficiel Art, er det vanskeligt 
at faa nøje Rede paa, hvor meget hun formaaede i de enkelte 
Tilfælde. I Statsraadet indfandt hun sig en Stund i Foraaret 
1772 — for at holde den syge Konge rolig hed det sig — 
senere kunde hun her kun virke gennem Arveprinsen, der 
rigtignok ganske gik i sin Moders Ledebaand. Med større 
Sikkerhed og mere uhindret af anden. Indflydelse kunde hun 
gøre sin Vilje gældende gennem Kabinetsordrerne, som blev 
det kraftigste Udtryk for „Enigheden i Huset", idet Juliane 
Marie og Arveprinsen i Forening med den sindsyge Christian VII 
øvede det kongelige Initiativ og gik Statsraadet forbi. 

Enkedronningen havde sin gode Mening om Kabinets- 
ordrernes Gavn og Betydning. I Regeringsreglerne minder 
hun Kronprinsen om, at det gælder at vaage over Suveræni- 
teten og bevare Kongedømmet som eneste Kilde til Naades- 
bevisninger og afgørende Befalinger. Samme Mening kom 



267 



frem i Enkedronningens Kreds, naar Guldberg udtalte, at 
Kabinetsordrerne ikke alene var Bevis for den suveræne 

Myndighed, men endog 
næsten den eneste Lev- 
ning deraf, thi saa snart 
alt skulde gaa gennem 
Kollegierne, havde Dan- 
mark lige saa mange Kon- 
ger, som der var Kollegier, 
— eller naar Kronprinsens 
Informator Sporon til Kron- 
prinsens Indvendinger mod 
Kabinetsordrerne drastisk 
svarede, at uden dem be- 
tød Fyrsten ikke mere end 
„lille Mons i Slangerup". 
Spørgsmaalet om Juliane 
Maries Indflydelse i Tiden 
1 772— 1 784 bliver end mere 
compliceret derved, at En- 
kedronningen virkede nøje 
sammen med O. H. Guld- 
berg, der, som før omtalt, 
havde været Arveprinsens 
Lærer og siden 1771 var 
hans Kabinetssekretær, men 
i de følgende Aar steg 
højere og højere. Juliane 
Marie støttede hans Kar- 
riere. I onde og gode Dage 
havde Guldberg været knyt- 
tet til Juliane Marie og hen- 
des Søn — „Herskabet" 
som han kaldte dem — og 
han var dem til det sidste 
tro og hengiven. Ved sin 
Hæderlighed vandt han 
Enkedronningens Tillid, hun søgte hans Raad og paavir- 
kedes gennem Aarene i ikke ringe (jrad af hans Ideer, thi 




Juliane Marie. Buste af Stanley 
Frederiksborg. 



268 

Guldbergs Tankegang var i hele sin Begrænsning følgeret og 
overbevisende, og hans stærke Royalisme, der bar Bud fra 
en svunden Tid, var ret efter Juliane Maries Sind. Guldberg 
havde ikke været ung med sin Tid, men lyttet til de ældre, 
paa den Vis var han meget mere bleven „en Frembringning 
af Tidsaanden fra 1660 end af den Aand, der i det 18de Aar- 
hundrede saa gennemgribende gjorde sig gældende". Han 
traadte saa sagtelig, som han fra sin fattige Ungdom var vant, 
og det var maaske ogsaa efter den myndige Enkedronnings 
Sind. Hvorledes iøvrigt Magtforholdet mellem dem har været 
og deres Samvirken i Enkeltheder, kender man efter Sagens 
Natur ikke til Bunds, man maa nøjes med de Udtalelser, der 
nu og da høres fra Statsmændenes Kreds, som naar A. P. 
Bernstorff i Slutningen af 1779 bemærker: „Dronningens Ind- 
flydelse har taget til, Prinsen og — hvad der er det samme 
— Guldberg er ofte nødte til at give efter for hende". Meget 
vedrorende Guldberg vil forblive uoplyst, da han vilde have 
de Breve, han havde modtaget fra Kongehuset, med sig i 
Graven og bad sine Børn tilintetgøre alt, der angik hans 
offentlige Liv. 

Perioden 1772 — 1784, som man tidligt og ikke helt med 
Urette kaldte efter Guldberg, har sin egen Karakter og bærer 
i mange Maader Præg af de to Personligheder, der ikke let 
skilles ad — Guldberg og Enkedronningen. 

Straks efter den 17. Januar kom Processen mod Dron- 
ning Caroline Mathilde og Greverne Struensee og Brandt, 
Dommen og Dommens Fuldbyrdelse i al sin Strenghed. For- 
argelse, gammelt bittert Nag og en opstyltet Forestilling om, 
hvad der var forbrudt mod Kongen, drev de ny Magthavere 
fremad paa denne uhyggelige Vej. Man skønner ikke klart, 
hvem der bærer tungest Skyld for, at der blev vist saa lidt 
Skaansel, men saa meget skal siges, at Juliane Marie ikke var 
forsonlig — hverken da eller siden, — navnlig kunde hun 
aldrig finde Ord haarde nok mod Caroline Mathilde. 

Aarene mellem Struensees Fald og Regeringsskiftet i 1784 
blev stille Aar; der trængtes til Fred efter de mange Omvælt- 
ninger. Allerede før Hofrevolutionen hedder det om Stem- 
ningen i København i Januar 1772: „Enhver ønsker Ro, de 



269 

gamle Tiders søde Fred, hvem der end maatte blive dennes 
Opretholdere". Under alle Omstændigheder maatte en Re- 
aktion indtræde og Styrelsen faa en konservativ Karakter, og 
det skete saa meget mere, som Juliane Marie og Guldberg 
ikke havde Tro til, hvad der var nyt. Det blev en modløs 
og fattig Tid med Smaaligheds Præg, siden de styrende eller 
rettere de blandt de styrende, hvorom Talen her er, havde 
stor Interesse for smaa Ting; Kabinetsordrerne giver til- 
strækkelige Eksempler derpaa. Tilmed dreves ved Hove ad- 
skilligt underjordisk Arbejde og et fejgt Dobbeltspil, idet man 
viste de naadigste Miner, samtidig med at Slaget ramte nu 
den ene, nu den anden. 

Det ses i 1772, da Maleren Pilo, som i lange Tider havde 
arbejdet for det danske Hof, ved meningsløse Ordrer og for- 
skelligt Plageri drives til at søge sin Afsked og derefter faar 
Befaling om at forlade Landet, mens der tilsyneladende veder- 
fares ham al Ære. Han modtages i Audiens paa Fredensborg, 
og da han senere udtaler sig om Sagens Sammenhæng, vil 
han ikke føre Klage paa Hoffet, men skyder Skylden paa 
„dumma tienstandar", deriblandt Guldberg. Det havde ikke 
bedraget Pilo, at Guidberg i Anledning af hans Afskeds- 
begæring venligt formanende og afledende havde skrevet til 
den krænkede Kunstner, om han ikke havde handlet vel 
hastigt, for det allernaadigste Herskab havde vistnok de naa- 
digste Tanker om ham. Ikke ganske uoverensstemmende 
med Pilos Opfattelse er den Redegørelse, der gives af Sve- 
riges Gesandt i København. Han har fra den danske Uden- 
rigsminister Osten erfaret, at hverken han eller hans Colleger 
havde Del i Kunstnerens Afskedigelse, som maatte tilskrives 
„någon af det mindre folcket, som holle sig bakom och ej 
wille synas, hwilka nyttiat det fria tilltrade de forskaffat sig 
wid hofwet for att stortå Directeuren Pilo och att få honom 
på sidan". 

Samme Intrigespil, samme usande Væsen og Lyst til at 
luske ad Bagveje — alt kun i større Forhold - træder frem 
ved Udenrigsministeren A. P. Bernstorffs Afskedigelse. I 
første Halvdel af Aaret 1780 gør Hoffet sin Indflydelse gæl- 
dende i Udenrigspolitikken ; man faar den danske Chargé 
d'affaires i St. Petersborg til at arbejde mod sin (^hef. og 



270 



Guldberg lader under Haanden den russiske Regering vide, 
at „den afgorende Stemme ikke alene er i Herskabets Hænder, 
men ved alle Lejligheder med Eftertryk udøves"; Virkningen 
spores snart i Ruslands Holdning. Endelig i November 1780 
faar Bernstorff sin Afsked med den Begrundelse, at Rusland 
er misfornøjet med den Convention, han nys har sluttet med 
England, en Begrundelse, som ikke holdt sig nøje til Sand- 




83eb glammer og ©faaTer 09 (Sange »et grt)& 
3crfi)nl»ec »ott J&«(b »eb »or S)annefcot)« X)9&. 

Fest i Schwermansdals Have den 4. September 1778. (J. M. Haas). *) 



heden, men tjente til at dække over det, der vistnok var den 
rette Grund: Juliane Maries og Guldbergs Uvilje mod Bern- 
storff, som var en selvstændig Mand, der paa mange Punkter 



*) Titelkobber til Bogen: Til Dronning Juliane Marie den 4. September 
1778. Af et Selskab. Kbh. 1778. - Den lille Bog indeholder flere 
Hyldestdigte til Juliane Marie, deriblandt et Digt af Evald, forfattede i 
Anledning af Enkedronningens Fødselsdag. 

Schwermansdals Have var et Traktørsted uden for Byen vistnok i 
Nærheden af nuværende Nordre Frihavnsvej og Østerbrogade. Om 
denne Borgerfest læses i Adresseavisen Mandagen den 7. September: 
^I Anledning af vor elskte Dronnings Fødselsfest hædrede et Selskab 



271 

stod dem imod og navnlig skarpt kritiserede deres Kabinets- 
ordrer. 

Jeg behøver ikke at sige Dem", skrev Enkedronningen 
til den faldne Minister, „hvad jeg føler ved at høre den Be- 
slutning, som Kongen har ment sig nødt til at fatte at fritage 
Dem for de Embeder, han har betroet Dem, og som De i de 
sidste 7 Aar har beklædt med hele den Nidkærhed, den vær- 
dige Personlighed og Troskab, der præger al deres Gerning". 
Ogsaa Guldberg sendte Bernstorff Smiger og hyklende Ord. 

Styrelsen havde dog andre mere tiltalende Sider, og her 
skal da nævnes, at vort Sprog og vore Minder blev holdt i 
Ære, at danske Mænds Arbejde støttedes, og Nationens Ret 
blev hævdet over for de fremmede. Enkedronningen kunde 
ikke have samme Forstaaelse af, hvad det gjaldt, som de, der 
af Fødsel var danske, men hun synes tidligt at have indset, 
at Nationen maatte ønske, at Kongehuset brugte det danske 
Sprog, og ikke for intet havde Guldberg i en Aarrække været 
Arveprinsens Lærer. Synderlig selvstændig stod Juliane Marie 
næppe, og hendes personlige Indskud var maaske ringe, men 
hun betød noget, fordi hun var „Landets Moder", Enkedron- 
ningen, til hvem alle saa hen. I Følge hendes Stilling maatte 



Dagen i Schwermansdals Hauge. En Obelisk af hvidt Marmor en 
Rustique med Indskrift: 

Gem Sten — gem Præget af vort Bnst 
At Evighedens Børn maa lære 
Vort Nordens Ros — dets Held — dets Lyst 
Vor Tak — og Julianes Ære. 

var ziret med brændende Lamper og Blus paa Spidsen, omgivet med 
pr>'dede Borde i Firkant. Den stod imellem 4 flammende Altre, l'den 
om Altrene sang Selskabet: 

Chor 
Velkommen, velkommen igen 
Du hulde blandt Dage for Norden 

etc. 

En stille og dunkel Himmel yndede Højtideligheden. \'ed et ven- 
skabeligt Maaltid udtr>kkede Selskabet sine glade Følelser i dertil 
forfattede Sange og hævedes efter faa Timer med de varmeste Ønsker 
for den bedste Dronnings \'el". 



272 

hendes Forhold til dansk Aandsliv og Virken af anden Art i 
meget faa Karakter af Patronage, og nogen Forfængelighed 
kan ogsaa kendes, men alligevel tør man ikke nægte, at 
Juliane Marie paa flere Omraader har vist Iver og virkelig 
Interesse. Det gælder Theatret, som ved Kabinetsordrer blev 
et dansk Theater; den før saa yndede italienske Opera og 
det franske Drama maatte vige for danske Skuespil. Theatret 
skulde være nationalt og folkeopdragende. „Ej blot til Lyst", 
den kendte Indskrift over Skuepladsen, stammer fra denne 
Tid — fra en Mand, der hørte til Enkedronningens og Guld- 
bergs Gruppe, — Kongens Forelæser C. F. Jacobi, som var 
Medlem af Theaterdirektionen. „Ene ved at være Sædernes 
Skole kan vor Skueplads gøre sig værdig til den Beskyt- 
telse, hvormed Deres Majestæt beærer den", skrev Rahbek, 
da han dedicerede „Breve fra en gammel Skuespiller til 
hans Søn" til Enkedronningen. I sine Erindringer kalder 
han dette Tidsrum i Theatrets Historie „Periodus Juliana". 
— Det hedder sig, at det var Juliane Marie, som tilskyndede 
til Opførelsen af Evalds „Balders Død". Hun havde været 
til Stede, da „det dramatiske Selskab" ved en Privatfore- 
stilling med glødende Iver første Gang forsøgte at føre et 
dansk Oldtidsdrama 'over Scenen, og strax efter lod hun 
Jacobi kalde og bad ham virke for, at „Balders Død" snarest 
kunde drages frem paa det kongelige Theater, at Evald 
kunde faa Ære og Indtægt af sit Digterværk, hvilket ogsaa 
skete. Til Beretningen om „det dramatiske Selskab"s Op- 
førelse af „Balders Død" har Rahbek, der holdt af Juliane 
Marie og ofte nævner hende med oprigtig Taknemlighed, føjet 
et lille Træk, der viser, at den fyrstelige Dame kunde tage 
en Situation jævnt og fornøjeligt. Helt uformodet var Konge- 
huset kommet til Stede ved Forestillingen. En Skuespiller, 
som ikke skulde optræde før i sidste Scene, tog mod Billetter 
og afkrævede ogsaa Juliane Marie Billet. Hun lo af ham, og 
Skuespilleren, som nu sagtens genkendte Enkedronningen, 
stammede: „Om Forladelse naadige Frue", hvorover hun lo 
endnu mere „til hans ydermere Forknytteise". 

Juliane Marie havde væsentlig Del i Anlægget af Por- 
cellainsfabrikken i den gamle Gaard paa Købmagergade. Ved 



273 



Dron- 

ogsaa 

til de 

Som 



hendes Interesse lykkedes det endelig i 1775 en Mand fra 
København F. H. Muller at danne et Aktieselskab ; Enke- 
dronningen tegnede 4 Aktier, Arveprinsen 2, ialt havde Sel- 
skabet 19 Aktier å 
1000 Rdl. Juliane 
Marie besøgte Fa- 
brikken, og adskil- 
ligt af dens ældste 
Production minder 
om hende, idet den 
bærer hendes Bil- 
lede, hendes Nav- 
netræk eller Da- 
toen for hendes 
Fødselsdag. Tra- 
dition om 
ningen har 
knyttet sig 
gamle Ting. 
det fremgaar af 
Porcellainsfabrik- 
kens Papirer og 
af Fortegnelsen 
over Enkedronnin- 
gens Dødsbo, er 
ikke lidt af Fabrik- 
kens Frembringel- 
ser udleveret til 
Juliane Marie; hun 
støttede fremdeles 
Foretagendet med 
Penge, men det 
kunde ikke bære 
sig, thi i Stolthed 
over den nationale 
Bedrift og i ung- 
dommeligt Haab havde man sat sig høje Maal. 1 1779 over- 
tog Kongen Aktiver og Passiver, og Fabrikken hed nu 
„Kongelige danske Porcellainsfabrik'*. 
Danske Dronninger. 18 




Juliane Marie. 
Buste fra den kgl. Porcellainsfabrik (Stanley!. 
Rosenborg. 



274 



Jeg besøgte i Gaar vor nye Porcellains-Fabrik", hedder 
det i 1780 i en meget følsom Bog, der benævnes „Venskabe- 
lige Breve". „Denne kan De kun blot kende af Rygtet, men 
jeg beskuede den i sit Inderste i alle dens detaillerede Dele. 

Jeg blev henrykt over 
de Ting, mit Øje saa. 
Kunde jeg formode 
saadanne Ting at fa- 
brikeres i mit Fæ- 
dreneland og det af 
en dansk Mand, en 
af Stadens værdigste 
Borgere! — Jeg saa 
Underværker, Arbej- 
der i Finheder, i Smag, 
i Tegning, som over- 
gik alt hvad kine- 
sisk kaldes". Denne 
Glæde over Porcel- 
lainsfabrikken som et 
nationalt Foretagende 
kommer oftere til 
Orde, og det var i 
Tilslutning til Tidens 
Stræben mod natio- 
nal Frigørelse , at 
Juliane Marie havde 
været ivrig for An- 
lægget, men dertil 
kommer, at hun selv 
maatte sætte en Ære 
i at faa en Fabrik i 
København, som Bro- 
deren havde sin i 
Furstenberg og Svogeren sin i Berlin. Hun sendte gerne 
Porcellainsfabrikkens Frembringelser som Gaver til Udlandet. 

Overhovedet maa man ikke glemme, at Juliane Marie, 
selv om hun loyalt holdt det danske i Ære, dog ved sin 





*w. 



Vase fra den kgl. Porcellainsfabrik. 



275 

fremmede og fyrstelige Byrd havde sine egne Interesser og 
sine mest oprindelige Interesser uden for Danmarks Grænser. 
Der var Familien, og der var Udenrigspolitikken. 

Dagbogen af 1780 viser Enkedronningens Opmærksomhed 
for de udenrigspolitiske Forhold, idet den melder om Con- 
ventioner, der er afsluttede. Courerer, der kommer og gaar; 
saa faa og korte Noterne er fra 1780, danner de en mærke- 
lig Modsætning til Optegnelserne fra 1760erne, som aldrig saa 
ud over Hjemmets Kreds. 

Enkedronningen fører Correspondence med Kejserinde 
Catharina af Rusland og med Søsteren Dronning Elisabeth 
Christine af Preussen, men af størst Omfang og Interesse er 
Brevvekslingen med Svogeren Frederik II. Correspondencen 
med Elisabeth Christine strækker sig gennem mange Aar, 
idet det ældste bevarede Brev fra Juliane Marie skal være 
dateret 24. Juni 1753, det sidste 2. Januar 1796; 8 af Juliane 
Maries Breve er helt eller delvis trykte, men hun har 
skrevet flere, vi ved ikke hvor mange. Søstrene kendte 
ikke hinanden personligt, thi Juliane Marie var kun et 
Barn paa 3 — 4 Aar, da Elisabeth Christine forlod Hjemmet. 
Brevene er derfor spinkle af Indhold; stærkest og mest ægte 
lyder de Ord, Juliane Marie skrev til Søsteren, da Frederik II 
var død, — ,min bedste Ven" kalder hun ham og kan kun 
sige, at hun har været den store Konge med Sjæl og Hjerte 
hengiven. Brevvekslingen med Frederik II havde været 
Dronningens Stolthed. Hun havde henvendt sig til Preus- 
sens Konge i 1772, da Danmarks Forhold til England var 
spændt, Frederik II havde svaret forekommende og bero- 
ligende tilbage, og Correspondencen var bleven fortsat gennem 
Aarene, 242 Breve har Frederik II sendt, 245 foreligger fra 
Juliane Maries Haand. 

Man undrer sig over, at Frederik II med det Arbejde, 
der hvilede paa ham, fandt Tid til saa mange Breve, og man 
spørger, hvorfor han saa flittigt skrev til Svigerinden i Dan- 
mark. Det ligger nær at formode, at Preussens Konge gennem 
Juliane Marie vilde have Haand med i dansk Politik, men al 
Forklaring er dermed ikke givet, thi saa mange Breve var 
ikke nødvendige, om de blot skulde sikre Kongens indfly- 
delse, og Correspondencen rækker ud over 17S4, ud over den 

18* 



276 

Tid, da Enkedronningen havde politisk Betydning. Frederik II 
har aabenbart næret venlige Følelser over for Svigerinden, 
som han omtaler hensynsfuldt og elskværdigt i sine korte 
Breve til Elisabeth Christine. Naar han takker Juliane Marie, 
fordi hun viser sin gamle Svoger Deltagelse, eller fordi hun 
mindes fordums Dage, da de mødtes i Brunsvig og dansede 
sammen, synes han hyggeligere og mildere, end han ellers 
har for Skik, men agerer maaske kun den opmærksomme 
Kavaller, som denne Gang bringer sin Hyldest i mindre 
skruede Former, end naar han hilser Juliane Marie som 
„mon adorable amie", „mon incomparable reine" og priser 
hende som den, der fører det danske Statsskib stolt mellem 
Skærene. 

Den dansk-engelske Konflikt i Foraaret 1772 havde bragt 
Enkedronningen til at begynde denne Brevveksling, Gustav III's 
Statskup om Sommeren samme Aar maatte ogsaa drøftes, thi 
Sveriges Naboer saa med ringe Tilfredshed, at der kom kraf- 
tigt Kongestyre i dette Land, men snart glider Talen hen paa 
almindelige europæiske Forhold, og her er Frederik II den 
kyndige og aarvaagne Iagttager, han spejder efter Tegn paa 
den politiske Himmel og meddeler Juliane Marie sine Obser- 
vationer, Dronningen lytter til og gør ogsaa sine Bemærk- 
ninger, Frederik II roser hendes skarpe Syn med megen 
Artighed. 

Indre politiske Forhold i Danmark kommer sjældnere 
indgaaende paa Tale, fordi Juliane Marie med Takt holder 
dette Æmne noget udenfor Correspondencen, dog kan hun 
ikke nægte sig den Fornøjelse fra Tid til anden at skrive om 
sig selv som den, der støt staar ved Roret, og om den Tryg- 
hed, der raader i Familien og Staten. „Mine Dage henrinder 
behagelig", skriver hun i 1775, „mine Sønner viser mig paa 
enhver Maade Ømhed og Tillid. Kongen, som fra sin tidlige 
Ungdom har haft Forkærlighed for mig, vedbliver at opfatte 
mig som sin Støtte, saaledes som han har gjort det baade fra 
Barndommen af og under al den Modgang, som ved For- 
synets Tilskikkelse er falden over hans Hoved. Min Søn 
Prinsen, der aldrig har fornærmet mig, som stedse nøje har 
opfyldt alle en god Søns og hæderlig Mands Pligter og paa 



277 

samme Tid er en dydig Mand, tænker kun paa at gøre, hvad 
jeg lyster; saaledes handler han imod mig, og saa ivrig er 
han i at tjene sin Broder Kongen og sit Fædreland. Den 
lille Kronprins vækker gode Forhaabninger og føler mere, 
end man skulde tro, hvor stor en Velgerning, der er vist 
ham ved den sidste Revolution". Fremdeles fryder Enke- 
dronningen sig over, at Ministrene er duelige og omgængelige 
og ledes af Arveprinsen saaledes, at „alt gaar som et godt 
og optrukket Urværk, og det uden Larm og uden Pral". 
Frederik II var dog ikke saa sikker, og i Firserne advarer 
han gentagne Gange Juliane Marie mod mulige Fredsfor- 
styrrere. I Foraaret 1783 skriver han: ,Jeg, der er min ufor- 
lignelige Dronnings ret inderlige Ven, jeg beder og besværger 
Dem om med Aarvaagenhed at holde Øje med et Parti, som 
jeg har Mistanke om, er ved at danne sig i Danmark, og især 
at passe paa dem, der omgaas Deres Sønnesøn, for at ikke 
nogle Intriganters Ondskabsfuldhed skal fordærve hans uskyl- 
dige Hjærte. Jeg længes meget, det tilstaar jeg, efter at se 
det Tidspunkt, da han bliver myndig, gaa forbi, uden at ær- 
gerrige og ildesindede Folk bringer nogen Forstyrrelse. Min 
kære Dronning ser, at dette Øjeblik nærmer sig, og jeg tvivler 
ikke om, at Deres Klogskab og Forsigtighed vil bringe Dem 
til at træffe saa gode Forholdsregler, at alt forløber til Deres 
største Tilfredshed". 

Men Juliane Marie agtede paa ingen Ting. Kronprinsen 
havde i al Hemmelighed sat sig i Forbindelse med A. P. 
Bernstorff, og da han efter sin Konfirmation første Gang tog 
Sæde i Statsraadet den 14. April 1784, styrtede han Rege- 
ringen af 1772. Det hele kom saa uventet, at Modstand var 
umulig, og med nogle heftige Scener mellem Kronprinsen, 
Arveprins Frederik og hans Moder, under hvilke Juliane 
Marie gav sin Harme og Bitterhed Luft i hidsige Ord, var 
alt forbi. Om Aftenen var der som sædvanlig Hofbal. Enke- 
dronningen var til Stede og blev til det sidste, ligesom hun 
foreløbig blev ved at bo paa Christiansborg. 

Man vilde for Verden dække over den bitre Splid mellem 
Kronprins Frederik og Juliane Marie; det skulde se ud, som 
om alt var godt, som om intet mærkeligt var sket den 14. 



278 



April. Derfor skrev Enkedronningen den 20. i samme 
Maaned til Svogeren i Potsdam: „Min Hr. Broder. Da jeg 
er bange for, at man maaske kunde opskræmme Deres Majestæt 
ved Beretninger om en Begivenhed, som ganske vist har 
overrasket os en Smule, da den er kommet os uventet, og 
som havde kunnet finde Sted paa en anden og mindre op- 
sigtsvækkende Maade, har jeg holdt det for min Pligt selv at 
underrette min uforlignelige Konge og bedste Ven derom". 

Hun forsikrer ham, at Begivenheden 
kun har været en Fuldbyrdelse af 
hendes Planer, en Opfyldelse af 
længe nærede Forhaabninger, og 
hun kan ikke noksom prise Kron- 
prinsens venlige Følelser mod hende 
og Familien. " „Hvis han bevarer 
disse Følelser", skriver Enkedron- 
ningen, „og tænker paa at styre 
Baaden overensstemmende med gode 
og prisværdige Ønsker, vil jeg være 
rolig og med megen Tilfredshed se 
Sagen fuldstændigt afgjort, thi, at 
Kronprinsen i den Alder, hvori han 
nu er, kommer til at styre Sagerne, 
er i og for sig ret naturligt. Vi har 
derfor altid ønsket det og i det 
sidste Aar banet Vejen dertil". 

Samme Fiktion vilde Enkedron- 
ningen opretholde ved sin Optræden her hjemme. Hun 
dæmmede op for sin Harme og viste gode Miner, ytrede, at 
hun ikke havde følt sig saa tilfreds og rolig som nu; hun 
forstod godt, at man vogtede paa hende og ikke uden Skade- 
fryd spurgte, hvorledes hun bar sit Nederlag. Der var da 
ogsaa dem, som vidste at fortælle, at Vrede og Bitterhed til 
Tider kunde tage Magten fra hende. Opbruddet fra Chri- 
stiansborg det Aar gik hende til Hjerte, hun maatte tage 
Sommerophold paa Fredensborg alene, mens Kongen med 
Kronprinsen boede paa Frederiksberg Slot; dermed var be- 
tydet, at linkedronningens Magt over Kongen var forbi, for 
Fremtiden skulde hun leve sine Dage i Stilhed. 




Juliane Marie. Silhuet. 
Kongelige Bibliothek. 



279 



Det var svært for Juliane Marie at falde til Ro; i En- 
somheden paa Fredensborg rugede hun over sin Skuffelse. I 
en Skrivelse af 24. Juli til den forhenværende Overhof- 
marskalk E. Schack ønsker hun, at han i sin ny Stilling maa 
finde alt, „hvad Troskab, Retskaffenhed og en usminket Op- 
rigtighed kan vente sig til Belønning i denne usle Verden", 
og i et Brev til Frederik II, dateret den 10. August, taler 
hun vel om sin Sindsro og sit lykkelige Liv paa det skønneste 




Den danske Kongefamilie 1794. Maleri af Viertel. 
Gunderslevholm. D. M. P. 

Landslot i Kongens Riger og Lande, men ved Siden heraf 
bryder Bitterheden frem: „Efter den Erfaring, som jeg har 
vundet ved 32 Aars Ophold i dette Kongerige, er der intet, 
der overrasker mig, og jeg har til Bunds lært, hvad Verden 
og dens Beboere er". 



Der er ikke meget at fortælle om den følgende Tid indtil 
Juliane Maries Død i 1796. Freden mellem Kronprinsen og 
Enkedronningen — „Enigheden i Huset", som Guldberg ud- 
trykker sig i et Brev til Biilow, — blev saa nogenlunde op- 
retholdt. Det var stille Aar i Juliane Maries Liv, urolige Aar 



280 

ude i Europa. Vi har et ejendommeligt Vidnesbyrd om, hvad 
den gamle Dronning mente om Begivenhederne i Europa og 
de store Principspørgsmaal, der rystede Verden, i de Kobber- 
stik, som opregnes i Fortegnelsen over hendes Dødsbo. De 
nævnes som „Kobberstykker i Ramme og Glas" og har da 
hængt paa Dronningens Væg. Dér har hun haft for Øje: 
Marie Antoinette, Prinsessen af Lamballe, Ludvig XVI, Prinsen 
og Prinsessen af Frankrig, Kong Carl I's sidste Møde med 
Børnene, Marie Stuart — l'ancien regimes kongelige Martyrer. 

Dronning Juliane Marie var en statelig Dame. „Hun 
havde ved sin skønne høje og ranke Figur en imponerende 
Anstand og et Øje, som sagde meget, naar hun fandt det for 
godt", skrev Johan Biilow. Hun var velbegavet og havde fra 
sin Slægt Trangen til at samle Kundskab. Oldefaderen Hertug 
August og Bedstefaderen Hertug Ferdinand Albrecht havde 
hørt til det 17de Aarhundredes lærde Fyrster, under flittig 
litterær Syslen og rastløs Samlen lagde de Grunden til 
Wolfenbiittel Bibliothek og Braunschweig Museum; Olde- 
moderen og Fasteren nævntes som Forfatterinder; Broderen 
Hertug Carl viste under et omfattende Arbejde for Landets 
Opkomst særlig Iver for god Undervisning paa lavere og 
højere Trin, for videnskabelig Undersøgelse og kunstnerisk 
Virken, han kaldte Lessing til Wolfenbiittel Bibliothek, og i 
Braunschweig fik Lessings Drama „Emilia Galotti" sin første 
Opførelse; Familiens litterære Interesse gik i Arv til Hertug 
Carls Datter Anna Amalie og til Dattersønnen Hertug Carl 
August i Weimar, den fremtræder hos Juliane Maries tredje- 
ældste Broder Ulrich Ernst og hos Søsteren Elisabeth Chri- 
stine, der oversatte en Række opbyggelige Skrifter og ogsaa 
selv førte Pennen. Selv syslede Dronning Juliane Marie med 
Italiensk og med Engelsk, som hun først begyndte at læse i 
Fyrrety veaarsalderen ; vi ved, at hun skaffede sig Hume's 
History of England blandt mange andre Bøger; paa Fredens- 
borg havde hun et Bibliothek. 

„Af alle kongelige Personer i vort Land har jeg ikke 
kendt nogen nøjere end Dronning Juliane Marie, og jeg kan 
med Sandhed bevidne, at hun i Forstand og Kundskab havde 
faa sine Lige blandt sit Køn", skrev Suhm, og Bastholm 



281 

udtalte i sin Ligprædiken over Juliane Marie: „Hun havde 
en dyrket Forstand, en Forstand, dannet ved saa mange Aars 
Erfarenhed blandt Hoffets mangfoldige Afvexlinger. Disse 
lærte hende at kende alle jordiske Tings Forfængelighed og 
Ubestandighed og gjorde hende rolig ved samme; en For- 
stand, dannet ved Læsning og fornemmelig historisk Læsning, 
som var hendes Yndlings-Beskæftigelse''. Suhm bekræfter, 
hvad Bastholm siger om Juliane Maries Interesse for Læs- 
ning. I øvrigt løfter Retorikken Talerens Ord saa højt, at vi 
ikke kan følge med. 

Thi eet er „en dyrket Forstand", et andet er det over- 
legne Blik, det praktiske Greb og Kendskab til Styrelsens 
store og smaa Ting; eet er Reflexion og forstandig Tale, et 
andet den Concentration i Viljesliv og i Tænkning, hvorpaa 
Personligheden beror. Naar det gjaldt, kunde Juliane Marie 
vise en momentan Concentration, for hun havde Temperament, 
og det bar hende stolt gennem Øjeblikket; det var ikke blot 
den 17. Januar, der aabenbarede denne Evne, ogsaa ved 
andre Lejligheder berettes om hendes Mod og Aandsnærvæ- 
relse; i det daglige derimod var hun aandelig indolent og 
overvejende receptiv. Et aandeligt Flegma lader sig meget vel 
forene med koleriske Anlæg, og saadanne havde Juliane 
Marie. „Let følte hun Fornærmelser, stærkt brusede Blodet 
i hendes Aarer, naar hun følte dem eller troede at føle dem", 
siger Bastholm, der ikke skjuler, at Enkedronningen under- 
tiden kunde overrumples af „sit kraftfulde Temperament og 
Tilfældes uventede Paastød", og Biilow tilstaar i Beretningen 
om sin første Audiens, at han gik til hende med Frygt og 
Bæven, vel vidende, „at hun var meget hastig". Ogsaa Guld- 
berg mindes Juliane Maries stormfulde Sind og siger paa sin 
kunstlede Maade, idet han i et Brev i 1790 vil udtale sin 
Glæde over, at Biilow viser den gamle Enkedronning Op- 
mærksomhed: „Paa et andet Sted glæder det mig altid, at 
min Ven bliver ved stedse at have for Alder og Temperament 
Deres gamle Ærbødighed". 

I stærk Bevægelse kunde Juliane Marie optræde uklogt 
og sige det, der hellere maatte være usagt, bidende Ord for 
hende let af Munden. Paa den anden Side kunde hun handle 
højmodigt, idet hun handlede impulsivt, ved Lejlighed giver 



282 

hun godt Svar paa et kækt Ord. Traditionen i Abildgaards 
Slægt fortæller, at Kunstneren var til Audiens for at takke 
for sin Udnævnelse til Professor og kongelig Historiemaler; 
da Enkedronningen spurgte, om han var tilfreds dermed, 
ytrede han, at han jo nu tjente det samme som en Hyrekusk, 
en Ytring, der havde til Følge, at hans Løn straks blev for- 
doblet, — og Abildgaard hørte dog ikke til de myge, men 
øvede sin Kritik ubekymret. 

Juliane Marie var heftig af Sind, men naar hendes Væsen 
var brat og dominerende, beror det ogsaa paa, at hun var saa 
optaget af sig selv, at hun ikke havde Tanke for andre. Det 
kærlige Hjerte og en mild og klog Forstaaelse mangler hun. 
Det ses i Forholdet til Caroline Mathilde, over hvem hun 
udtaler en skaanselsløs Dom, der fælder hende selv; det ses 
i Forholdet til Caroline Mathildes Børn, Kronprins Frederik 
og Prinsesse Louise Augusta, hvis Opdragelse blev hende be- 
troet. Rent pligtmæssigt har hun vist gjort, hvad hun skulde, 
men hun formaaede ikke at drage Børnene til sig. Indrømmes 
skal det, at Forholdene var vanskelige og maatte blive vanske- 
ligere Aar for Aar, alt som Caroline Mathildes Børn voksede 
til og ad mange Veje fik at høre om deres Moder. Moderens 
Minde blev deres fælles Eje, den Hemmelighed, som de vel 
skulde vogte for Enkedronningen; men under de Omstændig- 
heder vil man forstaa, at alle Juliane Maries Bestræbelser for 
at kalde Taknemlighed frem hos dem maatte have en egen 
Virkning. 

Der er noget meget utiltalende i den Maade, hvorpaa 
Enkedronningen stedse skal minde om, hvad hun har gjort. 
En naiv og lidet kræsen Forfængelighed har behersket hende, 
en Forfængelighed, som til Tider har ført hende ad Biveje og 
Bagveje, men som Helhed maa man sige, at hun var hæderlig 
af Karakter og vilde det bedste. Med Urette har man baade 
i Juliane Maries egen Tid og længe efter fremstillet hende 
som en intrigant og herskesyg Kvinde, en Stifmoder i værste 
Forstand; der var ikke de Mørkets Gerninger, som hun ikke 
havde gjort. 

Underligt nok. Hun havde altid været glad ved sig selv, 
og paa alle Maader havde hun arbejdet paa at skaffe sig et 
godt Eftermæle. Her var Nemesis over hende. 



283 



CAROLINE MATHILDE. 

Det havde været Frederik V's Ønske, at hans Søn skulde 
søge sin Brud i England i Dronning Louises Slægt. Allerede 
1753 havde Sagen været paa Tale mellem den danske og den 
engelske Konge, og man var kommet til Enighed om, at en 
af Kong Georgs to smaa Sønnedøtre, Døtre af Prins Frederik 
af Wales og Prinsesse Augusta af Gotha, en Gang i Tiden 
skulde være Frederik V's Sønnekone. Kong Frederik holdt 
fast ved den Tanke; sidst i Halvtredserne paalagde han den 
danske Gesandt ved det engelske Hof Grev Bothmer i sine 
Indberetninger at give Oplysning om de to Prinsesser, og 
efter Gesandtens Udtalelser valgte den danske Regering den 
yngste af Søstrene, Caroline Mathilde. Hun var ikke 14Aar, 
dengang Forlovelsen blev kundgjort, og hun var kun 15 Aar 
og nogle Maaneder i Efteraaret 1766, da hun per procura 
blev viet til Christian VII paa Slottet St. James i London og 
som Danmarks Dronning forlod sit Barndomshjem. 

I et Par Breve til Johan Hartvig Ernst Bernstorff har 
Grev Bothmer i August og September 1766 fortalt om den 
unge Prinsesse, hvis paa eengang frejdige og beskedne Væsen 
har indtaget ham. Hun har gjort ham mange Spørgsmaal om 
Danmark og Forholdene i Landet og har bedt ham bringe 
Kongen en Hilsen i den rette Form, „thi", sagde hun, „jeg 
er ganske ukendt med Hofsprog, jeg kender mere til Planter 
end Mennesker og ved bedre at gøre Brug af de Blomster, 
Naturen frembringer, end af dem, hvormed Hofmænd pynte 
deres Tale". Prinsessen har ogsaa spurgt, om hun skulde 
skrive til Kongen og Enkedronningen, og Gesandten har 
raadet hende til at vente, indtil Vielsen har fundet Sted, for 
da selv at sende Brev til Danmark derom. 

Et helt andet Billede af Caroline Mathilde giver Reynolds' 
Maleri, malet omtrent ved samme Tid, som Grev Bothmer 
skrev de to Breve. Her sidder den unge Prinsesse med sin 
Luth ved Aftenstid i Parken tæt ved en lille Rundbygning, et 
Tempel af den Slags, hvormed det 18de Aarhundrede yndede 
at pryde sine Haver. Vi niaa tænke paa Reynolds' kendte 



284 



Portrætter af Damer fra den fornemme Verden: Hertuginden 
af Devonshire, der tøver paa Marmortrappen ned til den 
skumrende Have, hvor den hvide Statue fanger Dagens sidste 
Lys, — Miss Cornwall, fin og rank mellem ranke Stammer, 
— Grevinde Spencer og Lady Delmé med deres Børn og 
deres Hund, — Lady Bamfylde, Marquisen af Camdon og 

alle de andre Kvinder, 
som uden at kende Ar- 
bejde og Møje og uvi- 
dende om Livets Dis- 
harmonier drømmer blidt 
og lidt vemodigt i de 
engelske Parker med 
deres skyggefulde Træ- 
grupper og de bløde, 
solvarme Sletter. 

Maleriet af Caroline 
Mathilde synes efter Re- 
produktionen at dømme 
at sige mere om Kunst- 
neren og hans Billed- 
type end om Prinsessen, 
der altid skildres os som 
en lyshaaret, kraftig og 
livsglad ung Pige, men 
her paa Billedet er mørk, 
lidt sart og nok saa ele- 
gisk. Luthen er maaske 
det mest virkelighedstro, 
thi Caroline Mathilde skal have haft en køn Sangstemme. 
Reynolds selv var ikke tilfreds med Maleriet, han har fortalt 
sin Elev Northcote, at det ikke kunde blive godt, fordi Caro- 
line Mathilde græd næsten al den Tid, hun sad for ham. 
Hans Fortælling passer ikke rigtigt med Grev Bothmers Be- 
retning om den lille Prinsesse, der træder ham saa tillidsfuld 
i Møde, — og dog — April har Sol og Byger, og unge Piger 
har mange Sind. 

Med Smil og Taarer kom Caroline Mathilde til sit nye 
Land. Et Brev fra Diplomaten Gregersjuel til Schack Rathlou, 




Caroline Mathilde. Maleri af Reynolds. 



285 

skrevet i København den 9. November, fortæller, at Kongen 
og Dronningen, glade ved hinanden, er ankomne til Frederiks- 
berg Slot fra Roskilde, hvor Christian VII har mødt sin 
ukendte Brud, men Brevskriveren ved ogsaa at berette om 
nogen Kulde fra den ene Side og Taarer fra den anden Side, 
der har ængstet Iagttagere allerede i Dagene før Indtoget i 
Hovedstaden. Det er ikke at undres over, at Caroline Ma- 
thilde havde svært ved at faa Ligevægt i Sindet i nye Forhold 




Bal i Riddersalen paa Christiansborg 
i Anledning af Christian VIl's Bniiup. (Bradt). 

blandt fremmede Mennesker og midt i en Hvirvel af Fester, 
der skulde forherlige hendes Ankomst til Landet. „I Gaar 
fandt Indtoget Sted", skriver Gregers Juel, og han slutter sit 
Brev: „I Morgen skal vi have Bal paré ved Hoffet, paa 
Tirsdag Appartement, paa Onsdag Bal en Domino, paa Tors- 
dag skal der være Bal hos Prins Frederik, paa Lørdag giver 
Bernstorff en Fest, som den kongelige Familie vil overvære". 



Breve fra Vinteren 1766—1767 melder stadig om Baller, 
Maskerader og Komedier, men mellem Beretningerne om 
Festtumlcn kommer enkeltvis snart fortrøstningsfulde, snart 



286 ■ 

bekymrede Udtalelser om Forholdet mellem Kongen og Dron- 
ningen. Det kunde ikke være andet, end at Christian VII, 
som han var, maatte saare sin Hustru ved sit Væsen og for- 
færde hende ved den lurende Sindsyge og sin daarlige Ka- 
rakter; Tanken om at skulle leve Livet med ham maa have 
lagt sig tyngende over hende. Imidlertid, Dronningen var ung 
og kunde skyde Bekymringerne af sig; hun fornøjede sig ved 
Festerne og den Hyldest, der vistes hende; ved sit ubevidste 
Væsens Trylleri og de femten Aars friske Skønhed vandt hun 
dem, der havde Lejlighed til at være sammen med hende. 
„Man kan ikke sige godt nok om hende", skrev den gamle 
Overjægermester Gram til Schack Rathlou, „vi elsker hende 
alle, saa mange vi er, hun er henrivende". En sindig Iagt- 
tager som A. P. Bernstorff kunde vel finde, at Caroline Ma- 
thilde i ungdommeligt Livsmod var overstadig; men et af- 
dæmpet og behersket Væsen passede kun slet med hendes 
Alder og Temperament, og han fandt hende meget indtagende, 
just som hun var. Han taler med Glæde om hendes aabne 
og ærlige Karakter og gode Forstand; han ved ogsaa at be- 
rette om Interesse hos den unge Dronning. Caroline Ma- 
thilde elsker Blomster og Frugter, og Frydenlund med den 
herlige Frugthave, som Kongen gav hende i 1767, volder 
hende megen Glæde. 

Den gamle Enkedronning Sophie Magdalene havde taget 
venligt og med godt Haab mod Sønnesønnens Brud og havde 
straks ved Ankomsten skænket hende et Baand med store 
kostbare Perler, hun selv i sin Tid havde faaet af Kong 
Frederik IV. Caroline Mathilde var i hendes Øjne „et aller- 
kæreste Barn". Ved Brylluppet kunde Sophie Magdalene 
skrive til Grev Stolberg, at den unge Dronning var forstandig 
og af godt kristeligt Sindelag, endnu meget ung og livlig, „aber 
alles mit Douceur und eine anståndige Weise". 

Mens Kongen i den følgende Tid voldte sin Bedstemoder 
megen Bekymring ved de Venner, han valgte, og det Liv, han 
førte, — „Gud forbarme sig over os", sukker den gamle 
Dronning, — havde Caroline Mathilde hendes Sympathi. I 
Sommeren 1767 skriver hun til Stolberg: „Nu er Kongen 
rejst til Holsten, den unge Dronning bor imidlertid paa 



287 

Frederiksborg sammen med Prinsesse Charlotte*). Vi vil 
komme flittigt sammen, Dronningen er rigtig elskelig, vi havde 
ikke kunnet ønske os nogen bedre, og vi lever ellers alle 
helt fredeligt sammen, naar kun de andre Forhold var bedre!" 

Der var endnu et Menneske, som i Caroline Mathilde 
saa et ungt Barn, der kunde trænge til kærlig Omtanke og 
Støtte paa mange Maader, — det var Sophie Magdalenes tid- 
ligere Hofdame, nu Caroline Mathildes Overhofmesterinde, 
Fru Louise Plessen, en 41aarig forstandig Dame, udpræget i 
Sympathier og Antipathier over for Mennesker og Tidens Be- 
vægelser, solid af Karakter og varm af Hjerte. Fru Plessen 
knyttede sig stærkt til Caroline Mathilde, hvem hun moderligt 
omtaler som „min lille Dronning" ; hun skaffer sig en ny 
Dragt for ikke at synes altfor alvorlig i sort Kjole, hun tænker 
paa Caroline Mathildes Helbred og fører hende omkring, at 
hun kan lære sit Land og sit Folk at kende. I Løbet af 
Vinteren 1766 — 1767 besøgte Dronningen og Fru Plessen for- 
skellige Institutioner, ofte færdedes de til Fods, og dette var 
et nyt Syn, der vakte Undren — og Efterlignelse. „Ar ganska 
fet och går mycket starkt", hedder det i Sommeren 1768 om 
Caroline Mathilde i en svensk Rejsedagbog; Forfatteren har 
ikke set Dronningen, der paa den Tid var i Nordsjælland, 
men med de faa og fyndige Ord gengiver han, hvad der 
sagdes i København. Caroline Mathilde lærte saa at sige de 
københavnske Damer at gaa ; derfor taler Rahbek siden hen 
i sine Erindringer om „den yngre quindelige Slægt, der i 
Mathildes Dage var kommet paa Benene". 

Der var noget naturligt og kønt i Fru Plessens Forhold 
til den unge Kvinde, som var betroet til hendes Varetægt, 
men ulykkeligvis var Caroline Mathilde ikke alene Overhof- 
mesterindens „lille Dronning", men (>hristian VII's Ægtefælle, 
og selv om man ikke skøtter synderligt om al den Sladder, 
en gammel Jomfru som Charlotte Dorothea Biehl kan bære 
til Torvs, maa man dog sige, at Fru Friessen vistnok har 
gjort sig for stærkt gældende og i sin Iver for at værne om 
Caroline Mathilde lidet taktfuldt har stillet sig mellem Mand 



*) Prinsesse Charlotte Amalie, Frederik IV's Datter. 



288 

og Hustru. At hun ikke vilde gaa paa Akkord med, hvad 
der syntes hende tøjlesløst i Hoffets Væsen, er Ære værd, 
og det bor heller ikke glemmes, at Caroline Mathilde ud- 
viklede sig jævnt og godt under hendes Indflydelse, men 
Overhofmesterinden kom til at gøre Dronningen Skade ved 




Caroline Mathilde. 
Maleri af Peder Als. Rosenborg. D. M. P. 

at samle de forargede hos sig og aabne Krig mod Kongen og 
hans vilde Selskab. Hoff'et fik to Grupper — Kongens Gruppe, 
i hvilken den russiske Gesandt Saldern og Christian VII's 
kaade Svirebroder Konrad Holck spillede vigtige Roller, — og 
Fru Plessens Gruppe, der slog Kreds om Dronningen. Det 
er forstaaeligt, at Caroline Mathilde ikke var upaavirket af 
Fru Plessens Syn, selv havde hun fra første Færd fattet 
heftig Uvilje mod Konrad Holck, som i Ondsind eller maaske 
ubevidst ved Taktløshed havde saaret hende, men iøvrigt 



289 

hører vi ikke meget om Dronningen under Striden ved Hoffet, 
endnu synes hun lidet fremtrædende. 

I Begyndelsen af 1768 gjorde Kongen Ende vel ikke paa 
sit gale Levned, men paa Forargelsen og Kritikken inden 
Døre, idet han ramte adskillige af dem, der stod Dronningen 
nær, fremfor alle Fru Plessen, som fik Afsked med Ordre til 
at forlade Slottet og Landet. Forholdet var blevet saa spændt, 
at dette Skridt synes nødvendigt, men Tidspunktet for Over- 
hofmesterindens Fjernelse var valgt med sjælden Hensynslos- 
hed, thi den 28. Januar var Kronprinsen bleven født, og den 
29. Februar berøvede Kongen sin Hustru det Menneske, hun 
havde sluttet sig til med størst Hengivenhed, efter at hun 
var kommet til Landet. Caroline Mathilde følte dyb Smerte, 
men viste en Sagtmodighed, der taler til Ære baade for 
hendes Forstand og hendes Karakter. Vi vil tro, at den lille 
Søn med den Pleje, han krævede, har hjulpet Dronningen 
over Sorgen og Harmen. 

„Efter Fru Plessens Bortrejse", skriver Fru Sneedorff i 
April Maaned, „er hun den meste Tid alene eller sammen 
med sin Prins, som endnu ikke har nogen Gouvernante, — 
hun vilde gerne selv være det, sagde hun for nogle Dage 
siden til min Svoger, men Etiketten fordrede, at man tog en 
Gouvernante". Ogsaa Fru Gabel maa fortælle om den unge 
Dronnings Omhu og Iver for sit Barn: „Dronningen er den 
ømmeste og mest agtværdige Moder, man kan tænke sig. 
Hvad der forbavser mig i en Grad, jeg ikke kan sige, er, at 
hun søger at skaffe sig saa stor Kundskab som muligt om, 
hvorledes man bedst kan opfostre et Barn i hans Alder, og 
at hun med en beundringsværdig Omhu stræber efter at lære 
mere og mere i Forhold til de Krav, hendes Søns Opfostring 
stiller til hende. Hun har tit sagt mig, at hun med usigelig 
Fornøjelse læste de Afhandlinger, hun kunde faa fat paa, om 
Børns moralske Opdragelse, men at hun fandt, at saa lille 
som hendes Søn var, niaatte det være hans fysiske Udvikling, 
der tænktes paa. Senere, sagde hun, vil jeg gaa videre". Det 
var denne Caroline Mathildes pædagogiske Iver, der siden 
hen gjorde hende til en saa lærvillig Discipel af Struensee og 
Danske Dronninger. 19 



290 

fik hende til med ubøjelig Konsekvens at opfostre Kronprinsen 
efter Rousseaus Methode. 

Der var saa megen mere Lejlighed for Dronningen til at 
ofre Barnet al Tid og Interesse i dets første Leveaar, som 
Kongen i Maj 1768 drog paa en lang Udlandsrejse og lod 
Caroline Mathilde tilbage. Med Sorg saa hun Kongen rejse 
bort, og med længselsfuld Glæde ventede hun hans Hjem- 
komst, saaledes beretter A. P. Bernstorff i Breve til sin Onkel; 
man vilde tvivle om, at dette var sandt og muligt, hvis ikke 
Bernstorff var Hjemmelsmand, — man maatte tvivle alligevel, 
hvis ikke Drømme og forfængeligt Haab alle Dage havde 
gjort Mennesker til Daarer. Til denne stille Sommer hen- 
føres de Ord, Caroline Mathilde ridsede i en Rude paa Fre- 
deriksborg Slot: „O keep me innocent, make others great". 
Er det et Citat eller hendes egne bange Ord? Hvad bevæ- 
gede hendes Sind ved den Bøn, — vi ved det ikke, maaske 
var det ikke nogen bevidst Tanke, men kun en dunkel Uro, 
en Ængstelse, der pludselig steg op af Sjælens Dyb. 

1 Januar 1769 kom Kongen hjem. Hans Rejselæge Dr. 
Struensee fra Altona blev hos ham som Livlæge, men indtog 
foreløbig en ret beskeden Stilling og tænkte næppe paa meget 
andet end at nyde Livet og fornøje sig med Intriger og 
Æventyr. 

Rejsen havde gjort Kongen træt; han tumlede ikke mere 
vildt om, men Tiden var ham en Byrde, og han sank hen i 
Sløvhed og Melankoli, alt Arbejde skyede han. 

Om Dronningen hører vi ikke meget i dette Aar, og vi 
kan ikke følge hendes Udvikling, navnlig ikke faa Svar paa 
det Spørgsmaal, om ikke Caroline Mathilde, allerede før hun 
reves hen af sin Lidenskab, var bleven en anden, om ikke 
Vejen var beredt for Struensee, idet den unge Dronning lang- 
somt og umærkeligt paavirkedes af daarlige Omgivelser. 

Et Brev — vistnok fra Sommeren 1769 — fra Fru Louise 
Gramm til Baronesse Løvenskjold maa i denne Forbindelse 
anføres. „Jeg har ikke sagt Dem," hedder det, „hvorfor jeg 
slet ikke har været tilfreds med Dronningen — for det første 
paa Grund af nogle mærkelige Ytringer over for mig og der- 
næst paa Grund af den Udmærkelse, hun viser Frk. Eyben. 



29; 



Hun sagde til mig, at hun elskede de franske Romaner, skønt 
hun meget ofte læste alvorlige Bøger, men de franske Ro- 
maner kunde fordreje Hovedet paa en, tilføjede hun med et 
Smil". Louise Gramm saa skarpt og klogt, men Brevet er 
udateret og fortæller ikke, om de franske Romaner gik forud 
for Struensee, eller om det var ham, der indførte dem, og 
om Dronningens Smil hørte ham til. 




Caroline Mathilde. 
Maleri af jens Juel. Rosenborg. D. M. P. 



Det var, saa vidt vides, forst ved Slutningen af Sommeren, 
at Struensee kom til Dronningen og Hk Lejlighed til oftere at 
tale med hende. Fra forskellig Side siges, at hun længe 
havde sat sig mod Kongens Ønske, at hun skulde se hans 
Læge, og den Forklaring gives, at Dronningen havde Uvilje 
mod Struensee, fordi hun i ham saa den forhadte Holcks 
Ven og Forbundsfælle. Men hun maatte skifte Sind, da hun 

19* 



292 

lærte ham at kende. Struensee viste en Hensynsfuldhed, som 
var hende ny, og vandt hendes Tillid og Taknemlighed ved 
at tage sig af den lille skrøbelige Kronprins og ved at forsøge 
at bringe et bedre Forhold i Stand mellem Kongen og Dron- 
ningen. Medens Caroline Mathilde maaske kun troede at føle 
Glæde over at finde et Menneske, som hun kunde stole paa, 
vaagnede hos hende en Forelskelse, som skulde blive saa 
skæbnesvanger, da Struensee var uridderlig og samvittig- 
hedslos nok til at benytte sig af den Magt, han havde vundet 
over hende. I Begyndelsen af 1770 løb Rygtet ilfærdigt om 
og berettede det, som kun var altfor sandt. 

Der havde altid været noget voldsomt og ubehersket over 
den unge Dronning, hun havde været overgiven og let til 
Taarer, og da nu Lidenskaben greb hende, mistede hun 
ganske Herredømmet over sig selv. Paa Maskeraderne gik 
hun stadig sammen med Struensee, og, efter hvad Struensee 
senere sagde under Forhørene, var det paa et saadant Bal, 
at hun tilstod ham sin Kærlighed. I Theatret satte Struensee 
sig stedse over for Dronningen og syntes ikke at vende 
Blikket fra hende; man sagde, at hun, idet hun gik, hilste 
over til ham med sin Vifte. Hen i Foraaret vidste man at 
fortælle, at de gik sammen i Frederiksberg Have med hin- 
anden under Armen. „Jeg kan ikke længere undskylde denne 
Kvinde", skrev Fru Gramm, som i sin Forargelse trolig bar 
Sladder om Dronningen, „hun er jo dog baade Hustru og 
Moder, men ingen af Delene synes længere at betyde noget 
for hende. Hvorledes har hun dog kunnet forandre sig saa 
meget!" 

Dette Udbrud lyder mange Gange. 

En stærk Følelse vil røre op i Dybet og bringe godt 
eller ondt for Dagens Lys, — det blev ikke det gode i Caro- 
line Mathildes Væsen, der aabenbarede sig, Struensees Paa- 
virkning øvede sin Magt. Hun, som før havde været hensyns- 
fuld og gerne havde haft et venligt Ord til enhver, var nu 
taktløs og heftig, — naadig eller unaadig mod de forskellige 
Mennesker, alt eftersom de havde Struensees Yndest eller ej, 
hun syntes ikke at have anden Vilje end hans. Alt maatte 
vige for deres Overmod og Trang til at leve. Da Enke- 
dronning Sophie Magdalene døde i Slutningen af Maj 1770 



293 

og laa paa lit de parade paa Christiansborg, kom den unge 
Dronning ridende fra Frederiksberg i sin sædvanlige Ride- 
dragt — Frakke, Skindbuxer og Støvler — og gik i den 
Dragt ind til den døde. I Hast blev Enkedronningen be- 
gravet, de gamle Sørgeskikke afkortedes og forenkledes, 
som man kunde bedst, for Hoffet vilde af Sted paa en 
Sommerrejse til Hertugdømmerne. „Naar Du kommer hertil, 
kære Broder", skrev Fru Louise Gramm i Juni Maaned til 
J. L. Reventlov, „vil Kirkeklokkernes Ringen visselig ikke 
forstyrre Dig, thi for længe siden har man paabudt dem 
Tavshed. Skuespil og Musik har kun været afbrudt til efter 
Begravelsen, og Hoffet har kun baaret Sorg paa Begravelses- 
dagen og første Gang derefter, da der var Kur i Slesvig. Ikke 
engang sorte Dragter! Damerne bærer riding Dresses, og det 
er alt sammen saa sært som vel muligt". 

Et Par Dage efter Sophie Magdalenes Begravelse rejste 
Kongen og Dronningen med deres Følge til Slesvig og derfra 
til Holsten, hvor de i sex Uger tog Ophold, et Ophold, som 
kun afbrødes af en hastig Rejse til Luneborg, da Caroline 
Mathildes Moder, Prinsessen af Wales, meget havde ønsket 
at mødes med sin Datter. Dronningen kom nødtvungen, 
Struensee var i hendes Følge, og hun synes ikke at have 
haft synderligt at sige sin Moder, for Mødet blev kun kort. 
Den 16. August gik Rejsen fra Altona, og den 17. vendte man 
tilbage. 

J. H. E. Bernstorff, der som Medlem af Conseillet var 
med Kongen i Hertugdømmerne, har i Breve til Broder- 
sønnen A. P. Bernstorff, som var hans fortrolige Ven, be- 
rettet om Rejsen. Loyalt og stilfærdigt skriver han, men 
gennem Brevene gaar en Understrøm af Harme over Hoffets 
letsindige Sommerliv, dets Lyst til Ensomhed og velbetænkte 
Iver for at faa Kongen til at tro, at dette ensomme landlige 
Liv just er hans Lyst og Trang. Der kan i Brevene falde 
bitre Ord om dem, som behersker Kongen og Dronningen, 
og stadig er der Bekymring for, hvad Rejsen kan bringe af 
Begivenheder, ængstelig Sporgen om, hvorhen det hele bærer. 
Bernstorff aner ondt for Holck, Kongens tidligere Yndling, og 
de onde Anelser er ikke forgæves, thi under Opholdet i Her- 
tugdommerne kaldes Brandt til Hove, Holck sendes bort i 



294 

Unaade, og endelig optræder paa ny Grev Rantzau-Ascheberg, 
i hvem Bernstorff ser en Fjende og Ødelægger af hele det 
politiske System, han repræsenterer. Bernstorff strider for 
at holde hans Indflydelse ude, men mens han strider, ser han 
ikke, at Struensee er den egentlige Fare, han ser ikke, at 
Struensee tumler med store Planer, men mener kun, at han 
handler efter Dronningens Vink, ligesom det staar for Bern- 
storff, som Struensee ene har været Redskab ved Holcks 
Fald, et Redskab i Caroline Mathildes Haand, da hun tog 
Hævn for gammel Tort. 

I hvilken Grad Struensee paa dette Tidspunkt var klar 
over sine Planer, faar staa hen; vist er det, at det, der be- 
gyndtes om Sommeren under Rejsen, fuldbyrdedes om Efter- 
aaret og om Vinteren, da J. H. E. Bernstorff fik Afsked, og 
Conseillet blev opløst. Kongen skulde selv styre og bringe 
sit Land en ny Tid, men Christian VII var, som Struensee 
meget vel vidste, ude af Stand til at arbejde, og det blev 
Æventyreren, der satte alt i Værk. 

Mens Kongen var sunken sammen i Sløvhed, havde 
Dronningen faaet Herredømme over ham og havde brugt 
denne sin Indflydelse til at bane Vej for Struensee. I de 
engelske Gesandters Depecher nævnes hun som den, der 
staar med den største, mest uindskrænkede Myndighed, og 
som den, paa hvem hele Styrelsen hviler. Udtalelser, der 
indeholder en vis Sandhed, men ogsaa kun en Del af Sand- 
heden, og aabenbart just falder saaledes, fordi Gesandterne 
skal dække over den engelske Prinsesses sørgelige Forhold. 
1 Virkeligheden synes Caroline Mathilde ikke at have haft 
nogensomhelst politisk Interesse. Struensee udtaler, at Dron- 
ningen ikke brød sig om Statssager og ikke blandede sig i 
Styrelsen, og det ses ikke, hvorfor han i den Sag skulde 
have sagt Usandhed. Derimod har man bemærket, at Dron- 
ningen følte stærkt for eller imod Personer, og man har 
ment, at hendes Antipathier adskillige Gange gjorde sig gæl- 
dende, men naar alt kommer til alt, er det meget vanskeligt 
at sige, hvad der var Caroline Mathildes Sympathier og 
Antipathier, siden Struensee herskede over hende. 

Da Hoffet vendte hjem fra Holsten i 1770, tog det Op- 
hold paa Hirschholm, og ligeledes tilbragtes Sommeren og 



295 

Efteraaret i 1771 paa dette Slot. Her blev Prinsesse Louise 
Augusta født den 7. Juli 1771, og med Rette sagde man, at 
hun var Struensees Datter. Den 14. Juli udnævntes Struensee 
til Kabinetsminister med overordentlig Myndighed, saaledes at 
han nu var at betragte som Statens uindskrænkede Herre, 




Caroline Mathilde. 
Maleri af jens Juel. Hvedholm. 



Og den 22. Juli paa Louise Augustas Daabsdag ophøjedes han 
og hans Ven Brandt i Grevestanden. 

Hvorledes det stod til paa Hirschholm i Eftersommeren, 
ved vi fra Reverdil, som efter omtrent 4 Aars Eraværelse 
var kommen tilbage. Han saa Kongens Sindsyge uhyggeligt 
fremskreden, Forandringen i Dronningens Væsen, det hele 
æreløse Spil ved Hove. Da Reverdil er en forsigtig Mand 



296 



og gerne vil gøre Ret og Skel til alle Sider, tager han til 
Orde mod den almindelige Mening, at der skulde herske en 
løssluppen og usømmelig Tone paa Hirschholm, og dog maa 
han indrømme, at Selskabet var lidet adeligt. „Vi lignede 
alle Tyendet i et fornemt Hus", siger han, „som i Herskabets 
Fraværelse havde sat sig til Bords". 




Kronprins Frederik og hans Legekammerat. 

Tegning med Blyant, sign. Mandelberg. 

Christiansborg Slot 1771. Kunstindustrimusæet. 



Samme sindige Afvejen, samme Forsøg paa at se Sagen 
fra flere Sider møder vi i Reverdils Udtalelser om Kron- 
prinsens Opdragelse efter Rousseaus Principper. Idet han 
tager til Genmæle mod den almindelige Mening om den onde 
Medfart, der blev Prinsen til Del, siger han, at Caroline 
Mathilde var en god Moder og saa optagen af sine Børn, 
som hendes Stilling tillod; han fortæller, at Dronningen de 



297 



Dage, da Hoffet spiste til Middag paa Hirschholm, plejede at 
komme efter Desserten med sin Datter paa Armen og Sønnen 
ved Haanden, medens Kronprinsens smaa Legekammerater 
hang ved hendes Kjole.*) Prinsen var hverken forskræmt 
eller klynkende, men han var meget sent udviklet. Næsten 
fire Aar gammel kunde han endnu ikke tale noget Sprog, 




Kronprinsen o^ hans Kammerat. 

Blad af Værket: Kronprinsens Barnelege. 

(J.J.G.Haas). 

men havde dannet sig et Maal af Dansk og Tysk, som han 
havde lært mellem hinanden af sine Kammerater. Reverdil 
finder, at man overlader Prinsen altfor meget til sig selv, og 
efter Selvsyn maa han tilstaa, at den ny Émile havde det 
nok saa haardt. Han saa Kronprinsen i Badeværelset en 



*) Reverdil nævner to Legekammerater, ellers horer man kun om een. 



298 

Gang i November Maaned; da havde den lille Dreng Frost- 
knuder paa Fødderne og var saa ynkelig ved at skulle i 
Vandet, at Reverdil bad ham fri for den Dag og fik 
Lægen til at give ham Traadstrømper paa i den kolde Aars- 
tid. Svarende hertil beretter Prins Carl af Hessen i September 
1771, at en russisk Officer har fortalt, hvorledes han nylig en 
Dag i Eftersommeren, da han var paa Hirschholm, var 
kommen gaaende sammen med Struensee og havde fundet 
Kronprinsen i det ret kølige Vejr siddende i Græsset uden 
andet Tøj end en Skjorte; hans lille Kammerat var med ham, 
og de sad og spiste sammen af en Krukke med Havre- 
suppe. 

Sært nok, at en Moder kunde være saa doktrinær, men 
det er aabenbart, at de ny pædagogiske Ideer, der kom fra 
Frankrig, gennem Struensee har virket stærkt paa Caroline 
Mathilde. Naar Dronningen efter Taflet henter sin lille Fa- 
milie, gaar Tanken til Rousseau; naar hun ønsker at males i 
hyggeligt dagligdags Samvær med sine Børn, siger man atter: 
Rousseau; og naar hun i Forening med Struensee giver Kunst- 
neren Mandelberg i Hverv at gøre Udkast til et Værk, der 
skal vise Kronprinsen og hans lille Kammerat legende, spi- 
sende, tumlende frit uden Tilsyn af Voksne, da melder 
Rousseau sig paany. Værket om Kronprinsens Barnelege 
skulde stikkes i Kobber og offentliggøres, men efter den 17. 
Januar 1772 standsede Arbejdet, og nu er kun lidt tilbage. 
I Auktionskatalogen over Gehejmekonferentsraad Johan Biilows 
efterladte Samling af Kunstsager (1828) nævnes af Mandelberg 
„en Tegning med Blyant for et Kobber af den Suite, der 
forestiller Frederik den Sjettes tidligste Ungdom", og af 
samme Kunstner „3 Tegninger for Kobberne, der forestiller 
Frederik den Sjettes tidlige Ungdom. Med Blyant og Tusk. 
Fol." Enkelte af Kobberne ved Clemens ogJ.J. G. Haas fandtes 
ogsaa i Biilows Samling. Paa de Blade, der nu gemmes i 
Kunstindustrimusæet, ser man Kronprinsen og hans Kam- 
merat i deres Stue. De er helt tarveligt klædte og løber paa 
Hosesokker; de triller med deres Legehest, spiller Bold, 
morer sig med deres Hunde og stiller Stolene sammen 
til Leg. 



299 

I denne Sammenhæng kan nævnes, at Dronningen har 
haft Interesse for Billedkunst, hun synes endog selv at have 
syslet med Penslen. Paa Rosenborg findes et lille Maleri, et 
Blomsterstykke, der siges at være udført af Caroline Ma- 
thilde; Billedet er kommet til Samlingen fra Sønnedatteren 
Arveprinsesse Carolines Bo. Dronningen yndede Kobberstik. 
Fra London skaffede hun sig Stik efter Hogarth, og fra Paris 
lod hun forskrive andre Stik. I Caroline Mathildes Have- 
kabinet saa Engelstoft, da han i 1797 besøgte Hirschholm, en 
Samling Kobbere, klinede paa Væggen uden Glas og Ramme. 

En hel Række af Kunstnerne herhjemme har været i 
Forbindelse med Dronningen og har arbejdet for hende paa 
forskellig Vis — Harsdorff og Wiedewelt, Pilo, Als og Jens 
Juel, Vigilius Erichsen, Høyer og Sturz. Svenskeren Liden, 
hvis Rejsedagbog ovenfor blev citeret, besøgte i Sommeren 
1768 Professor Pilo paa Charlottenborg og traf ham malende 
paa et Billede af Dronning Caroline Mathilde, „som var hjerte- 
ligen vackert". I Følge Regnskaberne for Dronningens Privat- 
kasse har Pilo malet Caroline Mathilde mange Gange, og det 
samme gælder Jens Juel og Miniaturmaler Høyer. Der findes 
da ogsaa saavel i offentlige Samlinger som i privat Eje en 
Mængde Caroline Mathilde Portrætter. 

Dronningen synes at have været interesseret i Billedets 
Composition. I Sommeren 1771 skulde Peder Als male et 
Billede af Kronprinsen og hans Moder. Caroline Mathilde 
bad Kunstneren gøre 2 Skitser: paa det ene Udkast vilde 
hun fremstilles liggende paa en Sofa med Prinsen ved Siden, 
paa det andet vilde hun sidde i en Lænestol med Foden paa 
en Skammel, Armen støttet paa et Bord, en Bog i Haanden; 
Kronprinsen skulde staa hos hende. I Henhold til denne 
Befaling gjorde Als 4 Skitser og sendte dem til Dronningen 
med Forklaringer og Bemærkninger. Paa Skitse Nr. 3 ser 
man Caroline Mathilde hvilende paa Sofaen i Havekabinettet 
paa Hirschholm, o^ den lille Kronprins staar ved Siden af 
hende med en Vandkande i Haanden og iført den Slaabrok, 
som Kunstneren havde set ham i den 4. Juli. Uden for 
Døren ses en stor Porcellainsvase. Peder Als bemærker 
hertil, at den Dag, han var paa Hirschholm, havde Prinsen 
taget Vand af Porcellainsvasen og moret sig med at vande. 



300 



— Imidlertid fik Maleren strax efter anden Befaling, for den 
lille nyfodte Prinsesse skulde med paa Billedet. Peder 
Als gjorde da en Skitse, paa hvilken man ogsaa saa Kron- 
prinsen med sin Vandkande denne Gang paa Vej ud i 
Haven, hvor hans Legekammerat, der kiger ind ved Døren, 

venter paa ham, „og 
nu tror jeg ikke," 
skriver Als i sin 
Promemoria af 6. 
September 1771, „at 
der kan findes paa 
noget bedre i denne 
Stile familier mo- 
derne". Kunstneren 
var næppe rigtig 
glad ved Rousseau 
og „Stile familier 
moderne"; i sit stille 
Sind foretrak han 
vist at male „in 
serieuser Stil" — at 
fremstille Dronnin- 
gen, saaledes som 
han selv foreslaar, 
som Gudinde eller 
Amazone eller som 

en eller anden hi- 
Caroline Mathilde og hendes Søn. ^^^^.^^, Personlighed 

oKltSC Sil r GQCr AlS. 

Rigsarkivet. eller å la van Dyck. 




Dog dette er kun ringe Ting — snarere kuriøse Smaa- 
træk til Tidens Karakteristik end Momenter af Betydning, 
naar Spørgsmaal er om Caroline Mathildes Personlighed. Alt 
muligt Billedværk kan dog ikke sige noget afgørende om 
Dronningens Samliv med den lille Prins, og hendes Glæde 
ved Billeder er som intet i Sammenligning med det, der greb 
dybest i hendes Liv. Hendes Historie bliver altid Historien 
om hendes ulyksalige Lidenskab. 

Medens Aaret 1771 nærmede sig sin Slutning, og Luften 



301 

blev stadig mere uvejrsvanger; medens de, som før havde 
staaet sammen med Struensee, nu lagde Planer om at styrte 
ham, og Folkets Harme over Kongehusets Nedværdigelse og 
det voldelige Regimente blev mere og mere højrøstet, knyttede 
Caroline Mathilde sig kun Fastere til Struensee. Han var ikke 
god imod hende. Allerede under Rejsen i Hertugdømmerne 
havde Prins Carl af Hessen været pinlig berørt af hans stor- 
mægtige Væsen, og i 1771 siges det fra forskellig Side, at 
Struensee var hensynsløs og kommanderende over for Dron- 
ningen. 

Ingen Virkelighed kunde rive hende ud af den Drøm, 
der var bleven hendes Liv. Da et Par Hundrede Matroser 
i September kom vandrende ud til Hirschholm for at fore- 
bringe Kongen en Klage, blev der stor Forfærdelse paa 
Slottet. Alt var beredt til Flugt, — Struensee vilde til Kron- 
borg, og Dronningen vilde følge ham, — og saa havde 
Matroserne intet ondt i Sinde, og Vagten paa Slottet var 
mandstærk nok. Paa samme Vis gik det, da Hoffet et Par 
Uger senere havde lovet at komme til Stede paa Ridebanen 
ved Frederiksberg Slot, hvor Kongen gjorde Gilde blandt 
andet paa en stegt Oxe for at gøre Holmens Folk gode 
igen. I sidste Øjeblik undlod man at komme og blev paa 
Hirschholm, skræmt af et Rygte om en Overrumpling, der 
skulde finde Sted ved „Forsoningsoxen". 

Caroline Mathilde havde set den Mand, hun beundrede, 
tabe Besindelsen og vise sig uselig fejg, men hun troede paa 
ham endda og klyngede sig til ham. Var hendes Kærlighed 
end uforandret, er det dog næppe muligt, at hun kunde være 
ganske sorgløs, upaavirket af den herskende Spænding og 
Uhygge; hun kunde ikke være den samme, som da hun for 
et og to Aar siden livsmodig og kaad satte alle Hensyn til 
Side og i sin første Lykkerus talte ubesindigt af sit Hjertes 
Fylde. Der er i Slutningen af 1771 Tale om, at (>aroline 
Mathilde er bleven mørk og meget stille; paa den anden Side 
fortæller Reverdil som sin Hrindring fra den 16. Januar fra 
den lille Middag paa Christiansborg Slot i Dronningens nær- 
meste Kreds, at det syntes, som hun aldrig nogen Sinde 
havde været mere munter eller d-eltaget med større Liv i 
Samtalen. 



302 

Om Aftenen den 16. Januar var der Hofbal paa Chri- 
stiansborg, hvor Dronningen og de Mennesker, hun havde 
knyttet sin Skæbne til, dansede og spillede sammen med 
dem, der havde lagt alt til Rette for deres Fald endnu 
samme Nat. 

Faa Timer efter at Ballet var sluttet, blev Greverne 
Struensee og Brandt vækkede og førtes som Fanger fra 
Slottet til Kastellet. Derpaa vækkedes Dronningen for at faa 
Kongens Bud, at han saa sig tvungen til at sende hende til 
Kronborg. Forgæves søgte hun til Struensees Værelser, — 
hun fik kun at vide, at han ikke var der mere; forgæves 
stred hun i Harme og Fortvivlelse mod Overbringeren af 
Kongens Ordre, Grev Rantzau-Ascheberg, og de Officerer, 
der var med ham, hun mindede dem om, at hun var Dron- 
ning og den engelske Konges Søster, men fik kun til Svar, at 
deres Konges Vilje var Lov, og lidt efter lidt forstod hun, at 
alle Veje var lukkede, thi alt som hun spurgte efter den ene 
og den anden af de Mennesker, der havde staaet Struensee 
nær, sagde man hende, at de var Fanger, og da hun bad om 
at faa Kongen i Tale, blev hendes Bøn nægtet. Tilsidst kræ- 
vede hun som Moder at faa sine Børn med sig, og der gik 
Bud til Kongen derom, men Svaret lød, at den spæde Prin- 
sesse maatte følge med, men Kronprinsen skulde blive paa 
Christiansborg. 

Hun kunde ikke stride mere og lod sig nu klæde paa i 
Hast. Stille gik hun ned ad Trappen til den ventende Vogn, 
to Officerer gik foran og Grev Rantzau med de andre nogle 
Skridt bagefter. Dronningen steg i Vognen og med hende en 
Hofdame, Barnepigen med den lille Prinsesse, endelig Major 
Castenskjold, hvis Dragoner skulde escortere. I største Hast 
gik Farten om gennem Byen, gennem Nørreport og Nord paa 
til Kronborg. 

Paa Kronborg var Dronningen i mere end fire Maaneder, 
en Tid fuld af Pine, da hun i de lange Dage maatte tænke 
og tænke om igen. Tankerne tog hende, saaledes at hun 
glemte alt omkring sig. „Og er det sandelig at undre sig 
ofver, naar man seer den Contenance her holdes", skriver 
Kommandanten fra Kronborg den 9. Februar, „mens det som 



303 

derhos er det selffsomste er den Eenlighed, her søges, thi 
ingen af Frøknerne taales bestandig om hende; mens naar 
hun een eller toe Gange om Dagen taler med den Ene eller 
Anden, er alting forbi, og saa amuserer hun sig med Barnet 
eller med Læsning". For at slaa de pinende Tanker ned 
læste Caroline Mathilde rastløst. Kommandanten indberetter 
den 13. Februar, at Dronningen har læst „Histoire du Vicomte 
de Turenne" og nu læser „Polybe avec les Commentaires 
militaires de Toland", „som jeg vil haabe holder hende noget 
længere op, thi ellers faar hun snart en Ende paa min mili- 
tairiske Bibliotheque". 

Januar og Februar gik hen i angstfuld Venten; i Marts 
brødes Stilheden, og der kom Bud fra Udenverdenen, men 
hvad Dronningen nu fik at lide af Ydmygelse og Rædsel, var 
vistnok mere, end hvad hun havde anet og frygtet i de mør- 
keste Timer; kun langsomt fattede hun den hele ubarmhjertige 
Virkelighed. Den 9. Marts kom 4 af Regeringen udnævnte 
Mænd til Kronborg og forelagde Caroline Mathilde Struensees 
Tilstaaelse af deres brødefulde Forhold, de krævede Tilstaa- 
else fra hendes Side og en Erklæring om, at hun havde for- 
brudt sit Ægteskab med Kongen. Et Øjeblik søgte hun at 
holde Stand og erklærede, at Struensees Tilstaaelse var usand 
og maatte være givet under Tvang, men efter at man havde 
sagt hende, at hun skriftlig maatte benægte Struensees Ud- 
sagn, da han i saa Fald vilde blive anklaget for Majestæts- 
fornærmelse, sank hun sammen og gav den samme Tilstaaelse, 
som Struensee havde givet. Derefter fulgte Skilsmisseprocessen 
og Rettens Kendelse, at Ægteskabet mellem Christian VII og 
Caroline Mathilde var ophævet. Dronningens Advokat, Ad- 
vokat Uldall, kom til Kronborg for at forberede hende paa 
Sagens Udfald, inden Dommen officielt blev hende forkyndt; 
under denne Samtale erfarede Caroline Mathilde, at Loven 
krævede Struensees Liv. En sidste Jammer var det at skilles 
fra den lille Datter, da engelske Skibe ankrede op ud for 
Kronborg for at tage Dronningen om Bord. Den danske 
Regering havde forst bestemt Aalborghus til Caroline Mathildes 
fremtidige Opholdssted, men England havde nedlagt Indsigelse 
og krævede at hente den engelske Prinsesse hjem; dog vilde 



304 

Georg III ikke, at Søsteren skulde komme til England, men 
besluttede, at hun skulde bo i Slægtens Land Hannover. 

Den 31. Maj gik Caroline Mathilde om Bord paa en 
Fregat, der førte hende til Stade i Hannover, og herfra rejste 
hun til Jagtslottet Gohrde, hvor hun tog midlertidigt Ophold, 
indtil Slottet i Celle var blevet gjort i Stand til at modtage 
Dronningen og hendes lille Hofstat. I Oktober Maaned holdt 
hun sit Indtog i Celle, hvis Beboere glade hilste en Fyrstinde 
Velkommen i deres stille By. 

I Celle mødtes Caroline Mathilde efter fire lange Aar 
paa ny med sin Overhofmesterinde Fru Plessen, som havde 
taget Bolig i denne By; man ved dog ikke meget om deres 
Samvær under disse saa forandrede Forhold. Ret ofte kom 
Dronningens Søster, Hertuginden af Brunsvig, paa Besøg til 
Trøst og Opmuntring for Caroline Mathilde, som maa have 
haft meget at strides med i Celle i Ensomheden og Stilheden 
efter de urofyldte Aar, hun havde gennemlevet. Naar Søsteren 
forlod hende, kom de tunge Tanker, og selv om Caroline 
Mathilde kunde være livlig, — og Liv og Bevægelighed hørte 
hendes Natur til, — var der dog dem, der forstod, at hun 
under Munterheden skjulte et oprevet Sind. Alt, hvad vi 
hører om Dronningen, siger, at hendes unge heftige Sjæl 
endnu ikke var kommet til Ro. Hun læste overordentlig 
meget, hedder det, og hun gik lange Ture og meget hastigt. 
„Går mycket starkt", skrev Liden om Caroline Mathilde i sin 
Dagbog i 1768. Da gik hun meget stærkt, fordi hendes kraf- 
tige unge Legeme trængte til hurtig Bevægelse, — nu skulde 
den hastige Gang tilmed døve nagende Tanker. 

Hun savnede sine Børn, og det pinte hende, at man ved 
det danske Hof vilde tage Børnenes Kærlighed fra hende og 
lære dem at foragte deres Moder. Da hun kom til at tale 
med Diplomaten Murray Keith herom, brast hun i Graad. 
Der gik en Storm igennem hende, naar hun paa den ene 
eller den anden Maade blev mindet om, hvad hun havde ladt 
tilbage i Danmark. Et Skuespil, Dronningen overværede i 
1773, i hvilket en Del Børn optraadte, kaldte Længselen frem; 
hun rejste sig fra sin Plads og søgte ud i Parken, hvor hun 
blev længe i den kolde Martsaften. Naar hun paa sin Vej 
gennem Celles Gader mødte Byens Børn, mindedes hun vel 



305 



sine egne og var venlig mod de smaa, som hun nu var mild 
og venlig mod alle, med hvem hun kom i Berøring. Hun 
var da ogsaa elsket i Celle af sin lille Kreds og af Byens 
Borgere. 

Sværere var det at tænke mildt om dem, der havde til- 
føjet hende den dybeste Smerte og Ydmygelse. Hun talte 
bittert om den danske Regering og kunde spotte over Dron- 
ning Juliane Marie, som Murray Keith beretter i November 




Slottet i Celle. 



1772, men det synes, som hun i sine sidste Leveaar har lært 
at tilgive eller har prøvet at lære den vanskelige Lære. 

Endnu ikke 24 Aar gammel døde Dronningen den 15. Maj 
1775, revet bort af en heftig Sygdom. 



I Firserne og Halvfemserne og i det 19de Aarhundredes 
første Aartier kom danske ikke sjældent paa deres Vej gennem 
Tyskland til Caroline Mathildes Grav i Celle. Adskillige af 
dem var vant at føre Pennen og kunde tolke en letkøbt 
Stemning i stærke Ord; men blandt dem, der kom, var der 
en, der udtrykte sig ungpigeagtig kejtet, men havde dybere 
Grund end nogen anden til at blive bevæget paa dette Sted, 

Danske Dronninger. 20 



306 

— det var Caroline Mathildes unge Datter Louise Augusta, 
som under en Rejse i Nordtyskland i 1790 var ved Moderens 
Grav. „Du kan let forestille Dig, min bedste Broder", skrev 
hun til Kronprinsen, „alt, hvad jeg følte den Morgen. Jeg 
maatte gøre Vold paa mig selv for ikke at græde, og dette 
gjorde mig saa beklemt, at jeg tror, havde jeg ikke næsten 
bestandig gaaet i fri Luft, saa havde jeg let besvimet. Jeg ved 
aldrig at have været saaledes til Mode. Jeg følte mig lykkelig 
at være paa det Sted, hvor min Moder havde været, og 
Erindringen af hendes Ulykke bedrøvede mig forskrækkelig, 
saa at jeg i Sandhed var forunderlig til Mode". 



MARIE SOPHIE FREDERIKKE. 

Marie Sophie Frederikke, Datter af Landgreve Carl af 
Hessen og Christian den Syvendes Søster Louise, var født 
1767 i Hanau i Tyskland hos Landgrevens Moder, men 
da Carl af Hessen 1769 udnævntes til Statholder i Her- 
tugdømmerne, tog han Ophold i Slesvig, og Gottorp Slot 
og Louisenlund Syd for Fjorden blev Dronning Maries 
Barndomshjem. Hun voksede op i den skønne Egn ved 
Slien, som ved sin forunderligt hjemlige Natur og sine 
historiske Minder taler saa vemodigt til os danske; — hun 
knyttedes med Barndomserindringens stærke Baand til 
disse Steder, men deres Betydning for det Land, hvis 
Dronning hun en Gang skulde være, har næppe været 
levende for hende i de unge Aar, thi Hjemmet og dets Kultur 
var tysk. 

Vi kender lidt til Landgrevens Hus gennem nogle Opteg- 
nelser af Julie Stolberg, der 16 Aar gammel var kommen 
til Louisenlund som Hofdame. Taknemlig husker hun 
Landgrevens og Landgrevindens Godhed mod den unge 
forældreløse Pige, — hun fortæller om Overhofmesterinden 
Frk. v. Berlichingen, der lignede en forklædt Dragon og 
nedstammede fra Gotz v. Berlichingen, som hun dog ikke 
vilde kendes ved, — fremdeles om den lille Hofstats 
andre tyske Medlemmer, men ikke synderligt om de fyrste- 



307 



lige Børn, thi den lille Hofdame har været hojt hævet over 
Børnene, hun vandrer i Timevis i Skoven omkring Louisen- 
lund, hun elsker Poesi, især tungsindige Digte, for hendes 
Sjæl er efter Tidens Vis „stemt til den blide melankolske 
Tone". Holty, v. Haller og Klopstock citeres. 

Klopstock var i de tyske Kredse Digteren fremfor alle 
Digtere. Man læste „Messias" i Begejstring, Digtets Skikkelser 




Louisenlund. 



blev levende for Tanken og bevaredes trofast i Erindringen; 
Klopstockske Oder lærte man udenad. 

Prinsesse Marie var Barn af sin Tid. I 1785, da der er 
Tale om at finde en Ægtefælle for Kronprins Frederik, og 
Landgrevens Datter nævnes, hedder det, at hun deklamerer 
„Messias" og gør Vers, og da Kronprinsen ikke har saadanne 
litterære Interesser, passer hun ikke for ham. En anden 
Indvending fremfortes: Prinsessens meget frie Opdragelse; 
denne Bemærkning siger vel ikke andet, end hvad juIie Stol- 
berg har berettet, at Hoffet i Slesvig var uden stift Cere- 
moniel, og at Landgreven har ladet sine Born have deres 
Barndom i Fred. Man kan tænke sig dem i Leg i Neuwerk, 

20* 



308 




Prins Carl af Hessen, Dronning 

Maries Fader. Efter et Hs. Højiied 

Prins Hans tilhørende 

Miniaturmaleri. 



Slotshaven, der en Gang var 
de holsten-gottorpske Hertu- 
gers Stolthed og prangede med 
sin Herkules Dam, sin Vand- 
kunst, Globushuset, de sirlige 
Bede, Karusellen, Orangeriet 
etc, men nu laa hen forsømt 
og forfalden og just derfor var 
den bedste Tumleplads og gav 
Barnefantasien det herligste 
Stof. Man kan tænke sig den 
unge Prinsesse ligesom Julie 
Stolberg paa Vandring i Skoven 
omkring Louisenlund; — det 
er dog kun Fantasi, men vist 
er det, at hun Aar efter Aar 
søgte tilbage til Barndomshjem- 
met i Slesvig. I et Brev fra 
København, dateret 20. Maj 
1799, klager hun over sit nedbrudte Helbred og den lange 
trange Vinter, men nu kommer Sommeren, som hun vil til- 
bringe hos Forældrene, mens 
Kronprinsen er paa Manøvrer 
i Jylland; — og da hun er 
bleven gammel og ladt ene til- 
bage, gæster hun i Drømme 
Hjemmet ved Slien: paa en af 
Gottorp Slots Altaner ud mod 
Haven staar Frederik den Sjette 
for hende, ung og glad som i 
fordums Tid. 

Prinsesse Marie var 20 Aar, 
da Kronprinsen i Sommeren 
1787 kom til Hertugdømmerne 
og besøgte Landgreven paa Got- 
torp til stor Ængstelse for det 
Parti i Kronprinsens Omgivel- 
ser, der var imod et Ægteskab 
med Carl af Hessens Datter. 
Prinsesse Louise Augusta og 




Prinsesse Louise, Dronning Maries 

Moder. Efter et Hs. Højhed 

Prins Hans tilhørende 

Miniaturmaleri. 



309 



hendes Mand Hertugen af Augustenborg vaagede skinsygt over 
Kronprinsen. Den unge straalende og forkælede Prinsesse 
saa, at hendes Broder vilde blive fremmed for hende, og at 
hun i Folkets Yndest vilde vige for den tilkommende Kron- 
prinsesse; Hertugen var ærgerrig, han vilde raade og lede 
Kronprinsen og hadede sin Medbejler Landgreven, hvis 




Louise Augusta. Maleri paa Rosenborg. 



Karakter og hele Aandsretning var ham imod. Der fældedes 
overhovedet ret skarpe Domme over Carl af Hessens Per- 
sonlighed selv i Kredse, der ikke kunde have national Uvilje 
imod ham; men skarpest blev Dommen hos dem blandt Kron- 
prinsens Omgivelser, som vilde hævde den danske Nationalitet 
og i Landgreven saa Tyskhedens Repræsentant. De stottcdcs af 
Folkestemningen, som i disse Aar rejste sig stærkt mod Tyskerne 
og ikke skaanede Carl af Hessen, „Nationens Boddel". 



310 



Dog Kronprinsen lod sig hverken paavirke af Modvilje i sin 
nærmeste Kreds eller af den offentlige Mening, men i 1790 
holdt han paa Gottorp Slot Bryllup med sin Kusine Marie. 

Saa slog Folkestemningen om, og Kronprinsen og hans 
Brud hilsedes ved Indtoget i København med en Jubel, som 
længe mindedes. Saadanne Minder, optegnede Aartier efter 
Begivenheden, er i og for sig mere værd og siger os mere 




Æreport for Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marie 
ved Indtoget 14. September 1790. 

om Stemningen end de officielle Lejlighedstaler, Dagspressens 
Hyldest og Øjeblikkets Kantater og Rimerier, men Indtogs- 
poesien og Talerne i Anledning af Kronprinsens Formæling 
har alligevel deres karakteristiske Præg af Tiden. 

Alle kender Heibergs Indtogsvise; næppe mange læser 
Forfatterens officielle Kantate, der lovpriser Regeringen for 
Trykkefrihed, Stavnsbaandets Løsning og Indfødsretten. 

„Triumf, Triumf: Udlændingen 

Skal ikke meer fortrykke Landets Børn. 



31 



Ak længe nok har dette tunge Aag 

Paa vores trette Skuldre hvilet! 

Men det er brudt. See Fredrik vælger sig 

Sin Brud imellem Landets Døtre." 

I Kantaterne høres Larmen af den franske Revolution, men 
saa fjernt lyder Tordenen, og saa dybt i Horizonten ligger de 
mørke Skyer, at Dagen kun synes lysere og lykkeligere i det Bor- 
gerfrihedens Danmark, hvor „Frederik og Maria" holder Indtog. 





Kronprins Frederik. 

Efter Maleri af Jens Juel 

paa Soro Akademi. 



Kronprinsesse Marie. 

Efter Maleri af Jens Juel 

paa Soro Akademi. 



I Talerne mærkes Reminiscenser fra Læsningen af Rous- 
seau. Kronprinsen prises som den, der har hævet sig over 
Fordom og har søgt sin Brud ikke i „den første den bedste 
af disse Europas konstigen ordnede Steenhobe, hvor Naturens 
Stemme efterhaanden quæles", men „der, hvor stille Roe i 
Naturens Skiod endnu ikke opofredes for sværmende Adspre- 
delse, hvor Tænksomhed og Arbejdsomhed og Orden endnu 
vare agtede, Retskaffenhed hædret, Mennesket kjendt i sit 
Værd." 

Den unge Kronprinsesse havde Takt og Ynde, men hun 
var tilbageholdende, næsten sky og følte sig vist end mere 



312 



usikker, fordi hun ikke magtede det danske Sprog. Denne 
Usikkerhed blev udlagt som Hovmod. Et Par Breve fra 
Grevinde Schulin fortæller, at Stemningen ikke var Prin- 
sessen god. Det var i Efteraaret 1792, da den franske Hær 
under Dumouriez havde vundet sine første Sejre, og Oppo- 




Kronprinsen og Kronprinsessen 1793. 
Gouache ved Rohtermundt. Frederiksborg. 

sitionen herhjemme, baade den alvorlige og den overfladiske, 
jublede over den unge Republik. „Man har været saa ufor- 
skammet", skriver Grevinde Schulin den 19. Oktober, „at 
sige temmelig højt i Parterret, idet Hoffet (som man i Aar 
slet ikke har hyldet) traadte ind, da man saa Prinsesse Marie 
hilse med en dybere Bøjning end sædvanlig: „Se nu, om 
ikke Dumouriez har lært Prinsessen at være høflig". — 
Folkets Yndling i disse Aar var Prinsesse Louise Augusta, 
som hilses med et jublende: „Velkommen elskede Augusta", 



313 



naar hun fra Augustenborg vender tilbage til København. 
Ogsaa i de adelige Kredse fordunkledes Kronprinsessen af 
sin livfulde Svigerinde; de intelligente, men meget skarpe 
Damer havde straks deres Mening færdig om den unge 
Prinsesse fra Slesvig, hendes Temperament og Forstand. Man 
iagttog, hvorledes Forholdet vilde udvikle sig mellem Kron- 
prinsen og Augustenborgerne, der ikke havde lagt Skjul paa 
deres Krænkelse; det hed sig, at Kronprinsessen var stolt og 
lidet imødekommende overfor sin Svigerinde, — og dog ved 




Gottorp Slot. Efter Danske Atlas. 



vi, at hun bad om Tilgivelse, hvis hun havde saaret, og 
kunde søge Forsoning med en Enthusiasme, der bringer os 
Faderens Væsen i Erindring. Hun har vist lignet ham en Del, 
om end hendes Karakter var mere retlinjet; hun sluttede sig 
nær til ham i disse Aar, da hendes Stilling var ret ensom, og 
Landgreven drog baade Kronprinsen og Kronprinsessen ind i 
sin religiøse Mystik. Der er ingen Tvivl om, at Landgreven 
var en from Mand og stærkt religiøst bevæget som mange i 
de tyske Kredse heroppe — A. P. Bernstorff og hans Hustru 
Augusta, Reventlows paa Christianssæde og Reventlows paa 
Emkendorf. den ældre Grevinde Stolberg fra Rungstedgaard, 
Fritz og Catchen Stolberg, — men han var saa overspændt og 



314 



optaget af sine Ideer og Visioner, at man med Sophie Re- 
ventlow fristes til at udbryde: Jeg tror virkelig, at hans Hen- 
sigter og hans Hjerte er bedre end hans Hoved, thi dér staar 
det vel ikke ganske rigtigt til — undertiden i det mindste." 




Marie Sophie Frederikke. 
Pastel ved Hornemann. Frederiksborg. 

A. P. Bernstorff og Augusta Bernstorff, Carl af Hessen og 
Kronprinsens udgjorde den lille Kreds, der bad Lavater om at 
besøge Danmark for at prøve deres religiøse Erfaringer; han 
fulgte deres Indbydelse i Sommeren 1793 og optegnede om- 
stændeligt sine Oplevelser under denne Rejse. Kronprinsesse 
Marie skildrer han som et elskeligt ungt Barn, — hun var dog 
25 Aar, men lidet fremtrædende blandt sine Omgivelser, helt 



315 



optagen af sin egen lille Verden. Det var i disse Aar, at hun 
mistede det ene Barn efter det andet — en Søn i 1791, en 




Marie Sophie Frederikke. 
Maleri af Grøger. Rosenborg. D. M. P. 

Datter i 1793, og senere døde endnu Hre Smaahorn, mens to 
blev i Live: Prinsesserne Caroline og Vilhelmine. 

I disse Aar lærte de for saa haardt dømmende af den 
Reventlowske- Bernstorftske-Schimmelmannske Kreds, hvad 
Kronprinsessen var værd. De bevægedes ikke blot af Med- 



316 

folelse med hendes Sorg, men ogsaa af Ærefrygt for den 
Maade, hvorpaa hun bar Sorg og Glæde. Deres Breve for- 
tæller om Kronprinsessens stilfærdige Ord: „Wie Gott will", 
da man sagde hende, at hendes førstefødte var død, og om 
hendes Glæde og Taknemlighed over en lille Datter. Hun 
var den lykkeligste Hustru, sagde hun til C. D. Revent- 
lows Frue. 

1 et Brev af Marts 1794 beretter A. P. Bernstorff Schack 
Rathlou om den Brand, som havde hærget Christiansborg 
Slot, om Folkets Offervillighed og om Kronprinsen, som 
er lykkelig over den Hengivenhed, han føler omkring sig. 

,Jeg har aldrig set ham lykkeligere. Han har i Virkelig- 
heden kun et eneste Værelse til sin Raadighed, men det er 
ham fuldstændig nok. Kronprinsessen, denne indtagende 
Kvinde, ønsker sig til Lykke med at synes mindre lille i smaa 
Værelser. Hun er i Ordets sande Forstand Hustru og Moder 
og mere forlanger hun ikke at være. Da jeg saa hende i et 
skrækkeligt Øjeblik, da hun ikke vidste, om hun havde faaet 
det mindste reddet, kom hun mig i Møde, idet hun paa sin 
Arm bar sit Barn, der endnu ikke havde forvundet Inokula- 
tionen af Kopperne. Hun udbrød da: „Hvad mig angaar, 
da har jeg min Skat, og i det samme pegede hun paa den 
lille Prinsesse." 

De, der kom i umiddelbar Forbindelse med Kronprin- 
sessen, maatte holde af hende, men i videre Kredse vandt 
hun ikke Hjerter, fordi hun sky holdt sig tilbage, selv naar 
Folket gerne havde set hende ved Kronprinsens Side del- 
tagende i fælles Sorg og fælles Glæde. Hun lukkede sig inde 
i sin egen Sorg, og da hendes Helbred nedbrødes, blev Re- 
præsentationspligterne hende tunge. For disse befriedes hun 
for en stor Del, dengang Kronprinsen i 1805 tog Ophold i 
Kiel for at være Grænsen nærmere i de urolige Aar, da 
Napoleon truede i Tyskland. 

Herovre var Forholdene mere tvangfri. Omgivelserne 
hjemlige, og der var ikke saa langt til Gottorp og Louisen- 
lund. Opholdet i Kiel varede for Marie Sophie Frederikkes 
Vedkommende i 4 Aar, — først i 1809 kom hun tilbage til 
København og da som regerende Dronning. 

I Kiel mindes man Marie, Frederik den Sjettes Hustru, 



317 



fordi den smukke Allé fra Byen op til Skoven Diisternbrook 
blev anlagt i hendes Tid. Foran i Skoven i Marienhain, 
hvorfra man havde en herlig Udsigt over Diisternbrook-Vej 
ned til Staden og Havnen, byggede Borgerne en Pavillon og 
skænkede den i 1808 til Dronningen. 



r 



^Ltl.U ZL. >>,'.'/r-/. 



Å/-.^ is^ttu. ^J^^tf jau.' /,x^/^ Cl /^^V 
A^ A-^t i^^L^ eJ>A.x^ ^^^C(^ jCt,^éfit' 



/ 



x</li^. rU L^ i, 0^1/ 



v-r-f L t4.^T.i ^ ^r^Lå., , 't-i. 






L 



Side af et Brev fra Dronning Marie til Ar\'eprinsesse Caroline. 
(Original i kgl. Bibliothek). 

Dronning Marie kaldte siden Kiel sit Paradis; hun havde 
følt sig lykkelig dér, saa vidt det var muligt for Uro og 
Spænding i de skæbnesvangre Aar. Bud fra Kongeriget 
naaede uregelmæssigt til Holsten, ofte var man ganske uden 
Efterretninger, og kom de, bragte de kun Sorg og Rædsel: 
København bombarderet, Flaaden ranet, nu Krig med Eng- 
land. Holsten, der var Tilflugtssted for franske Emigranter 



318 

og Hvgtende tyske Fyrstefamilier, blev nu Lejrplads for 
Napoleons Soldater. Endnu var Stemningen i Hertugdømmet 
loyal mod Danmark, men de tidligere Ytringer af Stolthed og 
Glæde over at høre til det danske Rige, hvor Frihed og 
Fremskridt var Styrelsens Løsen, forstummede. Krigen hvi- 
lede tungt paa Holstenerne, og Alliancen med Napoleon i 
Kamp mod Tyskland maatte synes dem unaturlig, men da 
Tyskerne i 1813 med Vælde rejste sig mod Napoleon, fulgtes 
deres Frihedskamp med største Sympathi og Begejstring i 
Holsten, og Bitterhed mod Danmarks Regering kom til Orde. 

Dengang havde forlængst Dronning Marie forladt Kiel, 
men de tysktalende og tyskdannede Familiers Samfølelse med 
Tyskland maa vi mindes, naar Spørgsmaal er om Dronning- 
ens politiske Opfattelse, — ikke, at hun stod uselvstændig, 
men hendes Sympathier maatte nødvendigvis bestemmes af 
hendes Oprindelse og tyske Kultur. 

Af hendes Breve erfarer vi, at Napoleons Sejre i 1805 
ikke var hende til Glæde, og der er mange Vidnesbyrd om, 
at hun var imod den Alliance med Frankrig, som Danmark 
indgik efter Englændernes Overfald i 1807. Disse Vidnesbyrd 
maa dog modtages med Forbehold, fordi de alle hidrører fra 
den Reventlowske-Stolbergske Kreds, der sluttede sig nær til 
Dronningen og gerne vilde gøre hende til deres i alle Maader 
ogsaa i politisk Opfattelse. 

Marie Sophie Frederikke var ikke mere den uudviklede 
unge Kvinde, hendes Personlighed var bleven udpræget, og 
hendes Interesse for politiske Forhold traadte frem. Hun 
forstod at skaffe sig Kundskab, saaledes hører man, at Dron- 
ningen gentagne Gange taler med Niebuhr under hans Ophold 
i Holsten 1809. Til hendes Hof var en Tid knyttet Schack 
Staffeldt, denne rigtbegavede Mand, hvis Liv og Stræben var 
saa splittet, som vilde være Kammerjunker blandt Digtere og 
Digter blandt Kammerjunkere. Om Frederik den Sjette an- 
satte ham efter sin Hustrus udtrykkelige Ønske, vides ikke, 
— usandsynligt vilde det ikke være, siden Dronning Marie 
fandt en Veninde i den heftigtbevægede Amalie Miinster og 
stedse drog ejendommelige og kundskabsrige Mennesker til 
sig; men hun har i hvert Tilfælde ikke støttet Staffeldt i 
hans Stræben mod at blive en dansk Digter. Hvad han skrev 



319 

i Kiel, var tysk Poesi — tyske Lejlighedsdigte til de danske 
Kongedøtre. 

Dronning Marie hang ved sit Hjem, dets Venner, Kultur 
og Sprog med Trofasthed, men Trofasthed kan undertiden 
være Svaghed, Mangel paa Mod til at rive sig løs. Mangel 
paa Kraft til at tage nye Pligter op. Mens Dronningen levede 
i Kiel, var Kongen i København, hvor han mere og mere af- 
sluttede sig fra al Paavirkning. Ved Hoffet dominerede Prin- 
sesse Charlotte*), og Tonen var ikke den bedste. 

Endelig i Oktober 1809 vendte Marie Sophie Frederikke 
tilbage og med hende god Hofskik. Ved sit milde, stille 
Væsen, ved fyrstelig Anstand satte hun Præg paa Om- 
givelserne. 

I sine Erindringer mindes Elise Bernstorff, Udenrigs- 
ministeren Christian August Bernstorffs Hustru, Dronningens 
gode Indflydelse og dvæler længe ved en Sommerdag i 1810, 
da Kongefamilien gæstede hendes Hjem: „Vi glædede os 
inderligt over vor høje Dronnings Elskværdighed, over hendes 
smukke, rene franske Sprog, over hendes i Sandhed fyrste- 
lige Anstand, hendes værdige og dog tillige saa indtagende 
Væsen og hendes Venlighed, som altid var den samme. Hun 
ønskede at vinde Mennesker, og man var hende taknemlig 
for, at hun gerne vilde vinde, mens fyrstelige Damer fra en 
senere Tid i deres Stræben efter at være sande og lige- 
fremme gik for vidt og derved syntes stolte. Det var hende 
en Trang at være elsket af sit Folk, af alle Klasser i Folket, 

og hun blev ved denne Stræben virkelig elskelig. I sin 

Ungdom havde hun været meget smuk, og denne Ungdom 
varede forunderlig længe, thi endnu i 1810 var der Ungdoms- 
glans over hendes Skikkelse, og hun var dog født allerede i 
1767. Hvor tiltalende var ikke hendes aabne Træk, hendes 
udtryksfulde Øjne, hendes venlige Væsen; hvor elskelig var 
ikke hendes Tale, hvad hun end talte om. Kongen var paa 
sin trohjertige Maade venlig og naadig som altid, om han end 
just denne Gang var mere ordknap end sædvanlig **. 

Det var sidste Gang Kongefamilien gæstede Ministeren 
og hans Frue paa Bernstorff, thi Brødrene Bernstorff havde 



Prins Christian Frederiks (Christian VIII) forste Hustru. 



320 

sogt deres Afsked, efter at Familien gennem tre Slægtled 
havde tjent den danske Konge. Der var da en egen Alvor 
over dette Besøg. Bernstorffs bevægedes ved Tanken om 
snart at skulle bryde op fra Danmark og fra deres skønne 
Hjem, og Dronningen var dybt bekymret for Fremtiden ; den 
fortvivlede Krig med England og Landets ødelagte Tilstand 
laa hende tungt paa Sinde, uden at hun kunde hjælpe og 
raade, isoleret som hun stod, fjernet fra Kongen i disse Aar. 
Der er Vemod i Elise Bernstorffs Skildring af Berrtstorffs 
Haver i deres Sommerpragt; men Skuffelse og Smerte og den 
urolige Bekymring hos de Mennesker, som færdedes dér, ved 
hun ikke meget om. Hun var i 1810 ung og uerfaren, hun 
fangede det ydre, men trængte ikke ind, derfor er hendes 
Billede af Dronning Marie uden Dybde. Og dog har det sit 
Værd og en egen Sandhed, thi hvad Elise Bernstorff saa, var, 
hvad Dronningen vilde, at hun og de mange skulde se; 
under stille Værdighed og den venlige Opmærksomhed mod 
andre skjulte hun sine egne Sorger. 

„Sin Krone bar hun med Højhed, 
naar Hjertet blødende slog", 

skrev Ingemann ved Marie Sophie Frederikkes Død i 1852; 
Digterens Ord er sande og rammende, men mest Sandhed 
har de for de tunge Aar i Dronningens Liv, som Elise Bern- 
storff strejfer i sine Memoirer. 

Krigen fik omsider Ende. Da Kongen rejste til Kon- 
gressen i Wien i Efteraaret 1814, overdrog han Dronningen 
at føre Regeringen i Forening med Statsraadet, og hun viste 
under det Hverv Takt og Dygtighed. Der er bevaret en 
fransk Memoire, som Dronningen skal have oplæst, da hun 
første Gang tog Forsæde i Statsraadet; den indeholder en 
Oversigt over den danske Udenrigspolitik fra Aaret 1807 og 
vil vise, at Ulykkerne uforskyldt er faldne over Landet. 

Denne Opfattelse var ikke blot Dronningens, men i stor 
Udstrækning ogsaa Nationens. Man møder i Breve og Er- 
indringer fra den Tid sjældent Klage over bristende politiske 
Evner eller Harme over Rigets Ruin, men der er Sorg over 
de Ulykker, som alle led ved, og Medfølelse med Kongen, 



321 

der, „afhærdet i Genvordigheder", taalmodig bar alle Tilskik- 
kelser. Samfølelse i Ulykken ligger under den hjertelige 
Hyldest, som lyder mod Dronningen i 1814 og 1815. „Denne 
Fyrstinde modtoges i Gaar i Theatret med stærk og gentagen 
Jubel. Hun er meget afholdt af sine Undersaatter", skriver 
en fremmed Iagttager i Oktober 1814, og næste Aar hedder 
det i en Skrivelse fra Hovedstaden: „Dronningen blev med 
almindeligt Fryderaab modtaget paa Komedien. Saaledes for- 
andrer Tiderne sig! Der var en Tid, da man kaldte hende 
„tyske Maria", nu er det anderledes". 

Marie Sophie Frederikke havde kun kunnet vort Sprog 
daarligt, da hun ægtede Kronprins Frederik, og at domme 
efter de meget faa danske Breve, der foreligger fra hendes 
Haand, skrev hun ikke Dansk uden Vanskelighed, selv efter 
at hun i mange Aar havde været Frederik VI's Hustru. Det 
tyske Aristokrati havde sluttet en fast Kreds omkring hende, 
men denne Kreds var nu ved Død og Bortrejse i Opløsning, 
og Dronningen træder mere i Forbindelse med danske og 
knytter sig nøjere til Aandslivet herhjemme. Oehlenschlager 
fortæller i sine Erindringer, at Dronning Marie læste højt for 
Frederik VI af hans Skrifter. Ingemanns Romaner var Dron- 
ningen meget kære. En særlig Interesse viste hun for Historie. 
I 1813 beretter L. Engelstoft om en Audiens, hvor Samtalens 
Æmne var Historien, — franske Memoirer, Christian IV's Breve. 
Langt senere møder vi anerkendende Udtalelser af Dronning 
Marie om Wegeners Frederik den Sjettes Bondekrønike og 
samme Historikers Bog om Anders Sørensen Vedel. 

I Bunden blev Dronningens Kultur dog altid tysk, et 
Forhold, der ikke blot maa forklares ud fra hendes Opdrag- 
else og Ungdoms Omgivelser, men ogsaa maa bedommes 
med de Tiders Vilkaar for Øje, da Monarkiet ikke var Konge- 
riget alene, men Kongeriget og Hertugdommerne, og da alle 
danske Slægter med Kultur havde et stærkt tysk Element i 
deres Dannelse. I Dronning Maries Væsen var der ogsaa 
noget, som ikke var dansk, noget, som snarest kunde kaldes 
tysk, om det ikke var saa som saa med al Folkekarakteristik. — 
den sværmeriske Karakter, der prægede hendes Religiøsitet, — 
det patetiske Udtryk, som var hende naturligt, mens hun ganske 
savnede Lune. Det er karakteristisk, at der er saa mange 
Danske Dronninger. 21 



322 



Historier om Kongens ejendommelige Maade at være paa — 
om hans varme Hjerte og Lunet, som gemte sig bag hans 
bratte Væsen, mens Breve og Memoirer fra Samtidens danske 
Kredse ikke har meget at berette om Dronningen, der ganske 
vist heller ikke kom i Berøring med saa mange Mennesker 
som Kongen ved Audienserne. 




Frederik VI og Familie. 
Maleri af Eckersberg. Rosenborg. 



Der bliver end mere stille om Marie Sophie Frederikkes 
Navn efter Frederik VI's Død i de 13 Aar, hun levede som 
Enkedronning. Udviklingen tog hastig Fart efter 1839, og 
den gamle Dronning, der væsentligt tilhørte det 18de Aar- 
hundrede og havde Enevældens Tradition, maatte staa ufor- 
staaende overfor de nationale Brydninger, som truede med at 
splitte Monarkiet, og overfor Folkets Krav om Deltagelse i 
Statens Styrelse. „Der var ingen, der sørgede dybere over 
den Spaltning, der i hendes sidste Leveaar var indtraadt 



323 

mellem de Dele af Staten, der endnu vare bleven samlede, 
hun kunde end ikke begribe dens Mulighed'*, skriver A. S. 
Ørsted. Ogsaa Biskop Martensen taler om den Sorg, Krigen 
med Slesvigholstenerne voldte Enkedronningen, og om hendes 
bristende Forstaaelse overfor det nationale Moment. Han 
anfører denne Ytring af hende: „Naar man er et ædelt Men- 
neske, er det da ikke ligegyldigt, om man er dansk eller 
tysk"? Mynster sigtede til samme Forhold, da han talte ved 
Dronningens Kiste: „Sorgfuld, med svækket Sans, fremmed i 
de nye Tider, der vare oprundne, har hun lukt sine Øjne for 
denne Verdens vekslende Optrin". 

Enkedronning Marie Sophie Frederikke døde den 21. 
Marts 1852 paa Amalienborg. Herfra førtes Liget Aftenen 
den 9. April, escorteret af en Afdeling af Hestgarden under 
Prins Christian af Gliicksborgs (Christian IX) Kommando, ad 
Kongevejen til Roskildehvile; men idet Toget drog forbi 
Frederiksberg Slot, hvor Dronningen havde boet saa mange 
Somre baade i Frederik VI's Tid og efter hans Død, lød fra 
den forsamlede Menneskemængde en sidste Hilsen gennem 
Mørket. I Roskildehvile samledes næste Morgen Omegnens 
Bønder for at bære Dronningen ind i Roskilde, som de forhen 
havde baaret Frederik VI. En lys og foraarsfrisk Dag, en 
Paaskelørdag, blev Marie Sophie Frederikke bisat i Dom- 
kirken. 

I sin Tale dvælede Biskop Mynster ved Mindet om 
Dronningens Personlighed: „ — Lader os forny vor Dron- 
nings Billede, som hun stod for os i hendes bedre Dage, 
naar hun ved festlige Anledninger traadte ind i de kongelige 
Smykker, og det ingenlunde var blot juvelernes Glans, men 
den Ynde, den milde Værdighed, som var udbredt over 
hendes hele Væsen, der tiltrak alle og sagde, at hun var 
værd at bære Jordens skønneste Prydelser. Lader os mindes 
de Timer, da det forundtes os at stedes til nærmere Samtale, 
og vi fandt med den kærligste Deltagelse i vore Glæder og 
Sorger, tillige den livlige, aandfulde Udtalelse, det klare Blik, 
de mange Haande Kundskaber, der endog, især hvad der angik 
Fædrelandets forskellige Tider, mangen Gang gjorde Med- 
delelsen lærerig, den faste Aand, som ikke lod sig overvinde 
af de fælles og de egne Sorgers Tryk, og den urokkelige Tro. 

21* 



324 

at der over Menneskenes vilkaarlige Handlinger og over det, 
der synes Tilfældets Spil, er en højere Styrelse, som leder 
alt til det bestemte Maal. Hun var visseligen rigt begavet, 
hun opfattede med Lethed, udtrykte sig i Tale og Skrift med 
Færdighed og Renhed i de forskellige Tungemaal, hun vidste 
at benytte forstandige Raad, og i den Tid, da hun under sin 
kongelige Gemals Fraværelse havde Forsædet ved Styrelsen 
af Rigets Anliggender, fyldestgjorde hun den høje Stilling til 
alles Beundring. Og dog trængte hun sig aldrig frem, fryg- 
tede ligefrem for at paatage sig noget Ansvar, der ikke var 
hende paalagt; paa hendes lange Liv hefter ingen Plet af 
Herskesyge, af Indblanden i fremmed Bestilling, af Delta- 
gelse i List og Rænker, over hendes Alderdom kunde vi 
med al Sandhed sige med Salomo: „Graa Haar ere en dejlig 
Krone, naar de findes paa Retfærdigheds Vej"." 

Hvad Biskop Mynster udtalte, stadfæstes fra mange Sider. 

I gamle Familier lever endnu gennem Overlevering Er- 
indringen om Dronningens Ynde og Majestæt. Der var vel 
Folk, navnlig blandt fjernere Iagttagere, som fandt hende stiv 
og talte om hendes Stolthed, de havde forsaavidt Ret, som 
hendes hele Optræden bar Vidnesbyrd om, at hun kendte 
kongelig Skik fra gammel Tid; der var megen Tradition i 
Dronning Marie, og hun holdt stærkt over Formen. 

Her var dog ikke Form uden Indhold. Om Dronningens 
Forstand og gode Kundskaber, især inden for Historien, taler 
Engelstoft og Martensen. Hun udsendte i Aarene 1822 — 24 
gennem Schultz's Bogtrykkeri og Forlag anonymt „Supplement- 
Tafeln zu Joh. Hubners genealogischen Tabellen". Arbejdet 
udkom heftevis og indeholdt Stamtavler med korte historiske 
Noter. Ved Dronningens Død nævnes, at hun siden sit 
Bryllup havde ført Dagbog og paa Grundlag af disse Opteg- 
nelser havde udarbejdet Memoirer; men samtidig siges, at 
hun i sit Testamente havde bestemt, at alle hendes Breve og 
Papirer skulde brændes, undtagen de Breve, Frederik VI 
havde skrevet til hende; de skulde tillige med hendes For- 
lovelsesring og en Medaillon, som Kongen havde skænket 
hende, lægges i Kisten. 

Hvad Dronningen var, vidner ogsaa en Mand, som stod 
hende nærmere end Mynster, Martensen og Engelstoft, — 



325 

den gamle Hofmand Rantzau Breitenburg, til hvem hun be- 
troede mange Haande Bekymringer og sin Sorg over Datteren 
Prinsesse Vilhelmine, som levede i ulykkeligt Ægteskab med 
Prins Frederik (Frederik VII). „Slige Samtaler med Dron- 
ningen, i hvilke hun ofte med den for hende saa ejendomme- 
lige Ynde har sagt mig: Jeg betragter Dem som min Skrifte- 
fader", opfyldte mig ganske vist med inderlig Vemod, men 
ogsaa med sand Ærbødighed for Dronningens Aand og Hjerte, 
der ikke er tilstrækkeligt kendt i Folket og ikke bliver skattet 
nok, fordi hun kun taler sig varm i slige Samtaler under fire 
Øjne og sikkert kun overfor faa". Men med det samme 
klager Rantzau Breitenburg over Dronningens Forsagthed, 
hendes Angst for at gøre sig gældende. Frygt for Kongens 
Modvilje og Folks Dom. Denne sygelige Frygtsomhed træder 
ofte frem og hænger noget sammen med Dronning Maries 
skrøbelige Helbred, men har ogsaa sin Forbindelse med 
hendes fine Hensynsfuldhed; den gjorde hende svag — og 
var hendes Styrke. Hun var trofast mod de faa, som hun 
havde sluttet sig nær til, og havde kærlig Tanke for de mange, 
der kunde se hen til hende. Der fortælles, at hun hver 
Morgen lod sig forelæse Adresseavisen, og den bedendes Rost 
lød her sjældent forgæves. 

Meget forskellige Mennesker har udtalt sig om Dronning 
Marie til forskellige Tider og i forskellig Form, men Dommen 
er i Hovedsagen altid den samme, hvad enten den lyder fra 
Guldberg eller A. P. Bernstorff; fra Johan Biilow, der mødte 
hende som ganske ung, eller Biskop Martensen, som fortæller 
om den gamle Enkedronning, — hvad enten Dommen udtales 
med Frederikke Bruns mange og store Adjectiver, eller den 
lyder gennem A. S. Ørsteds rolige Ord om Frederik VI og hans 
Hustru: „Begge var i høj Grad Samvittighedsmennesker". 



326 



CAROLINE AMALIE. 

„Opvokset er jeg under politiske Diskussioner og Dissen- 
tioner/ skrev Caroline Amalie, Hertugen af Augustenborgs 
og Prinsesse Louise Augustas Datter, i Oktober 1837. Hun 
tænkte tilbage paa det store Leipzigslag i 1813, paa Faderens 
Glæde over Koalitionens Sejr og Moderens Ønsker for Na- 
poleon og hans Forbundsfælle Frederik VL ,Jeg erindrer, at 
min gode Fader kom listende ind til mig en Eftermiddag for 
at fortælle mig Rygtet om de Allieredes store Sejr mod 
Napoleon, — listende, siger jeg, — dette var af Skaansel mod 
min Moder, der hørte til det modsatte Parti, hun var stedse 
en ivrig Tilhænger af Napoleon. „Opvokset er jeg under 
politiske Diskussioner og Dissentioner", udbryder Caroline 
Amalie, idet hun mindes den stadige Splid i Hjemmet, Striden 
mellem Frederik VI's Søster og Hertugen, der harmedes paa 
Svogeren som den, der havde hemmet hans Bane og forsøgt 
at gøre hans Arvekrav paa Holsten til intet. Mod Konge- 
huset hævdede Hertug Frederik Christian Augustenborgernes 
Ret til Slesvig saavelsom til Holsten, hvis den kongelige 
Mandslinie skulde uddø, og denne Anskuelse indprentede han 
sine Børn, Datteren og Sønnerne Christian August og Frederik. 

Diskussionen i Hjemmet satte ikke Præg paa Caroline 
Amalies Væsen, hun blev ikke aarvaagen og skeptisk, lidet- 
troende for hele Livet ved tidligt at se Paastand staa mod 
Paastand, og Overgangen fra den augustenborgske Anskuelse 
af Arveforholdene til den kongelige Anskuelse synes, karak- 
teristisk nok, ikke at have kostet hende noget; et andet er, 
at hendes Hengivenhed for Brødrene og Kærligheden til det 
Land, hun havde knyttet sig til, maatte splitte hendes Sind 
og volde hende usigelig Smerte, da Brødrene rejste deres 
Krav mod Kongehusets Ret og førte Vaaben mod Danmark. 

Caroline Amalie blev født 1796 i København. Hertugens 
Palais i Bredgade var Familiens Vinterbolig, men om Som- 
meren fulgte man oftest Kongen og Kronprinsen til Frederiks- 
berg Slot. I Søndermarken har den lille Prinsesse ofte leget 
og læst i „det norske Hus". Efter Bruddet med Kronprinsen 



327 

forlod Hertug Frederik Christian med sin Familie København 
og tog Ophold paa Augustenborg. Her havde Caroline Amalie 
og hendes Brødre friske Barndomsaar; de færdedes meget 
omkring med deres Moder og kunde uden Standsfordom søge 
Venner blandt andre Børn. Dronningens senere Liv viste, at 
hun havde taget Forældrenes sociale Frisind i Arv, og den 
Trang, hun altid havde til at samle Mennesker om sig, af 
hvem hun kunde lære, føres tilbage til Barndomshjemmet, 
thi Hertugen og Hertuginden drog gerne kundskabsrige og 
begavede Gæster til Augustenborg. 

Hertuginden var meget livlig, „vittig og lidt satirisk". 
Hendes Skønhed og hurtige Tanke havde i de unge Aar 
vundet hende Venner, men hun holdt dem ikke fast. Der 
var noget overfladisk i hendes Væsen, tilmed noget upaalide- 
ligt i Karakteren, der voldte stor Fortræd, som hun stod 
mellem Broderen og Manden. Om end dette Forhold er 
centralt, naar Spørgsmaal er om Louise Augustas Person- 
lighed, skal vi ikke standse derved, da dets Drøftelse vil føre 
langt ind i den politiske Historie og bort fra det egentlige 
Æmne. Men vi kan ikke lade være at gøre opmærksom paa 
Hertugindens Breve til Professor Engelstoft, for de viser klart, 
hvad hun var, og hvad hun ikke var, da hun nærmede sig 
de halvfjerdsindstyve Aar. De viser hende opfyldt af Interesse 
for den Litteratur og Journalistik, der kommer frem i Kø- 
benhavn; hun skriver grejt, men man savner i disse Breve 
en gammel Dames milde Dom og stilfærdige Ord; hvis ikke 
Datoerne overbeviste, vilde man tro, at Brevskriverinden var 
en ung Person med en Tunge af den hvasse Art. 

Caroline Amalie havde ikke sin Moders Bevægelighed 
og Vid, men hendes Karakter var støt, og vi finder hos hende 
den Takt og Finhed, som saa højlig savnes hos Louise Augusta, 
fremfor alt forstod Caroline Amalie at lære af Livet, og hun 
forædledes gennem Aarene. 

Hun synes heller ikke at have lignet sin Fader meget, i 
hvert Fald ved første Blik gør Modsætningen mellem de to 
Personligheder sig stærkt gældende. Harmonisk, roligt hvi- 
lende i det, som for hende er blevet Livet, tegner Datteren 
sig for os, begrænset, men sikker indenfor sine Grænser, 
mens Faderen, tankespænstig og ærgerrig, vil favne meget; han 



328 

drommer en Stund det 18de Aarhundredes Drøm om et nyt 
Samfund, men er i Virkeligheden bunden med stærke Baand 
til det gamle ved sin fyrstelige Fødsel; Slægtstraditionen vokser 
i ham ''med Aarene, og hans Virkeevne lammes, gennem- 
reflekteret som han er, saarbar og brat i Beslutningen. 




Prinsesse Louise Augusta. Maleri paa Rosenborg. 

Hertugen blev ikke gammel; han døde i Juni 1814 i sit 
49nde Aar. 

Mod Slutningen af 1814 kom Prins Christian Frederik, 
Arveprinsens Søn, til Augustenborg. Allerede i 1813 havde 
han gæstet Als paa Vejen til Norge, og under den korte og 
stormfulde Kongetid deroppe havde han staaet i Brevveksling 



329 



med sine Slægtninge paa Augustenborg, han havde ogsaa ladet 
dem forstaa, at hans unge Kusine var bleven ham kær. Nu 
drog Mindet om hende ham atter til Als, og den 16. December 
gav Caroline Amalie ham sit Ja. I Foraaret 1815 stod Bryl- 
luppet. 

Naturligvis var Christian Frederiks Ægteskab med den 
augustenborgske Prinsesse Genstand for Drøftelse i den 
Schimmelmannske-Reventlowske Kreds og i Charlotte Schim- 




Hertug Frederik Christian at Augu.>i^i.r«,ig. 
iWaleri i Konsistoriums Sal paa Universitetet. 

melmanns og Louise Stolbergs Breve nævnes Caroline Amalie 
oftere. De to strenge Damer ved kun godt at sige; de glæder 
sig over hendes Skønhed, hendes frejdige Væsen og hendes 
rene og fromme Sind. Man kunde dog ønske lidt nøjere Kund- 
skab om den unge Pige end den, disse almindelige enthu- 
siastiske Udtalelser giver, men Brevstoffet fra Caroline Amalies 
Haand fra de tidligste Aar er meget fattigt, og det er sjældent, 
at hun senere i Livet omtaler sin Ungdomsudvikling, thi under 
den ivrige Tilslutning til den grundtvigianske Livsanskuelse 



330 

syntes hun, at Livet først var begyndt for hende i Aar- 
hundredets tredje Aarti; hvad der laa forud, lod hun gaa i 
Glemme. Vi søger derfor med Flid efter hver en tilfældig 
Ytring, der siger en Smule om, hvad Caroline Amalie var, før 
hun sluttede sig til Grundtvigs Kreds. I et Brev til P. Rørdam, 
skrevet i 1842, taler hun om den tidlige Ungdoms urolige 
Bekymring; i et andet Brev (»s/jg 1837) nævner hun Inge- 
mann og hans Skrifter som gode, gamle Venner: „Der var 
endog en Tid i min Ungdom, hvor jeg har sværmet for ham: 
1815, da hans „Masaniello" udkom. Dengang glædedes jeg 
ogsaa ved Tanken om det nye Liv, Grundtvig vilde bringe i 
vor dengang iskolde Kirke. Jeg ved ej, hvorledes Omstæn- 
dighederne senere har ladet mig sove ind for alle disse Ung- 
doms Forhaabninger". Blandt mange Udtalelser af Caroline 
Amalie om den rationalistiske Opdragelse, hun havde faaet, 
staar denne Ytring enlig, men den tør ikke lades upaaagtet. 
Det kan jo hænde, at man gentager og gentager en ensidig 
Paastand saa længe, til den bliver alt for en; det kan hænde, 
at et flygtigt Ord aabenbarer det sande Forhold. Mon det 
ikke skulde være Tilfældet her? Den Religiøsitet, der satte 
Præg paa Caroline Amalies Liv, havde sin Rod i de tidlige 
Aar, hun paavirkedes ikke af Faderen eller Moderen, men 
en Opdragerinde Mademoiselle Delolme synes at have haft 
megen Indflydelse paa sin unge Elev. 

Der klinger en Selvbebrejdelse gennem Caroline Amalies 
Ytring om de Ungdoms Forhaabninger, som var gledne hende 
af Tanker gennem en Række af Aar, de Aar, da hun droges 
fra et stille Ungpigeliv ind i en større Kreds, da Fru Frede- 
rikke Brun paa Sophienholm var hendes kære Veninde, da 
hendes Interesser var cosmopolitiske, da hun læste Madame 
de Staél Holsteins „Corinna" og saa Tableaux af „Laila 
Rookh" og „Ivanhoe" i Fru Bruns Hjem, endelig de Aar, da 
hun fulgte Prins Christian Frederik Europa rundt. Senere 
blev hendes Personlighed mere samlet, hendes Livsanskuelse 
klarere, hendes nationale Sans mere bevidst, men de Ele- 
menter, der var hendes Væsens Grundelementer, Fromheden 
og Kærligheden til Hjemlandet, fandtes hos hende ogsaa i 
disse Aar, der med deres mange Indtryk maaske kunde virke 



33 



spredende, men paa den anden Side bod Mulighed for en 
alsidig Udvikling. 

Vi vil nu følge Prins Christian Frederik og hans Gemal- 
inde paa deres Rejser i Aarene 1818 og 1819—1822. 

Under den første kortere Rejse i 1818 brugte Prinsessen 
Badene i Pyrmont i et Par Maaneder og rejste derpaa med 




Caroline Amalie. Miniaturmaleri. Rosenborg. 



Prinsen til Rhinegnene, som fra tidlig Tid havde været hendes 
Længslers Maal. Jeg sværmede end mere for Rhinen ved 
dens nærmere Bekendtskab", skriver hun 1837, „og husker, 
at jeg i Mannheim, lig Dogen af Venedig med det adriatiske 
Hav, formælede mig med Rhinen med en Ring, som jeg 
kastede i den fra Slotshaugen af". 

Allerede næste Aar gensaa Caroline Amalie Rhinen paa 
den lange Rejse, der forte Prins Christian Frederik og hans 
Hustru over Liineburg, Braunschweig og W'olfenbiJttel til 



332 

Harzegnen, videre til Leipzig, Dresden, Carlsbad og atter 
mod Vest til Rhinlandene. I det nysciterede Brev mindes 
Prinsessen denne Sommer: „I Heidelberg levede jeg i 1819 i 
14 Dage og beboede Landstedet lige ved Broen paa den 
højre Bred af Neckar, hvorfra man har den smukkeste Udsigt 
til det gamle Slot. Mine Brødre og Grev Bliicher opholdt 
sig den Sommer i Heidelberg, og jeg besøgte dem, mens 
Prinsen gjorde en Tour til Schweiz". Sidst paa Aaret rejste 
de til Italien og naaede over Venedig, Padua, Ferrara og 
Florens til Rom, hvor de blev Jul og Nytaar. Arkæologen 
P. O. Brøndsted skriver i 1820 i sin Dagbog: „Aarets første 
Dag befandt sig endnu i Rom vor gode danske Prins Christian 
Frederik med sin skønne Viv og deres Følge. Prinsen var 
ankommen den 23. December, og det blev mig naturligvis en 
kær Pligt at bestræbe mig for, saa vidt det var mig muligt, at 
hans Ophold i den evige Stad maatte blive ret frugtbart". 
Ved Paasketid og atter omkring Aarsskiftet 1820 — 1821 var 
Prinsen og Prinsessen i Rom, hvor Thorvaldsen modellerede 
deres Buster og gjorde Udkast til en Statue af Caroline 
Amalie, som dog aldrig blev fuldendt; ellers tilbragte de en 
stor Del af Aaret 1820 i det neapolitanske. Der var mange 
Udflugter og mange Fester, megen Hyldest ofredes det frem- 
mede Fyrstepar. Der fortælles, at Kongen af Neapel til Ære 
for de danske Gæster gjorde et Maskebal, paa hvilket Prinsen 
og hans Hustru, forklædte som neapolitanske Bønderfolk, 
drog alles Øjne til sig. Selv tænkte Caroline Amalie senere 
tilbage paa Napolibugtens skyfri Sommerhimmel, som gjorde 
Sindet lettere, „hjalp saa mægtig til at hæve over enhver 
Ting, der under en nordisk Blyhimmel vilde have været tun- 
gere at bære". I April 1821 gik Rejsen nordpaa langsomt 
gennem Italien, Schweiz og Frankrig til Paris, som de gæstede 
et halvt Aars Tid. Man faar et eget Indtryk af deres Rejse- 
liv og Liv i Nydelse gennem et Brev fra Baggesen fra De- 
cember 1821, hvori den syge og forknytte Digter fortæller om 
Fyrsteparrets Gæstfrihed imod ham og jubler over paa ny at 
kunne varme sig i Livets Solskin: „Mit Hoved og Hjerte, 
min Fantasi og alle mine Sanser vide ikke mere hvorhen i 
denne selskabeliglevende Overflødighed af alt det gode, skønne 
og behagelige, som Videnskab og Kunst formaa at yde, og 



333 

som dagligen tilstrommer mig fra alle Sider. Jeg, som i mere 
end ti Aar oftere har levet aldeles som en Eremit, gjort Afkald 
paa Livets fleste Nydelser, taget Afsked fra Verden og tilsidst 
anset mig for død og begraven saavel i borgerlig som i poetisk 
Henseende, lever nu Dag og Nat deltagende og meddelende, 
ungdommelig frisk og fornøjet ved et muntert Hof i en \'er- 
denshovedstad. Prinsen medtager mig i Pairskamret, i de 
deputeredes Kammer, i Museumet, til Sévres, St. Cloud osv., 
og hver Gang jeg vil, følger jeg ham og Prinsessen i Teatret. 
De interessanteste Tetimer nydes indtil Midnat i mindre 
Kredse, og hver Lørdag er der stor Cirkel du plus grand 
monde de Paris". Fra Paris drog Prins Christian og Prin- 
sesse Caroline Amalie til London, og først i Eftersommeren 
1822 naaede de Hjemmet. De havde set meget i disse lange 
Rejseaar og mødt mange Mennesker: Kejser Franz og Kejser 
Alexander, ^ Bliicher og Wellington, — Metternich, Chateau- 
briand, Pius VII og Kardinal Consalvi, — Napoleons Søster, 
Fyrstinde Elisa Bacchiochi, og Napoleons Hustru Marie 
Louise, — Englands Kongefamilie og de hjemvendte Bour- 
boner i Paris og Neapel. En Rejse i 1838 førte dem sammen 
med Prins Wilhelm af Preussen (Wilhelm I), Østrigs Kejser 
Ferdinand, Kong Ludwig af Bayern og den russiske Tron- 
følger, den senere Kejser Alexander II. Det bør heller ikke 
glemmes, at Prins Christian Frederik over alt havde søgt 
Mænd, der var fremragende i Videnskab og Kunst; vi har 
blandt Landsmænd nævnt Thorvaldsen, Brøndsted og Bag- 
gesen, — af fremmede Tænkere og Forskere kan eksempel- 
vis nævnes Fr. Baader, H. Steffens, Marheincke, Alexander 
Humboldt, Cuvier og Arago. 

Paa samme Vis drog Christian Frederik i Hjemmet baade 
som Prins og som Konge Videnskabsmænd, Digtere og Kunst- 
nere til sig. H. C. Ørsted omtaler i sit Mindeskrift, hvor- 
ledes Christian VIII forstod at gøre sit Hjem til et Samling- 
sted for mange af Landets ypperste, som her modtes med 
ansete Gæster fra Udlandet. „Selskabet fik sin Enhed ved 
den Maade, hvorpaa Fyrste og Fyrstinde viste sig som Vært 
og Værtinde. Det var ikke blot med Hensyn paa Samtalen, 
at dette gjældte; ofte bidrog mærkværdige Genstande til at 
give Selskabet et Foreningspunkt: snart var der et nyt Kunst- 



334 



værk at se, snart førte han Selskabet ind i sin skønne Sam- 
ling af Mineralier og Conchylier; overalt var han selv den 
kyndige Vejviser. Paa Landet førte han ofte sine Gæster ud 
i den skønne Omegn. Fremmede Gæster førte han under- 




Caroline Amalie. Maleri af Bærentzen. 
Jægerspris. 



tiden til Vogns temmelig langt omkring for at vise dem de 
skønneste Steder. I de mindre Aftenselskaber forelæste vore 
fornemste Digtere deres Værker, ofte førend disse endnu vare 
bekendtgjorte". — Digterne droges gerne ind i den snævreste 



335 

Kreds. Oehlenschlager fik 1835 Indbydelse til Odense Slot og 
fulgte derfra Prins Christian og Prinsesse Caroline Amalie til 
Augustenborg. H. C. Andersen var Kongeparrets Gæst paa 
Før i Sommeren 1844. Han dvæler i Erindringen ved Vester- 
havøernes ejendommelige Natur og det brogede Liv, der ud- 
foldede sig i Skipperbyen >X^yck under Hoffets Ophold; med 
barnlig Glæde fortæller han om sit Samvær med Christian VIII 
og Caroline Amalie og den Venlighed, der vistes ham. ^Om 
Aftenen læste jeg sædvanlig et Par Æventyr; „Nattergalen" 
og „Svinedrengen" syntes at være Kongen de to kæreste og 
blev derfor flere Aftener gentagne". 

Ved Siden af Christian VIII nævnes altid hans Hustru 
som den, der deler hans Interesse, og dertil føjes Ytringer af 
Sympathi og Beundring for den gode og smukke Kvinde; 
man ser dog tydeligt af Tidens Memoirer, at det er Kongen, 
som er den aktive, Kongen, som er Æstetiker med Liv og 
Sjæl, — Dronningen har sin stille Glæde. 

Hendes æstetiske Sans var ikke stærkt udviklet, men 
hun holdt af Læsning og omtaler ofte i sine Breve, hvilke 
Bøger hun læser: „Holger Danske", „Valdemar den Store og 
hans Mænd", Ingemanns Levnedsbog, „Adam Homo", „De to 
Baronesser" etc. Hendes Dom over Bøgerne er fremfor alt 
en etisk Vurdering.*) 

En Stund var den unge Fyrstinde Prins Christian Fre- 
deriks Hustru og intet mere, men alt som Aarene gav hende 
mere Selvstændighed, samlede hun om sig en lille Kreds efter 
sit eget Sind, Mennesker, der delte hendes kirkelige, filan- 
tropiske og pædagogiske Interesser. I denne Kreds sad 
Caroline Amalie lyttende blandt Gæsterne, mens et Foredrag 
blev holdt, eller et Æmne discuteredes. „Saadanne The-Sam- 
taler er min Passion", skriver Dronningen i 1S41. 

Af stor Betydning for Caroline Amalie blev hendes Til- 
slutning til Grundtvig og hans Venner. 



•) I 1S0<> havde Hertuginde Louise Augusta skrevet til Hertugen: 
.,Caroline n'aura gueres un esprit brillant ni des idées originelles, 
mais j'espére qu'elle sera une jeune personne raisonabie, douce, 
modeste. Le sens moral est toujours dominant en elle. Elle parait 
aussi avoir un sens réligieux". 



336 

Vistnok i Oktober 1835 var den unge theologiske Kan- 
didat Peter Rordam begyndt at virke ved det af Prinsessen 
oprettede Asyl, og væsentlig gennem ham lærte Caroline 
Amalie Grundtvigs religiøse og folkelige Anskuelse at kende. 
Fra tidlig Tid havde hun haft religiøst Alvor og en inderlig 
Kærlighed til vort Land og dets Natur: forsaavidt var hun 
modtagelig for de Tanker, som P. Rørdam var saa varm en 
Talsmand for; paa den anden Side syntes Caroline Amalies 
cosmopolitiske Kultur og hendes Omgivelsers cosmopolitiske 
og aristokratiske Karakter at maatte staa denne Paavirkning 
imod. Men Caroline Amalie var en enthusiastisk Natur med 
en Trang til at være lyttende Discipel, hun havde ogsaa i 
nogen Maade poetisk Sans, „Øre for et andet Sprog end det, 
der kalder alt, hvad man ikke kan faa Fingre paa, vildt eller 
dog tomt Sværmeri". Grundtvigs poetiske Kraft ikke mindre 
end hans kristelige Forkyndelse og hans Haab om det 
danske Folks Genfødelse i nordisk Aand virkede stærkt paa 
hende. Af Betydning blev det ogsaa, at den, der stod som 
Talsmand for Grundtvigs Ideer, var Peter Rørdam, hvis 
friske og djærve Personlighed var Caroline Amalie meget 
tiltalende. 

I Januar 1837 skriver Prinsessen til Rørdam, som var 
sendt ud paa en længere Rejse for at bringe sit nedbrudte 
Helbred paa Fode: „Jeg sidder nu ved mit sorte Bord i min 
inderste Stue og glæder mig ved Erindringen om de Sam- 
taler, jeg ofte havde med Dem paa dette Sted. Jeg skylder 
Dem meget, uendelig meget, — rettere Gud; ved at have 
ført mig sammen med Dem har Han vakt en Slags Begej- 
string hos mig til at hellige Danmark mit jordiske Liv. Bed 
Ham nu, at denne Begejstring ikke maa udslukkes, men blive 
til en Livsflamme, at den ikke maa slukkes nogen Sinde, 
men at den maa føre mig gennem gode og onde Dage indtil 
Maalet. Gud give mig Visdom og Kraft til at være den 
elskede Prins alt det, Gud vil, at jeg skal være ham! Det 
er med en inderlig Vemod jeg tænker paa de mange tunge 
Pligter, der i Fremtiden vil hvile paa ham. Oh at jeg ret 
maatte kunne lette ham den Byrde saa meget, som det staar 
i min Magt". 



337 

Efter Hjemkomsten blev Peter Rordam Bestyrer for den 
ene af de to Asylskoler, som Caroline Amalie oprettede i 
1838 med den Tanke her at fortsætte det Arbejde, der var 
begyndt i Asylet. Drenge og Piger, der som smaa havde 
søgt Asylet, var Asylskolernes Elever. Rørdam ledede Under- 
visningen i Grundtvigs Aand ; han fortalte paa sin ejendomme- 
lige hjertelige Maade og sang med Børnene. Caroline Amalie 
var meget optaget af disse pædagogiske Ideer og Forsøg, men 
sluttede sig ingenlunde kritikløst til den unge ivrige For- 
kæmper. 1 et Brev til Rørdam under hans Udlandsrejse 
strejfer hun Spørgsmaalet om den gamle klassiske Dannelses 
Fortrin og Skrøbeligheder, og med det samme minder hun 
ham om deres Strid om „det levende Ord" og „det døde 
Bogstav". Caroline Amalie tror dog en Smule paa det døde 
Bogstavs Magt. Ikke heller var hun blind for den frie 
Undervisnings Mangler. 

En Række Breve til Biskop Faber paa Fyen viser hendes 
Omsorg for Odense Asyl og hendes Interesse for Undervis- 
ningen i Stiftets Skoler. Hun opmuntrer Faber til at indføre 
bibelhistoriske Billeder i Skolerne og at knytte Fortællingen 
til Billedet. Hun vil ogsaa gerne, at Børnene skal lære i 
Biblen at finde den Fortælling, de har hørt. „Biblen haves 
vel i Husene", skriver hun, „derfor sørger Bibelselskabet, 
men den læses ikke, den ligger Aar ud og Aar ind paa Hylden 
og er bedækket med fingertykt Støv". 

Gennem Rørdam havde Caroline Amalie lært Grundtvigs 
Ideer at kende, først i 1838 traadte hun i personlig Forbin- 
delse med ham. 

Fornøjet skriver hun til Rordam, at hun nu endelig har 
gjort det Bekendtskab, hun i Aar og Dag længtes efter at 
gøre; hun fortæller naivt og uforbeholdent om det første 
Møde og spekulerer kun over, hvad Indtryk hun kan have 
gjort paa Grundtvig. „Imidlertid", bryder hun af, „gor dette 
Bekendtskab mig usigelig lykkelig, og ret skulde det glæde 
mig, hvis denne Mand fandt det værd stundom at skænke 
mig en Samtale, saa som jeg bad ham derom". 

Ved denne Tid træder Grundtvig ud blandt de unge og 
bliver en Fører iblandt dem. Paa 150 Aarsdagen for Stavns- 
Danske Dronninger. 22 



338 



baandets Løsning (20. Juni 1838) begyndte han paa Borchs 
Collegium en Række Forelæsninger over den nærmeste For- 




Caroline Amalie. 

Tegning af Gertner, dateret: Amalienborg 1842. 

Frederiksborg. 

tids Historie (langt senere offentliggjorte under Titlen: „Mands 
Minde"), Forelæsninger, i hvilke han fyndigt tager til Orde 
for, at vor Kultur skal hvile paa dansk og folkelig Grund. 



339 

Næste Foraar stiftedes „Dansk Samfund" med det For- 
maal ved Tale og Sang at fremme det nationale Liv. Grundtvig 
blev Formand, og blandt Medlemmerne nævnes P. C. Kierke- 
gaard, P. Rørdam, Lindberg, Brødrene Blædel, P. og H. Boisen, 
Th. Fenger etc. 

I 1839 var det ogsaa, at Grundtvig blev Præst ved Vartov 
og samlede en lyttende Skare om sin Prædikestol; Caroline 
Amalie var blandt Grundtvigs Tilhørere. 1 videre Kredse fik 
man nu et noget andet Syn paa Grundtvig, end man havde 
haft i Tyverne og Begyndelsen af Trediverne, og Dronningens 
Tilslutning til Vartov Menighed bidrog ikke lidt til en saadan 
ændret Opfattelse. 

løvrigt bad hun kort efter det første Møde Grundtvig 
om at holde nogle Foredrag for hende og hendes Damer; i 
1840 og den følgende Vinter gennemgik Dr. P. C. Kierkegaard 
Kristendommens Historie, og efterhaanden førtes flere af 
„Dansk Samfund"s Medlemmer ind i Dronningens Kreds, 
nogle af Medlemmerne var hende allerede vel bekendte. 

Den grundtvigianske Paavirkning spores i Caroline Amalies 
Valg af Læsning og i hendes hele Interesseomraade. Hun 
læser oldnordiske Sagaer og vil fordybe sig i Grundtvigs tid- 
lige Digtning, tænker paa at tage Undervisning i Svensk: 
„Min hele Hu er til Norden og det nordiske; den øvrige 
Verden har jeg nu saa godt som sagt god Nat, den inter- 
esserer mig slet ikke". England udgør dog en Undtagelse, 
og atter her er Grundtvigs Indflydelse aabenbar. 

Caroline Amalie bruger stærke Ord, naar hun taler om 
Grundtvigs Personlighed. I et Brev til Biskop Mynster fra 
Aaret 1853 udbryder hun: „En saa ualmindelig Aand med en 
saadan Fylde af Kærlighed burde til visse anderledes paa- 
skønnes iblandt os. Oh at Gud snart vilde bønhøre mig og 
bryde den Væg, der er bygget imellem Dem og ham, bygget 
af Djævelen, saa kun Herren selv kan bryde den; men at 
den vil blive brudt, det ved jeg, thi begge er de af hans 
ypperligste dyrebareste Børn, og han vil drage deres Hjerter 
til hverandre i deres ældste Dage, og da vil den danske 
Kirke fejre sin Trolovelsesfest". 

Med disse Citater er vi ilet langt frem i Tiden og vender 
nu tilbage til 1839, da Christian VII! besteg Tronen, og 



340 

Caroline Amalie blev Danmarks Dronning. Kronen var til 
Tider tung at bære. De Dage var forbi, da alle „luede af 
grænseløse Velsignelser over det høje Kongepar", som det 
hedder i „Nyeste Skilderi af København" af 1809 i Anled- 
ning af Kong Frederiks og Dronning Maries Besøg i Odense; 
Oppositionen tog højlydt til Orde og skaanede ikke Christian VI II, 
da han ikke vilde give den krævede Forfatning. Der er næppe 
Grund til at dvæle ved Caroline Amalies Udtalelser om 
Fyrrernes politiske Bevægelser, thi hun havde ingen egentlig 
Interesse for Politik og ingen selvstændig Dom. Som Dron- 
ning under Enevælden fordømte hun Oppositionen; efter 1848 
glædede hun sig med sine grundtvigianske Venner over Folke- 
friheden. „Før har jeg stedse troet, at en absolut Regering 
under en kristelig Konge var den bedste Form", skrev hun i 
1853, „men nu da public spirit er vaagnet hos Folket, ønsker 
jeg hellere en Forfatning, som nøder Folket til selv at be- 
kymre sig om Fædrelandets Ve og Vel, thi den oplyser og 
udvikler dets Evner og især dets Dømmekraft, og det er en 
dejlig mandig Evne, hvilken jeg nok ønsker udviklet hos mit 
kvindelige Folk". 

Af større Interesse og større Betydning er Dronningens 
Forhold til Striden i Slesvig i Fyrrerne og hendes Forhold 
til Brødrene Hertugen af Augustenborg og Prinsen af Nør. I 
Følge Sagens Natur er det umuligt at sige, i hvilken Grad 
Ægteskabet med Caroline Amalie og Svogerskab og hyppigt 
Samvær med Hertugen og Prinsen har haft Indflydelse paa 
Christian VIII's Beslutning i 1842 at udnævne Prins Frederik 
af Nør til Statholder og kommanderende General i Hertug- 
dømmerne. Direkte har Caroline Amalie ikke virket dertil, 
eftersom hun aldrig blandede sig i Politik og Styrelse, men 
vi bør bemærke, at Samtalen mellem Christian VIII og Prinsen 
af Nør i Marts 1842 i Følge Kongens Skrivekalender finder 
Sted hos Dronningen, og fra samme Kilde ved vi, at Kongen 
i 1843 gennem Caroline Amalie ønskede at lade Brødrene 
forstaa, hvor meget han følte sig krænket over den illoyale 
Tendens, der kom frem i den slesvigske Stænderforsamling, 
Bestræbelsen for at adskille Slesvig fra Monarkiet, Iveren for 
at fortyske Hertugdømmet og haane alt dansk. Af denne 
Note skulde man tro, at Christian VIII vilde træde bestemt 



341 

op til Forsvar for det danske Sprog, da Striden stod om dets 
Ret til at lyde frit i den slesvigske Stændersal saa godt som 
det tyske, men, som bekendt, fastslog Patentet af 1844, at 
kun de Stænderdeputerede, der ikke kunde det tyske Sprog, 
maatte tale Dansk. 

Caroline Amalies Opfattelse af Sprogsagen erfarer vi af 
et Brev fra P. Rørdam til Grundtvig fra 1843. Han fortæller, 



4 <''-.., 






''^ X<^^;^, 







"-'^/••^•'- 














^---^v,.. 


...^s^t<» 


•*• 


1-' *■ 


v^ 


' 


^^- ;^^...^,..., 


^ , . '. ^ 




■ * - '.' 


^ - 


-• 


•V 


'''-'' ->. : ,.'. 


-. .■ 


, , ,' 






... 


•,- 


-^/ 


• 4 




• 


\^ • 


/i^ 




-v:^..,... ,.' 


• • ' - 


/<. 


' •-•'• 





Brev fra Dronning Caroline Amalie til Professor Knselstoft. 
(Original paa Universitetshibliotheketl. 

at han overfor Dronningen har sagt sin Mening, at begge 
Sprog burde have lige Ret, „men af Grunde, som jeg ej be- 
griber, holder hun paa Tyskens Enevoldsmagt. Og hvorfor 
gør Broderen det samme"? (>aroline Amalie hang ved 
Brodrene med stor Kærlighed og synes ikke at have for- 
staaet, hvorhen det bar. Da Frederik Barfod var i Audiens 
hos Dronningen i 1S43, mente han, det var Ret og Takl at 
tale til Caroline Amalie om hendes Brodre, som han nævnte 
som Oprorere og Fædrelandets Fjender. Han spurgte Dron- 



342 

ningen, om hun vidste, at han var de fyrstelige Herrers 
Modstander. Caroline Amalie svarede: ,Jeg ved det, men De 
skal dog have Tak, at De selv siger mig det; jeg ser deri et 
Vidnesbyrd om Deres Agtelse for mig. De ser fejl, thi jeg 
kender mine Brødre, og jeg elsker dem; men jeg kan lige 
saa lidt overbevise Dem, som De kan overbevise mig. Nu 
staar vi fuldt klare for hinanden, lad os saa gaa over til det, 
hvorom vi er enige". Barfod har optegnet Caroline Amalies 
Svar ordret, og i skamfuld Erindring tilføjer han: „Jeg skal 
ikke spilde noget Ord paa at paavise Dronningens Storhed i 
hint Øjeblik". 

Aaret 1848 kom. Kong Christian VIII døde, og Dron- 
ningens Brødre stillede sig i Spidsen for Kampen for et 
Slesvig-Holsten. Det var tunge Sorger for Caroline Amalie, 
og der var kun faa, som havde rigtig Forstaaelse af hendes 
Smerte og nænsomt værnede om hende. At Folkestemningen 
bruste op mod Enkedronningen, og at Mængden tiltænkte 
hende en Demonstration, kunde man vel vente; men at Inge- 
mann, som holdt meget af Dronning Caroline Amalie, i 1850 
blandt sine „Fire nye Fortællinger" udgav „De sidste Herrer 
af Gervansborg" og sendte Overhofmesterinde Fru Rosenørn 
et Eksemplar til mulig Overleverelse til Enkedronningen, synes 
ufatteligt. Ingemann havde dog selv en Følelse af, at her var 
noget galt, for han skriver til Fru Rosenørn, at hun kun skal 
give Dronningen Bogen „hvis De tror, at ikke den første 
Fortælling „De sidste Herrer til Gervansborg" vil saare hende 
ved de umiskendelige Ligheder med Hertugens Forhold". Fru 
Rosenørn svarer tilbage: „Jeg har ikke kunnet overlevere vor 
kære Dronning det hende tiltænkte Eksemplar. Dersom De, 
som jeg, havde set hende i Gaar med det stirrende Blik, de 
halvt tilbagetrængte Taarer, den møjsommelige indre Kamp 
for at bevare Fatning, — det var Hertugens Fødselsdag, — 
saa vilde De have følt, hvilken smertelig Streng der berøres i 
Deres „Herrer af Gervansborg". Helst ønskede Fru Rosenørn, 
at Fortællingen var utrykt; nu vilde hun gøre alt for, at den 
ikke kom Dronningen for Øje. 

Flere Aar efter mødtes Enkedronningen med sine Brødre 
i Udlandet og levede en Tid sammen med dem. Ogsaa 



343 

Slægtens yngre Generation stod hun i Forbindelse med, som 
det skønnes af en Række Breve fra Tiden 1866—1871, skrevne 
i Kærlighed og Fortrolighed til den gamle Tante af Broder- 
sønnen Frederik August nu fra London, nu fra Indien, nu 
fra Fædrenehjemmet Nør ved Eckernforde Fjord. 

Hvad der var Danmark og Augustenborgerne imellem, 
havde ingen Magt over Slægtfølelsen. 

Som Enkedronning samlede Caroline Amalie ligesom 
tidligere en Kreds omkring sig hver Ugedag eller hver 14de 
Dag om Vinteren paa Amalienborg, om Sommeren paa Sorgen- 
fri. Blandt Gæsterne ved disse Dronningens Aftenselskaber 
var Grundtvig, P. Rørdam, Fr. Hammerich, Kaikar, Præsten 
ved Garnisons Kirke N. Blædel, Professor Rasmus Nielsen, 
Bjørnstjerne Bjørnson, H. C. Andersen, Jerichau og hans 
Hustru med adskillige andre. 

Den gamle Skik at samles om et Foredrag blev endnu 
holdt i Hævd, efter Foredraget fulgte Samtale. Hammerich 
holdt kirkehistoriske Foredrag, Blædel talte om Quakerne, 
om Spiritisme og om Skriftemaal, en Gang i 50erne holdt han 
en hel Række Forelæsninger over Missionshistorien. I April 
1870 skriver Enkedronningen til ham: „Maaske De paa Tirsdag 
Aften vil tale om et af Tidens brændende Spørgsmaal, nemlig 
om Kvindens Emancipation. De skal i et Konvent hos Dem 
selv en Gang have talt om dette Æmne til stor Glæde for 
alle". 

Dronningens Damer og blandt dem især Overhofmester- 
inden Fru Rosenørn og Forelæserinden Frk. Michele Andreasen 
havde samme vaagne Interesse som Dronningen og virkede i 
samme Aand som hun; de hjalp Caroline Amalie med Sty- 
relsen af de Penge, der skulde gives bort, og var med i Ar- 
bejdet for de fattige Smaabørn, som den barnløse Dronning 
havde givet sin bedste Kærlighed. 

Det første Asyl i København var blevet oprettet i 1S28 
af „Det kvindelige velgørende Selskab", for hvilket Dronning 
Marie var Protectrice; næste Aar gav Prinsesse Caroline 
Amalie Byen endnu et Asyl, og hende skyldte Asylerne i 
Odense og Lyngby for en stor Del deres Oprettelse og Be- 
staaen. Dronningen nøjedes ikke med at give Midlerne, men 



344 

hun tænkte og virkede for sine Asylbørn og kom til dem om 
Hverdagen saavelsom ved Højtid. [„Atter i Aar", skriver 




Caroline Amalie. Maleri af Jensen. Rosenborg. 

Fru Rosenørn til Ingemann i 1841, „fejrede jeg en fornøjelig, 
virkelig højtidelig Juleaften mellem den glade Børnevrimmel, 
der saa tavse og andægtige som vi ældre lyttede til Dron- 
ningens fromme Bøn for Asylet, ligesom de siden i utvungen, 



345 

barnlig Lystighed hoppede omkring Træet til stor Moro for 
den moderkærlige Caroline Amalie". 

H. C. Andersen var glad ved at dele sin Yndest hos 
Børnene med den gode Enkedronning. Han beretter om en 
Aftenkøretur fra Sorgenfri gennem Skoven og ud ad Strand- 
vejen. Enkedronningen var i den første Vogn, H.C.Andersen 
med et Par af Hoffets Damer i den anden. „Idet Hendes 
Majestæt kørte forbi et Sted paa Vejen, hvor en Del Børn 
legede, kendte de hende, stillede sig i Række og raabte Hurra. 
Lidt efter kom Vognen, hvor jeg sad. „Der er Andersen", 
raabte de smaa, „Hurra". Efter Hjemkomsten til Sorgenfri 
sagde Dronningen smilende: Jeg tror, alle Børn kender os 
to. Jeg hørte Hurraraabet". 

Caroline Amalie stiftede i 1843 „Den kvindelige Pleje- 
forening"; efter Dronning Maries Død traadte hun i Spidsen 
for „Det kvindelige velgørende Selskab", og hun havde længe 
Opmærksomheden henvendt paa Diakonissesagen, men over- 
lod til Prinsesse Louise at føre disse Planer ud i Livet, thi 
hun følte, at der allerede var Pligter nok for hende. Under 
Prinsesse Louises Protectorat grundlagdes Diakonissestiftelsen, 
men Caroline Amalie var til Stede ved Indvielsen og støttede 
Stiftelsen til sin Død. Forstanderinden Frk. Louise Conring 
havde været Medlem af „Den kvindelige Plejeforening" og 
hørte til de Damer, som Caroline Amalie satte højt. 

Den 9. Marts 1881 døde Enkedronningen. Børn i Kom- 
muneskolerne i København og paa Frederiksberg samlede 
sammen til en Sølvkrans til Dronningens Kiste. Danske 
Kvinder skænkede en Palmegren af Guld med en Tak til 
Caroline Amalie for, hvad hun havde virket, og hvad hun 
havde været — ikke i Kraft af omfattende Intelligens eller 
mærkelige Evner, men ved sit rene og kærlige Sind, ved 
Takt og ædelt Væsen, de stille Dyder, hvormed Kvinder altid 
byggede Landet. 



INDHOLD. 



Side 

THYRA DANEBOD 1-4 

GERYTHA 11 

GUNHILD, Harald Blaatands Dronning 10 

TUFA 10. 1 1 

GUNHILD, Svend Tveskægs Dronning 11 

SIGRID STORRAADE 4-5, II, 12 

EMMA 6-10 

GUNHILD, Svend Estridsøns Dronning 11 12 

THORA 12 13 

EDEL, Knud den Helliges Dronning 13 17 

INGEGERD 13 

BODIL 10, 18 19 

MARGRETE FREDKULLA 13, 19 22 

ULVHILD 22 

MALFRID 13, 22 

LUTGARD 25 

EDEL, Svend Grades Dronning 25 

SOPHIA 22-25 

GERTRUD 25 2<» 

MARGRETE DAGMAR 29 34 

BERENGARIA ,\4-.VS 

j UTTA .V) 

MECHTILDE 36-38 

MARGRETE SAMBIRIA 2, 38 42 



Side 
AGNES 42-44 

INGEBORG 44—46 

EUFEMIA 46 

HELVIG 46-47 

MARGRETHE 47-62 

PHILIPPA 62-67 

DOROTHEA, Kristoffer af Bajerns og Kristian I's Dronning 67—76 

KRISTINE 76-86 

ELISABET 86—95 

SOFIE, Frederik I's Dronning 108, Anm. 

DOROTHEA, Kristian III's Dronning 96—115 

SOFIE, Frederik II's Dronning 1 15—140 

ANNA KATRINE 140-143 

SOFIE AMALIE 143-169 

CHARLOTTE AMALIE 169—188 

LOUISE, Frederik IV's Dronning 188—194 

ANNA SOFIE 194-218 

SOFIE MAGDALENE 218-247 

LOUISE, Frederik V's Dronning 248—255 

JULIANE MARIE 256- 282 

CAROLINE MATHILDE 283-306 

MARIE SOPHIE FREDERIKKE 306-325 

CAROLINE AMALIE 326-345 





1 



i 




Øåt 



'9SiKéi\ 



•♦V 



PLEASE DO NOT REMOVE 
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET 

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY 



J/afrgensen, Ellen 
Danske dronniger 








P 




\ 



Æs 




-C 




V«SI 



•^